Sådan et blogpost ingen skriver…
Uh. Det her er lidt svært at skrive om. Det er sådan noget man aldrig rigtigt læser om. Fordi ingen rigtig tør sige det højt. Det er i hvert fald min oplevelse. Og i en verden af folk på instagram, der hele tiden deler billeder og fortællinger med det HELT store smil, perfekte bobbede krøller og smukt udglattede ansigter – så synes jeg det er lidt svært at være hende med de hævede øjne og triste mundvige.
Det er nemlig slet ikke mig at være sådan. Jeg har altid været vant til at være en hoppebold, der bare bouncer tilbage, når nogen kyler mig ned i jorden. Jeg er altid hende, der har overdrevet meget energi og krudt i måsen. Hende med det store grin, en milliard ord, der står i kø for at finde op til overfladen og hende der står med åbne arme overfor alt nyt og uprøvet.
Hende vil jeg gerne være – igen.
Men mine øjne er ikke hævede fordi jeg har fået en eller anden allergisk reaktion på lash-extensions (som nogen ellers så sødt påpegede) eller fordi jeg er træt. Næh, de har været hævede fordi jeg har grædt. Nu er det sagt. Bum. Jeg har på det sidste oplevet følelser af både angst og afmagt, som jeg ikke før har mødt hos mig selv. Og dét har været virkelig svært. Det har rystet mig, hvis jeg skal være ærlig.
Fordi lige for tiden – ja, så er det som om jeg har ramt en mur. Jeg har bare ikke den velkendte energi og ikke det overskud. Det er fuldstændig uvant for mig, og jeg aner ikke hvad fanden jeg skal gøre. Og dét er jeg ked af. Sådan virkelig ked af. Jeg kan slet ikke kende mig selv.
Der er flere, der har bemærket, at jeg ikke er helt så “online” som jeg plejer – men særligt at jeg har været lidt mere mat i det, end jeg normalt er. Den er også god nok. Jeg er ikke sådan helt på toppen. Det kan man måske mærke i mine instastories – det er i hvert fald dér, at folk har reageret.
Faktisk så sagde jeg til min mand den anden dag, at jeg nærmest havde lyst til at holde et helt år fri. (Det var lige sådan en indskydelse). Dér er jeg heldigvis ikke nu. Jeg har ikke lyst til at holde fri i et år. Jeg ville røvkede mig, så meget kender jeg alligevel mig selv. Men jeg har truffet et meget bevidst valg om, at mine arbejdsdage skal struktureres anderledes, og der skal være tid til familien – prioriteret tid og overskud. Før alt andet. Det her valg har jeg været i gang med at implementere i et par måneder nu, og det går fremad.
Jeg har snakket med min læge, skal det siges, fordi jeg faktisk tager det alvorligt. Jeg synes ikke, at man skal gå rundt og have det sådan, uden at gøre noget ved det. Men skal sgu tage ansvar for sig selv – andet er jeg blevet for voksen til. Og hvad siger lægen så?! Tjo, en masse fine ting, som jeg kan bruge til noget – bestemt – og som jeg har sat gang i. Det handler vist i bund og grund om, at jeg – igen – skal huske mig selv på at sætte grænser og sige fra, når noget føles forkert. Jeg skal ikke have ondt af mig selv – det har jeg heller ikke nu – jeg skal “bare lige” ændre lidt på det liv jeg lever. Jeg skal lytte til min mavefornemmelse.
Når jeg skriver “igen”, så er det fordi at jeg har prøvet det før. At glemme mine egne grænser. At glemme mig selv midt i alt det, man kalder livet. Midt i dagligdagen. Midt i arbejdet. Og midt i de tusindvis af gøremål i løbet af ugen…
Jeg har desværre tendens til at være lidt naiv (pissetræls egenskab, siger det bare!), og det ender ofte med at det derfor er mig, der i sidste ende trækker det korte strå. Og ved I hvad, det er en mega nederen følelse. Særligt når man har prøvet det tilpas mange gange. Jeg ville ønske jeg var en rigtig god menneskekender, sådan én, der kan gennemskue andre og derfor kun brugte tid på de “rigtige” personer, som vil mig det godt. Jeg ville ønske, at jeg kunne forudse hvilke arbejdsmæssige opgaver, der gav et godt udbytte, så jeg ikke skulle spilde min tid på projekter, der kræver for megen tid, men aldrig ender med noget særligt afkast. Jeg gad virkelig godt kunne gennemskue den slags. Men det er jeg faktisk ikke god til, – ikke altid.
Er det her så for privat at skrive om, – skal man holde dén slags for sig selv, og så kun dele de gode dage og blogge i perioder, hvor man er på toppen? I min verden er svaret klart: nej.
