Morten Korch-idyl level 1000

“Nu skal jeg fortælle dig, hvad du burde have gjort…”

“Ved du hvad, du burde have gjort? Du burde have sagt, at jeg kunne sidde dér og arbejde lidt – og hvis det så pludselig væltede ind med gæster, ja, så kunne jeg måske være behjælpelig og hoppe over til et af de andre, mindre borde, fordi bordene langs vinduet egentlig er beregnet til større selskaber.”

Det burde du have sagt til mig. Men det sagde du ikke.

Jeg blev så eddergal i hovedet i dag. Fordi jeg ikke forstår, hvor den gode service er blevet af. Hvad sker der for uselvstændige unge mennesker, der ikke tænker selv, og for restaurationer og tjenere, der på én eller anden måde føler, at de er  bedre end deres gæster? Hvad sker der for selvhøjtideligheden?

Hvis man skal drive forretning, er det sgu da alfa omega, at man forstår, at man skal være god ved dem, der betaler for ens succes. Altså dem, der gør det muligt for dig at drive din forretning. Ikke? Man aner jo ikke hvem, det er, der kommer ind ad døren, og hvem de snakker med bagefter. Man aner ikke hvor mange ringe, der lynhurtigt spredes i vandet, og hvor  hurtigt et dårligt et rygte kan skabes. Eller det aner man måske godt, og netop derfor skal man da gøre sig umage.

Jeg har selv arbejdet i café og restaurationsbranchen i en årrække, både som tjener, personalechef og barista. Og én ting jeg ALTID lagde vægt på var at være sød, ydmyg og imødekommende overfor kunder. Jeg siger ikke, at man skal have den dér indstilling, at ALT kan lade sig gøre, men man skal som minimum give gæsten følelsen af, at det meste kan løses. Og så bør man virkelig anskue mennesker som gæster og ikke kunder (der er forskel), når man driver en café eller restaurant. Man behandler nemlig gæster helt anderledes, – tænk lige over det.

Og i dag oplevede jeg det mest vanvittige. Det var sgu vanvittigt. Og det er ikke mig, der er sippet (det har jeg lige overvejet en hel del, inden jeg skrev det her – for at være på den sikre side).

Jeg har taget bussen ind til byen for at sidde og arbejde henover frokost. Jeg hoppede af ved Kgs. Nytorv med ønsket om at finde et spisested, hvor jeg kan købe frokost, et glas vin og finde lidt arbejdsro. På hjørnet går jeg ind på restauranten – et sted jeg ellers ofte er kommet. Tjenere tager også pænt i mod mig. “Hvad kan jeg hjælpe med?” spørger han. Og derfra går det bare ned ad bakke.

Jeg forklarer ham, at jeg skal spise og arbejde – og spørger om det er muligt at sidde ved vinduet, hvor der er stikkontakter. (Og ja, det var af ren høflighed jeg spurgte om det – jeg troede da ikke, han kunne finde på at sige nej!).  Han véd for det første ikke, at der er stikkontakter under bordede langs vinduet (det skal jeg faktisk informere ham om, og udpege for ham), derudover forklarer han med meget sødt og med et smil, at jeg desværre ikke må (han siger faktisk ordet “MÅ”) sidde ved vinduet. Fordi de borde, der er langs vinduet, og som der i øvrigt er flere af, som står helt fri, er beregnet til større selskaber. Jamen, hallo, der er næsten ingen mennesker i restauranten. Og bordene langs vinduet er beregnet til 4 personer (måske 6 på en god dag) umiddelbart – så større selskaber taler vi altså heller ikke om.

Kl er 12.20 og solen skinner udenfor – folk sidder ude i varmen i dag – og her er jeg, jeg vil gerne sidde indenfor ved et bord med stikkontakt. Men det MÅ jeg ikke. Til gengæld må jeg gerne sidde ved et bord nede i hjørnet, hvor der desværre ikke er en stikkontakt. Dér må jeg sidde – heldige mig. Lige dét bord er ledigt til mig, på trods af at der er i hvert fald 100 ledige pladser i restauranten.

Jeg kigger underligt forvirret på ham. “Okay, så jeg må ikke sidde ved vinduet?” siger jeg, – eller noget i den retning – for lige at sikre mig, at han ikke har tænkt sig at tænke selv, og måske bare reagere som han burde have gjort (læs i toppen af indlægget). Men nej, han tænker ikke selv. Det slår ham ikke ét sekund, at han er ved at miste en kunde (en gæst!) i butikken, og at jeg nok aldrig kommer igen. I løbet af en håndfuld år, hvis vi lige laver regnestykket, kunne det sikkert sagtens have sneget sig på op måske 10-15.000 kr han er ved at gå glip af. Eller rettere sagt, hans chef er ved at gå glip af. Men det tænker han ikke over. Han ser mig bare smile pænt og sige “Okay, jamen det skal du ikke tænke på, så finder jeg bare lige et andet sted”. Han nikker høfligt og venligt til mig, – forstående – og jeg vender ryggen til og går ud af restauranten, ganske uforstående overfor hvad fanden der lige skete.

