"Sagde du lige glimmermaling?!" spurgte hun...

Når man forsøger at fastholde det, der engang var allermest dyrebart

Jeg skal forsøge at forklare, hvad jeg mener med titlen. Men lad mig først fortælle jer, at klokken er 22.59, og jeg har lige lagt mig i min seng. Nu ligger jeg her med min mobil i hånden og taster i grove træk ordene til dette blogpost ind på skærmen. Lige inden jeg lagde mig, pakkede jeg en goodiebag ud, som jeg havde fået til et dessertevent her til aften i Torvehallerne. I goodiebagen gemte der sig, blandt meget andet godt, en pakke sukkerpynt og noget vaniljepasta. Det gav anledning til, at jeg smuttede forbi køkkenet, for at sætte sagerne ind på dertil indrettede køkkenhylde, selvom jeg egentlig var fast besluttet på at nå hovedpuden indenfor ganske få sekunder. Jeg er træt!

Men så opstod ideen til det her blogpost. Lige dér foran køkkenhylden, hvor alt mine kagepynt har plads, forstod jeg noget om mig selv, som jeg har haft svært ved at indse. De her tanker maste sig på, og så er der ikke andet at gøre, end at give efter. Trangen til at få ordene ud gennem fingrene er meget større end trangen til at suse ind i drømmeland… sådan kan mit fokus ændre sig på et splitsekund, hvis den rette tanke opstår.

En tanke, der ledte mig til overskriften. Fordi jeg har så længe kunne fornemme denne følelse, dette samsurium af overvejelser, som jeg ikke har kunne samle mig om. Lige nu, lige her, på vej fra køkkenet til soveværelset, meldte tanken sig. Helt klar og tydelig.

Lad mig forklare.

Jeg forsøger at holde fast i noget, der engang var dyrebart og helt særligt for mig. Jeg skal holde fast i det, jeg skal bare lige finde ud af hvordan. Og jeg har været usandsynligt tæt på at miste det. På grund af overforbrug, mishandling og udpensling af den ene ting, der var min. Min passion.

Passion er virkelig ikke noget man skal tage for givet. Eller joke med. Jeg kender mennesker, der endnu ikke har fundet passion i deres arbejdsliv, fritid eller endnu værre i deres kærlighedsliv. Passion kan være drivkraften i så mange ting, der gavner her i livet, så passion er for mig ret afgørende. Hvis jeg ikke er passioneret, mister jeg hurtigt fokus.

Og lad mig sige det lige ud. Jeg har stået på kanten og været lige ved at miste det, der var så dyrebart for mig. Noget af det, der definerede mig som menneske, og noget jeg altid har været stolt af. Jeg har været lige ved at miste min passion for at bage.

Tænk engang, at der skal gå så længe, før man vågner op og mærker efter.

Er I klar over, hvor tæt jeg har været på det endegyldige fallit? Er I klar over hvor mange gange jeg har grædt om natten, fordi klokken var 02.30 før jeg ramte puden, fordi jeg havde stået vågen i time efter time og bagt – mens alle andre i familien sov – alt sammen for at kunne stå klar den efterfølgende dag i et eller andet storcenter med kager og smagsprøver til kagesultne danskere…? Det er mange gange. Årene efter jeg vandt Den store bagedyst – særligt 2014 og 2015 – var fyldt op med events, messer, bryllupskager osv. Et helt hav af bagning.

Og jeg gjorde det, fordi der ingen vej var udenom. Jeg havde sagt A og nu måtte jeg sige B. Jeg gjorde det naturligvis også, fordi jeg var passioneret. Men for hver tåre jeg fældede, forsvandt en lille brøkdel af passionen og glæden ved min hobby, indtil en dag, hvor jeg ikke længere kunne huske følelsen af at have lyst til at bage.

