Barndomsminder, rabarbergrød og bryllupstanker

Min mor er fra Østerbro i København. Hun voksede op i en to værelses lejlighed med sin søster ved sin side og med mine bedsteforældre, der leverede et stabilt hjem for de to piger. Hun kommer af en arbejderfamilie. Min morfar var smed og min mormor… ja, hvad lavede min mormor egentlig? Det er faktisk aldrig rigtigt blevet italesat henover påskemiddagen. Det har altid været morfars historier fra FLSmidth, der prægede samtalen. Men min mormor, tror jeg nok, arbejde på en ismageri – eller sådan noget. Ej, jeg aner det faktisk ikke.

Men hvor jeg derimod ikke ved meget om min morfars barndom, så ved jeg meget mere om min mormors. Min mormor er ud af en sømandsfamilie fra Esbjerg, – sådan en familie, hvor de var så mange søskende, at man dårligt bemærkede, at et par stykker af dem døde på havet. Det lyder måske grotesk, men det er altid sådan historien er blevet fortalt til mig. På en måde, hvor man nærmest trak lidt på skuldrene, fordi det var vilkårene, når man var sømand i starten af det 20. århundrede. De var 13 søskende, eller 16 – ingen ved det helt, fordi min mormor er den sidste i flokken, rosinen i pølseenden, og hun er også den eneste levende tilbage. Og hun kan desværre ikke helt sætte tal på præcist hvormange søskende der egentlig kom til verden. Men hun har også haft en blodprop i hjernen for 25 år siden…og det skal siges, at hun aldrig helt blev den samme efter det.

Min mormors niece Krista, var på alder med hende selv og døde desværre for mange år siden. Krista havde en kolonihave i Herlev – i gåafstand fra mine bedsteforældres kolonihave – eller bare “Haven” som vi kaldte den. Her kom vi, min bror og jeg, hele sommeren i mange år, mens vi var små børn. Krista bød på citronvand over plastikdugen og nede af stien hos mine bedsteforældre kogte min mormor rabarbergrød i det lille bitte tekøkken af morfars hjemmedyrkede rabarber. Rabarberne. Åh gud, intet minde står så stærkt i min hukommelse som mormors rabarbergrød i kolonihaven.

Min bror Søren, der er 4 år ældre end jeg selv, beordrede altid rabarbergrød, når vi kom på besøg. Den var sikker som amen i kirken. Jeg var altid lidt misundelig på min storebrors begejstring for rabarbergrøden. Altså jeg var helt sikket ligeså begejstret, men det var der ikke nogen, der rigtigt snakkede om. Jeg var misundelig på den der måde de allesammen italesatte min brors store appetit på mormors rabarbergrød. Den måde hvorpå det stadig i dag er en fast del af menuen, når min bror besøger mine bedsteforældre i Vejle. Han blev gjort til familiens rabarbergrødsconnoissieur, og når man kun er 5 år gammel er det altså en mægtig fin titel.

Fordi jeg var også vild med mormors rabarbergrød. Jeg havde også appetit på store mængder af de lyserøde himmerigsmundfulde med rigelige mængder hvidt sukker og sødmælk. Opmærksomheden var bare altid rettet mod morfars rabarber og min brors glæde ved den åndssvage rabarbergrød… Det lyder måske fjollet, men jeg var nærmest jaloux på den rabarbergrød. Så da jeg, mange år efter, vandt Den store bagedyst og endelig fik et talerør hvor jeg kunne fortælle om dagene  i “Haven” ved min mormors side og min glæde ved bagværk og kager på baggrund af timerne i kolonihaven, så føltes det som et slags come-back. Revanche. Kunne man ikke tage patent på rabarbergrøden, så var der jo vanlijekransene.

Misundelsen var væk fordi jeg også havde fået lov at tage ejerskab på oplevelsen med mine bedsteforældre og dagene i “Haven” med rabarbergrød og hjemmedyrkede jordbær, der blev gødet med indholdet fra vores alle sammens lorte-spand, der stod ude på det lille das. Ja, tro det eller lad være. Sådan var det. Vi gravede sgu vores egen lort ned i haven, sammen med morfar, der velvilligt forklarede og assisterede, og et par måneder efter spiste vi med største velbehag de hjemmedyrkede bær og grøntsager. Sådan var det. 

De intet mindre end perfekte rabarber havde fået en hellig plads i hjørnet af haven. Ingen skulle røre ved morfars rabarber. Eller hans tulipaner for den sags skyld. “Haven” var min morfars fristed og det tog ham mange år at overkomme tabet, da mine bedsteforældre solgte den og deres lejlighed på Østerbro i starten af 90’erne. De rykkede teltpælene op og flyttede til Vejle. Tættere på os. Men jeg tror faktisk at det var en høj pris, de betalte for det valg. Min morfar savnede sit københavn og “Haven” – og selvom det næsten er 30 år siden, så tror jeg stadig, at han savner det. Man kan se det i hans blik, når han henter fotoalbummet fra fra den mørke mahognireol, der står som et skatkammer midt i stuen. Reolen, der indeholder alt, der nogensinde har haft værdi for mine bedsteforældre. Alle minderne i tykke plastikindbunde mapper.

Når morfar tager billedalbum ud af reolen så stiger entusiasmen i hans stemme øjeblikkeligt. Selvom han med sine 90 år snøvler lidt og stemmen er blevet dybere og mere grødet med årene kan man tydeligt høre, hvordan tonelejet lidt stiger et niveau og forventningsglæden breder sig i hans ord. Han bladrer igennem plastikchartek efter plastikchartek, stopper ved næsten hvert billede med tilhørende forklaringer og fortællinger. Om rabarbergrøden og alt det andet.

I går blev min morfar 90 år gammel. I januar måned var det min mormor, der rundede samme hjørne. De har hinanden og de står begge to stadig. – eller står er måske så meget sagt – men med lidt god hjælp fra hver sin rollator, så lykkes det dem at komme rundt. Næste år har de været gift i 65 år. Tænk engang – dét er der altså ikke mange, der kan prale af. Wow.

Om ganske få uger er det mig, der siger ja til manden i mit liv. Jeg vil sige JA med et håb om en dag at kigge på ham med de samme øjne som min mormor ser på min morfar. Med det blik, der siger alt. Det rummer simpelthen alt, der er værd at kæmpe og leve for. Accept. Forståelse. Minder og kærlighed. Det blik dér – det er vildt svært at beskrive. Men det er helt særligt. Et blik, der siger “Jeg tager det som det kommer, bare du er ved min side”.

Så hvad har rabarbergrød at gøre med kærligheden og et langt lykkeligt ægteskab? Jo det skal jeg sige jer. Jeg vil tage mindet om mine forsmåede pigefølelser og frustrationer over rabarbergrøden og lægge dem på hylden. Jeg vil huske det gode og elske minderne. Jeg vil se på mit liv og min barndom velvidende, at det er dét – min baggage – jeg tager med mig ind i mit ægteskab. Jeg tror ikke, at Micky nogensinde har hørt denne historie, og det får mig til at tænke på hvor heldige vi er. Hvor mange gode historier vi har til gode at dele med hinanden og skabe sammen.

Og hvis vi er rigtigt heldige… så kan vi også en dag fejre 65 år som ægtefolk, og så laver jeg sgu en portion rabarbergrød.