Hvis jeg skal være en troværdig udgave af mig selv, jamen, så er jeg simpelthen nødt til bare at stå ved, hvordan jeg har det og tale åbent om det. Eller fuldstændigt fjerne mig fra min blog, instagram etc. indtil jeg er ovenpå…men dét har jeg jo heller ikke lyst til. Jeg véd ikke rigtig hvad det er, der har ramt mig. Jeg er bare ikke glad som jeg plejer – og ind i mellem bliver jeg ramt af øjeblikke, hvor jeg egentlig bare har lyst til at græde. Og så græder jeg. Tja. Det er fucked up, er det (pardon my french).
Er det så en depression – ej, det føler jeg ikke, at det er. (Det mener min læge i øvrigt heller ikke!) Fordi jeg har bestemt også øjeblikke hvor alt er fantastisk og glæden stor. Jeg kan sagtens rumme alt det gode, og jeg ser ikke sort på tingene. Jeg mærker det gode – absolut. Jeg glædes over det gode og jeg nyder livet. Men det er lidt mere fragmenteret end det plejer.
Jeg er blevet bekendt med en ny side af mig selv. En side jeg ikke har lyst til skal fylde for meget. En mere dyb, eftertænksom og analyserende side, der nærmest er sådan lidt hyperfølsom. Hvor alle følelser lige forstærkes gange 10…
Hvorfor i al verden dele det her? Hvorfor skrive det, og hvad rager det egentlig dig, der sidder og læser med? Jeg ved det ikke. Jeg kan bare mærke, at det rigtige for mig er at snakke og skrive om det. Jeg bliver nødt til at være åben. Og bare lade sandhed være hvad den er. Sand.
Og hey – her på falderebet…De her følelser har intet at gøre med vores bryllup. Bare for at få det på det rene. Det handler ikke om, at der er et tomrum og at bridezilla her ikke længere er i fokus. Det er slet ikke sådan. Jeg havde det også sådan inden brylluppet.
Så vil I ikke nok være søde at lade være med at diagnosticere mig? Tak. Jeg har som sagt sat gang i en proces, der skal få mig “back in the game”.
Men jeg kunne rigtigt godt tænke mig at høre, om der er andre, der har prøvet det samme, og hvordan man “finder” tilbage til sig selv igen.
46 reaktioner
Kære Annemette,
Først og fremmest – tak for dine modige tanker.
Jeg kender nogle af dine følelser, og jeg kommer specielt til at tænke på, når jeg føler mig brændt ud. Træt ind i knoglerne, og lige som om der bare er overflow på harddisken.
I det forsvinder også noget af min glæde og overskud, fordi der bare ligesom ikke er med at tage af.
For mig virker det at acceptere, at jeg lige drosler lidt ned i intensitet. Jeg ved, jeg er derinde bagved, mit system skal lige som bare have lov til lige at genstarte. Jeg gør stadig det jeg skal, går på arbejde osv,, men jeg ser lidt flere dårlige serier, drikker en ekstra cola og giver mig selv tid og rum til bare at vide, at det er okay, og at der lige er en time out.
Når jeg først får skabt det rum og den ro, så kommer glæder, lysten og alt det andet spirende frem igen.
Bare tanker herfra, måske det er noget værd for dig, og ellers ønsker jeg dig kun alt det bedste. 😉
Tak. Det er faktisk også præcis den proces du beskriver som jeg forsøger mig med… håber det virker!
Flot skrevet, tror desværre mange går rundt med de følelser.. Du får lige en krammer af mig. 🌞
Sødeste Annemette! Jeg elsker din ærlighed! Og selv har jeg studset over du ikke har været som du plejer på de socale medier og alligevel altid så sød, venlig og overskudagtig over for alle dine følgere ❤️ Jeg er selv typen der elsker at dele ting fra min hverdag men ikke for fin til også at dele en lort dag! Jeg blev mor for anden gang for 6 uger siden og seriøst! Jeg har fået et chok over hvordan det er og være mor til 2 og ikke være den overskuds mor/kone om jeg havde håbet på 😓 Jeg kender den følelsen du beskriver, det er hårdt og jeg håber du snart bliver til den Annemette du ønsker at være ❤️
Dejligt med sådan et indlæg – noget man virkelig kan relatere sig til. Jeg er ikke læge eller andet i den dur, så jeg har kun mig selv som kvinde at drage erfaringerne fra.. Men for mig læser jeg mig til ar du bare har nået en af de perioder i livet som voksen kvinde som vi kommet til og skal kravle over – der kommer flere og pludselig møder man også den ukendte nye kvinde der hedder overgangsalderen.. Hende taler vi heller ikke om, selvom de fleste af os er ekstremt hårdt ramt af hende når hun viser sig. Jeg lytter mig til, at du har haft mange projekter de sidste år – pludselig tv darlig og så gik det stærkt… sociale medier og en hel ny menneske mængde trådte ind på senen.. En skilsmisse oveni i det og muligvis en sorg forbundet med det… Er man som os, overfølsom dybt indeni, så er det i sig selv nok til, at systemet går lidt i udu og spørgsmålstegnene bliver mange og forbliver ubesvarede længe… og det giver en dyb ked af det hed, som ikke rigtig kan forklares – fordi der er jo også såmega meget godt… Jeg tror bare at vires handlinger nogengange kollidere med den person vi er eller ihvertfald identificere os som.. Du skal bare rumme det, vide det skal arbejdes væk og vide at det er blir en fase… De kommer igen og man blir en smule bedre til at tackle dem… tiden er din bedste ven… kærlige hilsner fra en kvinde som er rap i replikken, fraskilt og gift igen – havnede i et job der ikke er det rette, men lønnen er, fik ny familie med delebørn hvilket viste sig at være langt hårdere end skilsmissen – og nu har ramt overgangsalderen… Tror bare vi skal sige “op i ræven med det-det går nok”…
Hvor skønt og befriende af læse dette indlæg. At vide man ikke er den eneste der kan ryge ned i en bakkedal og have svært ved at komme op igen.
Jeg kender det alt for godt. Er selv typen der elsker at være fremme og med i det meste, arrangere ting og vil at alt er perfekt. Jeg er åben om alt og snakker helt sikkert for meget. Det har kostet venskaber og veninder, men har lært mig selv at acceptere det. Kan de ik acceptere mig for den jeg er, så har jeg ikke behov for dem.
Jeg har endnu ikke fundet den geniale og nemme løsning til at komme op af bakkedalen. Men som Louise skriver, så skal man give sig selv lov til at være i bakkedalen, og når du har rakt ud efter hjælp til at komme op igen, så skal du også nok komme det.
Tak for din åbenhed, og tak for at fortælle og vise at alt ikke altid er lyserødt og guld og grønne skove.
❤️ Kan genkende mig selv i din beskrivelse om at være naiv.. Jeg vil blot sige noget, som har hjulpet mig – det der er ens svage side, er også ofte ens stærke side. Naivitet giver sårbarhed på den ene side – men på den anden side troen på det bedste i verden omkring og uendelig omsorg. Og ja, naiviteten kan give knubs og man tænker “hvornår lærer jeg det dog”.
Men; samtidig er den dét som gør, at du er så omsorgsfuld, tænker på andre før dig selv og ser udfordringer fremfor begrænsninger. Og dét er smukt og SÅ meget værd.
Jeg har også været døjet med angst og haft en tendens til at overtænke og selvom jeg har været bevidst om det, så fungerede det alligevel Ikke, som det plejede, fordi mit overskud ikke var der.
Jeg fik hjælp til at skrive ned, hvilke ting jeg kan lide at beskæftige mig med og hvilke mennesker og oplevelser og så handlede det om at prioritere det! Alt unødvendige, som har en lille negativ i SF-ledelse på dig må man skære fra og sige PYT til, hvilket var rigtig svært for mig. MEN det lykkedes.
Hvor er det træls for dig, at du ikke er på toppen! Men det virker til at du har god følelse med dig selv og ved, hvad der skal flyttes på, for at blive rigtig glad inde i midten igen. Dit indlæg rammer mig helt personligt, fordi jeg kan genkende mig selv i alt hvad du skriver. Jeg er ung og studerende og vil gerne en masse ting, men fornyeligt druknede jeg lidt i det hele og måtte lige skrue lidt ned – en tur til lægen uden diagnose, men med beskeden om at holde fast de det vigtige og ikke mere end det. Så TAK fordi du tør at dele den følelse med alle os andre. Det er helt sikkert vigtigt, at holde fast i, at vi alle sammen bare er mennesker og at vi alle sammen har vores at sloges med – også jer, som vi følger på SoMe og beundrer for jeres arbejde, jeres kager, jeres tøj, jeres børn…. Tak for det! ☺️
Tror vi alle har, eller kommer der engang, elller flere gange igennem livet.
Jeg tænker selv det er godt at detoxe fra Instagram af og til, måske især når man holder ferie med sin familie, så man kan have sit fokus på familien.
Jeg har prøvet det et ikke kunne kende sig selv et par gange efterhånden
Brystkræft, stress på job, tab af forældre…
En terapeut sagde til
Mig engang… Husk, hver DAG at gøre noget for dig selv ( det gjorde du forleden, holdt fri sammen med din søn) behøver ikke koste noget, bare gør noget 1 time eller
Længere, bare det er for dig.
