Det er vel ‘ægte’ luksus, eller hvad?

Alt det, jeg aldrig har turdet sige… om min skilsmisse

extensions øko zenz Annemette voss 4

“More frosting, less waste.” Det er en sætning, der har fyldt meget i mit hovede de sidste par dage. Fordi jeg helt grundlæggende har lyst til at få mere ‘frosting’ i livet. Mere fokus på det gode. Jeg vil bede universet om mere af det, der er lækkert – og stoppe med at bruge tiden på ‘waste’. Derfor det her blogindlæg. Jeg har brugt voldsom megen energi på det her – både blogindlægget og selve temaets kerne. Og det må man sige, på mange måder, er spild af min tid. Men hvis jeg går og undertrykker mine tanker og følelser, hvilket jeg har gjort nu i snart 7 år, så fylder det mere og mere – og ender med til slut at være en hel losseplads af ‘skrald’, der skal ryddes op i. Det kan jeg ikke bruge til noget, jeg har brug for at lette mit hjerte. Så here goes.

Jeg har igennem årene oplevet strømme af tanker og følelser, der konstant har trukket mig først i den ene retning og dernæst i modsat retning, og derfor har jeg ikke kunne finde ud af, om jeg skulle skrive om det. Fordi jeg var splittet. 

Må man godt dele ord om tanker med helt fremmede læsere, når tankerne omhandler en situation, hvor der også er børn involveret?! Må man? Eller bør man?

Min oplevelse er, at mange vil sige nej, det bør man ikke. Men min oplevelse er også, at ligeså mange ville ønske de havde modet til at snakke åbent om det, der er svært. At alt for mange er bange for at sige sandheden, i frygt for 2 ting: 1) at ingen rigtig vil forstå dem, fordi sandheden er grum og smertefuld, og man føler sig alene med den. Og 2) at dem der forstår vil dømme én og sige, at man skal opføre sig mere voksent og se at få styr på sine følelser. Nu må man da lige tage sig sammen.

Det sidste års tid har gjort meget ved mig. Jeg er blevet meget mere modig. Jeg er mere fattet. Rolig. Jeg er færdig med at danse om den varme grød i frygt for, hvad jeg så skal stå på mål for efterfølgende. Jeg er ikke bange for, hvordan andre mennesker kan eller vil skade mig. Jeg er ikke bange for sandheden. Jeg hviler i mine valg – mine børn er jo også blevet større, og det handler også om dem, det her. 

Men hvilken sandhed er det så?

Jo, det handler om, at jeg virkelig ikke føler, at den skilsmisse jeg har gennemgået er blevet håndteret godt, overhovedet – selvom vi begge med 100% sikkerhed har gjort hver vores bedste. Det er min klare opfattelse. 

Men det, der startede ud med at være et brud, hvor vi begge ville skabe ro og trygge rammer for vores børn, og forene vores forskelligheder i en nænsom skilsmisse, hvor der var alle intentioner om nært sammenhold og samarbejde og åbenhed omkring venskaber på tværs og rummelighed generelt – endte med noget helt andet. Vi har ikke været samlet – derimod splittet til atomer.

Når jeg gennem den sidste håndfuld år har beskrevet svære følelser her på bloggen, jamen, så har det jo ofte reelt handlet om at sætte ord på, hvor svært og problematisk, jeg faktisk synes, det er, at være nogens ekskone og mor til to skilsmissebørn. Altså det er ikke børnene der er svære, men omstændighederne omkring det at dele dem med én, som jeg kun deler min fortid med.

