Hvis nogen skulle være interesseret i sandheden?

Er jeg blevet fyret? Sjovt nok, det anede jeg slet ikke selv… Ja, man skal høre meget før ørerne falder af!

I går og i dag har jeg haft mange journalister i røret. Fra diverse dagspresse, og med forskelligt outcome – skal jeg ellers hilse at sige. Historien er jo den samme, – fordi det er sandheden – men man kan jo vinkle den, som man vil, og noget af det jeg har læst om mig selv, får mig til at give svar på tiltale og nu fortælle jer sandheden. Som den er. Uden clickbate og misvisende overskrifter.

Fordi, når jeg læser en overskrift der hedder “DR-kendis ærgerlig over fyreseddel”, så kunne man jo tro, at der var tale om en person, der arbejder på DR. Ikke? Men næh nej, det handler om mig, der i øvrigt har været på TV2 de sidste to år. Og, man kunne måske også fristes til at tro, at jeg har fået en fyreseddel…altså at jeg er blevet fyret fra mit job som vært på Sådanmark? Kunne man ikke? – men næh, det er altså heller ikke heeeelt sådan det hænger sammen.

Aldrig mere Sådanmark

D 23. December 2016 fik jeg en fantastisk nyhed…lige i tide til at give mig en magisk jul. Jeg havde klaret castingen på rollen som tv-vært til UG og plus, og fik derfor tilbudt jobbet med start i januar 2017. Wauw. Det var vildt.

Det er nu lidt over to år siden, at jeg fik den besked i røret – en besked, der ændrede mit syn på, hvad jeg kan og vil, og hvordan jeg egentlig oplever det at lave tv.

Indtil da var den primære erfaring jeg havde med tv som formidlingsplatform min deltagelse i Den store bagedyst. Men dengang var jeg deltager, ikke vært, og jeg var under et enormt følelsesmæssigt pres og uforglemmeligt stress i hele perioden. Det var sjovt at medvirke i Bagedysten, men det havde også skræmt mig lidt, hvad det betød at blive forholdsvis landskendt overnight, og hvordan det føltes at have 3-4-5 kameraer i nakken konstant. Bagedysten var en dør, der åbnede sig for mig, men også en heftig oplevelse, som var svær at komme igennem og ovenpå.

Så da jeg takkede ja til jobbet som vært på Sådanmark, var det med stor glæde men også spænding og urolig forventning. Jeg var virkelig nervøs for, om jeg mon var god nok til jobbet. Jeg var nervøs for, om jeg ville opleve samme stress og følelsesmæssige pres som dengang i bagedysten. Jeg følte mig virkelig ikke sikker på, at seerne på Sådanmark ville tage godt i mod mig i denne nye rolle. Jeg var bange for, at de ville tænke “Hvad laver sådan en dum bagedulle dér som vært på et magasinprogram på min tv-skærm?”, “Kan hun da ikke finde på noget andet at lave?”, “Kan hun ikke bare bage nogle kager?” – det var der sikkert også nogle stykker, der tænkte, men heldigvis har det vist sig, at jeg næsten udelukkende har mødt opbakning og tiltro fra seerne. Og fra mine læsere. Så tak.

Men med is i maven lavede jeg de første par programmer. Når jeg ser nogle af dem får jeg nærmest helt ondt i maven igen, og jeg kan godt selv se, at jeg er blevet meget bedre over tid. Jeg var SÅ nervøs dengang, det kan jeg ligeså godt indrømme, men med tiden så gik det bedre og bedre. Ja, efter nogle måneder blev der endda overskud til at kunne joke, improvisere og selv tage ansvar for programmet, når teknikken eller lign. drillede. Fordi når man laver den slags programmer, der optages som “live on tape” (dvs. man laver det som var det live, men sender det senere), så er der ikke plads til at lave tingene om. Så jeg har virkelig lært at tænke hurtigt, holde samtalen kørende og træffe uventede og hurtige beslutninger. Det har været så sjovt.

I hele perioden har Henriette Honoré været vært på samme program. Således har vi varetaget halvdelen af udsendelserne hver i sær, og jeg har virkelig kunne drage nytte af at “se hende lidt over skulderen” og aflure nogle gode metoder, særligt i starten indtil jeg fandt min egen stil og metode. Derudover har jeg været så utroligt heldig at være i hænderne på nogle af de bedste folk i branchen, ikke mindst vores redaktør Pernille, der har lært mig utrolig meget. Hvor har det bare været helt enormt fedt at blive kastet ud i sådan en udfordring med opbakning og hjælp fra uventede kanter. Jeg er taknemmelig helt ind til benet over at folkene fra STV troede på mig og tog mig under deres vinge.

Jeg er simpelthen så stolt over at kunne sige, at jeg har været vært på Sådanmark. Det er jeg ikke længere fra midten af Januar, altså vært, fordi programmet slutter. Det lukker ned – aldrig mere Sådanmark. Og det er bare så ærgerligt, men jeg har jo vidst det længe, at programmet ville stoppe. Heldigvis er vi, som har produceret programmet, forsikret om, at vi har leveret til fuld tilfredstillelse, og det er jeg bare så utroligt glad for.

Det vil sige, her på falderebet, at jeg altså ikke er blevet fyret fra Sådanmark. Sådanmark er blevet “lagt ned”, og det er jo slemt nok i sig selv og ærgrer mig gevaldigt, men det gør mig simpelthen så ked af det, hvis nogen skule få den idé, at jeg ikke gjorde mit job ordentligt. For det gjorde jeg. Hvis programmet fortsatte, så havde jeg altså stadig jobbet. Ja, sorry, men det havde jeg simpelthen lige brug for at få på det rene. TAK.

4 reaktioner

  1. Kære Annemette

    For det første tusind tak for din oprigtighed. Det giver meget mere mening end de spekulationer man kunne få, hvis journalister laver clickbait på det. 🙂

    Jeg er nu ked af, hvis nogen kunne få den tro, at du ikke gjorde dit job ordentligt, for man skal bare se et enkelt program for at se det indlysende talent, som både du og Henriette har for at lave programmet. Jeg havde faktisk ‘glemt’ Henriette indtil jeg så hende på SåDanmark, netop fordi hun var højtprofileret i gamle dage – og nu lyder jeg gammel 😉 – men åbenbart holdt en pause.

    Men sagt ligeud: I er begge geniale, og f*ck janteloven, hvis nogen skulle tænke, at bare fordi man har været med i bagedysten, så skulle man være låst fast til det. Som at sige, at Trine Dyrholm kun kunne synge Grand Prix eller spille roller som den hun spillede i den populære serie Taxa.

    Nej tak, lad os ikke fastlåse hinanden i kunstige rammer, men give hinanden frihed til at udfolde os præcis som vi lyster.

    Enhver tv-station ville være yderst heldig for at få dig, når SåDanmark udfases, og jeg kan se flere roller, hvor jeg tænker du ville være selvskrevet. Go’ Morgen Danmark var en af dem, og ligeså Go’ Aften Danmark. Det må eksperterne finde ud af, men herfra skal der ikke være nogen tvivl. Du har SÅ meget at byde på, så rank ryggen, og lad haters om at have deres egne teorier. Dem kan man ikke omvende anyway.

    Godt nytår til jer – og tak for du er så åben her på bloggen. Det er meget værdsat. 🙂

  2. Der venter noget mindst lige så godt, om det næste hjørne 🍀
    Sender dig et kæmpe kram 🤗🤗😘😘❤
    Kh Charlotte

  3. Den slags kan jo ske for hvem som helst – ærgeligt nogle forsøger at spinde guld på en historie, der er en helt anden (:
    Godt at du med ro i sindet kan sige, du har dit på det tørre.
    Godt nytår.
    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN