Bogreception for "Piece of cake" - endelig!

Den værste følelse jeg har haft som Mor

Det er simpelthen virkelig svært at skrive om, det her. Fordi jeg har vist aldrig stødt på nogen, der har det på samme måde – eller i hvert fald har de ikke fortalt mig om det. Jeg bliver også bange for, om I synes det er latterligt. Men det véd jeg jo, at det ikke er, så det skal jeg bare holde fast i. Det er ikke latterligt. Det er det ikke, fortæller jeg mig selv. Det er sgu ægte, og følelsen er god nok.

Om jeg finder identifikation gennem jer – mine læsere – ved at skrive det her, eller om jeg ender med at føle mig endnu mere alene…tja, who knows? Uanset, så er det ikke noget jeg skammer mig over, eller noget jeg er bange for at dele. Det er bare en vanvittig svær følelse at bære på.

“Jeg føler, at Luca (ofte) elsker sin far højere end mig.”

Nu er det sagt.

Eller skrevet. Puha, det er ret svært at se det stå der. I ord. Det giver mig tårer i øjnene at skrive det, fordi det er sandt. Altså ikke at Luca rent faktisk elsker den ene mere end den anden, – men at det er sådan, jeg reelt føler.

Sandheden er helt sikkert, at Luca elsker os begge. Lige meget. Men sandheden er også, at det viser han ikke. Ikke for tiden. Okay – ind i mellem gør han, men fandeme ikke når hans far er i nærheden. Nej, så er jeg som luft for ham. Far mig her, Far mig der, Far mig alle vegne. Jeg bliver vildt jaloux på Micky, kan jeg mærke – altså uden den irritation, der kan følge med jalousi. Jeg synes bare at det er snyd, – at det er synd for mig. (Ja, jeg har ondt af mig selv. Med god grund, skulle jeg mene).

Da vi kom hjem efter 5 dages bryllupsrejse, hvor Luca havde været passet hos sin bedstemor, gik han direkte forbi mig i døren. Og dér sad jeg ellers på hug med udstrakte arme for at give ham et kys og et kram. Det eneste han ville var at finde sin far. “Hvor’ min faaaaar henne?” Det spørger han om uafbrudt. Jeg fik ikke et kys af ham. Han ville op til sin far. Ikke til mig.

Han slår ofte ud efter mig, og siger ord som “Mor er dum”, “Gå væk mor”, “Vil have min far”…

Selv Micky har de seneste dage brugt ordene “jamen, jeg véd, at han altså også elsker dig, skat” op til flere gange. Fordi vi begge to jo oplever en søn, der simpelthen fortrækker sin far. Konstant. Jeg kan mærke på Micky, at han simpelthen også har lidt dårlig samvittighed over det, hvilket han jo ikke skal have, men han synes heller ikke, det er rart. Fordi det er slemt. Meget.

Og nu tænker I helt sikkert, at den slags går over. Det er bare en periode, og lige om lidt vender det, og så vil Luca hellere sin mor. Men det har jeg prøvet før. Jeg er jo mor til tre drenge, så har har været der, hvor børnene har en favoritforælder i en lille periode. Men med Luca så har det været sådan siden han kunne kravle, og nu har det taget til – helt vildt. For tiden gælder det alt. Jeg må ikke kysse ham. Men det må far. Jeg må ikke putte ham. Det må far. Jeg må ikke lave aftensmad til ham…men det må… I forstår, tænker jeg! Jeg må intet. “Luca er sur på Mor”. Ja, det siger han.

Den eneste grund til, at jeg tør dele det her, er, at jeg véd, at barnet ingen grund har til at være sur på mig. Jeg er tilstede i hans hverdag. Jeg tager mig tid til ham, og vi nyder hinandens selskab rigtig meget – når Micky ikke er i nærheden. Vi hygger os virkelig godt, og han elsker mig og udtrykker det også med kram og kys, når vi er alene. Men det er virkelig svært at blive afvist, som jeg bliver, det øjeblik Micky træder ind i lokalet.

Bare lige for at give jer et billede af, hvor streng han kan være overfor mig, så tog han f.eks. en pude i sengen den anden morgen og masede den ned over ansigtet på mig – mens han grinte. Og så tænker I sikkert – Annemette, slap af, han er kun 2,5 år gammel, han ved jo ikke hvad han laver. Nej, det ved han helt sikkert ikke. Det ved jeg godt. Han forstår ikke hvilke signaler han sender til mig, eller i hvert fald ikke graden af smerte det påfører mig når han gang på gang ignorerer mig eller siger at Mor er dum etc. Men for helvede hvor er det her svært.

Det er den sværeste følelse jeg nogensinde har haft som Mor. En afmagt overfor opgaven. Hvordan løser man det her?

I skal vide, at jeg er en god mor. Det ved jeg, og det tør jeg godt stå ved. Det vil jeg blot skrive inden jeg modtager top-nederen kommentarer om, at jeg ikke har været nærværende nok eller andet dumt, man kunne fristes til at skrive. Jeg er nærværende. Jeg går på legeplads. Og synger godnatsange. Jeg vil ham gerne. Jeg er der. Jeg har ikke behandlet ham anderledes end mine to andre drenge, og jeg elsker ham som en Mor elsker sit barn. Han er mit et og alt, – ligesom de to andre.

Men hvem ved. Måske kan han bare mærke, at han er Mickys eneste barn. Selvom Micky altid tager sig tid til de to ældste og elsker dem, så er Micky jo kun biologisk far til Luca. Måske kan Luca fornemme, at det er hos Micky han skal finde overskud? At det er hos Micky, at han er øjestenen. Jeg ved det ikke. Måske kan han ikke fornemme noget som helst. Måske elsker han bare sin far mere. Det kan sgu da ikke passe. Vel?

En ting er sikkert, – det her er bare ikke småting. Jeg er simpelthen SÅ ked af det, at jeg flere gange dagligt synker en stor klump i halsen for ikke at knække sammen på midten, når først han begynder. Micky står lidt på sidelinjen og ved jo heller ikke, hvad han skal gøre, når ungen stikker i et hyl og udelukkende vil have sin far. Det har stået på i lang tid nu, og den sidste måneds tid er det blevet endnu værre.

Hvad gør man?

Jeg er modtagelig for gode råd.

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

34 kommentarer

  • Monica

    Jeg sender virtuelle kram din vej. For selvfølgelig er det en hård følelse!
    Vi kender den herhjemme. Min datter på 4 år har verdens mest nærværende far! Det har han altid været! Vi delte barsel 50/50 og har været så tæt som overhovedet muligt lige meget på banen, og alligevel har vores datter – i flere år været så strid ved sin far. “Jeg elsker ikke min far” , “jeg gider ikke ham der” , og konstante afvisninger! Vi aner ikke hvad det har bundet i, og det har været hårdt! Den eneste trøst jeg har, er at det de sidste 3-4 måneder er blevet markant bedre! Hun foretrækker stadig mor, men er ikke strid ved far.
    Jeg tror på det vender for jer også! Det meste med børn er perioder! – også selvom nogen perioder er utrolig lange…
    Varme tanker sendes din vej ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ulla

    Når far er den bedste
    Giver du plads, kan dit barn knytte sig til både mor og far.
    Onsdag d. 8. september 2010 – af Mathilde Rude Foto: Colourbox
    Del artiklen

    At få et barn er et fælles projekt. Alligevel slæber mange kvinder rundt på en traditionel opfattelse af moderrollen, som den der er bedst til at pusle om og trøste børnene. En rolle, som kan være svær at leve op til. Især med den nye generation af mænd, der ser det som en selvfølge, at de skal tage del i deres børns liv på lige fod med kvinden.

    “Med nutidens fædres store interesse i deres børn, er farsyge blevet mere udbredt,” siger psykolog Charlotte Clemmensen, der forklarer, at når barnet knytter sig til sin far, er det nogle gange i så høj grad, at den nok så almindelige morsyge bliver vendt til farsyge.

    Selv om den travle udearbejdende mor burde klappe i hænderne af glæde, når far og barn er tætte, så kan det godt være svært at stå på sidelinjen. Nogle bliver endda jaloux på faren, eller kommer til at bebrejde deres barn, at det er sådan, og så er der ikke langt til, at farsyge bliver tabu.

    “Kvinder har traditionelt haft et stort behov for at føle sig synligt elsket. Hvis det ikke er tydeligt, at de er vigtige for deres børn, bliver de ofte bekymrede over, hvad andre tænker. Når det så er sagt, kan det være svært i det hele taget ikke at tage det personligt og tænke, at man ikke er god nok, når nogen fravælger en. Også selv om det er ens barn, som man godt ved elsker en,” siger Charlotte Clemmensen.

    FARSYGE ER EN FRIGØRELSESPROCES
    Farsyge er på trods af navnet faktisk en sund og naturlig proces, hvor barnet forsøger at løsrive sig fra sin mor og knytte sig til begge forældre.

    “Fra starten er der en ulighed mellem mor og far, men hvis manden er aktiv fra barnet er nyfødt, kan man udligne uligheden, så barnet bliver lige tryg ved begge forældre,” forklarer Charlotte Clemmensen.

    Ifølge hende, så er mange børn lidt bange for forandringer og nye oplevelser, og når de er usikre, søger de den forælder, de føler sig mest tryg ved for at få forklaret og anerkendt den situation, de er i. Oftest er barnet tættest knyttet til moren, for det er hende, der har båret det gennem hele graviditeten, og ammer hun barnet, er det fuldstændigt afhængigt af hende.

    Men det kan som sagt også være faren. Og det bliver det oftere og oftere.

    SAVNER SIN FAR
    Farsyge opstår både i familier, hvor mor og far er sammen, og hvor de ikke er. Hvis forældrene er skilt, kan farsyge også skyldes savn, og at barnet kan have svært ved at omstille sig til skift mellem to boliger. Gift eller skilt, så skal du som mor til en lille farsyg forholde sig til, at det ikke er hende, men far barnet foretrækker.

    Vælger ens barn primært sin far, råder Charlotte Clemmensen til, at man øver sig i at sætte pris på det og ikke føle det som et nederlag. Barnet kasserer ikke sin mor, men er derimod i gang med at lære, at det kan knytte sig til andre end mor. Barnets forsøg på at løsrive sig kan ske på meget forskellige tidspunkter i dets liv. Oftest er det morsyg som helt lille og farsyg, når det bliver ældre.

    Barnets køn spiller også en rolle for, om det i perioder søger mor eller far, fordi piger og drenge identificerer sig med deres eget køn.

    ANERKEND DIT BARNS FØLELSER
    Det er en god ide, at man anerkender sit barns følelser og ikke afviser det, mener Charlotte Clemmensen. Det får barnet til at føle sig god nok med de følelser, det har. Derfor skal man blive ved med at tilbyde sig og vise barnet, at man er der, for barnet elsker sine forældre lige højt, også selv om det i perioder viser det på forskellig måde.

    “Pas på ikke at tvinge barnet til dig, for så forlænger du bare den ensidige tilknytning til dig, ligesom barnet kan blive i tvivl om, hvorvidt det er “tilladt” at være lige knyttet til begge forældre,” siger Charlotte Clemmensen.

    Det kan være hårdt for en mor at skulle acceptere, at hun ikke længere er den vigtigste, som da barnet var spædt, og det kan være svært ikke at blive jaloux på sin partner, når han får al opmærksomheden, og man selv bliver ignoreret. Ifølge Charlotte Clemmensen skal man passe på ikke at lade sin fortvivlelse over at ens
    barn foretrækker sin far gå ud over forholdet.

    “Fortæl hinanden om, hvilke følelser der er i spil, også når du er ked af det, så I kan hjælpe hinanden. Eksempelvis kan far være med til at fortælle barnet, at mor putter i aften, så barnet oplever, at mor og far er enige,” siger Charlotte Clemmensen og tilføjer:

    “Det er en god ide, at lave nogle retningslinjer for, hvad man gerne vil. Og ikke mindst tale om sine følelser med andre. Det være sig veninder, mødregruppen eller pædagogerne i institutionen. Så vil de fleste opdage, at farsyge er noget, alle oplever på et eller andet tidspunkt. Det undrer mig, at far- eller morsyge i det hele taget bliver kaldt en syge, for det signalerer, at det er noget unaturligt. Det burde hedde “glæde ved en forælder”, for det er jo det, det er,” understreger psykologen.

    Læs mere:
    Sådan kan du tackle mor- eller farsyge

    Læs mere om:
    Scroll ned til næste artikel

    BABY
    Giv baby den bedste start
    Bobler, lys, klokker, fiberoptisk lys, musikalsk underholdning, babytegnsprog, massage og fantastiske lysbolde. Det er bare nogle af de ting, der indgår i det engelske babyprogram Baby Sensory.
    Onsdag d. 17. februar 2010 – af Redaktionen
    Del artiklen

    Baby Sensory står for en holistisk tilgang til indlæring og udvikling – fra fødslen til baby er 13 måneder. De mange aktiviteter, som baby prøver i forløbet, er designet til at stimulere sanser, udvikle koordination, bevidsthed om verden, en kærlighed til musik og den koncentration, der er så nødvendig for den videre udvikling.

    Den fantasifulde udnyttelse af musik, lys og materialer sammen med baby-tegnsprog, knytte-bånd-aktiviteter, sange, lege, massage, motion og dans giver en grundlæggende basis, som fremtidig indlæring kan bygge på. Aktiviteterne er særligt velegnet til babyer med særlige behov og/eller handicap.

    Baby Sensory har fokus på:

    Sproglig udvikling – mange forældre oplever intens frustration over manglende forståelse af deres barns signaler. Tegnsprog kan hjælpe med til at stoppe gætterierne.
    Fysisk udvikling – udforskende leg i det tilstødende legeområde hjælper baby med at øve de grundlæggende bevægelsesmønstre, som stimulerer begge sider af hjernen.
    Social udvikling – glade sociale lege udgør grundstenen for erhvervelse af fremtidige færdigheder såsom samarbejde, vente-på-tur og sammenhold.
    Følelsesmæssig udvikling – massage er en sanseoplevelse, som virkelig styrker båndet, fordi det giver forældrene mulighed for at vise deres kærlighed
    Gratis prøvetime
    Der kører løbende hold i København og på Frederiksberg, og du har mulighed for at komme til en gratis prøvetime, for at se om Baby Sensory er noget for din baby og dig.

    Læs mere på http://www.babysensory.dk

    Læs også:
    Babys udvikling fra 0-2 år
    Opfyld babys behov

    Læs mere om:
    KØB abonnement
    KONTAKT os her
    TILMELD nyhedsbrev
    Her har du så forklaringen. Og stop så piveriet. Det er noget vi alle prøver !

    Aller Media A/S Havneholmen 33 1561 København V CVR.: 43325612 Tlf.: 72 34 20 00 (man.-fre. 9.30-11.30)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Annemette

      Kære Ulla, Hvor er det dog en ærgerlig kommentar – at afslutte med “stop piveriet”. Der findes så mange bedre både at svare på. Men fyr den af!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hvor er det ærgerligt at du slutter en masse fin information af med at skrive sådan, Ulla.
      Hvad skal det egentlig gøre godt for? Det hjælper ikke nogen at snakke/skrive så grimt til andre, selvom man har en anden holdning.
      Prøv at google ordet “empati”, og se om du kan forstå og lære lidt af ordets betydning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kærlighed til dig. Det rører mig dybt ind i hjertekuglen det du skriver. Håber det vender snart, så du igen kan slappe af i samværet med hele familien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Åh sådan er det også hjemme hos os!! Og det gør så ondt, og man får så dårlig mor-selvtillid og ondt i hjertet! Det jeg tror er “problemet” hos os, er at min mand altid har været klar til at lege og pjatte, og ikke har været så god til at opfordre til selvstændighed eller til at sætte grænser – det er jeg klart bedre til, og hvem er det så man vælger først, good cop eller bad cop? Vi er blevet opmærksomme på det mønster herhjemme, og min mand er blevet bedre til at være “streng”, når det er påkrævet. Det har ikke hjulpet på problemet (endnu), men det er bare rart at min mand også er den kedelige ind i mellem nu. Jeg går til psykolog, og vi snakkede om det her sidst jeg var der. Hendes råd var at jeg skulle finde “min” ting sammen med min søn. Min mands ting er at lege vildt og pjatte, og jeg elsker at læse med min søn. Så jeg skulle sørge for at få mere alene-tid med min søn, hvor vi skulle nyde “min” ting sammen. Måske inspiration til jer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Hej Annemette,

    Jeg har engang læst at hvis den ene forælder (far) har været meget væk eller andet, hvor barnet har manglet opmærksomheden fra vedkommende – kan barnet godt komme til at hige så meget efter opmærksomheden, at barnet bliver eks. far syg.
    Barnet ved godt at mor altid er der hvis h*n har brug for det og derfor bliver mor ikke prioriteret.
    Jeg ved ikke om det er tilfældet hos jer – men så har jeg da delt den viden 🙂
    Husk ikke at vær for hård ved dig selv – du er den bedste mor din søn kan få.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebekka

    Jeg har en dreng på 2år. Og her hjemme er det også kun far der gælder og er den bedste i verdenen.
    Hos os tror jeg problemet opstår fordi jeg er for tilgængelig. Det der mig der henter og bringer og ofte er alene med ham i weekenden, da min mand laver praktiske ting i vores hus. Så når min mand kommer hjem kl 17.30 i hverdagen, så er der ikke meget tid til at nyde far, før han skal i seng.
    Jeg prøver at give plads. Nå når min dreng ikke vil kysse, kramme, eller blive puslet af mig, så siger jeg okay og trækker mig, med det samme.
    På den måde respekterer jeg hans følelser, og når jeg er alene med ham, får jeg 1000 kram og kys

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Det ER fuldstændig naturligt og helt efter bogen. Hos børn er alting sort/hvidt – ondt/godt. Lidt ligesom i eventyr. Din søn er ved at øve sig og erfare hans følelser, som han øver af der hvor han føler at kærligheden kan holde – hos sin mor. Vis ham at du kan rumme ham og vær stolt over at han tør “bruge dig” til at øve sig, det betyder, at han ved, at din kærlighed er ubetinget. Din mand og du støtter hinanden og gør ingen af jer 3 forkerte – det hele lyder til at være helt efter bogen 🙏🏽

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Diana

    Det lyder så hårdt – jeg håber at det snart stilner af

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Herhjemme sker nøjagtig det samme. Min ældste søn på 5 år har altid været mest til mig, mens min yngste søn på 2 år er fuldstændig far-syg. Han skriger som en gal, når jeg tager ham op og bliver helt hysterisk, hvis ikke hans far gør alt. Det er hårdt, og jeg kan mærke, at jeg reagerer ved at trække mig lidt, hvilket jo slet ikke går. Vi havde en weekend alene for et par uger siden og det var et hit. Måske jeg bliver nødt til at ‘tage over’ i en periode og stå for ALT, så han naturligt søger mig. Jeg har ikke løsningen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Hej Annemette det er lidt “sjovt” at du netop skriver om den følelse. Jeg havde netop den samme følelse i weekenden i søndags hvor jeg blev så ked af det. Vi var i Tivoli som ellers er min søn (er 2,5 år) og mit sted hvor vi i mange dage efter jeg henter ham i vuggestue tidligt er gået hen. Men her ville han kun sin far og ved karusellen som jeg ellers altid prøver med ham skubbede han mig væk og sagde nej mor væk jeg vil have far. Jeg blev simpelthen så ked af det at jeg måtte gå væk for ikke at bryde sammen. Så jeg kender til den følelse som du beskriver. Men alle siger at det går over og at børn i den alder ikke vælger den ene forældre frem for den anden. Jeg ville søge efter professionel hjælp det har jeg selv gjort da det ellers begynder at tærre på hele familien idet din mand også kan mærke det osv

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg kender det fuldstændig. Min datter på 6 år er fars pige og har været det i minimum 3 år. Jeg glædes selvfølgelig ved deres stærke bånd, men selvfølgelig skærer det i hjertet, når jeg gang på gang er den dumme og hun bare vil have far. Hun siger også hun elsker far mest til trods for jeg selv synes jeg er en fantastisk mor. Må håbe en dag hun føler det og vi også kan blive rigtigt tætte også.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Puha! Du kan tro, jeg kender det! Vores yngste datter behandlede mig også som luft i de første 3 år af hendes liv – indtil jeg stoppede med at finde mig i det… Det lyder måske åndssvagt, men jeg holdt simpelthen op med at give hende lov til at vælge mig fra og far til. “Far skal putte mig” – “Jeg forstår godt, at du gerne have far til at putte dig – han er mega dejlig – men i dag er det min tur” Og så blev det bare lige så helt utrolig langsomt bedre. Jeg tror, de kan mærke, at man er såret. At man er mindre sjov, at man er ked af det. Når det så er sagt, tror jeg at langt de fleste børn har en yndlingsforælder. Det er åbenbart bare strengt forbudt at tale om.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg kan ikke give dig godt råd. Men du skal holde med at være så hård ved dig selv. Det tærer dig i stykker. Slap nu af (godt ment)
    Hold med alle de problemer og fokuser på alle dine successer. Drengens kærlighed skal nok komme. Du gør ikke noget forkert. Vær tålmodig. Og nyd de andre drenge.
    Kh Helle

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Pedersen

    Du skal/kan simpelthen ikke gøre noget, for der er ikke noget at gøre – selv om det niver i hjertet. Det er en fase

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elizabeth

    Hej Annemette
    Jeg har 4 døtre og oplevede præcis det samme med min ældste datter. Det startede, da hun blev storesøster (de 2 ældste piger er pseudotvillinger). Hun var meget farsyg frem til hun var ca. 3 1/2 år, og det var kun far, der duede. Jeg havde aldrig før hørt om nogen børn, der favoriserede far (men derimod om masser, der favoriserede mor) og var rigtig ked af det og flov og følte, at det var helt forkert. I dag har jeg hørt om mange, der har oplevet det samme.
    God vind herfra – det skal nok vende 🙂 🙂 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Åhh nej det er hårdt. Har du prøvet at fortælle luca at du bliver ked af det når han siger at du er dum? Selvom han kunder 2,5 er han gammel nok til at forstå at andre godt kan blive kede af det over en handling.
    Jeg personligt har sagt til mine børn, når de har sagt at jeg var dum, så har jeg sagt: Jeg bliver rigtig ked af det når du siger jeg er dum, og vi sad jo lige og hyggede os og der er ikke nogen der er dumme!” Hvis det så er forsat når vi har leget videre… Eller hvad vi nu har lavet. Så har jeg sagt: Okay, men når du synes jeg er dum så finder jeg på noget andet og så kan du lege videre selv” og så er jeg gået væk. Når det er sket nogle gange så er det som regel vendt, for hov.. Mor vil ikke være sammen med mig nu. Det er også super vigtigt at din mand bakker op og siger hov du glemte at sige hej til mor, eller mor laver dejlig mad, eller nej mor er ikke dum og vi elsker hende højt. Sådan at luca for set og hørt at du er ikke dum, du er hans dejlige mor, og måske han bare lige havde glemt det.

    Det bliver GODT igen. Men jeg føler med dig 💕
    Vh Mai

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Sødeste dig.
    Herhjemme kender vi den godt; blot var det mig der blev valgt til og far der blev valgt fra. Særligt med vores yngste datter. Hun er nu 8, og det er slet ikke slemt mere. Men det var det til hun blev ca. fire år. På samme måde som du beskriver. Og det er hårdt for begge forældre (omend nok hårdest for den, der bliver valgt fra). Hvis jeg skulle gøre noget om i dag, ville jeg vælge noget professionel rådgivning. Simpelthen fordi det er så hårdt at være i.
    Sender dig de varmeste knus og en tak for, at du tager dette emne op. Det vidner om, at du er en stærk og god mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julle

    Hej.
    Mit spørgsmål går på om, når han siger “nej far skal putte mig” osv om han så får sin vilje? Eller om du insisterer på at “nej det er mor der gør det her”, han kunne muligvis også gave fundet ud af at han kan styre/bestemme over dig eller at der er uligevægt i forhold til at din mand giver lov til mere, og du ikke gør.
    De bedste hilsner.. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Irene Lusty

    Sorry har lige sendt en kommentar, Luca mener jeg og ikke Micky, som jo er din mand…😘😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Irene Lusty

    Kære Annemette, det er den værste og naturligste følelse du har. Du skal så meget anerkende Micky for, at det er den følelse han har, og blive ved med, at anerkende ham, for hvor han er. Måske du har flere timer sammen med ham i døgnet, end Thomas har. Den alder han har, er netop der, hvor de små begynder, at give slip på mor/barn båndet og det bånd bliver måske forstærket af, at hans far er mere væk fra ham i dagligdagen…… Det er en fuldstændig sund udvikling og hvis du giver slip og tøjrer dine følelser, så kommer det tifold igen senere i livet. Det er vigtigt han får følelsen af, at ha frihed til, at vælge mellem mor og far, betingelsesløst, fordi I begge betyder alt for ham og i hans egen udvikling og trivsel i livet. Du vil altid være en stjerne i hans hjerte, selvom han siger fra, det er så godt han tør sige stop og nu er det far-tid, uden, at han skal tage “hensyn” til den voksne. Du er da helt sikkert den bedste mor i hele verden, netop også fordi du tør være åben og ærlig omkring de svære føelser…. Rigtig meget held og lykke med din lille familie ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Jeg ved ikke hvad man gør udover det du allerede gør. Du siger det selv: du vil ham og du er der for ham med alle dine varme følelser og dit nærvær. Du gør alt det en mor skal gøre for at være en god mor. Hold fast i det. Problemet er ikke dig. Børn går igennem de her faser som virker ekstreme og uforståelige på rationelle voksne mennesker. Jeg ved godt det har stået på i laaang tid, men jeg synes altså at det virker meget normalt at han i en periode har en præferance for den ene forælder og tester grænserne for jeres relation. Ikke giv op. Bliv ved med at byde dig til og bid smerten i dig. Kridt dine egne grænser op for hvad du vil finde dig i og prøv at lade ham se at du respekterer hans valg og er cool, men at du er der hvis han har brug for dig. Får han fornemmelsen af at det er forkert at ville far mest fordi det gør mor ked af det, lægger man en forfærdelig masse ansvar på nogle meget små skuldre. Jeg var igennem noget af det samme i et års tid da min søn var ca 2 år og det var forfærdeligt for mig. Og så skiftede det tilbage til normal igen. Jeg tror det falder indenfor normalspektret selvom det har været igennem lang tid. Courage! Det skal nok blive godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Åhh det gør ondt at læse – nok mest fordi jeg kan se mig selv i den samme situation om et par år når min datter er blevet lidt større. Min datter er 8 måneder og er helt klart en mor-pige for nu. Det der gør mig ondt er at hun længe ikke har haft lyst til at ligge i mine arme og putte – det har hun ikke ville i flere måneder. Jeg misunder mødrene i min mødregruppe når de sidder med en træt og næsten sovende baby på armen ❤️ Det er der ikke noget af her – her vil hun født sove når hun kommer i barnevogenen, av av 💔 Jeg har talt med min sundhedsplejeske om det, og efter at have opserveret os kunne hun trøste mig med, at min datter 100% vidste “hvor hun havde mig”, men blot var for nysgerrig på verden. Lang historie kort tænker jeg at det måske er fordi at Luca 100% ved hvor han har dig 💙 Jeg går ud fra at der er dig, der har haft størstedelen af barslen og kan også se i dine stories at I ofte er på tur bare I to. Derfor føler han måske mere at han skal “vinde” og gøre sig fortjent til Mickys kærlighed, hvor din ved han, han altid vil have din 💙

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Åhh det gør ondt at læse – nok mest fordi jeg kan se mig selv i den samme situation om et par år når min datter er blevet lidt større. Min datter er 8 måneder og er helt klart en mor-pige for nu. Det der gør mig ondt er at hun længe ikke har haft lyst til at ligge i mine arme og putte – det har hun ikke ville i flere måneder. Jeg misunder mødrene i min mødregruppe når de sidder med en træt og næsten sovende baby på armen ❤️ Det er der ikke noget af her – her vil hun født sove når hun kommer i barnevogenen, av av 💔 Jeg har talt med min sundhedsplejeske om det, og efter at have opserveret os kunne hun trøste mig med, at min datter 100% vidste “hvor hun havde mig”, men blot var for nysgerrig på verden. Lang historie kort tænker jeg at det måske er fordi at Luca 100% ved hvor han har dig 💙 Jeg går ud fra at der er dig, der har haft størstedelen af barslen og kan også se i dine stories at I ofte er på tur bare I to. Derfor føler han måske mere at han skal “vinde” og gøre sig fortjent til Mickys kærlighed, hvor din ved han, han altid vil have 💙

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Hej. Jeg skriver normalt aldrig på indlæg, men bliver simpelthen nødt til at svare dig. Inden du går helt i hårdknude og bebrejder dig selv. For har stået i nøjagtig det samme og analyseret mig gennem min dårlige samvittighed gang på gang. Vores lille mand, på lige godt 3 er også Fars dreng, og fravælger højlydt og fysisk mor gang på gang. Jeg har dog holdt ved, “jamen det er mor der skal putte dig i dag.” selvom det betød skrig en halv time… Men snakkede stille med ham imens i sengen… Også “købt” ham lidt om dagen… “Skal vi lege med tog.” og en enkelt “Vil du med ned i legetøjsbutikken” … You name it. Og nydt hver gang det er lykkedes, og grædt mange gange indeni, over “mor er dum, gå væk mor” Men og her kommer det bedste… Den seneste måned er han begyndt at sige “mig ælger dig mor”, kysse og kramme. Stadig fars dreng men med plads til mor… Og det heler i hjertet…Så hold ud er mit bedste råd…det er forhåbentlig også en fase i jeres hjem 💕 nyd tiden hvor far ikke er der og du kan bruges. Og ja nok en ting der hjalp rigtig meget var at mor pludselig var 3 dage væk, for et par uger siden, hvilket ellers er far der plejer. Jeg skal ellers love for det hjalp på kærligheden at mor kom hjem igen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Godt emne! det er VILDT svært når man i en periode vælges fra. Jeg tror det er en periode – og nogle perioder varer længere end andre. Mit bedste råd er at blive ved med at synke for det første.
    Der skal ikke være en “kamp” i dette, da modstand kun forstærker den her adfærd.
    Jeg ville bede min mand om at korrigere barnet når der er adfærd man ikke vil have (hvad enten det er dumme navne/ord, slå eller andet – man er enige om man ikke vil have overfor andre) og så aflede – når han er så lille.
    Altså vise Luca at i “står sammen” og vil hinanden – ligesom i vil ham.
    Håber det giver mening (og det kan jo sagtens være at i allerede gør dette)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære du
    Det er en følelse jeg også kender! Min søn var/er meget far syg og jeg er helt klart 2. valg.
    Det er blevet bedre efter jeg har overtaget putningen 100%, hvis han kalder om natten er det mig der står op og sover med ham alene hvis han har brug for det. Jeg sørger også for at komme ud af huset (og væk fra far) på forskellige oplevelsesture.
    Kan godt forstå du er trist, men jeg tror på det kan ændre sig med tiden. Med eller uden tiltag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Har intet klogt at skrive, vil bare gi dig lidt kærlighed <3
      Jeg synes egentligt det er underligt, for du er jo en del sammen med Luca alene, men rigtig mange børn har en de prioritere mere end den anden. hey Micky skru lige ned for de gode far skills 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hej Annemette.
    Jeg har som sådan ikke et konkret råd, men ved bare at ALT er foranderligt. Så selvom du har prøvet at der er favorit forældre i små perioder, med dine store drenge, så er dette bare en anderledes lang periode. Tiden vil ændre på alting, måske kun i lille grad. Jeg tror du skal nå til en accept af at du er nr 1 når far ikke er hjemme og nummer 2 når far er hjemme. Hvis du nu ikke havde sat dig på hug efter jeres Honey moon, og ladet Luca løbe hen til sin far, så ville han måske have kommet til dig bagefter og det er vel også ok? Måske fornemmer Luca at du vil ham SÅ meget, at han trækker sig? Måske hvis du kunne acceptere tingenes tilstand, og bare lod ham være, at han så Villy begynde at søge dig på hans eget initiativ?
    Bare nogle refleksioner herfra ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Åh søde 🙁 jeg kan relatere så meget!
    Hjemme hos har jeg været nummer et indtil et par uger siden, hvor det lige pludselig vendte.. og AV en smerte.. jeg blev virkelig ked af det og jealous! Sådan virkelig ind i hjertet, og min mand var bare, ifølge mig, rigtig dårlig til at håndtere det! Kunne finde på at spørge foran mig om mor skulle putte hvor min søn svarede nej (og han kunne spørge mange gange, og om mange forskellige timg hvor han nød at høre jeg ikke duede) jeg blev sådan virkelig vred på min mand og overvejede at skride fra ham så frustreret blev jeg! Jeg fik dog endelig fortalt ham hvordan jeg havde det, og det hjalp meget for mig.. det er ikke helt den samme sitution som du står i..men jeg kan forstå at det må være virkelig nedslidende og sindsygt hårdt !!
    Hvordan bevarer du relationen til din søn (forstå mig ret, jeg kan føle at jeg ubevidst trække mig lidt tilbage i frygt for afvisning)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Sådan har vi det også herhjemme, blot med 2 piger og især med den ældste.
    Jeg er luft for dem når far kommer hjem.
    Vi fandt ud af at det var fordi de har så meget tid med mig.
    Altså at det med at de har så meget tid med mig hvor deres far er hjemme og sammen med den Ca 3 timer i alt om dagen. Så derfor søgte de han mere når nu han var hjemme og det gav mening for os. For mig har de jo “altid” det har de bare ikke med ham
    Jeg har dem Ca 7-8 timer om dagen i forhold til hans 3…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg får bare lyst til at sende en kæmpe knuser.
    Jeg er ganske sikker på, han er ligeså tosset med dig, men følelsen du har, må være så svær.
    Vi – alle tre piger – havde en farperiode på flere år, hvor vi på skift ville sidde ved siden af far til maden, bag ved far i bilen, ville puttes af far osv., og jeg tænker nogle gange “ej, hvor må det have været strengt for min mor, altid at være andet valg” fordi vi faktisk lavede en “skifte ordning” så man måtte ‘nøjes med mor’ halvdelen af tiden og havde far på skift – og vi var vældig utilfredse, og jeg skammer mig helt. Men med det sagt, var det jo bare en fase. Og idag kan jeg huske det, men slet slet ikke forstå det. Jeg eeeelsker min moar! Og far. Men helt, helt uden nogen forskel i mængden af kærlighed.
    Håber, du finder ro i dine tanker og nogle kloge mødre, kan give et besyv med i kommentarfeltet (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Kæreste Annemette, din følelse er 100% genkendt. Og selvom man ved man er fjollet, så er det jo blot fordi man ønsker at give al sin kærlighed til de.m… Min gamle nabo fortalt rmig (familierådgiver), at børn i perioder vælger den ene eller den anden forældre til…. Han Ved du elsker ham… Han er så sikker på din kærlighed, at han har overskud til at arbejde på sin relation til sin far. Dette naturligvis helt ubevidst. Og når du giver ham pladsen og får “gemt” at du måske bliver lidt ked eller skuffet (sikker på du gør det allerede,men børn fanger ALT 🤣), så står han der lige pludselig igen. Men dine følelser er ikke alene… Har været der selv.. Og er der lig en, bare at mine piger eeeelsker at være sammen med mine veninder eller deres venners mødre… Så føler man sig også “ikke god nok” 😊❤️ knus fra Kamilla

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bogreception for "Piece of cake" - endelig!