2 I Lagkager/ Opskrifter

Dåbskage opskrift // Lagkage med nødder, mælkechokolade, solbær og citron

Dåbskage Mio 5

Ind i mellem bliver jeg spurgt af venner, om jeg vil lave en kage til deres konfirmation, bryllups eller dåb. De der fester, som kræver noget ganske særligt. Og naturligvis vil jeg – hvis jeg har tid. I denne forgangne weekend kan man ikke just sige at jeg har haft tid – med Dittes bryllup and all – men jeg kunne godt lige nå at lave de her dåbskager torsdag/fredag, så derfor lykkedes det.

Kagerne er til et vennepar, som døber deres søn Mio. Jeg elsker det navn – virkelig. Det er SÅ sødt, synes jeg.

Jeg lavede tre kager – med nok til 15-16 pers pr. kage.

Her kommer så opskriften på min dåbskage til Mio, – altså 1 kage. Hvis I bliver flere personer, så må du gange op. God bagelyst.

(Og yes, jeg kiggede med ovre på min veninde Majas instagram lige da jeg stod og skulle dekorere – derfor kan I se, at pynten er inspireret af hendes stilsikre hånd;) )

Dåbskage Mio 6

Lagkage med nøddebund, mælkechokoladeganache, solbærcreme, citronmousse og vaniljerand.

VIGTIGT: For at kunne lave denne kage skal du bruge to springforme af forskellig størrelse. En springform på 23 cm i diameter og en springform på 26 cm i diameter…eller sådan cirka 😉

16 pers
sværhedsgrad: medium
arbejdstid: ca. 2 timer
køleskabstid: 3 + 3 timer

Mælkechokoladeganache

170 g god mælkechokolade
1 dl piskefløde
et nip havsalt

Solbærcreme

150 g frosne solbær
80 g hvidt sukker
saft fra 1/2 citron
1/2 dl vand
10 g maizena majsstivelse
1 dl piskefløde
2 æggeblommer
et nip havsalt

Crunchy nøddebund

70 g mandler uden hinder
30 g usaltede pistacienødder
100 g blødt smør
100 g hvedemel
100 g lyst rørsukker
1/2 tsk bagepulver
et nip havsalt

Citronmousse

3 blade husblas
1,25 dl cirtronsaft (fra ca. 2 citroner)
fintrevet skal fra 1/2 øko citron
kornene fra 1 polynesisk vaniljestang
90 g hvidt sukker
120 g skyr
2 dl piskefløde

Vaniljemousse med A38

5 blade husblas
1 god polynesisk vaniljestang
80 g lyst rørsukker
4 dl piskefløde
3 dl A38 1,5%

Pynt

50 g mælkechokolade
50 marcipan, farvet hvid
sukkerperler, blå og hvide
små sukkerstjerner
chokoladeperler fra Valrhona

Sådan laver du dåbskagen:

Start med mælkechokoladeganache: Hak chokoladen fint og kom den i en dyb skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld den dernæst ned til chokoladen i en tynd stråle, mens du konstant laver små cirkulære bevægelser med en dejskraber i bunden af skålen. Fortsæt med denne bevægelse til chokoladeganachen har samlet sig til en glat, blank creme. Rør salt i. Sæt den til side – eller kortvarigt på køl – til den er mere fast i det og smørbar.

Så skal du tilberede solbærcreme: Kog solbær, sukker, citronsaft og vand op. Lad det småkoge i ca. 10 min under låg. Sigt solbærkøddet fra solbærlagen, – du skal bruge 1,25 dl solbærlage. Solbærkøddet kasseres (eller anvendes f.eks. som fyld i muffins eller lign.) Kom solbærlagen tilbage i gryden ved lav varme. Rør majsstivelse ud i fløden, sørg for at der ikke er nogen klumper og rør æggeblommerne i. Tilsæt denne fløde-æggeblanding til solbærlagen i en tynd stråle under konstant piskning. Skru op for varmen, mens du fortsat pisker. Når cremen slår tydelige bobler koges den videre, – under konstant pisking – i godt et minuts tid. Rør salt i. Kom cremen ud på en stor tallerken, dæk til med husholdningsfilm, som trykkes helt ned på overfladen for at undgå kondens. Sæt cremen på køl i mindst en time til den er helt afkølet.