For 6,5 år siden anmodede jeg om skilsmisse. Mine børn véd godt, at det var mig, der traf den endelige beslutning og spørgsmålene omkring den del, har vi snakket igennem. De har haft brug for at vide, hvorfor jeg ikke ville være gift med deres far længere, og de har fået et svar, der er ærligt – i børnehøjde. De kender også godt mine tanker, som nævnes i dette blogindlæg – så til jer, der måtte mene, at det er forfærdeligt, at jeg deler min personlige historie, i frygt for at mine børn en dag kan læse det, kan jeg berolige eller forarge jer med, at jeg taler åbent og ærligt med mine børn – både om mine ord på bloggen og om sandheden generelt, der naturligvis kan have nuancer afhængigt af hvem, der tolker. Det snakker vi også om, – altså, at der findes forskellige perspektiver.

Men nu er det her jo mit perspektiv. Og jeg vil give jer det åbent og gennemsigtigt. Men til de af jer, der læser med for at få slibrige detaljer og intriger, så kan jeg henvise til sladderpressen. Det er ikke her I finder det. Jeg vil tale åbent om min skilsmisse, men ikke om årsagerne dertil, – det hører privatlivet til. Min blog er ikke til for at kaste ‘waste’ i hovedet på andre, eller udstille nogen. Heller ikke min eks. Min blog er til for at sætte ord på de ting, der rører sig i mig.

For mig er min skilsmisse alt andet en fryd og gammen, og jeg kæmper dagligt med mine følelser omkring emnet. Jeg skriver ‘er’ fordi min skilsmisse er meget præsent, – noget jeg lever med hele tiden, selvom det er mange år siden. Det har aldrig været nemt for mig at blive skilt, og hver eneste dag lever jeg med frygten for, hvad den næste konflikt mon kommer til at handle om, og at jeg har ødelagt noget inde i mine børn ‘for good’, fordi jeg gik fra deres far. Og i særdeleshed fordi jeg på bagkant ikke har været i stand til at blive venner med deres far. Det bliver jeg aldrig. Det er dén del, der virkelig gør ondt. At jeg på det punkt bare ikke kan give mine børn det, som de måske drømmer om. 

Samarbejdet har ikke været nemt

Når man bliver skilt, så tror jeg, at de fleste forestiller sig, at de som forældre godt kan finde ud af at samarbejde og sætte børnene i fokus. Det er i hvert fald den ordlyd, jeg har hørt komme ud af munden på mig selv, men det er virkelig nemmere sagt end gjort. 

Fordi hvad gør man, når begge parter er enige om, at man skal holde fokus på børnenes bedste – men bare ofte er lodret uenige om, hvad det så er?! Spørger man så børnene, eller? Hvad gør man, når man gerne vil have god kommunikation, men taler vidt forskellige sprog? Hvad gør man, når man virkelig mener, at man har svaret på hele, når modparten ikke engang føler, at der var et spørgsmål? 

Jeg har i knap syv år navigeret blandt kontroverser, diskussioner og uenigheder. Følt afmagt, håndteret misforståelser og levet med en masse gode intentioner, der har været svære at få udført i livet. Der har været både rolige og stormfulde perioder. Det har været så hårdt og vanvittig krævende at holde fast i mig selv og mine egne værdier, samtidig med at jeg skulle holde fokus på børnenes ønsker med en målsætning om at skabe den bedste hverdag for mine børn. Det har slidt mig op til et punkt, hvor jeg til sidst bare var en skygge af mig selv, der gik rundt som et nervevrag i frygt for morgendagen, og hvad der mon nu ville ske.

Det har givet mig angst. Søvnløse uger. Fysisk smerte.

Jeg oplever, at nærmest ingen snakker åbent om de her følelser, fordi alle gerne vil beskytte børnene (og sig selv), men i min verden er det altså ikke forbudt – heller ikke overfor mine børn – at erkende at livet, og de relationer man opbygger og nedbryder undervejs, kan være svære at håndtere. Sålænge tingene forklares i børnehøjde, – afhængigt af børnenes alder.

Den verden vi lever i – og særligt den verden jeg indgår i med mediernes søgelys – portrætterer næsten altid skilsmisser, som noget der håndteres i nær venskabelighed og hvor børnenes interesser altid er i centrum. “Vi er gået fra hinanden som de bedste venner, og nu tænker vi bare på børnene.” – den sætning har jeg læst mange gange… Ja, jeg har selv udtalt den… -‘ish’. Fordi det var drømmen. Ikke sandheden. 

