Krydrede bagels med kanel og kardemomme

Jeg er, tilsyneladende, virkelig vred.

Ja, den er god nok. Åbenbart, er jeg vred. Det har jeg bare ikke været sådan særligt opmærksom på i en længere periode. Måske mest de sidste fem år, men faktisk, når jeg skal være ærlig – endnu længere tilbage end det. Jeg har været skuffet, vred og følt mig dårligt behandlet, uden at jeg har forholdt mig til den følelse. Vrede er ikke en følelse jeg beskæftiger mig med, – sagde mit gamle jeg.

Mit “nye jeg” kender jeg ikke endnu. Men jeg synes da, at jeg støder på hende i ny og næ. Ser små glimt af en ny udgave af mig selv dukke op til overfladen. En stærkere, mere powerful Annemette, der godt tør bide tilbage, når det bliver nødvendigt. Jeg bider ikke, bevares, jeg er en ret blid person et laaaangt stykke af vejen, men jeg har haft behov for at lære at mærke mine grænser.

Jeg har jo besluttet mig for at finde mig selv på ny, og den rejse har jeg allerede skrevet en del om. Det er, tilsyneladende, noget, der virkelig optager mine læsere. Mit velbefindende og mine personlige mere eller mindre fucked up issuees. Jaja, nok er det personligt, og en hel del navlepilleri, men jeg ser det ikke som noget særlig privat at være åben omkring sin sårbarhed. Det er for mig ikke flovt eller svært. Det er jo bare “mig”, som jeg viser verden, – take it or leave it. Jeg har det godt med mig. Jeg har det bare ikke godt med, at jeg har været ude af balance for længe, så nu laver jeg om på det.

LÆS OGSÅ: Dag “0”

Skal jeg acceptere min vrede?

Ja, det spørgsmål kan jeg stille mig selv? Skal jeg det?

Min psykolog synes i hvert fald, at jeg bør forholde mig til min vrede og vist også acceptere den. Hun og jeg brugte en halv times tid i torsdags på at snakke lige præcis min vrede igennem. Og mere eller mindre manglende accept af samme fik vi også lige rundet.

For jeg har været vred. Altså jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig, at jeg har haft mange gode grunde til at være vred. Og at jeg også har været det, meget vred, inderst inde.

Jeg er faktisk vred lige nu. Ikke vred på eller over alt, bare vred på nogle områder. Og jeg kan huske flere episoder i løbet af den sidste håndfuld år, hvor jeg har følt mig ekstremt vred, når nu jeg pludselig har fået mærket efter.

Men vrede er bare SLET ikke en følelse, jeg er vant til at beskæftige mig med. I mit tilfælde, så sker der som regel det, at jeg går direkte fra en eller anden erfaring (der egentlig gør mig vred), og så hopper jeg straks over i følelsen af at være ked af det. Selve vreden springer jeg over, fordi jeg ikke ved, hvad man skal gøre med vrede.

Mine forældre “lærte mig” som barn, at jeg skulle gå ind på værelset, når jeg blev vred, og jeg kunne komme ud fra værelset, når jeg var blevet god igen. (Det skal lige tilføjes, at jeg har verdens bedste forældre, – de vidste bare ikke bedre dengang, og dét har vi fået løst gennem årene og snakket igennem, så der er INGEN sure eller bitre miner dér.) Men det betyder dog, at jeg stadig, som voksen, bedst kan lide at lukke min vrede inde, og først forholde mig til verden igen, når vreden er passeret. Fordi mellemregningen, – hvor man snakker om vreden – den er helt mærkelig uvant for mig.

LÆS OGSÅ: Jeg vil faktisk gerne kende “mig” igen

Sådan går det som regel…

Så lad os sige, at en person skuffer mig. Eller gør mig vred. Whatever. Gør noget, der ikke er okay i min optik. Min typiske reaktion vil være at ignorere, at jeg er blevet sur. Derimod så glatter jeg ud inde i hovedet, forsøger at fortælle mig selv, at den slags skal man ikke bruge tid på. Jeg forsøger at undgå konflikten ved i stedet at søge forsoning og kompromisser. Jeg forsøger at hæve mig over situationen og gøre mig for god til vreden. Jeg vil for alt i verden ikke italesætte, at jeg er blevet vred, for hvordan ender det så? Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, fordi det er SÅ sjældent i mit liv, at vreden har drevet mig fremad og fået mig i en god retning.

Jeg har mest mærket vrede, der fik mig i en dårlig retning. Vrede der definitivt afsluttede noget. Forhold. Venskaber. Samtaler. I véd.

Så jeg hopper over i dén ene følelse jeg er bedst til, når alt ramler. Ulykkeligheden. Jeg ender altid med at blive ulykkelig og står tilbage med en klar følelse af afmagt, da jeg har meget svært ved at holde fast i mim vrede og stå ved den. Jeg har svært ved, at stå ved, at noget ikke er i orden.

Og hvis det så lykkes mig at sige fra…eller til….men hvis det lykkes, så sker der jo ofte det, at modparten vil gå til angreb eller i forsvar, og det kan jeg slet ikke navigere i. Så skynder jeg mig som regel at tage problemet på mine skuldre, glatte ud, snakke til fornuften og forsøge at løse konflikten gennem forståelse. Jeg glemmer bare lige, at der jo var noget, der havde gjort mig vred. Noget, som jeg skal huske at holde fast i. Noget, der definerer, hvem jeg er, og hvor mine grænser er.

Jeg glemmer, at jeg lagde ud med at sige fra. At sige, hvad jeg ikke ville finde mig i. Hvad jeg var uenig i. Og vupti, på et splitsekund ender vi i en snak om, hvad jeg har gjort forkert og at jeg overreagerer eller lign. Den situation kan jeg kende fra mit liv, igen og igen og igen. Jeg er alt for dårlig til at stå fast. Og det er så ærgerligt, for det efterlader mig altid med en følelse af at noget ikke er helt fair. Fordi jeg ikke fik sagt ordentligt fra/til, – og at jeg ikke stod fast på mit.

For hvorfor i al verden har jeg en ide om, at det er forbudt at være vred på nogen? Jeg ved det ikke. Men det er den følelse jeg allerhelst vil undgå at stå i. Og den erkendelse har overrasket mig helt vildt. Tænk engang, at jeg, som jeg selv synes er en stærk og ret tough kvinde, er bange for min egen vrede – eller vrede helt generelt. Wow. Kan det passe?

For mig er vrede meget tæt forbundet med det at sige fra, hvilket I måske også allerede kan læse i ovenstående. Er jeg vred så taler jeg ofte meget højt, næsten til det punkt hvor jeg råber, og jeg siger fra i store gloser med farverige bandeord der kastes ind mellem de mere meningsfyldte vendinger i flæng. Men at være vred handler også om at sige til. Og det var nyt for mig, sådan havde jeg slet ikke set det før. Det fik min psykolog lige sat fokus på. At jeg jo siger til, når jeg udtrykker, hvad jeg ikke vil og gerne vil.

Men det er jo rigtigt nok. Når man står op for sig selv, og siger “nej, sådan vil jeg ikke have det – men sådan her skal det være, hvis jeg skal passe på mig selv, og sådan her vil jeg have det, hvis vi skal kunne blive enige…” – så siger man faktisk til. Man sætter ord på det man vil. På en eller anden måde er den evne til at vide hvad man vil afledt af vreden, – den klare reaktion på det man ikke vil.

Nå men, hvad så?

Hvad søren skal jeg gøre med den her erkendelse af, at jeg faktisk er vred? Eller godt kan blive det, og at det er okay?

Wow, det er simpelthen en helt vildt svær situation for mig at stå i. Jeg véd simpelthen ikke, hvad man gør med vrede, men jeg skal øve mig på det.

