Hjælp til hudproblemer

Om at være dybt selvmodsigende…

senseo-kaffemaskine-annemette-voss-12

Det hænder, at jeg modsiger mig selv. Yeah, it’s true 😉 Og når det tilmed fanges på skrift her på bloggen, hvad så? Skal jeg så trække mine ord i land, eller hvad får det mig egentlig til at føle. At jeg tager mig selv på fersk gerning, agtigt.

Det rager mig en høstblomst, hvis jeg skal være ærlig. Fordi jeg kender jo mine egne tanker ud og ind, og kan derfor også se sammenhængen. Men det hænder da, at der er behov for en lille udredning.

Lad mig forklare…

Får få dage siden udgav jeg et blogpost om at jeg, tilsyneladende, er virkelig vred. At jeg mærker vrede, som jeg må konstatere jeg ikke rigtig har forholdt mig til. Jeg skrev blandt andet, at det nok var på tide, at jeg begyndte at forholde mig til, at jeg har været vred, – og vred i noget længere tid, end jeg lige har været bevidst omkring. (Altså, jeg må nok hellere lige tilføje, at jeg naturligvis også har været glad! Sådan virkelig to the bone lykkelig – jeg er jo blevet gift og der er sket så mange gode ting… balance på vægtskålen er en vigtig ting, I véd)

Men for en håndfuld måneder siden skrev jeg et blogpost om, at jeg havde sluppet min vrede.

Og hvordan hænger det så sammen? Ordene i de to blogposts er helt sikkert selvmodsigende, hvis man altså ikke lige får sammenhængen forklaret. Og det hænger faktisk sammen, tro det eller lad være!

Der var engang, hvor jeg troede, at man kunne komme over sin vrede. Altså hæve sig over situationen, som en fugl, og så ellers bare fortsætte ad livets vej – uden at bruge mere energi på den dumme vrede. Jeg troede, at man kunne slippe vreden, uden nogensinde at have forholdt sig til den. Det var dengang – for nogle måneder siden, at jeg troede sådan.

Tilbage i april skrev jeg følgende:

“Mit hjerte begynder at hamre ekstra hårdt. Det sitrer også en smule i fingerspidserne, og jeg kan mærke, at min vejrtrækning bliver mere overfladisk. Det dunker inde bag brystet og kroppen bliver tung. Det er som om, at noget trykker i tindingerne, og pludselig føler jeg irritation i nakkemusklerne og virrer med hovedet for at blive fri for spændingerne. Jeg stryger mig selv om munden med en pegefinger og tommeltotten – ned langs siderne af mundvigen – for ligesom at tørre fråden væk. Jeg rømmer mig. Jeg kigger på mobilen “hvem kan jeg skrive eller ringe til?” Der er så megen irritation i min krop, så megen vrede at jeg bare må dele det med nogen. Anybody. Nu.

Det dér. Det er vrede. Som jeg oplever det. Når den er allerværst. Når den har rigtigt godt fat i mig, og når jeg bliver fanget i min egen krop, hvor jeg er tvunget til at være tilstede i den altomsluttende følelse, som vrede er.

Sådan har jeg haft det mange gange i løbet af den sidste håndfuld år. Men i det sidste halve års tid er der sket noget magisk. Jeg har ihærdigt forsøgt at slippe vreden. Og det er vist lykkedes. Ganske enkelt. Jeg føler mig fri for den, faktisk.”

Bemærk lige, at jeg faktisk skrev ..det er vist lykkedes... Det vidner om, at jeg var en smule usikker. Men jeg troede virkelig, oprigtigt, at jeg havde sluppet min vrede. Og det må jeg jo bare stå ved. Sådan havde jeg det.

Men hvad skete der så i mellemtiden, der gjorde, at jeg i dén grad har måtte sande, at min virkelighed er en helt anden?

Der skete det, at jeg pludselig med jævne mellemrum blev ramt af angstanfald. Og hvis jeg ikke skulle gå helt kold i det, så måtte jeg tage tyren ved hornene og forsøge at arbejde mig selv ud af den situation, som jeg var havnet i.

Jeg skrev også tilbage i april:

“Og jeg har snyltet på vreden, – det har jeg – fordi i den periode, hvor jeg har tilladt mig selv at være gal og tvær, der har jeg fjernet fokus fra alt det, som gjorde rigtigt ondt. Alt det, som lå i mig selv, som ikke var påvirkeligt af udefrakommende faktorer. Jeg har brugt vreden som en sutteklud, har jeg!”

Se nu dér. Jeg var endda opmærksom på, at jeg har brugt vrede som en sutteklud, men jeg har ikke brugt vreden til noget konstruktivt. Det er vist på tide, at jeg finder ud af at vrede er mere end blot en følelse af at være gal. Vrede består af mange flere nuancer, end jeg tidligere har tilskrevet den.

I sidste uge skrev jeg følgende:

“Men vrede er bare SLET ikke en følelse, jeg er vant til at beskæftige mig med. I mit tilfælde, så sker der som regel det, at jeg går direkte fra en eller anden erfaring (der egentlig gør mig vred), og så hopper jeg straks over i følelsen af at være ked af det. Selve vreden springer jeg over, fordi jeg ikke ved, hvad man skal gøre med vrede.”

Sagen er den, at de faktorer, der stikker til min vrede aldrig kommer til at forsvinde i mit liv, så jeg må nok hellere forholde mig til, at jeg fortsat vil blive vred…igen og igen. Så det jeg skal stræbe efter er måske slet ikke at slippe min vrede, men derimod at jeg skal komme igennem vreden og ud på den anden side indenfor en overskuelig tidsramme, så jeg ikke spilder for megen tid på at befinde mig i vrede. Måske skal jeg lære at bruge vreden til noget?! Og ikke bare flygte fra vreden, som jeg hidtil har gjort.

Det arbejde er jeg så gået i gang med, som I måske ved, at jeg er rigtig godt på vej. Men det er nogle trælse erkendelser jeg må gøre mig. Såsom at man ikke kan slippe vrede, som man aldrig har set i øjnene. For det eneste, der sker – og som jo skete – når jeg ikke forholder mig til min vrede, er, at jeg ender med at blive ramt af en altomsluttende kvælende angstfølelse. En følelse af at jeg på alle måder overskrider mine egne grænser for hvad jeg har det godt med, og det kan jeg jo på ingen måde være tjent med.

Jeg forudsiger, at jeg kommer til at modsige mig selv igen og igen og igen. Fordi livet er heldigvis et lineært forløb, hvor man hele tiden bygger på med erfaringer og refleksioner, der gør, at man ændrer optik og forståelse. Så ja, I må nok forvente jer, at jeg udvikler mig, – det håber jeg også, at I gør.

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

3 kommentarer

  • Anonym

    Vil du lade være med at vise min kommentar? Jeg vil faktisk gerne, at den ikke bliver offentlig. På forhånd tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Hej Annemette
    Synes der er lidt svært at forstå og forholde mig til det du skriver, fordi du ikke skriver hvad der gør der vred… og nogle gange også angst….
    Lækre tærter du bagte i dag😋

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjælp til hudproblemer