Og guderne skal vide, at jeg har sat mine børn i centrum, men det har ikke været muligt for mig at indgå i en venskabelig og smertefri skilsmisse. Hvis jeg skrev det, ville jeg lyve. Jeg oplever stadig skilsmisse som det sværeste nogensinde fyldt med vrede, afmagt og fortvivlelse. Jeg har været langt ude og langt nede, været vred, følt mig forsmået, været iskold og været rummelig og tilgivende som aldrig før. Det har ikke været let. Overhovedet. De kameler, der vader ind på livets vej, når man forlader en, man har børn med, er altså nogle mægtig store kameler, som ikke er sådan lige at sluge. 

Og ja, det kan være rigtig rigtig svært at opføre sig som voksne mennesker, særligt når man reelt også er uenige om, hvordan man er et ansvarligt voksent menneske.

Min rolle har ændret sig

Med tiden er jeg blevet bevidst omkring, at min rolle i verden har ændret sig markant efter at have ladet mig skille. Verden er ikke nødvendigvis, som jeg husker den – omend jeg ville ønske, at jeg havde kunnet få lov at blive i troen. Jeg mærker, at der er steder, hvor jeg egentlig er uønsket, at der findes følelser, jeg helst ikke må sætte ord på, og handlinger jeg helst ikke må udføre. Og jeg aner virkelig ikke, om jeg skal synes det er okay, eller om jeg skal tillade mig selv at være såret. Jeg aner det ikke, fordi jeg har intet sammenligningsgrundlag. Jeg har aldrig stået i den her situation før, så hvordan fanden skal jeg vide det?

Men ikke desto mindre har de følelser givet mig en knude i maven, som jeg har båret rundt på i en hel håndfuld år, og jeg har virkelig skullet tage mig sammen for ikke at lade det opsluge hele min verden og mit sind. Jeg har skullet praktisere den vildeste form for tilgivelse af mig selv og andre, og bare rumme hele spektret uden at bebrejde nogen. Fordi smerten har det med at komme igen og igen, så man er nødt til at lære at håndtere den.

Mor-rollen

At være mor per definition er ikke svært, synes jeg ikke – det er bare naturligt. Men at være mor til skilsmissebørn har været og er den sværeste opgave af alle. At skulle lytte til mine børn og varetage deres interesser, samtidig med at skulle være den voksne og træffe fornuftige langsigtede beslutninger, som vi voksne ikke altid er enige om, ja, det har været krævende. Jeg véd i mit hjerte, at jeg altid har tænkt på mine børns bedste, men sådan modtages det jo ikke altid – hverken af børnene eller de voksne involveret.

Og sådan er det at være (skilsmisse-)forælder. Det er fyldt med bekymringer og hele tiden ‘to sider af samme sag’. Også fordi der er timer, dage og uger, hvor jeg jo stort set ingen kommunikation har med mine børn, og hvor jeg har været nødt til bare at lære at stole på, at andre voksne har styr på det. 

Og jeg ved, at mine børn også synes, at det her skilsmisse-halløj har været udfordrende, men på dette tidspunkt er det vigtigt for mig at fastholde og understrege, at jeg altså har nogle børn, der er glade og åbne børn, der gerne kommer til mig med deres tanker, hvis noget rumsterer i kulissen. Og de er, heldigvis, kommet nogenlunde sikkert og trygt gennem skilsmissen, men naturligvis ikke upåvirket. Så ville jeg også lyve. 

Mine børn ved godt, at deres mor og far ikke har været i stand til at være venner – og det er jo sandheden. Venskabelige, ja, det har vi kunne finde ud af i situationer, hvor det også har fungeret udemærket. Men venner, nej. De ved også, at deres mor og far begge to kæmper for at finde kompromisser og bevare et godt samarbejde. Så godt som muligt.

