Jeg er, tilsyneladende, virkelig vred.

Ja, den er god nok. Åbenbart, er jeg vred. Det har jeg bare ikke været sådan særligt opmærksom på i en længere periode. Måske mest de sidste fem år, men faktisk, når jeg skal være ærlig – endnu længere tilbage end det. Jeg har været skuffet, vred og følt mig dårligt behandlet, uden at jeg har forholdt mig til den følelse. Vrede er ikke en følelse jeg beskæftiger mig med, – sagde mit gamle jeg.

Mit “nye jeg” kender jeg ikke endnu. Men jeg synes da, at jeg støder på hende i ny og næ. Ser små glimt af en ny udgave af mig selv dukke op til overfladen. En stærkere, mere powerful Annemette, der godt tør bide tilbage, når det bliver nødvendigt. Jeg bider ikke, bevares, jeg er en ret blid person et laaaangt stykke af vejen, men jeg har haft behov for at lære at mærke mine grænser.

Jeg har jo besluttet mig for at finde mig selv på ny, og den rejse har jeg allerede skrevet en del om. Det er, tilsyneladende, noget, der virkelig optager mine læsere. Mit velbefindende og mine personlige mere eller mindre fucked up issuees. Jaja, nok er det personligt, og en hel del navlepilleri, men jeg ser det ikke som noget særlig privat at være åben omkring sin sårbarhed. Det er for mig ikke flovt eller svært. Det er jo bare “mig”, som jeg viser verden, – take it or leave it. Jeg har det godt med mig. Jeg har det bare ikke godt med, at jeg har været ude af balance for længe, så nu laver jeg om på det.

LÆS OGSÅ: Dag “0”

Skal jeg acceptere min vrede?

Ja, det spørgsmål kan jeg stille mig selv? Skal jeg det?

Min psykolog synes i hvert fald, at jeg bør forholde mig til min vrede og vist også acceptere den. Hun og jeg brugte en halv times tid i torsdags på at snakke lige præcis min vrede igennem. Og mere eller mindre manglende accept af samme fik vi også lige rundet.

For jeg har været vred. Altså jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig, at jeg har haft mange gode grunde til at være vred. Og at jeg også har været det, meget vred, inderst inde.

Jeg er faktisk vred lige nu. Ikke vred på eller over alt, bare vred på nogle områder. Og jeg kan huske flere episoder i løbet af den sidste håndfuld år, hvor jeg har følt mig ekstremt vred, når nu jeg pludselig har fået mærket efter.

Men vrede er bare SLET ikke en følelse, jeg er vant til at beskæftige mig med. I mit tilfælde, så sker der som regel det, at jeg går direkte fra en eller anden erfaring (der egentlig gør mig vred), og så hopper jeg straks over i følelsen af at være ked af det. Selve vreden springer jeg over, fordi jeg ikke ved, hvad man skal gøre med vrede.

Mine forældre “lærte mig” som barn, at jeg skulle gå ind på værelset, når jeg blev vred, og jeg kunne komme ud fra værelset, når jeg var blevet god igen. (Det skal lige tilføjes, at jeg har verdens bedste forældre, – de vidste bare ikke bedre dengang, og dét har vi fået løst gennem årene og snakket igennem, så der er INGEN sure eller bitre miner dér.) Men det betyder dog, at jeg stadig, som voksen, bedst kan lide at lukke min vrede inde, og først forholde mig til verden igen, når vreden er passeret. Fordi mellemregningen, – hvor man snakker om vreden – den er helt mærkelig uvant for mig.

LÆS OGSÅ: Jeg vil faktisk gerne kende “mig” igen

Sådan går det som regel…

Så lad os sige, at en person skuffer mig. Eller gør mig vred. Whatever. Gør noget, der ikke er okay i min optik. Min typiske reaktion vil være at ignorere, at jeg er blevet sur. Derimod så glatter jeg ud inde i hovedet, forsøger at fortælle mig selv, at den slags skal man ikke bruge tid på. Jeg forsøger at undgå konflikten ved i stedet at søge forsoning og kompromisser. Jeg forsøger at hæve mig over situationen og gøre mig for god til vreden. Jeg vil for alt i verden ikke italesætte, at jeg er blevet vred, for hvordan ender det så? Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, fordi det er SÅ sjældent i mit liv, at vreden har drevet mig fremad og fået mig i en god retning.

Jeg har mest mærket vrede, der fik mig i en dårlig retning. Vrede der definitivt afsluttede noget. Forhold. Venskaber. Samtaler. I véd.

Så jeg hopper over i dén ene følelse jeg er bedst til, når alt ramler. Ulykkeligheden. Jeg ender altid med at blive ulykkelig og står tilbage med en klar følelse af afmagt, da jeg har meget svært ved at holde fast i mim vrede og stå ved den. Jeg har svært ved, at stå ved, at noget ikke er i orden.

