Begynd at træne. Stress mindre. Se mere (gratis) tv

Det er på tide, at jeg tager mine voksenbriller på…

Det kommer til at handle om mig…mig, mig, mig…men med et inderligt håb om, at det kan bruges af dig. Ønsket med at skrive de her ret åbenhjertige og personlige, nogle vil mene private, indlæg, er, at jeg skaber en form for identifikation eller genklang hos mine læsere, – altså hos dig. Så hvis ordene slet ikke rør dig, eller slet ikke kan bruges til noget, så tilgiv mig, at jeg antager det har relevans. For mig er det altid væsentligt at læse om andres udvikling og syn på livet – det er med til at gøre mig klogere og reflektere over tilværelsen, og det er måske netop derfor jeg blogger, – altså ønsket om at “nå ind” til folk. Om at dele. Dét, og så for at tjene penge naturligvis, men det er vist ingen hemmelighed.

Hos psykologen

I dag, her til morgen, besøgte jeg min psykolog. Ganske kort kan jeg blot nævne, at jeg startede et forløb op hos hende i august, da jeg har været ramt af nogle ret lede, og altomsluttende angstanfald her i 2018 – det startede tidligt på året og tog til indtil i styrke, vi nåede sommeren, hvor jeg var ved at falde helt fra hinanden. Derfor tog jeg fat i hende for at få behandling – og hold da op, hvor det virker.

LÆS OGSÅ: Dag 0 (mere info om angstanfaldene og baggrunden herfor)

Vi har snakket om MANGE forskellige emner. Der er flere udslagsgivende faktorer, der udløser min angst (som jeg faktisk er ved at være fri for…havde jeg lige lyst til at nævne). Men ét af de emner, der har været med til at give mig angst, er min rolle i det offentlige billede. Eller måske min forventning til mig selv. Min forvirring… Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men lad mig prøve.

En rutschetur i medierne

I sommeren 2013, da jeg vandt Bagedysten blev jeg kastet ind i en medieverden af blitzlys, opmærksomhed, interviews osv. Et ræs, jeg ikke havde kunne forudse, og da jeg på samme tid stod midt i en gigantisk livskrise, hvor hele min forståelse af verden, var blevet rystet i sin grundvold, så står det stadig som en utroligt kaotisk tid for mig, når jeg tænker tilbage. På daværende tidspunkt mistede jeg en del af mine venner på baggrund af min skilsmisse – fred være med det – men de blev hurtigt erstattet af nye bekendtskaber og “venner” jeg mødte på min vej ned af den røde løber.

Når jeg beskriver det sådan, så er det naturligvis fordi, at sandheden nok ikke er helt sådan. Og at jeg med tiden har lært et og andet.

Men jeg sugede opmærksomheden til mig. Jeg hungrede virkelig efter at føle mig god nok, føle mig værdsat og dygtig. Jeg havde det elendigt, så hver en lille succes eller ligegyldig opmærksomhed satte plusser ind på kontoen. Om det handlede om selvværd eller selvtillid, ja, det gik jeg så ikke særlig meget op i. Jeg sørgede for at blive set og hørt (også i Se & Hør, bevares), jeg dukkede op til det ene event efter det andet, den ene filmpremiere efter den anden. Jeg gjorde mig venskabelig med folk, jeg måske ikke engang brød mig særligt om, bare for at føle mig værdsat og som “en del af noget”. Det er egentlig en lidt sørgelig historie, men sådan er det, når nu sandheden skal frem.

Sådan nogle ligegyldige relationer varer dog ikke længe, og derfor føltes det også bare endnu værre, da sandheden ramte mig.