Derfor blev jeg gal i kroppen. Det er ikke okay, synes jeg. Jeg synes, det er dårlig service og uempatisk, faktisk. Det er uden syn for hvad der foregår i nuet, og det er automatiseret service, der er forladt for enhver form for reel servicering.

På baggrund af denne oplevelse, har jeg lyst til at fortælle jer, og minde jer om, at ingen er bedre end deres kunder/gæster. Der kan selvfølgelig være møg-nederen kunder, der opfører sig som idioter, og de falder udenfor kategori. Men kunder i din butik, der udtrykker et reelt ønske om at bidrage til din økonomiske succes og som gerne vil indgå i de rammer, du har skabt (som mig på restauranten) – dem skal man altså passe godt på.

I øvrigt vil jeg lige benytte lejligheden til at give den største ros videre til Cafe Victor. Fordi straks gik jeg videre, lettere nedslået, i jagten på et andet og bedre spisested og valget faldt på den gamle klassiker med de grønne markiser. Nå ja, min rejemad og det ene glas rosévin var da det, man kalder ‘betalt’, da jeg fik regningen, men servicen var til gengæld fuldstændigt i toppen af, hvad man kan forvente. Jeg blev nemlig mødt med et stort smil, da jeg gik ind ad døren, jeg fik at vide, at jeg kunne vælge lige det bord jeg ville (også de store ved vinduet), og jeg blev forsikret om, at hvis jeg havde brug for at få min telefon eller computer opladet, så skulle jeg bare sige til, for så har de et stik bag baren…no problem. Det var sgu lige før, jeg fik lyst til at kramme ham tjeneren, fordi han bare reddede min dag ovenpå den dårlige oplevelse lige om hjørnet.

Til slut vil jeg derfor også sige til jer, at der er mange gode grunde til, at jeg de sidste par år har taget en ny drejning med min egen forretning. Og det hviler sådan set på, at jeg har en ret klar opfattelse af, at ingen influent er bedre end sine følgere. Ingen blogger er bedre end sine læsere. Og det der med hele tiden at stråle i sin egen ros og i sit eget nærvær kan godt blive lidt belastende i længden. Jeg er blevet obs på, at man som influent netop skylder sine følgere og læsere en hel masse. I er nemlig ‘kunder i min butik’ og det er jer, der læser med, som jeg skal behandle ordentligt, og jeg skal sgu gøre mig umage for at holde på jer, – ‘mine gæster’.

“Så hvilket bord, var det, du gerne ville sidde ved?”

 

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

9 kommentarer

  • Marianne

    Du milde! Med 100 tomme pladser burde de da være glade for en frokostgæst indendørs!
    Jeg benytter som oversætter og tekstforfatter også selv steder med stikkontakter :). Kan anbefale Kaffestuen på Vesterbro, føler mig altid velkommen der. Er også glad for diverse steder ved Enghave Plads. Nogle caféer har skilte på bordene med ” Computerfri plads”, og det respekterer jeg naturligvis altid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Du er skøn🎉💃🏻🌺
    Jeg fortsætter med at besøge dig
    Man betaler da så må man vel også havde en mening fedt du gik🤩

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Jeg ville arbejde hjemme fra, der er mest ro og billigere mad og drikke. Restauranter er til spisende gæster, og skal ikke bruges som arbejdsplads, så jeg er enig med tjeneren

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elise

      Jeg tror du har misforstået læsningen – det var ikke et spørgsmål om hvad du ville gøre og problemet i restauranten var ikke at der skulle arbejdes, men at pladsen for ‘mulige’ størrer selskaber blev holdt fri.
      God dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marianne

      Fair nok du synes det, men som Annemette skriver, så er der jo netop stort set ingen mennesker i restauranten, og derfor kan problemet vel ikke være så stort???

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Du har ret der er noget galt med servicen i Kbh.
    Jeg var sidste weekend på tøse tur med en veninde med et par overnatninger på hotel.
    Vi henvender os i receptionen efter at hotellets rengøringsdame vader ind på vores værelse selvom vi havde et vil ikke forstyrres skilt på døren.
    Vi bliver mødt af en yderst ubehagelig receptionist der mere eller mindre sagde at vi løj for det kunne da ikke passe. Alt han burde have sagt var. Det beklager jeg det skal ikke ske igen men det gjorde han ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tarveligt indlæg! Slap dog af. Ja, du har ret.. men ikke fair at udnytte din blogger status til at bitche sådan. Tænk på personen. Måske har personen fået ordre fra sin chef og bare gør sit arbejde…
    jeg syntes du bør slette dette opslag. Det falder kun tilbage på dig. Smil og vær glad! 👍😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Annemette

      Jeg synes slet ikke jeg bitcher. At bitche ville nemlig være fuldstændigt uberettiget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    👌👌 Jeg arbejder i rejsebranchen, hvor vi kun har gæster, aldrig kunder.

    Godt skrevet!! De har helt tydeligt gjort i nælderne…total dårlig stil!!

    Kh Charlotte 🌷

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morten Korch-idyl level 1000