Mine bedste rejsetips til Rom

Jeg vil på ingen måde påstå, at jeg har de bedste rejsetips til Rom. For hvem kan egentlig sige, at de har fundet det bedste pizzaria eller den bedste is? Det ville jo kræve, at man havde prøvet alle mulighederne af, og det kræver vist en hel livstid, når vi taler om gigantiske Rom.

Jeg kan dog bidrage med mine egne private tips, – altså de råd, som jeg selv ville have været glad for at få med på min vej. Og som er baseret udelukkende på, hvad Micky og jeg har oplevet i de 5 dage, vi tilbragte i Rom på bryllupsrejse. (Og sidenhen opdateret med endnu mere info, efter jeg var i Rom med min søn og Mor i maj 2019).

Hvor mange dage skal man tilbringe i Rom?

Vi rejste om fredagen og kom hjem igen onsdagen efter. Det gav os godt og vel 4 hele dage, en aften og en formiddag i Rom. Jeg synes det var passende, men vi kunne sagtens have brugt et par dage mere. Men jeg vil ærligt talt ikke anbefale, at man rejser i færre dage, hvis det er ens første gang i Rom. Det er naturligvis noget andet, hvis man bare lige vil have en smuttur og man på forhånd kender byen. Hvis man kun har et par dage i Rom, vil jeg anbefale, at man prioriterer at bo super centralt for derfor at udnytte tiden optimalt.

Da jeg rejste med min søn og mor havde vi 6 dage i Rom. Det var nok. Det gav os tid til både at se de vigtigste seværdigheder og samtidig have en dag eller to, hvor der var plads i kalenderen til shopping og hygge. 5-6 dage må derfor i min optik være ideelt i Rom.

Bydelen vi helst ville bo i

Vi havde booket et hotel, Hotel The Building. Det ligger i den østlige ende af byen, lidt op ad bakken, og det tager ca 30 min i raskt tempo at gå ind til centrum (omkring Piazza Navona, Trevi fontænen, Pantheon etc.) Vi havde valgt hotellet på baggrund af gode anmeldelser på nettet og det faktum, at de havde en pool. Micky og jeg kan begge to godt lide at hoppe i en kølig pool efter en lang dag, hvor benene er trætte efter de mange kilometer, vi vader rundt i byen (vi har endnu aldrig taget hverken bus, tog eller metro når vi er på storbyferie, – vi går bare – and that’s a true fact!).

Hotellet var også rigtig fint. Jeg kunne sagtens finde på at bo der igen. Poolen var helt i orden, dog lidt kold – men der var rigtig pænt og rent. Og vi fik god service. Altså egentlig kan vi ikke sætte en finger på det. Men jeg ville nok foretrække et hotel tættere på centrum og meget gerne i området mellem Den spanske trappe og Piazza Navona. På den strækning er der så mange hyggelige gader med shopping, cafeer og jeg skal komme efter dig! Området virker heller ikke turistagtigt på den dårlige måde, det oplevede vi i hvert fald ikke. Det var derimod et rigtigt hyggeligt område, men det var umuligt at få et hotel der, hvor der også var pool. Så der måtte vi prioritere. Det er jo altid noget med at holde pros and cons op imod hinanden.
Da jeg var barn (13 år) boede jeg på Hotel Genio med min mor, og det kan jeg anbefale på beliggenheden særligt. Det ligger lige bag ved Piazza Navona og så stadig rigtigt pænt ud (jeg tjekkede lige). Og Hotel Genio har en af Roms bedste tagterrasser med udsigt ud over byen.

Anbefalelsesværdig Airbnb-lejlighed lige ved Peterskirken

Da jeg i Maj måned 2019 rejste til Rom med min søn og mor, havde jeg lejet en 1 værelses lejlighed gennem airbnb til os. Den kostede 4.400 kr for 6 overnatninger og der var plads til 2 voksne og 2 børn. Der var en dobbeltseng og en hems med plads til to madrasser. Lejligheden var perfekt. Billig, ren og pæn, og lige midt i byen. Den havde et lille te-køkken med et par kogeplader, et pænt badeværelse med en god bruser med varmt vand (vigtigt!), og i selve stuen var der plads til at opbevare baggage under sengen og i skabe og på hylder. Det fungerede super godt. Den ligger på gaden Borgo Vittorio, der strækker sig mellem Engelsborg og Peterskirken. Og gaden er i øvrigt fuldstændigt rolig – der er ingen larm eller lign. Så hyggeligt et område, og jeg kan på det allervarmeste anbefale at leje dén lejlighed.

