Nervøsiteten længe leve...

Misundelig / Ikke misundelig…

Jeg sidder i toget på vej hjem fra Slagelse. Luca sidder og hygger sig i sædet ved min side og nyder udsigten gennem togets vindue – vi nyder det gode vejr. Det er med en underlig form for melankoli i kroppen, at jeg vender snuden hjemad mod Micky og de to store. 

Altså naturligvis glæder jeg mig til at se dem – og jeg har i øvrigt kun været væk fra dem siden i går eftermiddags, så det er slet ikke dén slags savn, jeg snakker om. Melankolien stammer fra min bevidsthed om, at Luca nu – igen – ikke længere er ‘min’. Lad mig forklare…

Micky og jeg tog en beslutning om at få Luca passet hos mine forældre fra fredag aften til i dag. Jeg skulle arbejde hele lørdagen med fotoshoot af Pyntebogen, Ferdinand (vores mellemste) havde planlagt en hyggedag sammen med sin onkel og Hugo-Sander havde et brændende ønske om en biografdate med Micky… Så den weekend, vi havde i sigte, ville i virkeligheden nok blive lidt kedelig for Luca. 

Luca blev derfor hentet af min mor fredag eftermiddag og til stor glæde for ham skulle de med toget hjem til Slagelse, hvor mine forældre bor. En togtur, når man er knap 4 år gammel, er bare noget af det største. Luca elsker det. 

Jeg tog på arbejde lørdag, og de andre indfriede deres ønsker for weekenden. Da jeg var færdig med fotoskydningen i går, hoppede jeg på toget med retning mod Slagelse, hvor mine forældre og Luca tog i mod mig. Vi have en dejlig lørdag aften, I véd, sådan helt stille og rolig med lidt kage, vin, sniksnak og Versus i fjernsynet. SÅ dejligt. 

Og hér kommer vi så til hele pointen. 

Når jeg er sammen med Luca på den måde, hvor Micky ikke er med, så er Luca helt ‘min’. Han udtrykker ofte, når vi er alene, at han elsker mig. Han er faktisk helt vildt god til at sætte ord på sine følelser, og ofte siger han sætninger som “Jeg er så glad for dig”, “Jeg elsker dig” og “Jeg vil gerne have dig”. Han udviser virkelig både affektion og sit behov for nærhed, og det gør både Micky og jeg rigtig glade, at han netop er så god til at sætte ord på og naturlig omkring sine følelser. Vi forestiller os, at det på sigt kun kan gavne ham i livet.  

Når jeg er ‘alene’ med ham, det vil sige uden Micky, vil Luca gerne kramme og nusse, og jeg kan mærke, at han rigtigt nyder, at jeg er der. Måske mest fordi der ikke er alternativet i form af farmand til rådighed. 

Fordi når Micky er med, så er Luca altid (!!) ‘sin fars’. Luca favoriserer ganske enkelt sin far, men det er jo bestemt ikke noget, han gør bevidst for at såre mig. Det er bare sådan, at Luca knuselsker farmand på en måde, hvor jeg slet ikke kan være med. Og I må ikke misforstå mig, – for der er intet i mig der er misundelig på det. Jeg synes det er fantastisk at være vidne til, og det er en gave at have en mand, der er super nærværende med vores børn.  

Men naturligvis nyder jeg i fulde drag, når Luca endelig kaster sin opmærksomhed på mig. Det er så dejligt lige at få lov at få hans uforbeholdne kærlighed og mærke, at jeg også dur. Og allerede nu kan jeg godt stoppe jer, der tænker “jamen bare vent, Annemette – lige om lidt vender det, og så er han ‘din’ dreng…Det er bare en fase.” Tro mig, det har vi tænkt mange gange. Vi har også håbet på det fra tid til anden – særligt Micky synes jo også at det er hårdt, at han ret ofte er den ENESTE, der dur i Lucas øjne. Det stiller store krav til Micky, og det er tydeligvis heller ikke nemt. Vi har sågar gået og ventet på, hvornår det mon ville vende. Det vender ikke. Punktum. Og det gør ikke noget. Men lige siden Luca var 1 år, har han været stærkere knyttet til sin far. Og vi kører nu på tredje år med den ‘konstellation’… 

I starten, altså efter et års tid i dén situation, var jeg faktisk lidt ked af det. Jeg skrev også noget om det, fordi det fyldte meget… Jeg synes, det var helt vildt svært, og jeg var også lidt jaloux på Micky ind i mellem. Men med tiden har jeg lært mine følelser omkring emnet bedre at kende, og jeg er nu meget mere rolig. Jeg hviler i situationen, og Luca skal bare gøre, føle og udtrykke præcist hvad han har brug for. Hans kærlighed og behov for Micky har jo intet at gøre med mig. Heldigvis véd jeg, at jeg også er vigtig for ham og er altafgørende i hans liv. 

Men men men, selvom der er ro i maven hos mig, så er det som sagt, ret sjældent, at jeg får ‘fuldt udbytte’ af Lucas nærvær. Så ja, jeg fik simpelthen tårer i øjnene i går aftes, da jeg lagde mig til at sove. Luca lå ved min side i sengen. Og da han vendte sig om og lagde sine små varme og bløde arme hårdt om halsen på mig, flyttede sit ansigt tættere på mit og maste sin næse helt op i nakken på mig, bare så vi kunne ligge helt tæt, – jamen, så blev jeg altså ramt af lykke og kneb en tåre. Det var den dér lykke, man ikke kan beskrive med ord. Det var sådan en lykkefølelse, der kun vækkes i livets største øjeblikke, og en lykkefølelse, der stadig bruser i kroppen her 14 timer senere. Dén oplevelse kan jeg leve længe på. 

Er der mon nogen af jer, der kan genkende mine tanker og følelser? Hvordan har I lært at hvile i det?

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

2 kommentarer

  • Anne

    Kære Annemette.
    Jeg føler med dig her. Vi har Karl på 8 og siden han var 3 år har det været far, far og atter far.
    Jeg kan også godt bruges, når far ikke er der men han elsker bare sin far. For det meste er jeg lykkelig over at de har så elskværdigt et bånd og engang imellem bliver jeg også lidt pigesur over at far er bedre end mor🤷‍♀️.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Nyd det at han elsker sin far og ikke kun hænger i dine skørter ❤️❤️❤️ Min ældste dreng nu 25 har altid været fars dreng og jeg nyder at se hvad de har sammen helt uden misundelse ❤️❤️❤️ Vores yngste 21 år ja han er mere mors dreng ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nervøsiteten længe leve...