Opskrift på brownies med valnødder

Vil jeg virkelig undvære mine drenge i 6 måneder?

pressebilledexannemettexvoss1068

Det er sommerferie, og det betyder også, at jeg i disse dage undværer mine to ældste drenge, fordi de holder ferie med deres far og den side af deres familie. Deres far og jeg deler jo børnene mellem os, som så mange andre skilsmissefamilier, og det betyder 3 uger af sommerferien tilbringes hos ham og 3 uger hos mig.

I den sammenhæng kan jeg naturligvis godt mærke, at jeg savner dem. Efter to uger nu, hvor jeg ikke har set dem, ja, så begynder jeg tydeligt at mærke, hvor meget jeg egentlig glæder mig til at holde om dem, indsnuse duften af frisk luft i deres hår og kysse dem på panden. Jeg kan mærke det i enhver nerve i kroppen, når jeg tænker over det. Savnet er stort.

Men.

Jeg har nu været mor til mine børn i hhv. 10 og 8 år – og 3 år, hvis vi tæller Luca med. I de sidste 6 år har jeg lært, at jeg skal dele tiden med de store drenge med deres far, og jeg har lært at være adskilt fra dem, uden at jeg går rundt og æder mig selv op med savn, hver gang jeg ikke er sammen med dem. Og jeg er taknemmelig over de ‘skjulte’ fordele, der også kan være ved at have skilsmissebørn. Når nu det er sådan, det er, så er det også bare med at se det bedste i den situation. Og særligt det her med, at jeg glæder mig så utroligt meget til at se dem hver gang der er gået en lille uges tid uden samvær, tænker jeg, at de kan mærke. At de har forældre, der virkelig glæder sig til at være sammen med dem.

Det handler også om, at give børnene plads…

For mig handler det også rigtigt meget om, at jeg skal give dem plads. De skal have lov at være hos deres far, når de er der, uden at jeg hele tiden ringer og skriver til dem. Jeg stoler på, at de tager fat i mig, hvis der er noget, de vil snakke med mig om, og jeg stoler på at deres far informerer mig, om alt det der er vigtigt. Men ellers, så forsøger jeg mest af alt bare at give børnene plads til at være i det, de nu engang er i, så de kan være tilstede og ikke bekymre sig om deres mor, der sidder derhjemme og venter på dem.

Sådan er jeg nemlig selv opdraget.

Min forældre lod mig rejse alene til England på sprogrejse i 3 uger, da jeg var kun 13 år gammel. Og de lod mig være i det, uden at de konstant forsøgte at kontakte mig. Dengang havde man jo slet ikke mobiltelefonder, så det gav sig selv, – men det var faktisk rart. Det gav mig, i en ung alder, følelsen af selvstændighed og af at mine forældre så mig som en – nok ikke voksen – men som en ‘stor pige’. Da jeg året efter ville en måned til Florida, samtykkede de også – og afsted med mig. Efter den tur besluttede jeg mig for, at nu ville jeg til Florida og holde julmed min værtsfamilie. Min mors reaktion var “Det må du gerne, men så skal du selv betale og booke din rejse”. (Jeg tror, hun troede, at så var dén idé ude af verden).

Det endte med, at jeg fik et job, tjente mine egne penge, og ringede til et rejsebureau i Vejle og fik bestilt mine egne billetter – helt uden hjælp fra mine forældre. Og mine forældre lod mig rejse. Jeg var altså kun 14 år gammel, og de lod mig tage et fly til Orlando, med mellemlanding i Reykjavik. Og det var overhovedet ikke noget problem. Jeg havde tjek på det, og det vidste mine forældre godt.

Da jeg var 15 år flyttede jeg så til Australien – i et helt år. Jeg kommunikerede med mine forældre på mail og ved håndskrevne breve – og en håndfuld gange over telefon i løbet af det år. De kom også og besøgte mig efter et halvt år. Men ellers, så var det det.

Siden da er det blevet til utallige selvstændige rejser rundt om i verden, og mine forældre har altid bare ladet mig leve mit liv, og aldrig stået i vejen for mine drømme. De har altid givet mig plads til at få oplevelser, og de har givet mig plads til at være i nuet, uden jeg skulle bekymre mig om, at de sad derhjemme og savnede mig. De lod mig få oplevelser uden dem, selvom jeg var ganske ung, og for det er jeg evigt taknemmelig.

Det tænker jeg ofte på, når jeg opdrager mine børn.

Jeg spøger ret ofte mig selv: “Hvad nu, hvis deres far ville rejse 6 måneder rundt om jorden med dem. Ville jeg så virkelig kunne undvære mine drenge i 6 måneder?”

Det er jo et vanvittigt spørgsmål at stille sig selv, men jeg tror faktisk, at ret mange forældre, der lever i skilsmisserelationer til hinanden, tænker den slags tanker, der sætter det hele på spidsen. Man tænker altså i worst case scenarios, når man ikke selv egenrådigt bestemmer over børnenes liv.

Men ville jeg så det? Kunne undvære dem i 6 måneder? Svaret er ja. (Eller nej. Det ville jeg nok føle, at jeg ikke kunne – men jeg ville tillade det. Det ville jeg. Fordi det ville være i deres bedste interesse.)

Det ville gøre ondt i maven, og jeg ville synes det var vanvittigt svært, men mit liv og mine forældre har lært mig, at det ikke handler om mig. Det at være forælder handler om børnene. Altid. Om deres liv, deres drømme, deres oplevelser. Det handler om, at tage sig selv ud af ligningen som mor, og så se det fra barnets synspunkt. Selvom det er svært. Og nårh ja, hvis mine børn rejste jorden rundt i 6 måneder – eller mere – så måtte jeg jo for fa’en bare sætte mig på et fly og komme og besøge dem undervejs.

Da jeg besluttede mig for at blive mor var det ikke for min egen skyld. Det var for hvert barns skyld. For at skabe et liv og bidrage til det. Ikke for at det barn skulle blive et bidrag til mit liv.

Sådan ser jeg på det.

Hvordan ser du på det?

 

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

3 kommentarer

  • er enig med dig,
    min datter tog på efterskole da hun var 14 og skulle i 8 klasse og var afsted i 3 år, og nu er den næste på efterskole også i 8 klasse. jeg bliver tit mødt af sætningen, “det kunne jeg som mor aldrig gøre, sende min 14 årige afsted” og jeg tænker altid, at det vist siger mere om dig end mig. For som du skriver, handler det ikke om mig, men om børnene, og ja jeg savner dem, men de har det godt og nyder efterskolelivet, så alt er jo godt. savnet må jeg så bare leve med. jeg er nemlig meget enig med dig i at livet som mor handler om børnene og ikke mig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg synes det er SÅ fint skrevet. Nu er jeg ikke skilt fra mine børns far, men med min ældste dreng på snart 10, kan jeg godt begynde at fornemme den afskillelse der nærmer sig.
    Jeg er typen der hyler når mine børn skal passes bare en enkelt dag, men jeg arbejder virkelig meget med netop det du skriver. Nemlig at se tingene fra børnenes synspunkt. De har brug for tid og oplevelser uden mor og far, og jeg håber virkelig, at jeg i tide når at lære dem netop det som I praktiserer i din familie♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, hvor er du god til at tage det cool – bare da min lillesøster blev student, frygtede jeg at hun ville på interrail – jeg er så dårlig til at undværer folk. Men håber, at jeg tager det ligeså fint som du, når jeg engang får børn, for man skal da se verden, hvis man har mod på det 😀 Og man kan jo netop besøge folk, og vende deres eventyr til ens eget.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift på brownies med valnødder