Seværdigheder der er værd at se!

Peterskirken
Jeg kan ligeså godt sige det fra start, vi besøgte ikke Vatikanet. Det koster ca 40 euro for en guidet tur, der tager et par timer. Turen inkluderer kirken, det sixtinske kapel og Vatikanet. Jeg havde hørt på forhånd, at det ikke var pengene værd. Det kan jeg så af gode grunde ikke argumentere hverken for eller imod, men kan jeg fortælle, at det er ganske gratis at gå ind og se Peterskirken, og det behøver man ikke en guide for at gøre.
Og når du på Piazza del poppolo (foran kirken) møder guiderne, som siger at køen til kirken tager mindst 1,5 time, så lad være at lytte til dem. De vil blot have dig til at købe en guidet tur i troen om, at du derved springer den lange kø over. Det gør du også – altså springer køen over, men køen tog os ikke mere end ca 20 min. Det var helt vildt nemt og ganske uproblematisk. Og inde i selve kirken var der faktisk god plads til at gå rundt og se på alle de smukke udsmykninger og det prægtige kirkerum. Det er virkelig smukt og helt vanvittig stort. Det bør man opleve!

Den spanske trappe
Jeg ved faktisk ikke helt, om jeg synes der var noget særligt ved Den spanske trappe. Jo, altså det liv, der udspillede sig omkring og på trappen var ret hyggeligt og det kunne man iagttage i flere timer – men det havde vi sgu da ikke tid til…haha. Så vi kom, vi så og vi gik igen, hvis jeg skal være ærlig. Men sådan er det jo med mange seværdigheder – man skal ligesom bare se dem. Og har man været i Rom, så skal man på én eller anden måde bare nå forbi den spanske trappe og sidde et øjeblik. Måske købe en is og nyde synet af alle menneskene, der flokkes om trappen.

Colosseum & Forum Romanum
Wauw! Vi var vilde med Colosseum. Ja ja, nok stod vi i kø og måtte vente på at komme ind. Og nok var det halvdyrt at købe en guidet tur. Men det var det hele værd. Vi synes simpelthen, at det var vanvittigt fascinerede at forestille sig hvordan gladiatorer og alverdens bæster har indtaget arenaen og kæmpet mod og med hinanden. At forstille sig den ene kejser efter den anden sidde og heppe på de drabelige slagsmål, der har udspillet sig i centret af Colosseum. Puha, det er ikke småting, men kan forstille sig, når man ser det in real life. Det er et gigantisk bygningsværk og en utrolig historie. Det er mægtigt, frygtindgydende og dybt betagende på samme tid. Jeg synes ikke, man skal snyde sig selv for en tur i Colosseum. Men jeg kan anbefale en guidet tur. Der er hundredevis af guides man kan henvende sig til foran bygningen, – spørg lidt omkring og få den bedste pris.
Vi købte en guidet tur, der tog 1,5 time med engelsktalende guide. Vi var 30 personer i gruppen og vi fik adgang til arenaen, level 1 og 2. Det kostede 40 euro pr. mand. Inklusiv i prisen var også adgang til Forum Romanum, som ligger lige overfor Colosseum. Så der fik vi en guidet tur efterfølgende. Det kan på det varmeste anbefales. At besøge Forum Romanum tager dig tilbage antikkens Rom. Til Julius Cæsar og Kejser Nero. Det er det vildeste historiske vingesus, jeg i mit liv har oplevet.

Colosseum, hvor man kan se ned i den del, der var kælderen – under arenaen, der i dag er væk.

Blot et lille udsnit af Forum Romanum

Trevi fontænen
Den største barok fontæne i Rom. Mægtig og elegant, og en af verdens mest endte fontæner. De siger, at man skal huske at smide en mønt i Trevi fontænen, fordi så vender man tilbage til Rom. Da jeg var 13 smed jeg en mønt i. Det gjorde jeg også denne gang – så nu må tiden vise, om ikke jeg vender tilbage til Rom. Uanset, så skal man lige forbi den vanvittigt smukke fontæne.