Der var en gang en situation, hvor jeg havde inviteret en anden “influencer” hjem hos mig. Én, jeg kendte rimelig godt, synes jeg, og én som jeg havde lyst til at kende endnu bedre. Vi hyggede os…og der blev lavet en masse instagramindhold med stories og billeder, og jeg skal komme efter jer. Jeg troede faktisk, at vi var ved at udvikle et venskab. Ja, man kan være naiv. Men det troede jeg oprigtigt, fordi jeg investerede mig selv i det – helt godtroende. Senere inviterede jeg vedkommende med til noget særligt hyggeligt, men det var ligesom ikke rigtig interesse – jeg oplevede en slags kølig luft. Ikke fordi vi ikke kunne hygge os, men tydeligvis fordi jeg havde misforstået pointen med vores lille get-together. Det handlede ikke om at udvikle et venskab. Næh, jeg opdagede, at agendaen egentlig blot havde været, at vi skulle dele følgere med hinanden. Så ja ja, det gjorde vi da også, og det er såmænd fint nok…men véd I hvad, det er jeg blevet for gammel til, – det er simpelthen for ligegyldigt til jeg gider bruge min tid på det.

Fordi følgere, – hvilken værdi har det tal egentlig. På mange måder, er følgere så ikke bare et tal? Nej nej, altså, jeg ved godt, at det er et tal, der definerer mængden af en hel masse mennesker med ægte hjerter og hjerner, men stadigvæk, – det tal er ligegyldigt, hvis man ikke har noget at byde de mennesker bag tallet. Antallet af følgere er for mig et helt tomt begreb, hvis det blot handler om kvantitet og ikke kvalitet.

Jeg kan faktisk bedre lide begrebet læsere end følgere (så tak for dig!). Jeg er faktisk også enormt glad for, at jeg har flere læsere på bloggen, end jeg har følgere på instagram. Den balance, kan jeg bedre lide. Jeg er vild med mine læsere, hvis de læser med fordi de føler noget, når de læser min blog. Jeg kan naturligvis godt lide at have følgere på min instagram, hvis vi (du og jeg) kan bidrage med noget til hinanden (jeg gør f.eks. MEGET ud af at svare alle personligt). Men tallet, det er blot et nummer, der muligvis værdisætter min pris overfor virksomheder, – tallet siger ikke noget om, hvorvidt jeg connecter med de mennesker, der gemmer sig bag cifrene.

Og jeg må bare erkende, at mediebranchen, influencerverdenen – hele det her cirkus – er fyldt med folk, der plejer deres tal. Læsertal. Følgertal. Facebookvenner. Tallet på bundlinjen i banken. I véd. Tal, der ikke rigtig siger noget om, om man er et dejligt og helt menneske.

Så egentlig skal du blot vide, dig der læser med, at jeg ikke (længere) vælger min venskaber udfra, hvem der er populære. Jeg er fuldstændigt ligeglad med at få noget til at ligne noget, det ikke er. Jeg gider det ikke. Når jeg bruger min tid på folk, skal det være fordi jeg virkelig har lyst. Fordi de er er godt selskab. Ikke for at dække et behov for at føle mig bedre, eller for at dele følgere. I’m over it.

Men tilbage til medierne…

I min tid hos psykologen har jeg virkelig fået styr på, hvor mine værdier ligger. Jeg sætter en utrolig stor ære i tillid og loyalitet. Måske mere end hvad godt er, men det er nu engang sådan det er med mig.

Jeg har blandt andet fundet ud af, at jeg overhovedet ikke er smigret af medierne. Fordi medierne er ikke tillidsvækkende. Eller loyale – jo, overfor sladder…men I véd. Blitzlys og glam siger mig ikke særlig meget, – lige ud over det faktum, at man kan se overordentligt godt ud i en glimmerkjole i det rette lys på den løber dér, og hvem kan ikke li’ det?… – but that’s it. Jeg føler ikke nogen speciel glæde ved at stå på en rød løber, – jeg står dér, fordi det er mit job. Derfor er jeg blevet meget omhyggelig med at vælge, hvilke events og lign. jeg kommer til, for at have hjertet med i de ting, jeg gør. Jeg siger nej tak til det, der føles forkert. (Du må ikke misfortå mig, – der er intet forkert i at sige ja og dukke op til alle de her glamourøse events og happenings, – det føles bare ikke altid rigtigt for mig.)

Jeg elsker at være tv-vært, ikke fordi jeg udelukkende synes det er sjovt at være på skærmen, men fordi jeg elsker mit job, hvor jeg får lov at høre folks historier. Og fordi jeg synes jeg er god til det – også god til at være “på”. Jeg elsker mit job på Go’morgen Danmark, ikke fordi jeg derved bliver et mere “kendt” ansigt, men fordi jeg virkelig synes det er sjovt at formidle gode opskrifter og teknikker ud til danskerne.

Så hele dette blogpost er bestemt ikke en flugt fra det faktum, at jeg lever et liv, hvor jeg sætter mit ansigt på skærmen eller i bladene jævnligt. Jeg er helt ok med det – men det er bare på ingen tænkelig måde dét, der driver mig, – ikke længere…det var det nok en gang, da jeg stod og manglede opmærksomheden og havde det skidt. Dengang var mediernes interesse en slags suttekuld, som jeg kunne trøste mig med. Og derfor var det måske også meget heldigt, at tingene nu engang gik, som de gjorde.

Men i dag er jeg et helt andet sted. Jeg er ikke kommet mig over de spor 2013 satte i mig, men jeg er kommet igennem den umiddelbare krise, der lå i de efterfølgende år, og jeg er efterhånden ved at kende mig selv, på ny. Jeg er ikke det samme menneske, og jeg har tilladt mig selv at få en indsigt i mig selv, som gør, at jeg kan træffe meget stærkere og mere selvstændige valg. Jeg tillader mig at synes, at jeg er god. Ikke bare god nok, men god. Og det behøver jeg virkelig ikke nogen halvfalske instagramvenskaber eller mediefolk til at fortælle mig. Deres opmærksomhed eller de få hundrede følgere man kan høste ved at hænge ud med de “rigtige” mennesker er intet værd. Intet. Tro det eller lad være, men det er hult i min optik.

Hej hej og hej med dig!

Jeg har intet ønske om at svine medieranchen til. Som i: Slet ikke! Det er i den branche, jeg lever størstedelen af mit professionelle liv, og den er fyldt med mange rigtigt gode mennesker. Min erfaring er, at langt de fleste mennesker faktisk er gode, men de er bare ikke mine venner. De er mine bekendte, og jeg har lært at skelne. På vej ned af sådan en rød løber, der møder man jo den ene person efter den anden, som man “kender”. Man hilser. Siger Hej hej og hej med dig og hvordan går det?. Men det er meget få, der egentlig kender hinanden. Så er det falsk, næh… Det er bare hvad det er, og jeg har lært, at det ikke er trygt og tillidsvækkende for mig i længden. Jeg har lært, at det er et job.

I skal såmænd nok få mig at se i bladene igen, og jeg kan også godt lide at lave radio, tv og alt det andet. Så jeg trækker mig ikke fra mediebilledet. Jeg er bare blevet SÅ meget mere bevidst omkring hvem, jeg skal bruge min energi på. Og det er mine venner og familie. Dem, der står der, stærke og urokkelige som klipper, når “the shit hits the fan”. Det er dem, jeg vil bruge mit liv og min tid på. Det er dem, jeg ringer til og dem jeg vender de sværeste ting med.

Jeg er færdig med at begå den fejl, at investere min energi forkert.

Og det er netop dén pointe jeg håber, du kan bruge til noget. For jeg tror faktisk, at vi allesammen kommer til det her fra tid til anden. At bruge tid på noget eller nogen, der på overfladen giver os noget, vi higer efter. Men vores tid er spildt, for egentlig investerer vi i det forkerte. Jeg kunne godt tænke mig ikke at være så blind. Jeg vil gerne se på verden med nye briller og blive mere ærlig overfor mig selv, så jeg er knap så sensitiv og godtroende. Jeg vil tillade mig selv at prioritere mere hårdnakket og bevidst, uden på nogen måde, naturligvis, at blive et følelsesforladt menneske. Men de briller, som jeg har haft på i mange år, der ser på verden med umiddelbar – nærmest barlig – tillid, ja, de skal af. Det er på tide, at jeg tager mine voksenbriller på.

