All-in fødselsdagsfest: Mad fra Ché Fè, vin, blomster & borddækning. Få alle ideerne her.

Jeg nåede lige i sidste sekund at tage afsked med min mormor

I dag er en stille dag. En dag hvor jeg har taget de lyserøde sko og glimmerstrømperne på, for at finde lidt glæde frem.

Min mormor har haft sine 9 katteliv. Det er helt sikkert. (Hun var også en sej kvinde, så det var på sin plads.) Sådan en vestjysk kvinde slår man ikke lige af pinden. Men i går tog hun sit sidste åndedrag.

Jeg har grædt. Det har vi alle.

Min mormor var en skøn kvinde, der lavede rabarbergrød i rigelige mængder. Det er bare et af de minder, der hænger ved. Mormor ved køkkenbordet i kolonihavehuset i Herlev, hvor jeg voksede op mellem tulipaner og æbletræer sammen med min bror og kusiner. Hun bagte julesmåkager til den helt store guldmedalje, og hun lærte os børnebørn at suppe faktisk er kærnemælkskoldskål (hvilket resulterede i mange misforståelser gennem årene…haha).

Min mormor lærte mig at give livet fingeren, når det er træls. Det er faktisk sjovt, men først efter hun som 62-årig fik en blodprop i hjernen blev hun mere fandenivoldsk – en side af hende, som jeg værdsatte meget.

Nu er hun her ikke længere – kun i os børn, børnebørn og oldebørn. Hun lever videre i os. Hun var 91, træt, gammel og syg. Det var okay, at hun skulle videre, men alligevel gør det bare så ondt at miste hende.

I forgårs tog jeg den pludselige, impulsive beslutning at tage til Jylland med min ældste søn. Jeg ville lige nå at slå et smut forbi oldemor, der lå på hospitalet. Planen var egentlig, at hun så skulle på plejehjem efterfølgende, men så langt nåede hun desværre ikke. Så vi besøgte hende i går, snakkede og viste billeder af familien. Hun grinede. Vi aede hende på kinden og holdt hende i hånden. Min søn på 10 år fik lov at fortælle hende om sin første gallafest i skolen, og hun lyttede så opmærksomt, hun nu kunne.

Jeg fandt billeder af Luca på legepladsen i Fælledparken, hvor jeg plejede at gå ture med minde bedsteforældre som barn. Hun smilte. Vi krammede hende.

Hun så mig i øjnene og spurgte, om jeg havde det godt. Jeg kunne godt mærke, hvad hun mente. Mine bedsteforældre har været med mig hele vejen, og de ved godt at de sidste 5-6 år har været hårde på mange måder for mig. Hun havde lige brug for at vide, at jeg var okay. Det var tydeligt. Jeg så hende i øjnene og forsikrede hende om, at jeg er okay. At der er styr på virksomheden, børnene, mit ægteskab og at jeg ikke længere lider af angst og stress. Den besked lettede hende, kunne jeg se.

Efter en lille times tid blev det svært for både min søn og jeg. Det var svært at se hende så svag. Så vi gik og fik sagt kærligt farvel.

To timer senere gik hun bort.

Lige nu er jeg ulykkelig, og samtidig utroligt lykkelig over at jeg fik chancen for at sende hende herfra med den besked.

Tilbage sidder min morfor. Uden sin kone som han har kendt siden de var 26 år gamle. Ham skal vi hjælpe og passe på, og jeg vil huske at værdsætte hvert et øjeblik jeg har med ham.

Så dette er blot en kærlig reminder om at bruge tiden med din familie, mens du stadig har dem. Pludselig en dag er de væk.

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

5 kommentarer

  • Sikke et blogindlæg. Jeg kondolere! Tak for din ærlighed og kærlighed, tak for at du deler. En tåre trillede langsomt ned af min kind, da jeg læste det. En følelse jeg kan sætte mig ind i, en tanke som skræmmer mig at min kære farfar en dag skal væk herfra. Jeg er glad på dine vegne over at du nåede at se din kære mormor. Husk at lade dig selv være ked af det – det er okay. Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stella

    Hvor er det en smuk sidste stund i fik med din mormor. Der har helt sikkert været en mening med at hun skulle herfra, men hun skulle lige nå at sige farvel og sikre sig at du havde det godt. Der var en mening.
    Kondulere mange gange

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kondolerer og sender de varmeste tanker til dig og familien. Jeg er 35 og har mistet mange nære familiemedlemmer. Da jeg var 18 mistede jeg min højt elskede mormor, som jeg så meget op til. Det gjorde ondt i rigtig mange år (måske fordi jeg var så ung). Da jeg var 29 år, mistede jeg min papfar gennem 25 år – Der blev man lige slået totalt tilbage i tiden og jeg kunne ikke se min vej ud af sorgen. Men jeg er atter kommet igennem den og ud på den anden side. Ved hvert et dødsfald i familien var der flere der sagde til mig, at tiden læger alle sår, men hvad jeg har lært mig selv, er at tiden læger ikke alle sår, for nogle sår lærer man at leve med og det skal der også være plads til.
    P.S. Du er et godt og smukt menneske – Tak for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michele Krog

    Kære Annemette, Ja mormor Ester var en dejlig kvinde. Husker bedst hendes småkager til jul og vores hyggelige lege i sommerhuset. Hun bliver savnet og jeg håber hun har det godt nu. 🙂 Mange tanker og en tåre eller 3 går igennem mig nu. Mange kram fra Michele

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Det gør mig ondt for jer. Masser af kondolencer og tanker til jer. Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

All-in fødselsdagsfest: Mad fra Ché Fè, vin, blomster & borddækning. Få alle ideerne her.