Det bli'r mig, der ler sidst! Det kan I bande på.

Jeg er en fucking stjerne.

Hvad er du for én?

Jeg er et energibundt, en glædesspreder, et livsstykke. Jeg har altid haft en enorm energi og et mod, der ikke kunne tages fra mig. Ja, lige indtil det blev det, men sådan er livet jo fuld af op- og nedture. Heldigvis er både energi og mod tilbage for fuld hammer. Jeg er særlig. Det er du i øvrigt også. Hermed ikke sagt, at du også er en stjerne. Måske er du noget helt andet godt. Det ved du helt sikkert bedst selv. Men jeg har altid været én, der lyste op.

Jeg er sådan én, der træder ind i et rum, og så lægger de andre i rummet mærke til mig. Det er der ingen grund til at lægge skjul på, for det er bare sådan, det er, og sådan har det altid været. Enten er det fordi jeg typisk har meget farvestrålende tøj på (eller fordi det glimter utrolig meget) – ellers er det fordi jeg nok snakker ret højt eller griner en latter, som de andre ikke kan undgå at høre. Jeg aner det ikke, men jeg er ikke i tvivl om, at min energi altid har fyldt rummet.

Jeg har dog oplevet, igennem store dele af mit liv, at føle et behov for at kompensere for min energi. Jeg har forsøgt at fremstille mig selv og min energi som noget mere ‘forsigtigt og ydmygt’ end sandheden egentlig er. Nok fordi jeg har oplevet, at min energi er blevet misbrugt eller misforstået.

Sandheden er, at jeg mærker det hver dag (næsten da). Jeg mærker denne her kraft, jeg har i kroppen. Den her store styrke, min sprudlende glæde i maven og det her behov for at fylde noget i verden. Jeg mærker en trang til at dele ud – altid. Jeg har lyst til at smile til fremmede på gaden og sige højt til dem, at de har et smukt smil, hvis jeg tænker det. I véd, den slags.

Har du overvejet, hvad du egentlig er for én?

Jeg har altid været virkelig dygtig på papiret. Jeg har altid vidst, at jeg havde talent. Tingene er kommet nemt til mig på mange måder. Og alligevel har jeg brugt store mængder af min tid på at holde igen. Jeg har været alt for bevidst omkring, hvordan mit overskud og min energiske fremtoning kunne skræmme andre.

Så det jeg har gjort, gentagne gange i mit liv, er at kompensere for min energi og mit mod ved at dele ud af mig selv i alt for store mændger. Ved at give så meget, at der ikke var mere tilbage til mig selv. Jeg har følt et ansvar overfor andre, der var ‘svagere’ end mig, og jeg har gjort mig venner med personer, der egentlig ikke gav mig noget, alene fordi jeg følte at jeg burde give dem noget af min energi. Det giver jo ingen mening. Jeg fortjener da mindst ligeså gode relationer som alle andre, og jeg fortjener da også, at mine venner giver mig energi. Venskaber skal ikke være en ‘one way street’.

“Hvis du giver det bedste du har at byde på til andre, og kun nøjes med at give det næstbedste til dig selv, så kan du ikke brokke dig over, at de andre klarer sig bedre end dig.” – intuitivementor.dk

Den lille sætning rammer virkelig hovedet på sømmet for mig.

Jeg er ikke misundelig, og jeg gider ikke bruge tid på at ærgre mig, og jeg gider ikke brok. Men jeg har sandelig været godt forankret i både ærgrelse og misundelse fra tid til anden.

Man skal virkelig ikke bruge sit liv og sin tid på at misunde andre. Eller have det svært med, at de klarer sig godt. Man skal virkelig ikke ærgre sig over spildt mælk, for det ændrer intet. Men man skal simpelthen turde se det i øjnene, når man har givet alt det bedste, man havde, til en anden end en selv. Og den fejl skal man lade være at gentage. Jeg har alt for mange gange sat mig selv i situationer, hvor jeg er blevet efterladt med en følelse af at været blevet brugt – altså i en slags offerrolle, – og fuck hvor er det jordens mest trælse følelse. At være i en offerrolle er simpelthen et mega tabu – ingen tør sige, at de er et offer. Alle vil gerne undgå at være offer, fordi hvis man er et offer, så er man svag!

Hvis man bliver ved med at give det bedste man har til andre, og glemmer sig selv i ligningen, så ender man med at være nedslidt, udtømt, brugt og bitter. Og dem som du gav det hele til,- nej, de ser sig ikke i bakspejlet. De véd måske ikke engang, at de brugte dig, fordi du lod dem.

Hør her: Du fortjener dig!

Jamen, læs det lige én gang til. DU FORTJENER DIG. Fordi det gør du. Du er god og kærlig, så giv det dog, som en første i rækken, til dig selv. Det er sådan en sætning jeg vil øve mig på, at sige oftere til mig selv. Og i udføre i livet.

Fordi én ting er at føle sig svigtet af andre, men en helt anden og værre ting er at føle sig svigtet af sig selv. Og sådan føles det, når man opdager, at man har forfordelt sig selv. (Forfordelt, i ordets oprindelige betydning).

Hvor kommer alt det her fra?