Jeg elsker havet og er så heldige at have det indenfor rækkevidde, så bare det at sidde og glo og høre lyden, kan få mig væk fra dagens tankemylder… og husk livet skal lives, Aperol hjælper 😉 selvfølgelig i behersket mænger..😉😂😂
Du skal nok blive Annemette igen, eller måske ikke, men så er det nok meningen, måske vi alle forandre sig med alderen og bliver nogle kloge gamle damer med fine hatte
Dejlig sommer til dig og sin familie 🌞❤️
Åh det lyder en smule bekendt. For halvanden år siden brækkede jeg sammen en dag på job. Jeg kunne slet ikke være i mig selv og jeg græd og græd, uden selv at kunne fortælle hvorfor.
Lægen sagde straks at det var stress men den “diagnose” har jeg aldrig selv kunne se mig under men et eller andet skete der med mig. Jeg kunne ikke overskue ting der før var en leg, jeg var SÅ grådlabil og kendte slet ikke mig selv.
Det var enormt skræmmende og jeg føler heller ikke at jeg er den gamle mig endnu ( er ikke sikker på at jeg bliver det igen, og det er måske også en god ting) jeg har nærmest skulle finde et nyt lidt mere sårbart, ikke så super woman agtigt jeg…
Det gav mig utroligt meget at tale med en psykolog om det og bare få lov at lukke alt det ud jeg følte uden at tænke at det sårede nogen eller at jeg skulle tage hensyn.
Tag dig den tid det tager at finde “dig selv” ( måske en ny udgave) Annemette 2,0 😘😘😘
Seje Annemette! Jeg har ikke de store fif jeg kan sende videre, men jeg kan da gi’ en stor high five og et “tak den du er og fordi du deler” #handsupforærlighed
Kæreste Annemette 🌷
Jeg kender alt til ikke at kunne genkende sig selv. Jeg har prøvet depression (ved godt det ikke er det der er galt), men svær angst. Angsten viser stadig sit uhyggelige grimme ansigt ind imellem..og nu ved jeg, efter at have prøvet det flere gange, at det for mit vedkommende kommer af overbelastning/stress. Pt er jeg på vej op, efter at have været nede og vende for et par måneder siden. Og hvad gør jeg så? Ja, jeg har konsulteret en psykolog, som jeg faktisk mener, er en kæmpe gave at give sig selv 👍☺. Derudover, meget mindre skærm, og slet ingen skærm 3 kvarter – 2 timer inden sengetid. Mindfulnessøvelse 1 x om dagen på 10 min. Gåture, hvis ikke jeg træner. Ingen træning med høj puls. Være sammen med familien og tætte veninder. Sørger for at få kosttilskud der støtter kroppen.
Aner ikke om du kan bruge det til noget. Håber det vender inden længe!
Kæmpe kram & gode tænker,
Charlotte 🌷😘❤
Dejligt du deler <3
Det er efterhånden 5 år siden jeg havde ægte-sygemeldt-fra-arbejde-stress, men jeg husker tydeligt følelsen. Jeg har også været tættere på nogle gange siden. Det der virker for mig er at tillade mig selv at være egoistisk, og dermed sige nej til nogle ting, hvis jeg kan mærke at der ikke er overskud på kontoen. Så må man skære ind til benet og nøjes med de ting der er vigtige
Hej AnneMette.
Et kæmpe klap på skulderen, for at du skriver som du gør. For de sociale medier skal jo helst være perfekt 😉 Men når det så er skrevet, så er jeg selvfølgelig ked af din situation. Jeg har fulgt dig 3-4 måneder nu og jeg synes du er et ærligt, sødt og skønt menneske. Jeg synes det er skønt, at følge dig, da du har ben nok i næsen til at vise de følsomme sider på de sociale medier og ikke kun det perfekte hele tiden. Jeg er sikker på at du nok skal komme tilbage på den rette sti igen. Og valget med at sætte familien højere, er et rigtig godt valg ☺️ Rigtig god dag. Mvh Gitte
Det er skide flot at du deler dette! Jeg har selv været der. Kunne ikke forstå hvorfor jeg skulle være så ked af det og trist hele tiden. Det har taget mig næsten et år at komme på den ‘anden side’ og er stadig i gang. Men det er en hård process men det kommer til at give en personligt rigtig meget. At finde sig selv igen. Hæng i, du skal nok klarer det😁
Hej Annemette,
Jeg kender alt alt for godt til det du beskriver, for jeg har selv lige haft sådan en lang periode. Selvom der sker en masse gode ting og man er glad der… Så bliver man bare ik rigtig glad indeni. Gik også med den følelse af jeg ku sætte mig ned og tude når som helst og mistede hurtigt overblikket. Jeg kunne mærke at angst og frygt tog over men havde ikke en depression. Ku godt være glad og synes at dage var gode og komme op og afsted. Da jeg gik ind i 2018 sagde jeg til mig selv, at det ville jeg ik mere. Jeg lagde mit liv helt om, Og mange ting har været sat på pause fordi der har været behov for at fokusere på andet og give mig selv 120% til det. Det gjorde jeg fik succes med de ting og jeg begynder at få mit overskud igen. En af de ting der hjalp for mig var at bruge en time på mig. Hvad der end kan få ens hoved clearet. Om det er motion, kreativitet eller hvad det end kan være.
