Micky og jeg har gået og holdt på en hemmelighed

Har du nogensinde prøvet at have sådan en hemmelighed, der har gjort ondt maven – men som du vidste, du bare ikke kunne dele endnu? Som du blev nødt til at holde på, indtil tiden var moden til at dele den?

Sådan har vi haft det i 6 måneder. Og hvor det på den ene side har udfordret mig voldsomt i løbet af de sidste 6 måneder, da jeg jo generelt altid er åben om tingenes tilstand og mit livs op- og nedture, så udfordrer det Micky lige nu, hvor vi deler det, fordi han er vant til det modsatte – at holde sit liv for sig selv, og ikke åbne op, som jeg gør. Men ham og jeg er enige om at dele det her. Han har også sagt ‘god’ for blogindlægget.

Jeg håber I vil tage imod mine (/vores) ord med kærlig respekt.

Here goes…

Siden sommeren 2019 har vi haft en hemmelighed. Hemmeligt fordi det ikke måtte stå i vejen for Mickys fremtid, og hemmeligt fordi min mand er en stolt én af slagsen, der ikke bryder sig om at fremstå ‘svag’. Det er blandt andet én af de kvaliteter, jeg elsker ved ham. Der er nu heller intet svagt ved den situation, vi har været i – overhovedet – derimod synes jeg, at vi har været stærke sammen – og modige, ikke mindst. 

Når det er sagt, har vi også være udfordrede, og vores forhold har stået sin prøve på mange punkter. 

Det sidste halve år, har nok været det hårdeste Micky og jeg sammen har været igennem. Da vi mødte hinanden var det også hårdt, fordi jeg lige var trådt ud af mit daværende ægteskab og stadig var meget påvirket af det chok, der var forbundet med den situation. Men det handlede mere om mig og ikke så meget om os. Det sidste halve år har handlet meget mere om os, og om hvorvidt vores relation kan holde til nedture. 

Faktisk har det nok handlet mest om Micky. Og hjemme hos os har det bare altid været sådan, at Micky er den solide klippe, der ikke kan rokkes ved. Den egenskab tillader så mig at flagre og være både oppe og nede i det daglige, og det er helt sikkert derfor, at vi er et godt match. 

Jeg har vænnet mig til igennem de sidste 6 år, at det er mig, der har det usikre job, den ustabile indtægt og de skiftende arbejdstider, og Micky der hele tiden har været stabil og holdt sammen på os. Han har været dén, jeg altid kunne regne med.

Men i det sidste halve år har det været mig, der har skullet være den solide klippe. Fordi Micky har stået uden job siden sommeren 2019, og det udviklede sig med tiden til at være rigtig svært – for os begge – men særligt for Micky. 

Det startede så godt…

Men hvis vi lige skruer tiden tilbage til sommeren 2019, så var det blevet mere end tydeligt for både Micky og jeg, at han ikke befandt sig på rette hylde. Så på baggrund af en række tilfældigheder, der i virkeligheden pegede os i den rigtige retning, traf vi i fællesskab en beslutning om, at Micky skulle trække stikket i en periode og finde ud af, hvad han egentlig ville med sit liv. 

Så da Micky stoppede på sit arbejde midt i sommerferien, var det sådan set en del af planen, at vi lige skulle ryste posen og finde ud af, hvilket liv vi som familie gerne vil leve, og hvilket type job Micky gerne ville have. 

De første to-tre måneder føltes faktisk ret fantastiske. Jeg husker det som en ekstatisk periode med masser af glæde og varme, og en masse optimistiske samtaler om fremtiden og om alt det, vi sammen ville opnå.  Økonomien var på det tidspunkt heller ikke et issue, og vi nød en lang sommerferie sammen, og at vi endelig kunne ånde lettet ud ovenpå en længere periode, hvor vi begge to havde haft pressede hverdage. 

Men så gik tiden, og jobs hænger jo ikke bare på træerne, – og slet ikke dén type jobs, der matcher Mickys kvalifikationer. Og i takt med at efteråret meldte sin ankomst, dagene blev mørkere og vådere, og nætterne længere, ja, så trængte mørket også ind i vores hverdag. Vi snakkede mindre sammen, havde færre optimistiske udvekslinger, smilte måske lidt sjældnere – vi forsøgte mest af alt bare at ‘hvile i det’ sammen, velvidende at med tiden skulle der nok komme en løsning, – vi skulle bare lige klare os igennem den her periode.

Både Micky og jeg havde svært ved at se, hvilket type job og hvilken hverdag vi gerne ville have, at Micky skulle lande i. Det pressede mig rent økonomisk og endnu mere psykisk, da jeg pludselig stod alene med ansvaret for at forsørge vores familie, og Micky synes naturligvis også, at det var en svær situation. Heldigvis har jeg jo en god forretning, men det var på en underlig måde også kærkomment, at jeg havde valgt at skure ned for forbruget på baggrund af min kampagne for naturfredningsforeningen. Et sjovt tilfælde, der pludselig gav rigtig god mening, når hele familiens økonomi hviler på én enkelt indkomst.

Men midt i al det her var vi 100% enige om, at Micky ikke bare skulle tage ‘det første og bedste’ job. Vi har haft adskillige samtaler i løbet af det sidste halve år, om hvilken type hverdag Micky egentlig drømmer om. Vi har tit og ofte sagt til hinanden, at hvis vi bare kunne arbejde selvstændigt begge to så ville det være perfekt, – fordi det fungerer rigtig godt for os. Men man bliver jo ikke bare selvstændig uden at have en idé til hvilken virksomhed, man vil stifte. Man skal jo ligesom have en idé. Og den idé udeblev. 

Vi har set hinanden dybt i øjnene

Vi har virkelig holdt sammen på hinanden for ikke at miste fokus i denne her periode. Vi har passet på vores penge, ladet være at træffe overilede beslutninger, vi har i fællesskab sagt ‘nej’ til jobtilbud, der ganske enkelt ikke var ‘det rette match’ for Micky, og vi har kigget hinanden dybt i øjnene og lovet hinanden, at vi ikke ville give op. Vi har været helt enige om, at vi hellere ville vende hver en femogtyveøre og knibe ballerne sammen end at se Micky sige ja til et job, som ikke var drømmen. 

Det lyder måske forkælet – det véd jeg ikke – men jeg véd bare, at når man er to personer i et parforhold, og den ene (mig) har et job, som vedkommende virkelig elsker af hele sit hjerte, så er der en generel ubalance i forholdet, hvis den anden part (Micky) ikke er glad for sit arbejde. Den situation ville vi for alt i verden ikke ende i igen. 

Og midt i denne her svære tid, hvor usikkerheden jo meldte sig efter nogle måneder på baggrund af udeblivelsen af de helt rette jobtilbud, så stod jeg også pludselig i en svær situation. Min morfar afgik ved døden i december, hvilket affødte en masse virvar i min del af familien. Det har sgu taget hårdt på os. Det må jeg tilstå.

Så vi stod sammen. Gjorde alt det, som man lover hinanden, når man siger ja vil alteret. 

Og pludselig skete der noget… I alle de år jeg har kendt Micky, har han altid sagt, at han drømte om at starte en virksomhed op fra bunden, arbejde med app-udvikling og indtræde i en mere ledende rolle fremfor udelukkende at stå for salgsarbejdet. Man han har ikke haft den dér idé til en app, der gjorde det muligt. Det er jo, desværre, ikke sådan noget man bare lige finder på og så vælter millionerne ned fra himlen som i et skybrud. Det havde ellers været dejligt.

Men så skete det. Det, man tror, aldrig sker for andre end naboen. Det helt perfekte jobtilbud landede i skødet på Micky. Ved en tilfældighed. Det føltes sgu lidt som at vinde i Lotto. Han kan arbejde med præcis det han gerne vil, på en meget selvstændig måde og i en ledende rolle. 

Skyen lettede, og i takt med at nætterne nu bliver kortere, dagene lysere og foråret er om hjørnet, så trænger lyset også ind i vores parforhold igen. Glæden og varmen. Kyssene, smilene og de lange kram. 

Og jeg har fået nyt syn på sagen. Micky er måske ikke en urokkelig klippe, når alt kommer til alt. Jeg er heller ikke. Men vores forhold er gjort af granit, og vores kærlighed står hugget i sten – og det kan ingen tage fra os. 

#morefrostinglesswaste

naturlig-bryllupsmakeup-annemette-voss8

15 reaktioner

  1. Kæmpe dejligt at læse❤️Ønsker jer det allerbedste for nu-og fremtiden og håber at Micky er landet der hvor han gerne vil være.
    Og det allervigtigste i et parforhold er jo at man støtter hinanden og er der for hinanden, og det er I to uden tvivl💪🏼🙏🏼

  2. Jeg er rørt… ❤ Over jeres stærke kærlighed! Og over genkendelsen i ikke at være havnet det rette sted jobmæssigt – og dermed vide, hvilke ressourcer det faktisk kræver at være i den situation….
    Jeg hepper på dig og jer!!

  3. God at læse. Jeg har været arbejdsløs i flere år på grund af mental sygdom og spiseforstyrrelser, og jeg har forsøgt at få hjælp i flere år, men jeg er ikke blevet set og hørt og har ikke modtaget den hjælp, jeg har brug for. (har været hos 9 forskellige terapeuter), og jeg tænker over, om jeg kommer tilbage på arbejde, og hvad slags job jeg ønsker, og jeg ved, at jeg vil bruge min konditoruddannelse til noget uden at arbejde i en konditor/bageri, men jeg har ingen idé. Heldigvis har jeg min mand,der er på arbejde, og han støtter mig, og jeg kæmper fortsat med at få den hjælp, jeg har brug for, for at få mig ud af spiseforstyrrelsen. Ønsker dig og Micky alt det bedste

  4. Ved du hvad… Hvor er det fantastisk! Jeg tror rigtig mange begår den der ‘fejl’, at være et sted i sit liv som bare ikke er godt (om det er et job, parforhold ect), og så bliver i det.. Fordi det er trygt. Men I har fanme trådt ud af jeres comfort zone og hængt ved I jeres drøm og troet på, at det nok skulle blive godt. Og se nu der… Det er fanme da fantastisk! Jeg synes din mand (og dig) er mega sej… Jeg tror på, at I har gjort præcis dét som I har følt det bedst. Og den følelse skal man virkelig holde fast i! TILLYKKE FOR POKKER! Og held og lykke ❤️

  5. Ej hvor dejligt.. at I lytter til mavefornemmelser. Jeg er i et job, som jeg overhovedet ikke bryder mig om. Jeg får ondt i maven søndag morgen og den går ikke over før fredag, hvor jeg har fri 😏 Men at finde et nyt job virker lige så overskueligt.. og vi har brug for 2 indtægter.. ikke for at have et stort hus, 2 biler (vi bor på 120 kvm og har kun en gammel bil) Men vi har valgt (af egen fri vilje) at hjælpe vores børn gennem deres uddannelser, Ingen af os har desværre gode lange uddannelser, derfor er det så vigtigt for mig, at mine børn gennemfører deres drømmeuddannelser. Jeg er en pylrerøv.. ville ønske, ar jeg havde Micky’s mod og din styrke.

  6. I medgang og modgang💪🏻❤️
    Tusind tak fordi du deler så meget af jer, det får “os andre dødelige” til at føle os helt normale🤪 (hvad end det så er!)🤔😂
    Kram til jer

  7. Wauw et velformuleret skriv. Jeg sad faktisk op til flere gange med tårer i øjnene. Her hos os er det min mand der er i den lykkelige jobtilstand og mig der er i den ulykkelige jobtilstand. Og det giver som du beskriver uligevægt i vores forhold. Vi er gudskelov også stærke sammen, og er kommet igennem flere kriser. Men hvor er det hårdt, det er hårdt hver morgen at tage afsted til et job som intet giver, og kun tager. Det er også synd for min mand, da han jo om. Nogen blot ønsker at se mig lykkelig og trives med det jeg gør, lige så meget som han gør. Vi har desværre ikke råd til at jeg siger mit job op, jeg ved dog heller ikke hvad det er jeg drømmer om. Jeg syntes i er mega seje og ønsker jer alt mulig held og lykke.

  8. Dejligt at høre. Og dejligt at i sammen kunne holde til presset. Skulle han alligevel ha lyst til noget med app udvikling. Så har jeg ideen (og f…. Den er go) men ikke teknologisk snilde til det. Så mangler en samarbejdspartner

  9. Hvor er det bare godt skrevet! Tak for din ærlighed! Jeg sikker på det kan gøre en forskel for mange der læser med ❤️

  10. Hvor er det altså dejligt for Jer – godt, I holdte ud og mærkede efter! Det lyder til at have betalt sig at lytte til mavefornemmelsen, som det jo noget nær altid gør – spørgsmålet er bare om man tør, holde ud, så længe som det kræves – det gjorde I jo heldigvis 😀

  11. Tillykke med jer og GOD VIND

    Jeg så dig i aftes i Aftenshovet, jeg kendte dig ikke men blev interesseret i dig og fandt ud at at du er blogger.Det har jeg lyst til at blive, j eg har nemlig rigtig meget på hjerte som jeg gerne vil ud med. Hvordan pokker gør jeg? Jer 81.år så der er meget ddigitalt jeg ikke ved. Håber at høre fra dig.
    Hilsen fra Anny Juhl

  12. Dejlig artikel, men hold da fest. Det var da lige før jeg troede du ville komme med en helt anden nyhed. Du skriver dælme godt – lidt for spændende faktisk…

    God vind til gemalen, og godt I finder styrken sammen! 🙂

  13. Er 1000% enig. Ville aldrig udstille min veninde, men ville heller ikke lade konsekvenserne fra hendes handlinger gå ud over andre 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN