Sådan en #bosslady vil jeg da ikke være…

Jeg er selv sådan en hårdtarbejdende mor. Sådan én, som jeg håber, mine børn vil se op til og huske som en produktiv, aktiv og engageret mor. Jeg tager dem jævnligt med på arbejde, fordi de ganske enkelt ikke aner hvad jeg faktisk laver, og jeg forsøger derigennem at give dem et indblik i min noget farverige og uforklarlige karriere. Jeg tror, de måske er ved at forstå det. “Mor laver noget med tv”, hvis man spørger dem. “Mor bager” – det er også en mulighed.

Men sagen er nok mest bare den, at jeg arbejder. Meget. Og det tror jeg bestemt også at de vil samtykke til. Måske for meget til tider, men i andre perioder har jeg meget fri.

Så spørgsmålet er, om det egentlig er sådan jeg håbede, at verden skulle se ud for mig, når jeg blev mor? Man gør jo tit det modsatte af sine forældre, ik – for så alligevel med tiden at anerkende sine forældres gode indsats og måske ende med at minde mere og mere om dem i sine valg, trods alt.

Jeg kan da se, at jeg er under kraftig påvirkning af den opdragelse, jeg har fået. Og jeg ‘efterligner’ både min mor og far i den måde, jeg er mor på.

Min mor gik hjemme. Det var et valg mine forældre traf i fællesskab, – fordi hun havde lyst, og fordi min far tjente nok penge til at forsøge os alle uden hendes økonomiske bidrag. Så bidrog hun i stedet på så mange andre måder. Hun arbejdede fra hun stod op til hun gik i seng – med at holde hus, holde børn, holde hund/kat/undulat/marsvin/skildpadder/fisk/hamster og husmus. Tro mig, der er sgu ikke det dyr, min bror og jeg ikke har haft 🙂 Hun var smuk og hårdtarbejdende. Men hun fik ikke en lønseddel hver måned, fordi hun var ‘bare’ hjemmegående.

Først nu, som helt voksen og som mor til tre, forstår jeg virkelig værdien af den indsats min mor har gjort for min bror og jeg – og for min far, faktisk. At hun har taget sig tid på dén måde til at være der, altid – ja, det er faktisk prisværdigt. Og når jeg tænker over, hvor meget jeg selv arbejder (på den front minder jeg meget mere om min far), så kan jeg nogle gange mærke et lille stik i hjertet, der siger mig, at jeg måske – blot i et års tid eller lign. – skulle prøve at være hjemmegående. Droppe alle karrieredrømmene og bare geare ned for en stund. Men vil jeg det? Ville jeg kunne finde mig tilpas i det? Århhh…

Måske, hvem ved. Men det er i hvert fald en tanke, jeg leger med ind i mellem. Måske kunne jeg finde en mellemvej – I véd, hvor jeg bare blogger (og dropper alt det andet, som jeg går og sysler med) – så kunne mine arbejdsdage bare vare 3 timer. Måske!

Åh, alle de valg i livet. Det er svært. Vælger man egentlig sig selv til, eller børnene fra, når man vælger arbejdet? Og vælger man egentlig børnene til, når man vælger, at man også vil være karrierekvinde, fordi man (jeg) drømmer om at de lærer noget af det? De skal jo lære, at det kan betale sig at arbejde. At gøre noget for samfundet, hinanden – the bigger picture! Vælger man egentlig familien til, når man tjener nok penge til at kunne købe goder og frihed i hverdagen – eller vælger man dem egentlig fra, fordi det kræver, at man arbejder lidt ekstra? Hvad tænker I?

Jeg aner ikke, hvad jeg mener om det her. Jeg véd bare, at jeg priser min lykkelig over, at min mor gik hjemme med os. Hun var sgu sej, og en rigtig bosslady, hvis I spørger mig. Meget mere cool og tjekket end den type kvinder, der hele tiden negligerer ungerne for at realisere sig selv. Sådan én kan jeg mærke, at jeg ikke ønsker at være. Det er en nederen slags bosslady. Jeg vil være tilstede for mine børn. Ikke nødvendigvis hjemmegående, men fandenfløjteme tilstede. Sådan en bosslady, som mine børn husker. Fordi jeg véd selv hvor stor værdien er i at have en mor, som jeg husker. Hun var der nemlig ‘bare’… – men slet ikke ‘bare’, hvis I forstår.