Jeg nåede lige i sidste sekund at tage afsked med min mormor

I dag er en stille dag. En dag hvor jeg har taget de lyserøde sko og glimmerstrømperne på, for at finde lidt glæde frem.

Min mormor har haft sine 9 katteliv. Det er helt sikkert. (Hun var også en sej kvinde, så det var på sin plads.) Sådan en vestjysk kvinde slår man ikke lige af pinden. Men i går tog hun sit sidste åndedrag.

Jeg har grædt. Det har vi alle.

Min mormor var en skøn kvinde, der lavede rabarbergrød i rigelige mængder. Det er bare et af de minder, der hænger ved. Mormor ved køkkenbordet i kolonihavehuset i Herlev, hvor jeg voksede op mellem tulipaner og æbletræer sammen med min bror og kusiner. Hun bagte julesmåkager til den helt store guldmedalje, og hun lærte os børnebørn at suppe faktisk er kærnemælkskoldskål (hvilket resulterede i mange misforståelser gennem årene…haha).

Min mormor lærte mig at give livet fingeren, når det er træls. Det er faktisk sjovt, men først efter hun som 62-årig fik en blodprop i hjernen blev hun mere fandenivoldsk – en side af hende, som jeg værdsatte meget.

Nu er hun her ikke længere – kun i os børn, børnebørn og oldebørn. Hun lever videre i os. Hun var 91, træt, gammel og syg. Det var okay, at hun skulle videre, men alligevel gør det bare så ondt at miste hende.

I forgårs tog jeg den pludselige, impulsive beslutning at tage til Jylland med min ældste søn. Jeg ville lige nå at slå et smut forbi oldemor, der lå på hospitalet. Planen var egentlig, at hun så skulle på plejehjem efterfølgende, men så langt nåede hun desværre ikke. Så vi besøgte hende i går, snakkede og viste billeder af familien. Hun grinede. Vi aede hende på kinden og holdt hende i hånden. Min søn på 10 år fik lov at fortælle hende om sin første gallafest i skolen, og hun lyttede så opmærksomt, hun nu kunne.

Jeg fandt billeder af Luca på legepladsen i Fælledparken, hvor jeg plejede at gå ture med minde bedsteforældre som barn. Hun smilte. Vi krammede hende.

Hun så mig i øjnene og spurgte, om jeg havde det godt. Jeg kunne godt mærke, hvad hun mente. Mine bedsteforældre har været med mig hele vejen, og de ved godt at de sidste 5-6 år har været hårde på mange måder for mig. Hun havde lige brug for at vide, at jeg var okay. Det var tydeligt. Jeg så hende i øjnene og forsikrede hende om, at jeg er okay. At der er styr på virksomheden, børnene, mit ægteskab og at jeg ikke længere lider af angst og stress. Den besked lettede hende, kunne jeg se.

Efter en lille times tid blev det svært for både min søn og jeg. Det var svært at se hende så svag. Så vi gik og fik sagt kærligt farvel.

To timer senere gik hun bort.

Lige nu er jeg ulykkelig, og samtidig utroligt lykkelig over at jeg fik chancen for at sende hende herfra med den besked.

Tilbage sidder min morfor. Uden sin kone som han har kendt siden de var 26 år gamle. Ham skal vi hjælpe og passe på, og jeg vil huske at værdsætte hvert et øjeblik jeg har med ham.

Så dette er blot en kærlig reminder om at bruge tiden med din familie, mens du stadig har dem. Pludselig en dag er de væk.