Jeg havde jo satset hele butikken og droppet min arkitektkarriere for at leve fuldtid af min passion. Jeg havde jo vundet Den store bagedyst, og derfor var der en slags forventning til mig, at jeg da måtte elske at bage… hele tiden. Nonstop. Altid. Og i øvrigt ALLE slags kager. Jeg havde været offentlig omkring det faktum, at jeg for en periode (hvis ikke endegyldigt) ville skabe mig en karriere ud af bageglæden.

Men det er var jo ikke helt sandt.

Jeg ville ikke være fuldtidskagekone. Jeg drømte aldrig om at bage kage hver dag, eller om at åbne en café eller lign. Sandheden var, at jeg stod i en økonomisk rigtig svær situation med to børn i hånden, et forlist ægteskab og en mulighed, der var dumpet lige ned i skødet på mig. En mulighed for at tjene nogle “lette” penge (det var dog ikke nemt, kan jeg ligeså godt afsløre med det samme). Så jeg gjorde det, der skulle til, for at få hverdagen til at hænge sammen, og jeg satte gang i alle de projekter jeg kunne for at sikre mig en økonomisk stabil hverdag.

Og sådan gik det til, at jeg i løbet af en ganske kort periode havde opbygget en kageblog, en instagramprofil fyldt med kager og et afsæt for en karriere med kagerne som omdrejningspunkt. Hver gang nogen spurgte mig “hvad vil du egentlig Annemette”, så vidste jeg aldrig helt, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde gang i noget af det rigtige, men også noget af det forkerte. Som om jeg var trådt ind på den rigtige bane, men at jeg bare var på den forkerte banehalvdel.

Men tiden gik, og projekterne blev større og større, og mit økonomiske udbytte blev bedre. Og så er det meget svært at gå bort fra den vej, man er trådt ind på, når den vej føles tryg og god, og det umiddelbart ser det ud til, at der står pengetræer langs vejkanten. Men jeg måtte ændre noget. Det var faktisk helt tydeligt for mig. På det her tidspunkt er vi et eller andet sted omkring 2016…

Jeg drømte om store projekter, hvor jeg kunne udtænke strategier og kreativitet, i form af både håndværk men også boglig viden. Jeg havde et enormt behov for stadig at være kreativ med mine hænder og bage løs på alle mulige hyggelige og sjove projekter, men samtidig ønskede jeg et større formål. Det er helt sikkert derfor, jeg har fundet frem til, at det er enormt sjovt at lave bagebøger. Fordi der kan jeg få lov at arbejde på tværs af forskellige faglige kompetencer, og min glæde ved at skrive, designe og udtænke en god marketingsplan kan kombineres med håndværket.

Og da jeg startede denne blog op – og droppede min deciderede kageblog – følte jeg for første gang, at jeg lyttede til mig selv og den stemme, der forsøgte at råbe mig op bagerst i hovedet. Jeg valgte at kombinere to sider af mig selv. Altså at skabe en blog, hvor jeg kan bage, når jeg har lyst eller lander et spændende job for en virksomhed, men hvor hovedfokus faktisk er formidligen af, hvordan en kvinde som mig lever og tænker, og en slags dagbog for mig selv. Det var aldrig målet, at jeg ville leve af bloggen, men jeg havde da en forhåbning. Naturligvis.

Og nu hvor bloggen er blevet stor nok til, at jeg kan tage den og mig selv sådan rigtig seriøst, og med stolthed sige “jeg er blogger”, har jeg fundet den glæde igen. Altså arbejdsglæden. Den havde jeg mistet sammen med passionen.

Så hvilken rolle vil jeg have i bagebranchen?

Lad mig slå fast, at det er vigtigst for mig at blive taget seriøst. Det føler jeg nu heller ikke noget problem med, overhovedet, men det betyder meget for mig. Derfor tager jeg også min rolle i bage-blogger-branchen ganske seriøst. Jeg har en rolle, og jeg synes selv, at den er ganske væsentlig. Men jeg bliver aldrig en af de bloggere eller influencers, der deler kagebilleder hver dag og træder ud af sengen for at træde direkte ud i køkkenet for at bage dagens kage. Det kan jeg ikke. Virkelig. KAN IKKE. Jeg går fuldstændig kold i det, og jeg mister min inspiration.