I sidste uge var der en situation, hvor jeg edersparkme blev vred, – det kan jeg godt sige jer. Og jeg fik sagt til. Jeg satte helt tydelige ord på, hvad jeg ville og ikke ville, og det føltes enormt befriende. På en måde hvor jeg næsten havde lyst til at fortælle hele verden om det, selvom det var et privat anliggende. Men det var simpelthen så rart at stå ved mig selv, og mine egne meninger. Dét skal man kunne.

Jeg har dog en hæslig trang til, at gerne ville være venner med alle. Jeg begejstres rigtigt nemt og jeg holder virkelig af mennesker – i sådan meget bred forstand. Jeg kan stort set altid finde nogle sympatiske træk ved langt de fleste, og det gør det svært, når jeg så bliver uvenner med folk. Fordi jeg vil hellere se det gode i dem. Men det holder jo ikke, hvis jeg har masser af gode grunde til at være vred eller irriteret. Jeg må da for fanden snart lære, i en alder af 34, at jeg ikke kan eller behøver være venner med hele verden. Jeg er min egen, de er dem, og det er godt nok. Også selvom der er nogen, som jeg ikke fungerer sammen med.

Fremover vil jeg huske på følgende:

Jeg skal huske, at vrede også er en positiv drivkraft, der kan hjælpe mig fremad.

Jeg vil ikke være bange for at mærke vrede.

Jeg skal undgå at hoppe direkte over i fortvivlelsen og afmagten. Jeg vil blive i vreden lidt længere og mærke efter, hvorfor jeg er vred.

Jeg må gerne sige det højt, at jeg er vred.

Og jeg behøver ikke undskylde min vrede, hvis altså min vrede er velbegrundet.

Jeg skal forsøge at udgå at glatte ud, fordi jeg behøver ikke være venner med alle. Det er okay at blive uvenner.

Jeg er mig, – fuld af ALLE følelser. Hele følelsesregistret rummer jeg. Inklusiv vrede.

 

Goddag Vrede, du bliver en del af mit nye jeg, velkommen til 😉

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

15 kommentarer

  • Virkeligt interessant indlæg og meget brugbart for alle, tænker jeg. Samtidig er det skønt, at du klarer at dele dine tanker og erfaringer med cirka alle i blogverdenen – cool!!
    Dejlig dag til dig og dine:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Super godt skrevet. Ja vi kan ikke være venner med alle og vi får somme tider nogle ind i vores liv der senere bliver nød til at forsvinde igen, da de simpelthen ikke er gode for os som person. Sådan er det bare, men det kan være svært, men hvis du mærker efter vil du også kunne se at det bedste er de ikke er der fordi du bliver irriteret, vred og ked af det når i har været sammen og føler du ikke er dig selv, da du vil føje dig efter disse personer. Det betyder uro i krop og sind og hvis du vælger dem fra vil du opdage hvilken ro du får inden i. Jeg har selv oplevet at min indre vrede forsvandt da jeg udelukkede nogle personer fra mit liv i en periode og derefter valgte dem helt fra. I dag mærker jeg efter og vælger det der gør mig glad og betyder noget. Det har givet en ro i krop og sind jeg ikke har mærket i mange år. Super godt at du har fået taget hånd om dig. 😘❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Nøj, hvor kan jeg genkende alt du skriver! Jeg er 25 år har et godt forhold til min mor, men vi er meget forskellige og jeg bliver ofte vred og irriteret på hende – af gode grunde. Men jeg kan ikke sige fra, fordi jeg er bange for konfrontationen og bliver hammer ked af det i stedet. Når jeg kommer hjem derfra er jeg ofte virkelig vred, men det bliver hurtigt til ulykkelighed og jeg får gang på gang talt mig selv væk fra det. At det jo bare er mig der er nærtagende, smålig og sart. Jeg vil så gerne se alt det gode (som der også er) og får derfor aldrig udtrykt min vrede og det er forfærdeligt at være i. Især fordi jeg ser mine forældre tit og min uforløste vrede gør, at det hurtigt kan blive en negativ oplevelse for mig. Hvor er det skønt at du kan sætte ord på det for mig – måske lærer jeg det inden jeg fylder 34 😉 tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ulla