Vi har alle gjort vores bedste. “Vores bedste” har bare ikke gået hånd i hånd.

Jeg føler mig ofte forkert

Hver gang jeg hører familierådgivere på tv, eller når jeg snakker med veninder eller læser om den ‘rigtige’ måde at håndtere en skilsmisse i blade, så stritter det hele på mig, fordi jeg straks føler mig forkert. Altså SÅ forkert! For jeg ville da hellere end gerne ha’ været hende, der havde haft den lykkelige eller i det mindste ansvarlige skilsmisse – sådan er det bare ikke. Det har ikke været kønt. Det ansvar bærer jeg jo i øvrigt ikke alene, men ordene her og denne opfattelse, som jeg udtrykker, er naturligvis 100% på min regning. 

Men ‘alle’ er så gode til at sige sætninger som: “Så må man jo bare opføre sig som voksne”. “Det er jo børnene, det handler om.” “Så må man jo tilsidesætte sig selv.” “Ej, det må du lige se at komme dig over.” “Det er jo forældrenes ansvar, at det bliver en god skilsmisse for børnene.” osv. Sætninger, der bare føles som en syl i maven, og som på ingen måde hjælper én til at føle sig bare nogenlunde som en succes. Det er sætninger, der planter skyld lige i mellemgulvet.

Og hvad gør man så? Når man lever med sådan en skyldfølelse og afmagt hver dag? Når man føler sig forkert i samfundets måde at anskue skilsmisseforældre? Hvordan holder man sig selv fast i det vigtigste?

Jeg har gjort følgende for at holde vores familie på sporet: Jeg fortæller ofte mine børn, at de er ønskebørn. Kærlighedsbørn. Jeg fortæller dem, at jeg er stolt af min fortid med deres far, og at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at det var den rette beslutning at få børn med ham. Jeg fortæller dem om de knap 9 år jeg tilbragte med deres far, og understreger ofte, at jeg var ligeså forelsket i deres far, som jeg i dag er i Micky. 

Jeg siger også, at vi ikke kunne løse problemerne, fordi nok er vi voksne, men vi er ikke superhelte. De véd godt, at vi kan komme til at gøre hinanden kede af det, men at det er helt normalt i skilsmisser, og at det ikke ændrer på, at jeg synes de har en god far. (Fordi det synes jeg.) Og at de i øvrigt er helt perfekte, som de er.

Jeg har også forklaret dem, at voksne følelser håndteres af voksne, og at jeg alene er ansvarlig for min måde at tænke og handle. De ved godt, at de er skilsmissebørn, fordi jeg i bund og grund ønskede dem et bedre liv med to forældre, der var lykkeligere hver for sig. Jeg tror, de forstår det. Men det må tiden vise. 

Ved at sige det højt bliver det også ‘min’ sandhed. Jeg fremhæver det gode; det vi kan kalde for “Frostingen”. Jeg dropper at tale det negative frem, for hvad skal børnene og min familie bruge det til?

Det har dog ikke ændret på smerten, egentlig. Jeg kan stadig blive helt handlingslammet. Jeg kan have lyst til at råbe og skrige så hele verden kan høre det. Jeg kan få lyst til at gøre mange uovervejede dumme ting. Men heldigvis er jeg klogere end det. (Okay… jeg har måske gjort et par dumme og uovervejede ting, men heldigvis i småtingsafdelingen.)

Jeg har ikke rigtig kunne dele det her med nogen af mine venner og min familie. Eller jo, det har jeg jo gjort, men de forstår mig ikke. Fordi ingen af dem har oplevet det, jeg har oplevet. Min bror har prøvet noget lignende, og vores skilsmisser har på en måde ført os tættere sammen, fordi vi som de eneste vækker genklang hos hinanden. Men det her blogindlæg er faktisk også et ønske om at vække genklang hos andre, der har været eller er i samme situation. Du er nemlig ikke alene.

.

Dette var og er min virkelighed. Min sandhed. Det er super følsomt og svært at dele, men samtidig er det helt enormt vigtigt, at nogen tør tale om det, når skilsmissen ikke lykkes på en pæn måde. Man hører nemlig mest om de tilfælde, hvor alt er godt, fordi det er dén historie vi allesammen helst vil fortælle. Og det er den historie, vi gerne vil se op til og inspireres af. Så jeg beklager – jeg kan ikke inspirere jer i dag. Men jeg kan vise jer hvordan virkeligheden som skilsmisseforælder også ser ud. Og jeg kan fortælle jer, der er i lignende situation eller måske kommer det med tiden, at på trods af ovenstående, så er jeg lykkelig i mit liv og føler, at jeg har truffet de rette beslutninger.

Til kærlig info kan jeg bidrage med at ca. 55% af mine følgere på IG, der selv har ingået i skilsmisse, oplever skilsmissen som en “Lorte-skilsmisse”. Og ud af de 55% oplever næsten 70% at føle sig forkerte i den offentlige debat omkring skilsmisser. Derfor bør det blive mere okay at snakke åbent om, hvor svært det er.

Tak fordi du læste med hele vejen.

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

11 kommentarer

  • Line

    Tak for dit ærlige indlæg – #relate, som min datter ville sige. Jeg genkender alt hvad du skriver og alt hvad du føler – ikke mindst mindst følelsen af, at man kan kæmpe nok så hårdt, hvis den anden part ikke vil. I vores tilfælde nøjes den anden part med at hade og pege fingre, på 12. år! Nogle gange har jeg tænkt: Enten er han bindegal, eller også er jeg – men så ser jeg på vores skønne datter, som han har fravalgt, og tænker: Hvis det er mig, der er rablende, så er det godt nok et mirakel, at hun er blevet så stærk og sej, kærlig og empatisk som hun er.

    Bedste hilsner til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan

    Tak Anne Mette ❤❤ kæmper selv på 6. år og dit indlæg var en befrielse at læse!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kæreste Annemette
    Hvor er det bare det fineste skriv om hvordan en skilsmisse også kan være.
    Måske I virkeligheden er for mange.
    I perioder – eller hele tiden.
    Til sommer er det 3 år siden min eksmand og jeg fik fra hinanden.
    Vi har 4 børn sammen.
    Jeg har forsøgt det bedste jeg kunne – og det tror jeg faktisk også han har
    Så selvom jeg har ædt de der satans kameler og har været lige ved at blive kvalt, så er vi ikke kommet tættere på et godt samarbejde.
    Faktisk har vi heller ingen kommunikation andet end det mest nødvendige.
    Det er en sorg i mig.
    For jeg har elsket den mand, hans familie og jeg ville vitterligt gerne give mine børn følelsen af at – ja, min mor og far er skilt, men de har stadig det til fælles at de elsker os og derfor kan de og familierne imellem sagtens omgåes hinanden.
    Men jeg kan ikke gøre det alene.
    Man skal ville det begge to.
    Allesammen.

    Jeg har for en måneds tid siden indset at:
    Istedet for at bruge tid på at forstå eller fixe denne relation til børnenes far, så vil jeg bruge tiden på mig selv og mine børn.
    Jeg har brugt så meget tid på at spekulere på og forsøgt at få et toksisk forhold til at fungere.
    Nu har jeg indset at det er en umulig opgave jeg har sat mig selv på.
    Det har givet mig overskud og luft.
    At slippe det.
    At vide jeg har gjort hvad jeg kunne.
    At jeg er god nok.
    Faktisk mere end god nok.
    Og børnene og jeg har det godt.
    (Selvfølgelig er de kede af vi ikke kan finde ud af det, men sådan er det)
    Det er vigtigst!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tusind tak fordi du har valgt at fortælle din historie. For at minde mig om, at jeg ikke er alene om at gennemgå disse følelser, mærke fortvivlelsen eller angstens lede ansigt. Tak🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hej Annemette!
    Du ser så sej!! Du taler hvor andre tier!
    Jeg har selv 2 børn med min mand gennem 7 år! Og til tider har jeg haft lyst til at kaste håndklædet i ringen! Også flere gange end jeg nok selv vil indrømme fordi 2 små børn, alt for meget arbejde og en mand der ikke har samme overbevisning om huslige pligter som jeg! Så har vi overlevet, slugt en masse kameler også her! Men mit budskab er bare egentligt at dit skriv også hjælper til at se anderledes på det forhold man har! Altså… jeg mener.. “hvis nu jeg skulle gennemgå det du har gjort, så er det nok bare nemmere at tømme den opvaskemaskine selv og komme hans underbukser i kurven til vask”. Jeg kunne i hvert fald mærke på mig selv (jeg er selv skilsmissebarn og min mand er det samme) at man/jeg godt vil gå den ekstra mil for at undgå det som du netop har beskrevet rigtig flot! Livet er ingen dans på roser altid hverken som gift eller skilt! Jeg har ofte tænkt “hold kæft det ville være nemmere at bo alene “… bevare så var der en mindre at rydde op efter, men opvejer det mit liv uden min mand?! Tjah.. det kan kun tiden vise .. men at arbejde mod at alle i familien har det godt om det er gift eller skilt, det er som du skriver det vigtigste.
    Det har i hvert fald gjort at jeg vil tænkte mig om en ekstra gang hvis mine tanker skulle vende tilbage.. så tak for dig!!

    Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Tak for et smukt indlæg 🙏🏻
    Jeg kan (desværre) nikke meget genkendende til din situation og ikke mindst følelserne. Jeg har kun været skilt i 2,5 år og det fylder stadig meget, alt for meget! Jeg ønskede også den lykkelige skilsmisse, hvor man kunne løse tingene i fællesskab og tale sammen om det hele, men det er endt helt modsat! For som du skriver, hvad gør man når man slet ikke taler samme sprog og føler man lever i 2 forskellige verdener når det kommer til børnenes bedste? Hvad gør man når man altid bliver misforstået og mistænkeliggjort? Hvordan sørger man så for at det handler om børnenes bedste?
    Jeg er også ulykkelig og frustreret på daglig basis over disse vilkår og over hvad det gør ved vores dejlige børn.. Og det på trods af at jeg er i et stabilt og lykkeligt forhold med en fantastisk mand ❤️ Man bliver aldrig fri og får aldrig ro og det er sgu hårdt – virkelig hårdt!
    Sender masser af god karma og kærlighed din vej og takker for at få mig til ikke at føle mig alene i virvarret 🙏🏻❤️😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Tak – virkelig tak fordi du deler 🙏🏻 Jeg kan identificere mig med rigtig mange af dine følelser og tanker. Man har de bedste intentioner hele tiden, men derfor går tingene ikke altid på den måde, man ønsker – heller ikke i et samarbejde. Tak fordi du vover og åbner op for, at du eller jeg ikke er alene i dele-familie-verden ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Jeg valgte selv at blive skilt for knap 10 år siden fra min datters far og dit indlæg er SÅ godt skrevet og rammende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Spot on Annemette🙏🏻 Virkelig❤️ Kh en der selv har været det hele igennem

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne Gram Larsen

    Det er utroligt flot skrevet og formuleret. Jeg har ikke selv prøvet det, men har en datter som også kæmper med hverdagen og jeg vil vise hende dine ord. 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Virkelig godt skriv. Som jeg siger til min veninde, når hun skal ud med sin(e) frustrationer: Det er jo årsagen til at I ikke er gift. Selv om man bliver skilt fortsætter det jo! Uenigheden holder ikke op.
    Du rammer virkelig godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er vel ‘ægte’ luksus, eller hvad?