Så du er bestemt ikke alene om dette. Og man kan komme op igen
Venlig hilsen Maria
T A K for din ærlighed og særlighed – hvis jeg mødte dig en dag, ville jeg give dig en stor krammer ✌🏼
Hej Annemette. Jeg har ikke fulgt dig så længe men jeg kender udemærket det du beskriver. Og har prøvet det et par gange. (Jeg har også været endnu længere nede med stress, despression, angst) Jeg er lidt der lige nu her men jeg kender mig selv så godt at jeg ved hvornår det sker. Jeg tror det er vigtigt at du lytter til dig selv, som du også så fint beskriver. Nogen gange tror jeg det en proces vi skal igennem fordi vi ændrer os og udvikler os.
Mine bedste råd: vær nærværende/vær tilstede her og nu (tro mig jeg ved det kan være svært), tag et skridt ad gangen. Gør noget godt for dig selv hver dag. Om det er et fodbad, en gå tur, se en serie, køb en buket blomster. Sætte dine egne forventninger ned.
For mig hjælper det også at Få struktur på hverdagen. Så det som om det kører bedre og jeg kan mere har mit “tanke mylder” uden at det hele crasher herhjemme.
Jeg ved ikke om det overhovedet giver mening det jeg skriver.
Jeg kan så meget kende det du beskriver!☝🏼
Jeg har nu siden okt været sygemeldt med først stress – så blev det til identitets krise , så blev det til depression med medicin , som først havde god effekt men så sløvede så meget at jeg følte mig påvirket .. nu mener psykolog at det er en belastningsreaktion… jeg er langt fra på toppen endnu … det eneste jeg kan give af gode råd – tá den tid det tager og tá en dag af gangen.. og sig pyt til nogle ting som før kunne ha været et “problem”
Og gør gode ting for dig selv- du har kun dig selv nærmest ❤️❤️❤️
Smil søde Annemette – livet er for kort til andet❤️❤️
De bedste hilsner Maria 🌸
Elsker din oprigtighed og ærlighed.. endelig en der tør vise når livet også bider lidt og gør ondt.
Kender det så godt, jeg mødte selv muren i februar, jeg endte med at sige mit job op, og har nu gået hjemme og samlet mig selv stille og roligt op igen. Det lyder måske som en kliché men tiden healer og så det at omgive sig med folk der rent faktisk gider en af de rigtige årsager, folk som giver en noget og ikke kun vil have noget fra en,
Jeg tror på du er rigtig godt i gang med at passe på dig selv, desværre skal man nogen gange have et hak i tuden for at lære det (desværre og så flere gange for at forstå det helt) hvis ikke jeg boede i Skanderborg var JEG kommet med en kage, for ser tit det er dig der gør det ved andre, og du fortjener også at der er nogen der giver dig noget tilbage nu, så læn dig tilbage og tag den tid du har brug for, så skal du nok komme endnu stærkere tilbage, hurtigere end du aner…
Mange krammer til dig
/Sie
Kære du!
Første jeg, at jeg kommentere på noget.
Allerførst: FEDT at du pipper om, hvordan det er hos dig. Jeg kender det SÅ godt. Især den der hypersensitivitet, du beskriver. Jeg kan nærmest begynde og komme i tvivl om mine venners agendaer, når jeg har det sådan. Jeg bliver SÅ hurtig usikker på deres lyst til at være sammen med mig og analysere konstant de ting, som de siger.
Jeg tror virkelig på, at det hjælper at gå OFF. Skrue ned for det kære internet, instagram m.m. Og gå nogle lange ture, skrive, spise godt og så ikke mindst at få SOVET godt og længe…
Når jeg mærker disse perioder, som du beskriver, så ved jeg også at der er “guld” på den anden side. Der er bare ikke nogen anden udvej andet end igennem…
Det kan godt tage noget tid – men det er også en værdifuld periode.En periode, hvor tingene kan lande på en ny måde.
Dejlig sommer til dig.
Tak for at du deler og jeg sender dig et kæmpe kram… jeg tænker, at mange af os kan genkende de følelser du beskriver.
Livet er bare ikke let, og stor respekt for din åbenhed. Jeg er sikker på, at giver man sig selv plads til at fordybe sig, mærke efter og rydde op… Kommer man langt. Men det er svært.
Min tanke faldt på, om det har noget med dit venskab til Ditte Julie at gøre? Er I slet ikke veninde mere?
Først og fremmest: rigtig god bedring og fremdrift med din egen proces.