    Det er også lidt pudsigt at kigge tilbage på det opslag hvor du skriver om at slippe vreden, du er ikke velkommen her. Kan du selv se, hvad og hvem det minder om? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Annemette

      Hej Ulla, jeg er simpelthen i tvivl om, hvad du mener? Men når jeg selv læser mit blogpost om at slippe vreden – så bliver jeg meget mere bevidst om, hvad det egentlig er, der er sket for mig i mit liv. Og om hvordan vreden har været en mærkelig drivkraft i mit sind, uden at jeg har turde mærke rigtigt efter. Jeg bliver opmærksom på, at man måske ikke skal slippe vreden, før man er klar til det. Jeg vil i hvert fald skrive mere om det i de kommende dage. Mvh AM

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ulla

      Det jeg mener er, at det er pudsigt/sjovt at se udviklingen fra et post til et andet. Og det du skriver, vrede du er ikke velkommen, var jo netop hvad dine forældre sagde til dig indirekte. Derfor er du jo stadig ikke tryg ved din egen vrede. Du virker ihvertfald dybt frustreret over hvad du egentlig stiller op med den.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ulla

    Annemette du skriver noget om, hvorfor er jeg bange for min vrede?
    Det har du jo selv svaret på.
    Du blev sendt ind på dit værelse som barn, indtil din vrede var ovre.
    Den angst sidder da stadig i dig. Her hjælper det ikke i har fået snakket tingene igennem dig og dine forældre, for det sidder dybt i en.
    Det kan være angsten for at de blev vrede på dig, idag at andre bliver vrede på dig.
    Der kan være angsten for at blive forladt som barn, hvis man viser sin vrede
    Og måske er du stadig vred på dine forældre……?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Det indlæg kunne jeg have skrevet – det er så meget mig. Delen med at vi i opvæksten lærte at vrede var noget man gemte væk og at vrede var det grimme har jeg også tæsket igennem ved psykologen. Jeg har brugt 20-30 gange ved psykolog på at finde frem til vreden. Min psykolog spottede, at jeg blev vred men vreden smuttede fra mig på et split sekund og så gik jeg op i hovedet. I stedet for at føle tænkte jeg og som du ignorede jeg det eller blev ked af det.
    Jeg synes det var så ensomt at være vred.

    Jeg øver mig stadig og bliver bedre og bedre. Me. Det er for mig en livslang ting. Træner jeg det ikke ender jeg tilbage i mine gamle vaner.

    Fint vigtigt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Tak fordi du deler. Min mor har altid sagt, at man skal ud med det, også vreden! Så det har jeg altid gjort. Men i en verden, hvor kvinder ikke bliver vrede – kvinder er søde og omsorgsfulde, ergo bliver vi ikke vrede, kan det godt være svært (og man slår sig på andres manglende forståelse). Men vi bliver jo vrede og det skal der være plads til, både ens egen vrede og andres. For når man er kommet af med sin vrede, får man det bedre. Og nej, vrede behøver ikke at “gå ud over nogen”, hvis man “går efter bolden og ikke manden”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anett

    Sådan!!! Go girl💕😍🤬😤😖👍 Godt indlæg!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Wauw – der beskrev du lige min person, sådan helt fuldstændigt! Jeg er 40 og har stadig ikke knækket koden, så glæder mig til at læse fortsættelsen. Eller måske skulle jeg i virkeligheden bare be’ om nummeret til din psykolog.
    Anyway, god rejse – du lyder til at være godt på vej 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    👌💗😘

    Stort kram 🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Damn Mette. Du rammer vidst plet hos mange. Der er ihvertfald noget i mig, der bliver talt til. Især det med at tale vreden væk. Og huske paa hvorfor man blev vred, og staa ved det. Og ikke bagatelisere den.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Krydrede bagels med kanel og kardemomme