Jeg snakkede i telefon i dag med intuitivementor.dk

Og i dag fik jeg så at vide, at jeg er en “lysende stjerne”. At min energi er enorm, og at jeg deler ud i rigelige mængder. Det kom egentlig ikke bag på mig. Jeg fik at vide, at ‘mit skinnende lys’ både vækker det bedste i andre og det værste. Det kommer lidt an på, hvem det er, jeg ‘skinner’ på.

Og du gode gud, om jeg kan genkende det? Jeg har hele mit liv følt, at jeg havde en stærk indflydelse på dem omkring mig, men jeg har godt nok mærket to sider af samme sag – jeg har oplevet at alene min tilstedeværelse kunne gøre andre grønne af misundelse (hvorfor, aner jeg ikke!). Jeg har derimod også oplevet, at min energi smitter af og løfter andre mennesker frem i livet og spreder glæde og succes.

Tilgiv mig nu, hvis det lyder irriterende selvoptaget – men den dér stjerne, jeg åbenbart er, har jeg egentlig altid godt vidst, at jeg var. Og her snakker vi jo ikke sådan en jeg-er-kendt-medie-darling-stjerne (who gives a fuck, hvor stor en stjerne man er på den røde løber?) – nej, jeg snakker om min energi. Min personlighed. At jeg har en energifyldt person, en lysende stjerne, at jeg er et menneske, der skinner udad. Altså energi fra mig til andre.

Samme måde har jeg det også med andre omkring mig. Jeg elsker de veninder jeg har, der giver mig præcist det – energi. Og jeg elsker dem, der selv skinner som lysende stjerner, hvis lys jeg soler mig i og nyder at tage ind og booste min egen energi med.

Lad lyset skinne indad

Angsten, som jeg udviklede igennem 2018, slukkede for den stjerne. Det må jeg bare være ærlig at sige. Fordi jeg blev så skræmt over, hvad der egentlig skete med mig, når jeg følte mig egen energi blev frarøvet mig. Når jeg ikke længere havde kontrol over, hvor og hvad jeg brugte min energi på. Jeg havde mistet grebet om mine tanker og følelser, og var på vej ned af en bakke, – som en snebold, der triller sig større og større mod afgrunden.

Heldigvis har jeg genfundet kontrollen. Til sådan grad at jeg nu er i stand til at fjerne mig fra de situationer, hvor angsten tager fat. Jeg kan sige fra, oftest. Det er ikke altid, at folk omkring mig er enige i mine valg, og jeg bliver jævnligt konfronteret med, at jeg da bare må tage mig sammen – ‘get over yourself, Annemette’ – men det kan jeg ikke. Jeg har faktisk heller ikke lyst til at ‘get over myself’. Jeg vil gerne rumme mig selv, og jeg vil gerne værne om mig selv.

Men det dér lys, jeg skriver om, det skal jeg være bedre til at lade skinne indad. Jeg skal give det bedste til mig selv.

Nu må jeg ikke skræmmer jer med den her meget spirituelle snak. Normalt er jeg ikke selv sådan en super spirituel type i den måde jeg bruger mine ord eller ser på livet, omend jeg ‘mærker’ meget. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har en stærk følelsesmæssig intuition, og at jeg nogle gange har en mere spirituel tilgang til tingene, end jeg måske egentlig har lyst til at have.

Jeg har to sider i mig, der er i konstant kamp med hinanden. Den ene side er præstationsmennesket, logikeren, den arbejdsomme, sprælske og energiske udgave af mig. Den anden side er den følsomme, rolige, sarte, sansende og mere spirituelle side. Den bryder jeg mig ikke altid om at lukke for meget op for.

Jeg reagerer ofte sådan på mine følelser, at jeg lader dem komme frem, op til overfladen, snakker om dem, behandler dem og så skal jeg ellers videre. I véd, sådan: “her er hvad jeg mener og føler om den sag, men nu gider jeg ikke bruge mere tid på det”… Jeg dvæler ikke i mit sind – ikke for længe. Jeg har altid travlt med at komme videre.

Det er en dårlig kvalitet. Jeg bør ind i mellem give mere plads til mine tanker og følelser. Jeg vil virkelig gerne blive bedre til at behandle mig selv mere omsorgsfuldt.

Kan jeg, – så kan du også?

Jeg har altid sagt til andre, at ‘hvis jeg kan, så ka’ du også’. Men det er sgu da noget vås. Agtigt. Det er jo slet ikke sikkert, at du også kan, fordi vi mennesker er ikke ens. Måske kan du noget, som jeg ikke kan. Og omvendt. Nogle er som mig, andre er som de er. Det handler vel i bund og grund om at suge til sig af andre – det bedste man kan – og så lære at bruge det, der giver mening for én, på en fin og konstruktiv måde. Men vi behøver ikke være ens.

Vi behøver ikke allesammen være stjerner. Vi kan være så meget andet, der er mindst ligeså skønt.

Men én ting du kan, som jeg også kan, er at give det bedste af dig selv til dig selv. Vi kan i hvert fald give det vores bedste forsøg. Behandl dig selv med størst mulig respekt og omsorg. Husk det, det er en vigtig pointe.

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

1 kommentar

  • Charlotte Sørensen

    Flot skriv 👌😘❤🌟

    Kh Charlotte 🌷

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det bli'r mig, der ler sidst! Det kan I bande på.