Annemette, livet er godt. Det bliver en god dag. Det skal nok gå.

Jeg kunne dårligt finde mere optimistisk outfit i dag. Mere lyserød kan man vel nærmest ikke blive?! Men I skulle vide, hvor mange søde komplimenter jeg modtager, hver gang jeg har de strømpebukser på – og i dag, ja, der har jeg brug for netop det. Positivitet og glæde, – og en happy-go-lucky feeling!

I går græd jeg og her til morgen græd jeg lige lidt mere i bilen…fordi jeg er ked af det. Sådan er det. Det bliver vi vel allesammen ind i mellem. Men derfor er der en tung følelse i min krop og en næsten umulig modvilje, som jeg har svært ved at tøjle, der kæmper for at jeg bare lægger mig på sofaen og giver op. Ikke foretager mig noget som helst i dag…Men nej, så nemt skal det ikke være, at få mig ned med nakken.

Jeg gjorde det faktisk her til morgen, mod alle odds. Fik mig selv ud af sengen, hoppede i træningstøjet, satte mig ind i bilen, gik op i træningscentret…så gik jeg godt nok lige i stå på bænken i omklædningsrummet…na jå, det gjorde jeg. Dér sad jeg og stirrede tomt ud i luften i næsten 20 minutter… Men så gjorde jeg det. Jeg løftede rumpetten fra sædet, gik op på løbebåndet og løb 2 km. På 10 minutter (det er ret godt i min verden). Så gik jeg ned fra løbebåndet for at hoppe i bad, men på min vej ud i omklædningsrummet vendte jeg rundt og gik tilbage op på løbebåndet. Jeg løb lige én enkelt km mere og bagefter lavede jeg både mave og rygøvelser. Sådan! Vi snakker en total overvindelse af alle impulser i min krop.

Nu sidder jeg på Palæo i Waterfront og klamper løs på tastaturet. Jeg har lige modtaget min semi-fornuftige jordbærsmoothie og en æggewrap med avacado, kål og kylling. Ej, det er ret fornuftigt, faktisk. Og i dag er sådan en dag, hvor det er sindssygt vigtigt, at jeg tager ansvar for mig selv. Det mener jeg på ingen måde for sjov – det ER utrolig vigtigt. Fordi jeg er desværre lidt skrøbelig, sådan rent følelsesmæssigt, og hvis ikke jeg tager ansvar og modarbejder alle de negative impulser, jeg kan mærke i min krop, så ender det med at være en depressiv spiral jeg slynges ind i, hvor jeg får endnu sværere ved at finde fodfæste igen.

Så ja, fandeme er det vigtigt, det dér med at tage ansvar for mig selv.

Med ansvar mener jeg, at jeg skal tænke positive tanker, spise sunde mand, motionere, hygge, leve, ånde og smile. Jeg skal være fokuseret på dage som disse, for hvis jeg bare lader mig ‘flyde med’ strømmen uden fokus, så ender jeg med at finde mig selv i sofaen med sunkne skuldre og et tomt udtryk i øjnene. Så derfor hiver jeg mig selv i ørerne, og får mig selv op på det fårking løbebånd, der føles som sendt direkte fra helvede og ind i mit træningscenter. Men jeg gør det. Derfor spiser jeg sund frokost og forsøger at se lyst på livet. Derfor skriver jeg, – for at få det ud. For at holde mig selv fast i, at jeg godt kan hive mig selv op fra triste tankers dyb. Jeg kan godt stå solidt på jorden, – med fodfæste og rank ryg. jeg kan godt, hvis jeg kigger op, se solen.

Jeg plejer selv at referere til det som Ole Henriksen-mentalitet. Den dér slags mentalitet, hvor man selv kan styre sit humør. Hvis man bare siger til sig selv nok gange “Livet er godt. I dag bliver en god dag” og “Du er smuk, min egen”, så ender man med at tro på det. Det er sådan en slags tanketerapi, hvor man stiller skarpt på de tanker, der rent faktisk bidrager med noget positivt.

Sådan en dag som i dag, er sådan en dag, hvor automatpiloten ikke virker. En dag, hvor jeg meget nemt kunne være ‘faldet i’. Jeg kunne meget vel have ligget derhjemme på sofaen og set Gossip Girl i én lang strøm, mens jeg stoppede salte kartoffelchips i kæften, kun afbrudt mine egne klynk og små tudeture, hvor jeg ville ligge der på sofaen, sammenkrøllet, og have rigtig ondt af mig selv. Sådan en dag kunne det have været. Sikken dag.

For ærlig talt, jeg er ked af det i dag. Jeg fik en nyhed i går, der måske (og vi snakker altså stadig bare ‘måske’) kan vende op og ned på min tilværelse, som jeg kender den. Vi snakker ikke liv og død, men alligevel en vigtig og stor omvæltning, der vil gøre mig meget ulykkelig, hvis den indtræffer. Og chancen for at den gør, – rent faktisk bliver til virkelighed, – er stor.

Så jeg siger til mig selv, igen og igen og igen i dag: “Annemette, livet er godt. Det bliver en god dag. Det skal nok gå. Du må ikke græde mere.”