Micky smed også en mønt i – så mon ikke vi vender tilbage sammen en dag?

Piazza Navona og Campo di Fiori
Hvis du leder efter liv og glade dage i Rom finder du pladsen Piazza Navona med restauranter og gadeliv. Her er gang i den, men her er også utroligt hyggeligt og duften af friskbagte pizzaer sprder sig i luften rundt om hvert et gadehjørne. Ganske tæt på, indenfor 3 minutter gåafstand, ligger Campo di Fiori, som er en markedsplads hver formiddag, hvor der sælges krydderier, frugt og grønt, blomster mm. Området omkring Piazza Navona er super godt hvis du er på udkig efter et sted at spise. Men vær opmærksom på lommetyve, – dem er der en del af. Faktisk er de overalt i Rom.

Trastevere
Bydelen Trastevere er sådan et meget hipt kvarter. Der er utroligt mange spisesteder, barer mm. Det ER hyggeligt, og jeg synes man skal gå en tur over Tiberen og bevæge sig ind i de små gader med idylliske bygningsfacader med blomsterranker og krydderier, der hænger ud over altanerne. Vi brugte kun en formiddag men man kan helt sikkert bruge mere. Det er et meget charmerende område i Rom. Der er smalle gader, vinranker, der hænger ned fra tagene og vasketøj på tøjsnore foran vinduerne. Der er brændte farver i rosa nuancer på facaderne og mørkgrønne skodder for vinduerne. Det er alt sammen meget idyllisk og smukt.

Økologisk spisested – med overdækket gårdhave

Man kan jo være uheldig, at det regner. Det oplevede vi et par gange i løbet af de 5 dage vi var afsted. Den ene gang var lige midt på dagen, mens vi gik rundt gaderne for at finde parfumeriets Le Labo, hvor jeg ville investere i en parfume til mig selv. Og da vanddråberne pludselig faldt fra himlen søgte vi tilflugt i en hyggelig gårdhave.
Det var ikke verdens billigste spisested, men det var heller ikke decideret dyrt. Alt var økologisk og vi fik den lækreste lille tallerken med skåret kød og ost. Stemningen var fantastisk hyggelig – det var virkelig en lille perle vi tilfældigvis faldt over.
Så hvis du er på de kanter og trænger til lidt lækkert, så byder de både på et stort flot udvalg af udsøgte søde sager, charcuteri og ost, et ganske udførligt og appetitligt menukort, vinkort og et stort udvalg af friskpressede juicer. Der er faktisk noget til enhver smag og til enhver tid på døgnet.
Stedet hedder Hosteria del mercato, og det ligger ganske tæt på Den spanske trappe. I forlængelse af restauranten/gårdhaven er der også en delikatessebutik og et italiensk bageri.

Hostaria del Mercato – super gode juices og økologisk mad. Og overdækket gårdhave, som er fedt i regnvejr.

Vores favorit spisested

I løbet af fem dage nåede vi jo at spise mange steder. Men det er godt nok sjældent, at vi vælger det samme sted to dage i træk. Men ikke desto mindre var det, hvad der skete – fordi det var SÅ godt. Ved et rent tilfælde stødte vi på restauranten Cybo – i en sidegade til Piazza Navona. Her fik vi den bedste Burrata med Pata Negra skinke man kan få og i øvrigt fantastisk betjening. Maden var unægtelig noget af det bedste vi har fået på vores mange rejser, og det var ikke specielt dyrt. Altså virkelig ikke.
Cybo får lige vores allervarmeste anbefalinger med. Det er virkelig et besøg værd. Bestil forretter og deres pastaretter til hovedret. Du vil ikke fortryde det.

Jeg har ikke et billede fra Cybo. Af den simple årsag, at de på restauranten har et fint skilt stående – hvor der står skrevet på italiensk – at man skal være tilstede i nuet. Nyde hinanden og maden. Ikke sin mobiltelefon. Så de opfordrer til, at man bare lader telefonen ligge i tasken – og det gjorde jeg!

Endnu et favorit spisested – den bedste morgenmad

Da jeg var afsted med Micky i Oktober opdagede vi desværre ikke TABA CAFE, der ligger på Campo di Fiori. Men det gjorde mor mor og jeg tilgengæld, da vi var afted i Maj måned. Og caféen kan på ale måder anbefales.

Med “front-row seats” til Campo di Fioris livlige marked kan du nemlig læne dig tilbage og nyde stemningen til festlige toner fra caféens pladespiller. Der spilles en god blanding af blød rock, pop og blues i lige præcis højt nok lejde til at man ivrigt vugger med i takt til musikken, men samtidig kan føre en samtale ubesværet. Stemningen er helt i top dog utroligt afslappet. Det minder mig mest om sådan en slags moderne københavnercafé i Vesterbro’sk stil, med tjenere, der danser til musikken, giver kunderne kindkys og high-fives, – ligesom der er små visuelle oplevelser overalt i caféen, uanset hvor øjet falder.

Interiøret er farverigt, blomsterne er vilde og tilfældige og belysningen hyggelig. Du kan være heldig at finde plade i en blød sofa, på en havebænk eller nappe gyngen under lyskædens skær. Maden serveres på forskellige tallerkener, vandet drikkes af glas med pink flamingo-tryk, jordnødder serveres fra en laksko (jeps!), og er du heldig får du en tekop i lige din yndlingsfarve med guldkant og blomsterprint. Det hele er en god blanding af pippi-langstrømpe-stil møder bohemian-new-yorker-vibes, hvor man virkelig kan finde hygge og nærvær.

Maden er ligeledes fuldstændigt enestående. Vi oplevede den bedste morgenmad, rigtig god kaffe, og da vi om aftenen gik forbi for at indtage vores middag, var menueen ligeledes super lækker, og maden i top-klasse. Når man tager i betragtning, at vi er nogle eventyrlystne typer, der elsker at prøve nyt, så er det i sig selv lidt vildt – og siger vel det hele – at vi endte med at besøge TABA CAFE hele 5 gange i løbet af vores 6 dage i Rom.

Den bedste pizza

Som sagt, så er det umuligt at sige, om vi har smagt Roms bedste pizza. Jeg tvivler. Men vi fik – eller Micky fik – en ret uforglemmelig pizza den sidste aften i Rom.
Stedet var et ganske simpelt men yderst velbesøgt trattoria ikke så langt fra vores hotel. Vi blev anbefalet at gå derhen af en lokal. Det hedder Al forno della Soffitta.
På menukortet havde de en prisvindende pizza (prisen var godt nok fra 2003) og den hed Amatriciana.
Pizzaen var med mozzarella, bacon (så sprødt, at det næsten mindede om flæskesvær), peccorino, persille, og cherry tomater, og så var den ultra tynd og sprød i kanten. Den bedste pizza Micky nogensinde har smagt, – det siger han. Den kostede 10 euro.

Børnevenlig og suveræn restaurant

På rejsen med min mor og søn var vi på udkig efter gode, børnevenlige restauranter. Vi havde fået Cantina e Cucina anbefalet. Vi ankom kl 18 og måtte vente 5 minutter på bord. I mellemtiden var tjeneren sød at komme ud med et lille glas prosecco til os, hvilket gjorde ventetiden meget sjovere. Men gud-ske-tak-og-lov for, at vi kom i god tid, fordi en time senere var der en 10 meter lang kø udenfor restauranten. Det kan man så også godt forstå. Maden var virkelig god, og til en rigtig god pris. Husets vin kan man i øvrigt roligt bestille, den var både økologisk og rigtig god til prisen. Hvis man er til mere ‘spændende vin’, så har restauranten et fint vinkort, hvor man finder mange af de gode, og mere kendte italienske vine.

Stemningen var rigtig god, servicen i top og utrolig afslappet. Det var et utroligt familievenligt sted, og menueen var fyldt med klassiske italienske retter – med et moderne og frisk twist af noget nyt og spædende. Deres pizzaer var rigtig gode, på sprød og tynd bund og med knasende kant.

På trods af, at der var ‘pres på’ med mængden af gæster i kø udenfor restauranten, så mærkede vi det overhovedet ikke. Betjeningen var hele tiden super høflig, og vi følte os som gæster – ikke kunder. Og selvom vi var færdige med maden kunne vi sidde og bare nyde stemningen lidt uden at vi blev bedt om at betale. Det var en rigtig god oplevelse.