Og hvis det så lykkes mig at sige fra…eller til….men hvis det lykkes, så sker der jo ofte det, at modparten vil gå til angreb eller i forsvar, og det kan jeg slet ikke navigere i. Så skynder jeg mig som regel at tage problemet på mine skuldre, glatte ud, snakke til fornuften og forsøge at løse konflikten gennem forståelse. Jeg glemmer bare lige, at der jo var noget, der havde gjort mig vred. Noget, som jeg skal huske at holde fast i. Noget, der definerer, hvem jeg er, og hvor mine grænser er.

Jeg glemmer, at jeg lagde ud med at sige fra. At sige, hvad jeg ikke ville finde mig i. Hvad jeg var uenig i. Og vupti, på et splitsekund ender vi i en snak om, hvad jeg har gjort forkert og at jeg overreagerer eller lign. Den situation kan jeg kende fra mit liv, igen og igen og igen. Jeg er alt for dårlig til at stå fast. Og det er så ærgerligt, for det efterlader mig altid med en følelse af at noget ikke er helt fair. Fordi jeg ikke fik sagt ordentligt fra/til, – og at jeg ikke stod fast på mit.

For hvorfor i al verden har jeg en ide om, at det er forbudt at være vred på nogen? Jeg ved det ikke. Men det er den følelse jeg allerhelst vil undgå at stå i. Og den erkendelse har overrasket mig helt vildt. Tænk engang, at jeg, som jeg selv synes er en stærk og ret tough kvinde, er bange for min egen vrede – eller vrede helt generelt. Wow. Kan det passe?

For mig er vrede meget tæt forbundet med det at sige fra, hvilket I måske også allerede kan læse i ovenstående. Er jeg vred så taler jeg ofte meget højt, næsten til det punkt hvor jeg råber, og jeg siger fra i store gloser med farverige bandeord der kastes ind mellem de mere meningsfyldte vendinger i flæng. Men at være vred handler også om at sige til. Og det var nyt for mig, sådan havde jeg slet ikke set det før. Det fik min psykolog lige sat fokus på. At jeg jo siger til, når jeg udtrykker, hvad jeg ikke vil og gerne vil.

Men det er jo rigtigt nok. Når man står op for sig selv, og siger “nej, sådan vil jeg ikke have det – men sådan her skal det være, hvis jeg skal passe på mig selv, og sådan her vil jeg have det, hvis vi skal kunne blive enige…” – så siger man faktisk til. Man sætter ord på det man vil. På en eller anden måde er den evne til at vide hvad man vil afledt af vreden, – den klare reaktion på det man ikke vil.

Nå men, hvad så?

Hvad søren skal jeg gøre med den her erkendelse af, at jeg faktisk er vred? Eller godt kan blive det, og at det er okay?

Wow, det er simpelthen en helt vildt svær situation for mig at stå i. Jeg véd simpelthen ikke, hvad man gør med vrede, men jeg skal øve mig på det.

I sidste uge var der en situation, hvor jeg edersparkme blev vred, – det kan jeg godt sige jer. Og jeg fik sagt til. Jeg satte helt tydelige ord på, hvad jeg ville og ikke ville, og det føltes enormt befriende. På en måde hvor jeg næsten havde lyst til at fortælle hele verden om det, selvom det var et privat anliggende. Men det var simpelthen så rart at stå ved mig selv, og mine egne meninger. Dét skal man kunne.

Jeg har dog en hæslig trang til, at gerne ville være venner med alle. Jeg begejstres rigtigt nemt og jeg holder virkelig af mennesker – i sådan meget bred forstand. Jeg kan stort set altid finde nogle sympatiske træk ved langt de fleste, og det gør det svært, når jeg så bliver uvenner med folk. Fordi jeg vil hellere se det gode i dem. Men det holder jo ikke, hvis jeg har masser af gode grunde til at være vred eller irriteret. Jeg må da for fanden snart lære, i en alder af 34, at jeg ikke kan eller behøver være venner med hele verden. Jeg er min egen, de er dem, og det er godt nok. Også selvom der er nogen, som jeg ikke fungerer sammen med.

Fremover vil jeg huske på følgende:

Jeg skal huske, at vrede også er en positiv drivkraft, der kan hjælpe mig fremad.

Jeg vil ikke være bange for at mærke vrede.

Jeg skal undgå at hoppe direkte over i fortvivlelsen og afmagten. Jeg vil blive i vreden lidt længere og mærke efter, hvorfor jeg er vred.

Jeg må gerne sige det højt, at jeg er vred.

Og jeg behøver ikke undskylde min vrede, hvis altså min vrede er velbegrundet.

Jeg skal forsøge at udgå at glatte ud, fordi jeg behøver ikke være venner med alle. Det er okay at blive uvenner.

Jeg er mig, – fuld af ALLE følelser. Hele følelsesregistret rummer jeg. Inklusiv vrede.

Goddag Vrede, du bliver en del af mit nye jeg, velkommen til 😉