Fyldte chokolader med karamel - "Ruby chewy caramel crunch"

4 influencere, som ingen bør følge

annemette_voss_dawn_x_dare

Fra sengekanten, mellem dyner og vasketøj (when does it ever stop?) her på en lørdag eftermiddag, så lad mig give dig et tip. Stop med at følge dem, der ikke giver dig god energi. Jeg skriver det, fordi jeg selv kender det. Og jeg kender mange veninder og venner, der jævnligt udtrykker det samme for mig – at de bruger energi på at følge influencers på blogs og instagram, der reelt ikke giver dem noget godt.

Det fik mig til at tænke.

Jeg har selv oplevet et mindre frafald af følgere her i årets begyndelse. Jeg tjekkede med et par af mine kollegaer, og umiddelbart ser det ud til, at historien er pretty much det samme over hele linjen. At følgere falder fra for tiden. Men for ikke at træde ved siden af eller fornærme nogen, så lader jeg den lige blive på egen banehalvdel i denne omgang.

Så er spørgsmålet, om man (læs: jeg) bør blive frustreret over det? Nej vel? Folk er heldigvis i deres gode ret til at bruge deres energi på det, der nu engang fungerer for dem. Og jeg selv har også ryddet op i min bunke af folk, som jeg følger, for at sortere fårene fra bukkene og udelukkende følge personer og profiler, som jeg finder interessante, inspirerende eller som jeg har et personligt forhold til. I véd, familie, venner og bekendte.

Jeg synes, at den verden, der udleves på sociale medier er lidt ensom og kynisk. Den er også følsom, inkluderende og relevant, bevares, ellers gjorde jeg det ikke – altså det jeg gør. Men der er en meget ærgerlig bagside af medaljen, føler jeg. Den her ligegyldighed, vil jeg måske mest af alt kalde det.

Ligegyldigheden i at følge folk, som reelt ikke giver én noget. Ligegyldigheden i at bruge minutter, måske timer, hver dag på at følge med i andres liv, bare for at få et lille reality-fix. En guilty pleasure. En verden man kan træde ind i for at fjerne sig fra ens egen virkelighed. Hermed ikke sagt at den åbenhed og inklusion, der florerer på sociale medier er ligegyldig. Slet ikke. Jeg synes ikke, at nogen som helst form for kommunikation er ligegyldig. Nej, det er mere den manglende kritiske stillingstagen jeg begynder at finde underlig ligegyldig. Uansvarlig, måske nærmere. Jeg synes ikke, at jeg selv har været specielt god til at tage ansvar for og stilling til de profiler og det indhold, som jeg selv har valgt til, og som derved fylder i mit feed, når jeg scroller ned…

Jeg vil gerne blive bedre til at sortere skidt fra kanel. At bruge min energi på det rigtige. Jeg kommer ikke til at vælge sociale medier fra, da jeg synes det er nogle fede platforme, der findes. Jeg vil ikke insta-detoxe og alt det dér. Jeg vil bare være mere bevidst. Jeg vil bruge krudtet hensigtsmæssigt. Så min opfordring til mig selv – og vel sagtens også til dig – er at sortere de influencertyper fra, der simpelthen ikke gør noget godt for mig.

4 influencere, som ingen bør følge:

  1. Influenceren, der giver dig mindreværd. Du véd, sådan en type, der lever lige det liv, du drømmer om, eller har den helt perfekte flade (solbrune) mave eller hvad det nu kan være… Hvorfor egentlig følge med i andres liv, hvis det eneste du får ud af det er at få ondt i maven over, at dit liv ikke er ligesådan. Jeg skal være den første til at tilstå, at jeg bestemt har fulgt mange influencere, der gav mig mindreværd. Og hvad har formålet været, udeover det åbenlyse selvpineri, jeg udsatte mig selv for. Tænk over det – hvis du får det skidt af at følge en profil, så lad være…
    Man skal give plads til, at man kan have det godt med sig selv. Og først når man virkelig har det fedt over, hvem man selv er, så bliver det nemmere at rumme alle de andre og deres fantastiske liv og glansbilleder.
  2. Influenceren, der er din guilty pleasure. (Har vi ikke alle haft sådan én?) Altså én man følger bare for at kunne ‘grine’ eller ‘måbe’ over vedkommende… Jeg skal naturligvis ikke vurdere, om man skal følge sådan en type. Følg hvem du vil 😉 Men jeg kan da fortælle, at jeg selv har stoppet med at følge dem, jeg måbede over, og jeg bliver bare mere og mere positiv, når jeg i dag scroller igennem mit feed, fordi det primært indeholder gode vibes… og ikke noget af den dér halvdårlige karma. Fordi egentlig er det jo ikke en positiv side af én selv man fremkalder, når man bare sidder og måber eller griner lidt på andres bekostning.
  3. Influenceren, du misunder. Den minder lidt om øverste punkt, og så alligevel ikke. Hvis der er folk du misunder, jamen, så skal du nok kigge lidt indad og droppe misundelsen…ville den kloge sige. Men sandheden er den, at så nemt er det ikke. Man kan jo også bare vælge at fjerne sig selv fra det, der tricker misundelsen. Fordi vi alle ved, at misundelse er en træls følelse.
  4. Influenceren, der gør dig i tvivl om, hvad du selv mener… Altså de typer, som du måske finder inspirerende, men som lever livet radikalt anderledes end dig selv på områder, hvor du måske i virkeligheden har brug for at styrke dig selv, og den måde du gør tingene på. Giver det mening? Et godt eksempel er faktisk dengang jeg selv var gravid. Der måtte jeg stoppe med at følge diverse baby-/mommyinfluencers og børnemagasiner på instagram, fordi jeg hele tiden blev i tvivl om, hvorvidt min måde at tænke, føle og gøre tingene på var i orden. Selvom jeg synes det var fornuftige profiler… Men jeg måtte for en kort periode lige fjerne det indhold, så jeg kunne hvile i min egen oplevelse og skabe min egen virkelighed. Da Luca var blevet født havde jeg mere tjek på følelserne igen, og jeg begyndte at følge nogle af dem på ny.

Så hvis du sorterer mig fra, fordi jeg repræsenterer én af ovenstående for dig, så må det være sådan, selvom jeg da ikke håber det. Nautrligvis håber jeg da på, at jeg er én af dem, du føler, rent faktisk har noget på hjerte og inspirerer dig… men jeg står som sagt selv på mål for, hvad jeg siger.

Influencerbranchen er helt klart kommet for at blive. Og alle nuancer af samme skal der være plads til. Men personligt har jeg måtte se lidt indad for bedre at fornemme, hvad jeg skal fylde min hverdag med. Hvem jeg skal fylde den med. For sandheden i min verden er, at jeg ikke kan skille det ad, så jeg må være bedre til at vælge helt bevidst fra og til. Jeg lader mig nemlig påvirke af negative vibes og dårlig karma. Og jeg lader mig påvirke, hvis jeg mærker misundelse eller mindreværd. Jeg er slet ikke så hård, som jeg godt gad være. Jeg må derfor bevidst fjerne negative impulser fra mit feed, for at skabe en bedre og sundere færden på SoMe for mit eget vedkommende.

Vi lader sgu da heller ikke vores børn, ved vores fulde fem, følge hvem som helst, vel? Vi råder jo også dem til at være kritiske, og ikke fylde deres hjerner med en masse ligegyldigt lort. Vi drømmer da om, at de vokser op og bliver fornuftige, kritisk tænkende verdensborgere, og forsøger derfor at få dem til at tage stilling. Gør vi ikke?

Det er lidt ligesom i gamle dage, da man stod i skolegården. Skolegården var fyldt med både venner, fjender, dem man så op til, dem man så ned på, dem man misundte og dem man gerne ville være… Forskellen er bare, at den dengang observerede man på afstand… i dag lukker man de her mennesker og profiler helt ind i ens eget digitale rum – ind på telefonen, med på toilettet eller til middagen, eller åbner op for dem som noget af det sidste, man kigger på, inden man skal sove. Jeg tror ikke, at det er en helt fornuftig udvikling. Jeg tror, at man skal blive mere opmærksom på, hvad man lukker ind i sit digitale liv.

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

9 kommentarer

  • Anna

    Hej og tak for dig, dit blog, din IG osv.
    Jeg tror det med at følgere falder fra er til dels fordi mange har købt app som gør automatisk, dvs hvis ikke de har liked eller kigget på ens profil så fjerner de vedkommende, holder op m at følge (hvis det giver mening).
    Tak igen for din ærlighed. Kender dig slet ikke men har det sådan at du er som vi ser og hører dig, take it or leave it. Love it 🙏
    Kh Anna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Spændende indlæg.
    Følger og læser om folk der inspirerer mig.
    Det være om håndarbejde, mad/kager.

    Dig f.eks.

    Og så ser jeg lige din smukke sweater.

    Du havde den på i morgen tv idag også.

    Må jeg spørge hvor du har ” fundet” den?

    God dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du slipper ikke foreløbig. Jeg synes netop bloggen er inspirerende fordi vi ikke altid er enige, og fordi jeg synes du bidrager med mange gode vinkler på aktuelle emner. Når man har en datter på 17, så er dine lejlighedsvise stories om cremer og livet med små børn jo snart ens liv, når der kommer børnebørn mv

    Dine bagetips har snart lokket mig nok på nysgerrigheden til, at jeg laver mit livs første kage til en af de weekender hvor ungerne kigger forbi.

    Dét har de ikke oplevet før, og de ville aldrig gætte jeg kan, for man kan jo hvad man vil, ikke sandt? 😇

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Nu bliver jeg altså nysgerrig – hvorfor kan man ikke observere influencere på afstand, som i skolegården? Jeg synes, det er et utroligt spændende indlæg, for jeg har aldrig tænkt på, at de kan blive lukket ind. Jeg er selv utrolig følsom overfor negativitet, men faktisk kun i virkeligheden. Begynder jeg at læse noget, som jeg synes er negativt, så finder jeg noget andet. For det gider jeg slet ikke bruge tid på. Jeg ser heller ikke Nyhederne, fordi det er så negativt og trist. Jamen, hvordan kan du så følge med i verden? Bliver jeg spurgt. Jeg vælger til og fra på nyhedssiderne.
    Det bliver spændende at følge mine børns færdig med influencere. Tak for dit indlæg, nu har jeg fået en større viden med mig og set det med andre briller. God dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Jeg tror simpelthen, at jeg er langt bagefter på de sociale medier 😱. Har ingen IG, har aldrig prøvet det er snapchat eller Twitter. FB bruger jeg til at sælge ting og lige følge lidt med i vennernes liv. Og så læser jeg af og til et par blogs. Men jeg følger ingen 🤔. Ja, det vidste jeg slet ikke at man kunne 🙈.
    Jeg er 42, men føler mig lige nu som 72 😂😂😂.
    Nå, men så lærte jeg da også lige noget i dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Interessant indlæg. Og gode refleksioner. Det sjove er, at jeg i den sidste mdr. er begyndt at unfollow influencers, der ikke følger markedsføringsreglerne (efter min tolkning). Det er klart en udløber af den debat, der var i alverdens medier, om netop det emne. Glæder mig til at læse follow-up indlægget, hvor du skriver, hvem du følger 😊 Kh Hanne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Jeg er totalt enig! Dels fordi jeg arbejder med kost og livsstil og kan se, hvordan glansbillederne kan have negativ indflydelse på vores eget syn på os selv. Og dels fordi jeg jævnligt selv laver øvelsen. Fx har jeg lige valgt at stoppe med at følge en, ret populær, i dag fordi jeg kan mærke, at jeg ofte bliver lidt irriteret. Og måske har lyst til at kommentere på noget, hvor jeg kan mærke at jeg slet ikke skal bruge krudt på at involvere mig. Så dårligt indflydelse på selvværd, ligegyldighed eller irritation er oftest det, der får mig til at sige farvel og tak – og måske en dag på gensyn – til profiler. Og nåå ja så også dem, som simpelthen poster så mange stories at jeg ikke ved hvilke jeg vil se, men bare at jeg bliver træt af at se ALLE 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fyldte chokolader med karamel - "Ruby chewy caramel crunch"