Prisniveauet er som en forholdsvis billig dansk restaurant.

Den bedste pasta

Ved et rent tilfælde, fordi vi (min mor, søn og jeg) egentlig blot ville finde en restaurant i nærheden af vores airbnb-lejlighed, kiggede vi ind gennem vinduerne til BorgOsteria, der ligger på en lille sidegade lige ved Peterskirken. Der så virkelig hyggeligt ud, og menukortet, som vi kunne se på gaden, var fyldt med lækre retter, der fik tænderne til at løbe i vand, og priserne var utroligt fornuftige. Meget billigt faktisk, i sammenligning med mange andre steder, som vi havde stødt på i området. Vi bookede bord, og hvor var det egentlig heldigt. Fordi vores sidste måltid i Rom, inden vi skulle hjem til Danmark, endte nemlig med at være ét af vores bedste. Maden var bare super lækker med hjemmelavet pasta og spændende variationer af klassiske italienske retter. Pizzaen var ligeledes i top, og servicen dedikeret. Tjeneren var simpelthen så sød og engageret og fortalte os livligt om den gode mad, krydderierne og hvad vi ellers ville vide.

Hvis du er i nærheden af Peterskirken, så undgå alle de dumme turistfælder, hvor du ender med at betale overpris for en slatten pizza – tag i stedet for forbi BorgOsteria. Det vil du ikke fortryde. Og faktisk, selvom du bor i den anden ende af byen, så er restauranten værd at gå efter, – og så er du måske heldig lige at få et glimt af Peterskirken i solnedgang, – slet ikke tosset.

Prisniveauet er som en forholdsvis billig dansk restaurant. Børnevenligt. Og i øvrigt den bedste pasta jeg har fået i Rom.

Is og morgenkaffe

Italienerne er ret gode til både kaffe og is. Og begge dele fandt vi i særklasse hos Cafékæden Don Nino, der ligger 4 steder i Rom. Har kan man også smage klassikeren “Caneloni siciliana”, der er en slags kikserulle fyldt med sødet ricottacreme eller pistaciecreme. Det lyder pudsigt, men det smager faktisk godt, så prøv det (man kan få den i to størrelser, og den lille er stor nok, – blot et tip).
Udover den sicilianske klassiker kan man smage nogle fuldstændigt fantastiske udgaver af sprødbagte croissanter med fyld af vaniljecreme, pistaciecreme, hasselnøddecreme eller marmelade. Jeg kan på det varmeste anbefale croissanten med pistacie. Uhm, den bedste croissant jeg har fået til dato!

Et andet fantastisk sted at købe is er Gelateria Romana. Her fik vi is den allerførste aften, og faktisk fik vi ikke en bedre is hele ferien. Så det må man da sige kan noget. Vi vendte tilbage den sidste dag og købte en is samme sted. Så hvis du spørger mig, ja så er det der, man får den bedste is i Rom.De har også et ret vildt udvalg af lækre kager – se bare herunder!

Gelateria Romana

Flere skønne billeder fra Rom

Næsten ligeså godt som…

Hvis du sidder og overvejer, om du skal rejse til Rom, så gør det! Det skal bare opleves!

Men jeg vil i samme omgang lige slå et slag for Budapest. Byen er minde end Rom, men simpelthen noget af det smukkeste og Micky og jeg er enige om – selv efter 5 dage i Rom – at Budapest fortsat er vores yndlings storby! Jeg synes nu stadig, at du skal unde sig selv en tur til Rom, fordi der er ikke andre steder på planeten, hvor du kan sætte dine fødder midt i Antikkens Rom og betræde de samme stier, som selveste Julius Cæsar og Sankt Peter. Rom kan noget særligt, hvis du er vild med historie, arkitektur og god mad!

Du kan læse flere af mine gode rejsebeskrivelser og guides om Ungarns hovedstad herunder. Jeg har linket til blogindlæggene.

Budapest guide
Postkort fra vores rejse til Budapest
Derfor var det en børnevenlig ferie (Balatonsøen & Budapest)

Tak fordi du læste med 😉

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN