Når voksne er værre end børn

Lad mig give jer et par eksempler på klassiske sætninger, der godt kunne være sagt fra forælder til barn. I véd, når de når den alder, hvor de begynder at forstå kommunikation mellem sig selv og andre. Det kunne have været ord sagt fra mig til mine drenge, selvom det dog ikke er taget ud af konkrete situationer i vores hverdag:

“Nej skat, du må ikke sige til ham, at han er dum, og at han er en dårlig ven, bare fordi han fik det legetøj i fødselsdagsgave, som du havde ønsket dig, men som du aldrig fik… Det er ikke fair. Kan du så sige undskyld!”

“Man må ikke lyve, lille skat. Det véd du da godt! Man skal altid fortælle sandheden. Med sandheden kommer man længst” (her snakker vi naturligvis IKKE små hvide løgne som julemandsløgnen…jævnfør mit tidligere blogpost 🙂 )

“Nej, det er faktisk ikke okay kun at invitere 20 ud af 22 fra klassen til fødselsdagsfest. Man holder ikke nogen udenfor. Det gør man ikke, fordi det vil gøre dem kede af det. Det kan du da nok forstå, ikke?”

…og så videre… I véd godt, alle de der ord og sætninger, man smider i hovedet på sine børn, for at lære dem om, hvordan man behandler andre mennesker. Ord og sætninger, som man håber på vil indprinte sig, så børnene kan blive gode voksne, der reflekterer over deres medmenneskers følelser og reaktioner… ord der skulle lære dem at udvise både sympati og empati for andre.

Men så har jeg bare lige én lille ting, jeg gerne vil sige. Kraftigt inspireret af Michael Jacksons “Man in the mirror”… Hvad med, at vi voksne lige startede med os selv?

Jeg har været vidne til voksne, der er langt værre end børn. Voksne, der blander det ene sammen med det andet. Voksne, der behandler hinanden uden respekt og omtanke, og som ekskluderer, mobber og fortier sandheder – i en ond sags tjeneste. Det er svært at være vidne til. Det er svært at stå i midten af. Det er som en skolegård, bare værre.

Jeg tænker, at alle voksne oplever dette fra tid til anden, og at vi (voksne) selv “falder i” fra tid til anden. Det er måske også ok, da vi jo bare er mennesker, der reagerer på følelser og vi er ikke fejlfrie. På mange måder lærer man jo af sine fejl – jeg véd i hvert fald, at jeg gør.

Men alligevel…

Voksne mennesker (ja også dig, der læser med), vær nu voksne, ik? Bør man ikke i det mindste forsøge at opføre sig på den måde, som man opdrager sine børn til? Selvom det kan være svært?!

Ind i mellem, ja sorry, men så burde vi voksne se os selv i spejlet med MJs ørehænger på repeat og sige de samme sætninger til os selv… Måske starte med denne: “Nej, sådan kan du ikke tillade dig at gøre. Du skal opføre dig ordentligt, skal du. Være en god ven. Forsøg at undgå at være nogen fjende. Faktisk bare opfør dig som du ønsker andre skal opføre sig overfor dig.”

Nu bliver det lidt religiøst, men som Jesus siger i Lukasevangeliet: Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.

Noget, har kan da fat i, ham dér Jesus. Eller hvad?

Så ja, det var lige en kærlig reminder – til både du og jeg. Hvis jeg kan få dig (og mig selv) til at tænke lige en ekstra gang, inden vi begår den fejl at opføre os unfair overfor vore medmennesker, så er min mission med dette blogpost udført.

Lad os altid stræbe efter at være den bedste version af os selv.