Mine mange hemmeligheder

Jeg har virkelig mange hemmeligheder. Ikke for mine nærmeste, naturligvis, men for jer. Jer, der læser med, og som følger mig igennem både op- og nedture, og som trofast kommenterer og er søde at sende mig hilsener og lykønskninger, når tingene går ekstra godt. Det er pænt af jer, og det gør, at jeg får mere blod på tanden til at skrive. Hvilket faktisk gør mig virkelig glad. Så tak!

Men, derfor føles det også underligt at holde hemmeligheder fra folk – hemmeligheder, som jeg ærligt talt ikke ville synes var svære at dele. Jeg er et ret åbenhjertigt menneske, der ikke er bange for at være ærlig, og stå ved hvad jeg tænker, mener og føler. Men sandheden er jo den, at når man lever et bloggerliv, som jeg, hvor jeg deler løst og fast og mere personlige beretninger, så indgår der naturligvis mennesker og udefrakommende faktorer i mit liv, der ikke nødvendigvis har bedt om at havne på bloggen.

Så når jeg f.eks. skriver om min brudekjole, der gik i vasken i sidste sekund…om venskaber, der gik tabt…og om mine frustrationer over en rejse til Egypten, der ikke blev til noget…ja, så er det såmænd ikke fordi jeg ikke vil åbne op og fortælle jer hele historien. Så er det fordi jeg synes det ville være decideret dårlig stil at udlevere andre. Derfor får I “kun” den del af sandheden, der er min egen.

Det vil også sige, at jeg er meget bevidst omkring, at der altid er min sandhed, den anden parts sandhed og så sandheden, som den bare er – helt rå og uden omsvøb.

Jeg forholder mig altid til min sandhed her på bloggen. Jeg indvier jer i, hvad der sker i mit hoved, og der er der såmænd ikke nogen hemmeligheder. Jeg er ikke flov over, hvad jeg tænker, og jeg er heller ikke bange for at italesætte det eller at skrive om det. Min klare erfaring er, at langt de fleste kvinder, der læser med her, kan relatere til mine ord, og at jeg derfor ikke er alene.

Og hvis man absolut vil forstå min baggrund for at tænke og reagere, som jeg gør – så må man sætte gang i fantasien. Hvad end I måtte komme på, er det sikkert langt sjovere og mere interessant end hvad sandheden egentlig består af 😉

Så ja, nok er jeg åben om mine egne tanker. I får MIG her på bloggen. Mine tanker. Min virkelighed og mine overvejelser. Men I får ikke hele min historie, for min historie involverer andre mennesker. Og jeg vil ikke fortælle jer om, hvem og hvad, der specifikt udløser min vrede, mine sorger eller de kampe, som jeg kæmper. For det ville ikke være fair. Uanset hvad jeg måtte mene om den situation eller om vedkommende, der er årsag til mine tanker. Det er en beslutning jeg har truffet af den simple årsag, at man skal holde bolden på egen banehalvdel, når man blogger. Det mener jeg i hvert fald.