Nervøsiteten længe leve…

Nervøsitet for at fejle… kender I det?

Jeg er faktisk, når jeg skal være ærlig, ikke en særlig nervøs person. Jeg har altid været god til at stå på en scene, at performe under pres, eller at skulle tage dén der svære samtale. Jeg er egentlig ikke bange af mig. I véd det jo også allerede, hvis I læser med i jævnligt, at jeg ikke er bange for at dele ud af mine tanker om både angst, skilsmisse og fejlslagen børneopdragelse…

Men skal generelt ikke bruge sit liv på at være bange og nervøs. Det synes jeg virkelig livet er for kort til, og derfor er jeg også meget glad for at mærke, at angsten, som jeg kæmpede meget med i sidste år, ser ud til at være lagt på hylden for nu.

Men jeg må indrømme, at selv ‘den bedste’ kan rammes af nervøsitet, og det er kommet lidt bag på mig. Der er jo i øvrigt gevaldig forskel på angst og på at være nervøs – en forskel jeg er bange for, mange ikke altid skelner imellem. Men lad nu det ligge…

I 2013 blev jeg jo ret kendt for at være en rigtig ‘pynteprinsesse’ og den rolle tog jeg til mig. Af flere årsager, hånden på hjertet. Dengang, i 2013, var jeg ærlig talt ikke en specielt dygtig opskriftsudvikler eller hjemmebager. Jeg var dygtig nok til at vinde bagedysten, jovist, men der var altså stadig laaang vej til at nå det niveau, hvor mine idoler var, eller hvor jeg er i dag. Når man deltager i bagedysten er man jo groft sagt virkelig god til at ‘følge’ opskrifter,  en ikke nødvendigvis god til at opfinde, skrive eller formidle dem. Det er noget jeg har skullet lære på bagkant.

Jeg havde jo næsten ingen erfaring, og derfor var det også lettere at tage ‘pynte-titlen’ til mig, fordi jeg jo havde en uddannelse fra kunstakademiet, så det føltes mere troværdigt, og som noget jeg ville kunne omsætte til en reel indtægtskilde. Efter et par år i den situation, følte jeg virkelig, at jeg havde fået nok. Jeg var SÅ træt af kun at blive anset for at være en pyntepige. Jeg havde lavet rigelige mængder af både marcipan- og fondantroser til en hel livstid. Jeg havde lyst til at ryste posen, vise verden hvem jeg OGSÅ kunne være, og jeg havde jo tillært mig en masse bageviden, som jeg efterhånden gerne ville dele ud af.

Jeg ville så gerne vise verden, at jeg altså i virkeligheden er langt mere passioneret omkring selve kvaliteten af bagværket end pynten. At jeg altså går mere op i en god dej end i en flot fondantrose. At jeg kunne levere kvalitet fremfor æstetik.

Så i de sidste 3-4 år har jeg virkelig kæmpet for altid at italesætte, hvor meget jeg går op i bageteknisk kunnen, kvalitet frem for kvantitet og gode velskrevne opskrifter, fremfor en masse pomp og pragt med alverdens pynt.

Og heldigvis er det også lykkes. I dag bookes jeg ikke længere til opgaver, fordi folk vil have mig til at lave fondantroser (det er i hvert fald sjældent!). Jeg bookes fordi jeg leverer velsmagende kager, hvilket i sidste ende betyder meget mere for mig. Og da jeg lavede Brødbogen var det jo også fordi, at der var nogen der troede på, at jeg har en formidlingsevne, der kan sælge bøger – selv om emner jeg ikke er kendt for. Det gør mig glad, naturligvis. Og det helt sindssyge er, at nu er Brødbogen simpelthen havnet på Arnold Buscks bestsellerliste! 

Hvorfra kommer nervøsiteten så?

For et par år siden begyndte jeg at snakke med mit ene forlag om en bog om pynt. Først var den tænkt som en selvstændig bog, men med tiden blev den mere og mere en naturlig efterfølger til Lagkagebogen. Og i takt med at tiden gik, og bogen blev udsat et par gange pga. diverse små bump på vejen og andre bøger, der skulle udgives først, så blev min nervøsistet større og større.

Fordi hvad nu hvis jeg overhovedet ikke var god til det der ‘pynt’ længere. Hvad nu hvis jeg har talt mine egne evner om at være kreativ og nytænkende så langt ned, at det pludselig virker utroværdigt at JEG laver en bog om pynt? Hvad så? Vil jeg fremstå uoriginal eller ligegyldig. (Jeg véd godt, at jeg er hård ved mig selv nu, men de tanker har jeg haft!)

Jeg blev virkelig nervøs for, om jeg overhovedet ville kunne komme på nye, sjove teknikker og idéer. Og om min stil ville være for enkel. Ikke fordi hele bogen skal være nytænkende, meget af indholdet skal også være gode teknikker og enkle idéer, der er nemme at lykkes med. Men der SKAL naturligvis være nyt og inspirerende indhold.

Og mærkeligt nok (det føles næsten som en slags nemesis!), så nåede jeg slet ikke at forberede mig nok i december, som tanken ellers var, – hvor det var meningen, at jeg skulle skrive opskrifter og tegne idéer. Men pga. min morfars død og min families problemer så gik tiden med alt muligt andet, og jeg fik brug for at holde rigtig ferie, hvor jeg gav slip på alle arbejdsopgaverne. Så derfor blev det sådan, at jeg gik til opgaven nærmest uforberedt i starten af januar. Så I kan nok forestille jer, at nervøsiteten for at fejle og være helt idéforladt havde vokset sig større og større.

Da jeg så gik i gang med at bage og gøre klar til fotoshoot i torsdags, må jeg indrømme, at hele processen kom bag på mig. Jeg kunne bare mærke hvordan kreativiteten skyllede ind over mig. Det var som et gammelt bekendtskab, som jeg ikke havde stødt på i flere år, og ved gensynsglæden væltede det bare ud med idéer. Det er gået op for mig, at jeg faktisk er god til at pynte – stadigvæk. Og måske er der ikke længere nogen grund til at tale det ned.

Jeg tror jeg er ved at være klar til at stå på mål for begge sider af mig selv. Jeg er ved at være klar til at sige, at jeg er dygtig til mit håndværk – både det tekniske, kvalitetsmæssige og reelle bagværk på lige fod med det æstetiske. Jeg tror ikke jeg længere har grund til at frygte, at nogen anser mig for talentløs. Jeg tror det hele har været noget, der er bygget op i mit hoved – noget som slet ikke bør fylde. 

Jeg er selvfølgelig stadig lidt nervøs – men det handler mere om hvordan bogen modtages, når den udkommer. Men det handler ikke om hvorvidt jeg kan mit kram. Jeg har derfor lukket ned for den der selvdestruktive nervøsitet, der ellers bare ender med at være en klods om benet på mig.

Jeg hviler i det og tror på det.

Og så vil jeg slutteligt fortælle jer, at jeg synes det er det sjoveste nogensinde at lave en bog om pynt. Jeg nyder processen helt vildt – det er nærmest meditativt for mig. Kreativiteten længe leve!