Vores kærestetur til Vesterhavet blev en kæmpestor overraskelse

Inviteret af Hotel Fjordgården / Reklame

“Kærestetur”… burde jeg måske kalde det ægtefolkstur? Ej, det andet lyder lidt bedre, ik?

Vi er ret gode til det her med at finde tid til en lille weekendtur i ny og næ. Det er noget, vi prioriterer meget højt og gerne bruger penge på. Vi tror på, at det er med til at holde gnisten i live. Vi planlægger altid udenom de weekender, hvor vi har alle tre børn hjemme, så når vi tager afsted, er det kun Luca der skal passes. (Alle med 3 børn véd, at man altså ikke sådan liiiige får afsat tre unger inklusiv overnatning, und alles).

Så Luca blev afsat hos Mormor og Morfar med lovning om bamsepølse-pålæg, fredagsslik og Disneysjov. Han tog det pænt, selvom han har det lidt med at klamre sig til sin far ved enhver afsked mellem de to. Vi hoppede i Renaulten og satte kurs vestpå.

Jeg skal være HELT ærlig, hands down, og sige, at jeg ikke havde store forventninger til vores weekendtur til Ringkøbing. Altså det var heller ikke fordi, jeg havde lave forventninger, men jeg havde det bare sådan ‘nu ser vi, hvad det er’. Fordi når man, som jeg i denne omgang, havde fået en overnatning tilbudt (på Hotel Fjordgården), så ved man aldrig helt hvad, der venter i den anden ende. Der er jo mange, de gerne vil byde på et ophold for lidt gratis omtale. Ja, jeg beklager, hvis det lyder forkælet – men det er sandt… Derfor takker jeg heller ikke altid ja, fordi der ligger jo en mere eller mindre italesat forventning om, at jeg har lyst til at anbefale stedet efterfølgende. Og jeg går meget op i ikke at anbefale noget, jeg ikke føler for. Fordi hvilken værdi har min blog så, hvis læserne ikke kan regne med mig og spejle sig i indholdet? Derudover er jeg jo heller ikke vild med ideen om at lave ubetalte samarbejder, for dem kan jeg jo ikke leve af, og det devaluerer i sidste ende min værdi, – sådan er det.

Men, nok om det. Jeg havde takket ja, og vi var på vej. Jeg havde naturligvis researchet lidt på Hotel Fjordgården forinden, og jeg synes det så dejligt ud, så jeg følte mig tryg nok ved, at jeg godt ville kunne lave en fin anmeldelse. Og det passede så godt med, at Micky og jeg gerne ville en tur til Vesterhavet (ét af de steder, vi klart gerne vil besøge oftere) – og nu havde det lige været Valentinsdag, så det lå ligesom lidt i kortene at en kærestetur var på sin plads. Derfor takkede jeg ja til tilbuddet om en overnatning.

Søndervig, is og solnedgang

Altså ved ankomst var alt dejligt. Modtagelsen var perfekt og venlig. Servicen var personlig – på dén måde kun jyder formår (undskyld alle jer, der ikke er jyder). Men det har noget at gøre med tempoet. Der er måden man taler på. Hastigheden, tonelejet og retorikken. Det er simple, søde, rolige sætninger der strømmer en i møde, når man snakker med en vestjyde, og det er med venlige øjne og nærvær man bliver mødt. Det var bare så rart. Værelset var lækkert og nyrenoveret med en stor dejlig seng og et virkelig pænt, lækkert badeværelse. Der var dækket op med en flaske Cremant, et par glas og lidt frugt. Sødt og imødekommende. So far, so good.

Vi smed tingene på værelset, hoppede tilbage i bilen og skyndte os at sætte kurs nordpå mod Søndervig ved havet, der ligger 5 minutters kørsel fra Ringkøbing. Da vi steg ud af bilen, fangede havets susen vores ører, og vi nærmest hypnotiseret af lyden søgte mod bakken, hvor vi, da vi nåede toppen, blev mødt af synet af det glinsende hav, der bølgede og funklede i solens stråler. Duften, lyset, lyden…det hele satte gang i alle sanser, og vi havde bare øjeblikkeligt en trang til at søge mod vandet og komme helt tæt på. Det er simpelthen så dragende, det Vesterhav dér, og jeg fortryder simpelthen, at vi ikke har været bedre til at tage derover, nu hvor vi lige har fået hukommelsen opfrisket. Vi har allerede aftalt, at vi skal tilbage med børnene. De skal også opleve suset.

Vi fik årets første is i en lille lokal, yderst velbesøgt isbutik under navnet Nivi Gelato. Vi antog, at isen måtte være i topklasse  dømt ud fra mængden af mennesker, der helt frivilligt ventede i op mod 20 minutter i kulden udenfor butikken blot for at få en is. Og isen? – åh, isen…mums.

Herefter kørte vi tilbage til hotellet, nappede et glas vin i baren (vi var jo afsted uden børn 😉 ), og derefter op på værelset, der på grund af klokkeslættet viste sig fra sin bedste side… der var så smukt med den vildeste udsigt udover markerne med solnedgangens lyserøde skær, der idyllisk malede landskabet og de triumferende vindmøller i horisonten i pastelfarver. Jeg hoppede i karbad og klædte om til en hyggelig middag i Brasseriet, hotellets restaurant. Og hånd i hånd indtog vi vores pladser ved bordet, intetanende om den spektakulære madoplevelse vi havde foran os.

Simpelthen en suveræn madoplevelse

Jeg kan slet ikke beskrive med ord, hvor positivt overrasket Micky og jeg blev. Vi har spist mange gode steder. Vi bruger gerne vores penge på Michelin-restauranter, når vi er i udlandet, og vi har generelt høje forventninger til mad, – ja, det kan jeg ligeså godt tilstå, uden at det skal lyde snobbet (ingen er for fine til en omgang McD, men I véd).

Ret efter ret kom der den smukkeste, mest valsmagende og veltilberedte mad ind på bordet. Akkompagneret af udsøgt vin i glassene og god vestjysk service. Det er en gastronomisk underdrivelse at kalde det god mad. Det var ikke bare god mad. Det var en suveræn madoplevelse. Desværre kan man jo ikke se, dufte eller smage ud gennem skærmen hvor godt det egentlig var, men jeg håber I tager mine ord for gode varer, – det kan I i hvert fald roligt gøre.

Micky blev dejligt beruset, og jeg slingrede da vist også på vejen tilbage til værelset inden midnat. Men hvor var det dejligt. Vi var mætte på mad, vin og kærlighed til hinanden. Lige som vi drømte om.

I særdeleshed kan jeg derfor anbefale Hotel Fjordgården, hvis man er til god mad. En 5 retters menu, som vi fik inkl. vinmenu kan man få for ca 1100 kr pr. mand. Det er hverken det jeg vil kalde dyrt eller billigt, men det er alle pengene værd!

Når man ikke kan få nok…

Inden vi drog afsted, havde jeg fået nogle tips fra læsere, til hvad man skal opleve i Ringkøbing og omegn. Og da jeg, som bekendt, ikke rigtig kan få nok kage, så var det vel helt naturligt, at jeg blev anbefalet at kigge forbi Baking Sins by Lea, der har nyåbnet café i Ringkøbing på Nygade 24. Lea er oprindeligt fra Slovenien, men har været i Danmark i godt 7 år. Her har hun skabt sin egen bagesucces med kager ud af huset og nu også en café, hvor man kan få lækre cupcakes og macarons – og en uforglemmelig brownie med digestive kiksebund og s’mores topping. Den kage glemmer jeg aldrig. Den er værd at køre efter, – nu er det sagt.

Det, som var særligt sjovt, ved vores besøg i Leas kagebutik, er, at jeg for et halvt års tid siden faktisk sad og kommenterede på Lea og hendes succes i forbindelse med et interview med min medvært Rosa Kildahl i Sådanmark – da det stadig kørte over skærmen. Fordi Lea medvirkede dengang i et indslag fra TV Midtvest, og det havde vi nappet til vores landsdækkende program. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang bed mærke i, hvor dygtig Lea var, og hvor sød og naturlig hun er. Man får instinktivt lyst til at kramme hende og løfte hende til endnu større succes.

Udover at vi ikke kunne få nok kage, jamen, så kunne vi heller ikke få nok af suset ved Vesterhavet. Så vi valgte, inden vi vendte snuderne hjemad, at køre ned til Lyngvig Fyr, som vi havde hørt skulle være ret smukt. Vi blev bestemt ikke skuffet. Og med lidt tømmermandsramte øjne og træthed i kroppen føltes det rigtig dejligt at indsnuse den friske vind fra Vesterhavet på toppen af klitterne. Udsigten er bare magisk.

På hjemvejen nappede vi en pizza hos Enzo & C., som er den allerbedste restaurant langs den jyske motorvej, hvis I spørger mig.

Jeg véd ikke, om det er den friske luft, duften af Vesterhavet salte havstrømme eller om det er de store vidder, der gør, at folk virker så tilstedeværende i Vestjylland. Sandheden er i hvert fald, at når man bevæger sig rundt landskabet derovre – klitterne, havet, sandet, luften – kan man ikke andet end at være tilstedeværende. Nærværende. Det kræver én, så man er nærmest tvunget til at se op fra telefonen. Jeg kunne i hvert fald ikke nægte min opmærksomhed. Og jeg tror, at det er præcis den følelse, vi tager med os hjem. Følelsen af at vi har været 100% tilstede i hvert øjeblik de 24 timer, vi var afsted.

Så afslutningsvis vil jeg anbefale, at man tager en tur til Vesterhavet.