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

12 kommentarer

  • Dejligt livsbekræftende at du siger præcis det, du tænker. Jeg er så fuldkommen enig. Antallet af følgere er ‘kun’ et tal, og noget af det bedste man kan gøre her i livet er nemlig helt bestemt at kunne løfte andre med det man skriver – både på ens blog, men sandelig også i kommentarer. Jeg bliver SÅ glad hver gang jeg ser en besked eller kommentar fra en, som skriver noget i stil med: “Tak for din kommentar. Det var lige præcis det jeg havde brug for!”
    Så ved man ligesom, at man har gjort en forskel (positivt) for mindst én person dén dag. 🙂
    God weekend.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt ærligt indlæg. Nu får jeg helt lyst til at følge dig på Instagram. Det har jeg nemlig ikke gjort….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Meget personligt og fint indlæg👌 Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på om det var det der skete mellem dig og Dittejulie?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Annemette

      Jeg har absolut ingen problemer med at stå ved, at jeg ikke har et venskab med Ditte længere. Men jeg har ikke skrevet dette blogpost om hende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene Vedel Møller

    Tusind tak for et super indlæg.Dejligt med super reflektioner over mediebranchen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    Det er SÅ stærkt skrevet sødeste du!! Du er mega god til at formulere dig, og jeg rives med i din åbenhjertighed og oprigtighed. Du er ægte i min optik, og det er desværre ofte noget, man må lede længe efter! Og så genkender jeg det med, at må sortere i venskaber & finde ud hvem og hvad det er, som virkelig fortjener ens uddelte opmærksomhed.
    Jeg håber virkelig, at se dig igen på et tidspunkt.
    Kh & stort kram
    Charlotte 🤗😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Connie

    Wauw…..bare wauw! Stor respekt herfra. Hvor er det flot at du er så ærlig. Tak for det og tak for dig. Du sætter helt sikkert en masse tanker igang hos mig og andre. Tak🙏 Glædelig jul til dig og dine❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt og dejligt ærligt af dig – modigt, når jeg tænker på at du er en offentlig person:-)
    Respekt herfra:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birthe Christensen

    Hold da magle hvor er det godt skrevet,får et helt andet syn på dig,troede at det var noget du gerne ville,godt at du nu selv vælger hvad du har lyst til.Der er alt for mange snobber herinde syntes jeg. 🤥pas på dig selv,du skal nok komme videre med din optisme. Hilsen fra en stor beundre ag dig. Glædelig jul til dig og familien🎄🤶🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise C

    Tak! Det er så fint skrevet og lige præcis din pointe som du beskriver i det sidste afsnit er noget der rammer mig, så meget at mine øjne svir grundet de tårer der er lige bag dem vil ud. Må jeg spørge hvem din psykolog er eller om du eventuelt kan anbefale en i København, jeg synes selv det er svært at finde en.. mvh og lykke til med voksenbrillerne 😊🍃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Kære Annemette
    Tak for endnu et dejligt indlæg, som sætter fokus på de rigtige værdier i livet, og det at kunne skelne.
    Jeg husker stadig din story, hvor du ikke kunne få en kop kaffe en tidlig morgen, og havde jeg haft dit nr, så havde jeg helt sikkert inviteret dig på en rigtig god kop kaffe, Shit hvor du havde fortjent sådan en og et knus😊
    Ikke fordi jeg er en starstrucker, eller skulle have nogle skumle hensigter, bare fordi du deler nogle sider om at have et ekstra gear, din sårbarhed og værdier som jeg selv vægter højt i mit liv og kan spejle mig i, og fordi jeg simpelthen bare syntes du skulle have haft den kop kaffe.
    Det må være fedt at stå på den røde løber, også alligevel ikke.
    For ja der er nok lidt koldt sommetider, og det må være svært hvis man går mere op i menneskerne bag, og ikke i et berømt følger antal.
    For ja man skal nok inden branche være indstillet på ren buisness fremfor ægte venskaber, og hvor må det være svært at navigere i.
    Man kan se på nogle hvordan de slæber sig til samtlige events, og man tænker gu ved hvordan de klarer familielivet derhjemme med mand og små børn😲
    Det har sin pris, det er sikkert og man skal “betale” før eller siden.
    Godt at du tager dig selv alvorligt, at arbejde med sig selv og inddrage en psykolog det er noget alle burde gøre.
    Tak for din åbenhed, det viser i virkeligheden du er et menneske med hjertet på rette sted, og hvis du en dag mangler en god kop kaffe, then let me know🙋‍♀️😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Begynd at træne. Stress mindre. Se mere (gratis) tv