Kunne aldrig drømme om at diagnosticere andre – er nemlig hverken læge eller synsk. Men når du spørger om andre har oplevet noget lignende, så ja. Stress kan ramme på den mest vanvittige måde, og nogle gange skal der kun ganske få negative kommentarer til, og så er man nærmest parat til at kaste mobil, iPad eller den bærbare ud af vinduet – UDEN at tænke over at åbne det først!
Det er IKKE sjovt at have de sådan, især fordi vi ofte har dårlig samvittighed over mest af alt at svare: “Luk røven!” til dem der starter den negative retoriske spiral med en perfiditet, som vækker vores inderste ur-instinkter…
Du skal give plads til dig selv, til at nyde din mand, og fuck dem som ikke forstår en fin hentydning. Du har brug for ro, og mon ikke alle følgere har fuld forståelse for, at du har brug for lidt ro og fred til tider?
Giv det en chance. Du kender dig selv bedst. Kæmpe virtue krammer herfra til jer, og knæk og bræk med bedringen
Tak Annemette! Tak!
Jeg elsker at du skriver om det de andre ikke tør! Det var helt fantastisk at læse dette, og selvfølgelig kommer du oven på igen når du har bearbejdet hvad der er sket og hvad der sker I dit liv 😁
Hej Annemette,
Jeg kan genkende det fra mig selv og godt du skriver om det. Jeg er selv i en periode hvor jeg ikke kan kende mig selv, hvor overskuddet ikke er der og arbejdet ikke giver den energi det plejer. Har i snak med mine læge fået at vide at de symptomer jeg har er stress. Jeg har en datter på to år som heller ikke har sovet og det tror jeg er medvirkende til at ens energibrholdning bare er lav. Vi prøvede kranio sekral efter din anbefaling og har stor succes som jer, og hun sover nu igennem. Jeg tror bare, at kroppen også er drænet efter knap to år uden sammenhængende søvn og det får også bægeret til at flyde over og det tager desværre lang tid at få fyldt energidepotet op igen, har jeg fundet ud af. Jeg er også selv ved at lære at prioritere så jeg forstår hvad du mener.
Rigtig god sommer til jer,
Hej Annemette
Først godt du har skrevet dette.
Jeg har i hele mit liv haft perioder som dig. Jeg skulle blive 70 år og mødte en person der fortalte mig, at jeg var særligt sensitiv, hvilket ca. 20 % af verdens befolkning er. Så hvor vil jeg hen med dette. Jo jeg vil anbefale dig at gå på biblioteket og låne Ilse Sands bøger, hun har skrevet 5 og jeg har læst dem alle. Du kan også gå på youtube og hører hendes videoer. Jeg er nu 72 år og har det bedre end nogensinde og har lært at sætte grænser.
Jeg siger ikke du er sensitiv, men tror du kan finde tilbage til dig selv i hendes bøger. De er oversat og sælges over hele verden. Det er blot et godt råd til dig. Du vælger selv hvad du gør. Knus til dig fra Mona❤️
Kære Annemette.
Jeg er ked af at høre du kæmper med nogle følelser, men jeg sætter kæmpestor pris på at du deler. Jeg har i en længere periode haft det på samme måde – ikke af samme årsager men de samme følelser og tanker – og jeg genkender meget af det du skriver.
Jeg synes det er så skræmmende at opleve en version af mig selv som jeg ikke bryder mig om. Jeg har ikke noget imod at være følsom og til tider skrøbelig, men som du skriver er den hypersensitivt jeg oplever enormt drænende for det energiniveau jeg normalt ellers ligger for dagen.
Jeg arbejder også med det, og det at sætte ord på er et rigtig godt første skridt. Her går det helt sikkert den rigtige vej og jeg håber det vil gøre det samme hos dig. Jeg sender positive tanker og virtuelle highfives din vej.
<3
Jeg synes det er mega sejt at du tør dele det hele med os. Jeg kan genkende mange af de ting de beskriver i mit eget liv pt. Så hvis du finder ud af hvordan man finder tilbage, så del det meget gerne 🌸 du får en High five og et knus sendt i din retning 🤘🏻
Hej Annemette,
Jeg har det som dig fra tid til anden. Det har krævet en del træning ikke at tage folk ind i mit liv, som dræner mig – der gælder både privat og i arbejdsøjemed. Der er nok ikke en opskrift på at komme op fra hullet igen, det tror jeg er meget individuelt. For mig virker det at lægge svesken på disken og kalde en time-put. Så rydder jeg kalenderen for det, der giver trælse sug i maven og omgiver mig med dem og det, der vil mig det bedste. Man behøver ikke melde sig ud af samfundet, men man er trods alt stadig boss i sit eget liv og kan pause nogle ting, som man ikke magter pt.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Det kan være, du kan suge energi af sommeren, måske skal efteråret med.
Hej. Jeg har selv været igennem en hård mental periode, for at finde tilbage til mig selv har jeg brugt psykolog, body-sds og mental træning. Jeg ved ikke, hvilken af delene jeg vil anbefale mest, men psykologen klarer hovedet, body-sds får kroppen tilbage i balance og sætter den sammen med hovedet, og mental træning ændrer tankemåden og giver rum for selv at finde en vej – sin egen vej. Grunden til, at jeg vil dele det med dig er, at disse ting til sammen har fået mit smil tilbage i øjene og glæde tilbage i maven og ikke mindst er det lært mig at sætte grænser og mærke efter i kroppen, og det er fedt, så hvis det måske kan give dig lidt inspiration til at finde din vej, så er det det værd. En ting er i hvert tilfald sikkert- du er sej, fordi du deler, og ikke mindst fordi det virker ægte.
Hej Annemette
Det du beskriver har jeg prøvet før. Faktisk kommer det op til overfladen med års mellemrum.
Jeg har altid været meget udadvendt, mange venner, mange til jeg gerne ville. Fuld af ideer og ting jeg ville afprøve. Men med alderen…ja er hurtigt på vej mod de 40 ( er 39) er jeg blevet mere introvert og analyserende. Jeg er stadig god til det med mennesker og har stadig mange venner, men jeg har trukket mig lidt…for mig svinger det helt vildt ift min energi og hvor meget jeg er “ude i livet”
Jeg har nu fundet fred med at sådan er jeg åbenbart?? Har også 3 drenge sammen med min dejlig mand.
Livet kommer nogen gange “i vejen” og man trækker sig, for at igen søge ud i andre perioder?
Jeg tænker du skal embrase det og – igen mærke efter i maven. Gør kun det som virkelig føles rigtigt..ja svært i know! Har selv været selvstændig med cafe og ved det er mega svært! Men det kan give dig lidt luft måske?
Bliv i det og stol på at energien kommer igen 🌸
Sorry for en laaaaang besked –
Sofie
Kære AnneMette
TAK for din ærlighed. Tak fordi du sætter fokus på at livet ikke altid er lyserødt og fyldt med lykke og glansbilleder. Livet er op- og nedture – og det er netop nedturene, som giver os muligheden for at glæde os over opturene. Intet er forkert, heller ikke at have det skidt i en periode. Hils din nedtur velkommen, giv den tid, fred og ro, og lad den give dig læring og livserfaring til din videre færd. Nyd at du lever, med alt hvad et liv indebærer af følelser, tanker, oplevelser, faser, glæder og sorger – livet er det hele❤️
TAK igen, ford du deler – du er modig, sej og har min dybeste respekt.
Kærligst Bolette
Tusind tak for det “menneskelige” indlæg. Desværre kan vi ikke altid kun gå og smile, verden er også det modsatte. Kan se mig selv så meget, i det du skriver. Mon ikke alle kvinder kan det. Hatten af for at du står frem, midt i hele glansbillede verdenen. Kæmpe respekt.
Kæreste Annemette.
Jeg kan kun skrive som mange andre her – jeg genkender det også og ja tror mange kvinder kan genkende det du skriver.
Og jeg bliver så glad fordi du tør sige det højt og dele det med alle os her i Instaland.
Jeg tror at, når man som jeg (og måske en masse andre) lever i flinkeskoleland, så vil vi opleve dette og det er først når vi for øvet os i, at være lige glade, og gå mere op i os selv end alle andre… at vi slipper disse følelser du beskriver så tydeligt.
Og for mig er det hele vejen rundt, overfor mine børn, mand, arbejde, veninder, andre forældre og alle mulige tilfældige bekendtskaber… hele vejen rundt skal jeg være opmærksom på at være mig selv og acceptere og elske mig selv lige som jeg er… for når jeg er det får jeg energi og overskud… og ja jeg falder ofte i fordi jeg møder en som er på en måde hvor jeg går liiige tilbage til gamle væremåder mm. Og så er det lige et skridt op af Bakken igen… men altid finder jeg tilbage for jeg har mit positive sind og lyst til at smile og nyde mit ellers dejlige liv.
Det er som om det for mig er kommet sammen med min modenhed… jo klogere jeg er blevet på mig selv jo svære er det at gemme disse følelser væk… følelser jeg Iøvrigt ikke mener skal gemmes væk men omfavnes og elskes og udleves…
tak for dig Annemette og dit fine skriv 💕💕💕
Kære Annemette
Som de andre også skriver, så mange tak fordi du også viser de mere grå nuancer, og ikke kun påfugle dagene.
jeg har selv en tendens til at komme ned i huller hvor energien bare siger puf og følelserne er skruet op på max, på godt og ondt.
for mig hjælper det at tale om det, og få ryddet op i hvad der reelt er mit ansvar og hvad jeg har raget til mig af “falsk” ansvar. og på den måde få skruet lidt ned for presset.
jeg får også nogengange det jeg har dødt “popcorn-hjerne” hvor tanker bare popper rundt og fylder mere og mere, dem prøver jeg at skrive ned og adressere så de kan komme væk fra hovedet.
Den proces du beskriver, lyder sund og som en god måde at komme i kontakt med dig selv igen.
sender god energi og ro til dig
<3
Tak for det ærlige indlæg. Det er skønt at få alle sider af livet frem. Har selv været i din situation for et års tid siden. Jeg endte med at snakke med en psykolog et par måneder og det fik mig ovenpå igen. Jeg var ikke dybt deprimeret, men tror alligevel, at jeg brugte tankemæssig energi på nogle ting, som godt kunne tages op, vendes og parkeres. Vildt god investering, som klart kan anbefales. Et godt råd jeg fik under disse sessioner var, at hvis en følelse dukker op, som ikke er så rar, så i stedet for at bruge en masse energi på at bekæmpe den, så accepter den, vel vidende at den vil forsvinde igen. Så sparer man en masse energi og tanker på at analyse, hvorfor er den her, og hvordan får jeg den til at gå væk. Alt det bedste herfra.
Kære Annemette
Tak fordi du deler. ❤️
Sidder lige og tuder med dig, for den ramte lige ind et sted jeg så absolut kan genkende og har været gennem et par gange.
Jeg har selv kæmpet mig gennem det et par gange .. hvordan aner jeg simpelthen ikke?
Men hver gang har jeg lært så meget om mig selv og mine grænser og kommer stærkere igen 😊👍
Og du har ret i at dele – for selvfølgelig skal man ikke gå alene med det.
Tænker også det er vigtigt at vise at ingen af os er perfekte og lur mig om du ikke også opdager du slet slet ikke er alene 💗
Jeg kan ikke sige eller gøre noget som kan hjælpe, men jeg kan fortælle at du ikke er alene og jeg kan fortælle dig, at jeg er glad for du delte ☺️
Kan nok ikke komme med gode råd – ved faktisk ikke hvordan jeg kom ud af den anden side (af en depression) måske en mellemting af medicin , tid , samtaler , ærlighed og kærlighed .. en dag var skyen tydeligt på vej væk , og det var tid til at trappe ud af medicinen .. det har gjort mig så meget mere opmærksom på mig selv og mine følelser . Hvilket egentlig er meget dejligt og ikke noget jeg før har gjort. Så vil egentlig bare sende et kram og en tanke . Det lyder til at du ved at alting nok skal gå ! Du skal nok blive dig selv igen 🙂 tid og kærlighed <3 ønsker dig det bedste . Mange kærlige tanker <3
Kære Annemette!
Jeg plejer sjældent at kommentere på de blogs, jeg læser med på – men her har jeg lyst: TAK fordi du deler – du er med til at brude et tabu. Jeg kender følelsen. Og hvor er det godt og rigtigt og vigtigt, at sådan nogen som dig i “den branche” gør det, du gør – også for de næste generationer, der vokser op i, om muligt, en endnu større pg farligere “glansbilledeverden”, som ingen alligevel kan leve op til, men som man bilder sig ind andre er en del af. Tak ❤️ Og held og lykke med processen – du bliver så klog på dig selv, og det er en gave. Dyrtbetalt, men givende!
Kan godt forstå det er svært at have det sådan. Mig hjalp det kolossalt at bruge en godkendt terapeut i tankefeltsterapi.
Tak ❤️
Dit indlæg fik tårerne til at trille, du satte simpelthen ord på hvordan jeg har det lige nu og samme tanker om hvordan jeg finder mig rigtige – eller mere korrekt- den gladere mig frem igen.
Som en anden skriver er jeg sandsynligvis udbrændt og på grænsen til alvorlig stresset. Tegnene er der, spørgsmålet er hvad jeg gør ved det? Jeg vil kigge alle kommentarerne her på dit oplæg igennem og finde hvad jeg tror vil være bedst for mig.
Alt det bedste til dig, tak fordi du også deler den side og rigtig god sommer ☀️
Kære Annemette. En masse ro (mere end du har lyst til) og mindfullness-apps hjalp mig tilbage. Jeg gik ned med stress og troede aldrig, at jeg ville blive mig selv igen. Men det kom jeg stille og roligt, efter at jeg tog fri og skar ned på pligter og aftaler. Jeg mærkede ikke i starten, at det blev bedre, men her 1 år efter er jeg helt ved mig selv igen, og nu kender jeg mine egne grænser. Det er vigtigt. Knus til dig 🍀
Desværre kender jeg de følelser alt for godt. Håber du deler hvis du finder guldkornene. ❤️