4 I Familie & børn/ Hverdagsliv/ Personlig

Nu er det bare mig og ungerne…

Knuthenborg trampolin

Jeg kan mærke noget, der strammer ind om mig. Noget der langsomt strammer til om halsen, så jeg nærmest ikke kan få vejret. Det er frygten der melder sig. Frygten for hvordan de næste 5-6 uger i mit liv skal blive. Frygten for hvor hurtigt jeg rent faktisk skal løbe og hvor lidt jeg får min kæreste at se.

Og der har tilmed samlet sig en knude i maven, men den handler mere om hvor lidt drengene kommer til at se deres far/bonusfar. Det gør faktisk mest ondt – at se dem savne. Det er meget værre end selv at savne ham.

Micky har lige sat sig på et fly til Singapore i dag. På fredag er han hjemme i under et døgn, hvorefter han rejser til Japan i to uger. Når han kommer hjem derfra rejser jeg bort i et par dage, hvor efter han igen skal en uge til Singapore. Fra nu af og frem til midten af december ser vi hinanden meget lidt. Og drengene ser os på skift og ikke særlig meget sammen.

Vi har prøvet det før, at Micky har rejst væk i et par uger… men vi har ikke prøvet det i så lang en periode, som nu. Hvordan klarer man det lige? Overfor børnene særligt. Fortæller man dem bare, at sådan er det, og det er fordi de voksne skal arbejde, og derfor er vi ikke begge to hjemme samtidig. Eller hvad siger man?

Knuthenborg vand

Den forbandede fortid haler ind på mig

Jeg tror, hvis jeg skal være lidt lommefilosofisk, at det har noget at gøre med, at jeg husker tiden efter min skilsmisse som noget traumatiserende. Den tid, hvor jeg var alene om det hele, hvor jeg selv skulle tage alle valg og selv klare alt det praktiske, og selv stå for opdragelsen af drengene i hverdagen. Jeg kan i hvert fald godt mærke, at fortiden har sat nogle spor i mig, som gør, at jeg ikke har helt så nemt ved at acceptere situationen, som jeg lige nu står i.

Og jeg hader det. At den forbandede skilsmisse har sat så dybe spor i mig, at det er det første jeg tænker på, når jeg i dag står og kysser min kæreste farvel med Luca på armen. Straks bliver jeg sat tilbage (i overført betydning, that is) til 2013, hvor jeg stod dér med et barn i hver hånd og ingen steder at gå hen. Alene. Med alt ansvaret på mine skuldre.

Men nu er vi altså alene, drengene og jeg, de næste par uger…om jeg vil det eller ej. På den ene side er det jo fedt nok, fordi vi kan gøre præcis som vi vil, og der kommer ikke en anden voksen og “blander sig”. På den anden side er det et stort ansvar at bære helt alene med de tre børn og alt hvad der hører sig til. I fatter ikke hvor stor respekt jeg har for kvinder (eller mænd), som hver eneste dag står ud af sengen til en tilværelse som alenemor med alt, som man skal forholde sig til.

Jeg vil så gerne lade som om…

Skal jeg være helt ærlig, så ville jeg rigtigt gerne være hende, der sige “pyt, det tager vi bare i stiv arm”… og det har jeg også sagt, – nok gange, til at jeg er begyndt at tro på det. Men selvom jeg har planlagt at tage de næste uger med rank ryg og hidtil ukendt overskud (har jo fandeme ikke sovet i snart halvandet år!), så kan jeg mærke at noget gør mig nervøs, eller ked af det…eller angst. Hvad jeg føler, ved jeg ikke rigtig. Men jeg er ikke heeeeelt tryg ved situationen.

Jeg er ikke ligefrem typen, der går ned på overskud… det véd jeg, for mine veninder har gentagne gange fortalt mig, at jeg er den der irriterende type, med lidt for meget krudt i rumpetten… Og jeg er heller ikke sådan én, der lader mig slå ud af følelsestsunamien i lufthavnen, mens man står og vinker farvel med 1,5 år gammelt barn på armen, der græder, når far vender ryggen til… Jeg tager mig ikke af, at der nu skal smørres madpakker, køres til fodbold, hentes og bringes børn, vakses tøj, laves mad, ordnes indkøb etc. helt alene i nogle uger nu… Nej alt det, det an jeg godt håndtere.

Men noget føles ikke rigtigt. Jeg tror sgu jeg savner ham. Min kæreste. Allerede, og der er kun gået 1 dag… Og hvor er det vildt i sig selv, for véd I hvad, jeg tror aldrig rigtig, at jeg har været typen, der savnede før i tiden. Wow.. ja, jeg savner ham. Det er dét, der er galt. 🙂

konfekt reception familieLalandia isLalandia overskudsmor børn

Læs flere indlæg

4 Kommentarer

  • Besvar
    Nadia
    6. november 2017 kl. 9:25

    Vores hjerne er wired til, at vi skal “lagre” de dårlige oplevelser – og huske dem bedre end de dårlige – så vi ikke ender i de samme situationer igen. Det er tilbage fra vores tid som urtidsmennesker, hvor det gjalt vores overlevelse. Derfor kommer det – ganske naturligt – op igen med skilsmissen. Din system forsøger at fortælle dig: “hov hov, makker! Vi har stået i en lorte situation før, hvor det gjalt vores overlevelse. Vi skal ikke derhen igen”. Og ja, dit system er totalt ligeglad med, af det er 4 år siden og at din kæreste “bare” skal arbejde, for for dit system, så er situationen den samme.
    Når det kommer op i dig, så sig: “Tak kære system. Tak for påmindelsen men situationen er en anden nu” og nyd din tid alene med børnene ❤️ Håber det kan hjælpe med at give ro, når dit system forsøger at gå amok og fortælle dig at det her er helt skidt. For det er det ikke ☺️

  • Besvar
    Anne
    6. november 2017 kl. 20:54

    Som barn af en far der rejste en del og kæreste (og mor til barn) med en der rejser en del, så er det lidt noget man vender sig til. Min kæreste er væk 5-7 dage om måneden i gennemsnit og da jeg var barn var min far nok væk 5-7 hver anden måned. Jeg husker det på ingen måde som dårligt, han havde jo historier, billede og nogle gange ting med hjem. Faktisk havde vi traditioner for ting, som kun var når far var ude og rejse. Nu med min egen datter bruger vi tiden til at få set ekstra meget til familie, både for min skyld men også for hendes, da det også giver en anden form for nærvær. Og når man så er sammen med dem, kram dem alt hvad du kan og brug masser af FaceTime når man er ude.

    • Besvar
      annemettevoss
      9. november 2017 kl. 13:47

      Tusind tak for input.

  • Besvar
    Charlotte Sørensen
    6. november 2017 kl. 21:03

    Sender masser af go’ energi & krammere din vej 🤗😘💗💗💗

    Kh Charlotte

  • Skriv en kommentar