Nu er det blevet tid til at lave den crunchy nøddebund: Hak mandler og pistacienødder fint i en minihakker. Ælt alle ingredienserne godt sammen. Fordel dejen i en springform (23 cm i diameter) beklædt med bagepapir på bunden. Tryk dejen godt ud til siderne og glat overfladen. Bag bunden ved 180 grader varmluft i ca 12-15 min til den er let gylden på overfladen. Køl bunden helt af i formen, hvorefter den befries.

Opbygning, step 1: Rengør den form på 23 cm i diameter. Læg et stykke kageplast ned langs siden på bageformen. Kom nøddebunden tilbage i formen. Smør chokoladeganachen ud over bunden. Sæt kagen på køl. Pisk den helt afkølede solbærcreme lind og let op – det tager blot et minuts tid. Fordel solbærcremen henover chokoladeganachen. Sæt kagen på køl igen og tilbered nu citronmoussen.

Citronmousse: Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Kom citronsaften op i en lille gryde sammen med lidt fint revet citronskal fra ca 1/2 økologisk citron og vaniljekorn. Tilsæt sukkeret og giv det et opkog. Lad det småsimre i ca. 10 min til en citronlage. Tag gryden af varmen, sigt lagen og lad den svale i 10 min. Tilsæt den udblødte og afdryppede husblas og rør det godt sammen. Lad det stå til det er håndvarmt.

Rør skyr i citronlagen. Pisk fløden til let skum og vend den ad to omgange heri. Fordel citronmoussen ovenpå solbærcremen. Glat overfladen. Sæt kagen på køl i et par timer til citronmoussen har sat sig.

Opbygning, step 2: Tag den store springform frem. Tag kagen ud og skær den forsigtigt fri for kageplast og befri den fra formen. Placer kagen i midten af den store springform med lidt afstand til kanten. Læg et rent stykke kageplast ned langs siden på den store form.

Vaniljemousse med yogurt: Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen sammen med en smule af rørsukkeret. Lun vaniljesukker, rørsukker og 1 dl piskefløde godt op ved middel varme, – så snart det koger tages gryden af varmen og det sættes til at svale ved stuetemperatur i ca. 10 min. Tilsæt den afdryppede, udblødte husblas til den varme sukkerfløde og rør det sammen. Rør 1 dl A38 sammen med den lune sukkerfløde og rør dernæst resten af A38 heri. Pisk de resterende 3 dl piskefløde til flødeskum. Vend flødeskummet i ad tre omgange. Hæld moussen ud over kagen i formen så den dækker hele kagen og kommer ned langs siden. Sæt kagen tilbage på køl i mindst 3 timer – men meget gerne natten over.

Befri kagen fra springformen og kageplasten ved at skære langs kanten med en skarp kniv. Placer kagen på et fad. Dekorer med lidt smeltet mælkechokolade, marcipanblomster og sukkerperler.

Dåbskage Mio 3

Dåbskage Mio 2

Dåbskage Mio 1

Dåbskage Mio

Dåbskage Mio 4

 

 

Hvis du savner inspiration til dåbskage-pynt, så kan du jo bare hoppe ind her på Google. Men så er det nogle helt andre udtryk end dette, som du støder på.

Læs flere indlæg

2 Kommentarer

  • Besvar
    Line
    5. oktober 2017 kl. 9:06

    Hej,
    Kan jeg bruge hindbær i stedet for solbær?
    Og ved du om jeg allerede kan lave kagen fredag hvis jeg skal bruge den søndag?

    På forhånd tak, Vh Line

    • Besvar
      annemettevoss
      6. oktober 2017 kl. 20:34

      Ja det kan du. Og du kan sagtens lave den fredag og spise den søndag.

    Skriv en kommentar