Jeg er typen, der typisk nørder min interesse lidt i det skjulte. Indtil jeg en dag får en idé til et projekt, som jeg vil kaste mig over. Som en bog. Så går jeg ind i det projekt og arbejder målrettet med det i en periode, og så bager jeg amok, indtil alle mine idéer til projektet er udtømt. Og dét elsker jeg. De der projektorienterede bageperioder, det er enormt sjovt, hvor man skaber et værk! Dér kan jeg mærke, at jeg er privilegeret at leve af min hobby, til dels. Og så kan jeg på bagkant faktisk godt lide at tage en lille bagepause.

Hvis jeg ikke skal miste min passion og bageglæde, så skal jeg nemlig være opmærksom på det næste: Jeg kan ikke lide at bage kage, fordi jeg skal. Jeg skal have lyst til det. Jeg skal ville det. Jeg kan ikke lide at bage kager, fordi at mine følgere på instagram forventer et nyt billede hver dag. Sådan er det heldigvis ikke længere, men sådan var det engang, fordi jeg selv havde skabt forventningen. Jeg kan i øvrigt heller ikke lider af bage noget som helst, når jeg er tom for ideer og uinspireret.

Jeg vil tilbage til dengang, hvor jeg bagte, når jeg havde lyst! Og jeg er godt på vej. Det har jeg været i et års tid nu. Så når mine følgere decideret spørger mig, om jeg ikke bager længere (hvilket alligevel undrer mig), så er det på en eller anden måde meget fedt. Fordi det er lykkes mig at få bagningen ned på et mere “almindeligt niveau”, hvor jeg kun bager ved lejlighed. Og så er svaret: “jo, jeg bager en hel masse. Det er bare ikke alt jeg deler.” Jeg deler helst kun, når jeg rent faktisk kan linke til en opskrift, fordi jeg bliver lidt træt at folk, der hele tiden teaser uden at kunne dele reelt indhold (jeg gør det også, bevares, men jeg forsøger at begrænse det!)

Der var engang…

…hvor bagningen for mig var et frirum. Et sted jeg kunne søge hen, når jeg havde brug for ro og afstresning fra hverdagen. Og lige pludselig blev bagningen mit job, min profesionelle identitet og dét, der satte mad på bordet til mine børn. Bagningen gik fra at være noget lystbetonet til noget helt helt andet.

Jeg har været så ulykkelig over rigtigt mange ting de sidste håndfuld år. Og én af de ting, der har fyldt meget, har været, at jeg ikke længere havde og til dels har et frirum at søge hen til, når min hjerne lige skal nulstilles. Jeg har måtte finde nye tilflugtssteder, og er derfor blevet glad for at skrive. Ja, det er sandt. Min blog er faktisk det sted hvor jeg får afløb for langt de fleste af mine tanker, og derigennem finder jeg en form for ro. Men det er fandenfløjteme ikke det samme som at have en bagehobby eller et decideret frirum. Og det vil jeg på én eller anden måde gerne tilbage til.

Altså, bagningen skal ikke være en hobby igen, – det tog er kørt. Og jeg har heller ikke lyst til at stoppe med det, jeg laver i dag, med opskriftudvikling, bogudgivelser osv. Det er vildt fedt. Men jeg har igennem det sidste år taget et meget klart valg. Jeg vil ikke bage hver dag, og jeg vil ikke dele alt med mine følgere. Nogle gange bager jeg bare for mig selv og min familie. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er min instagram og bloggen arbejdsrelaterede platforme, og ikke alt skal ende der.

Misforstå mig ikke. Det er sandelig ikke fordi, at jeg ikke kan lide at bage. Det kan jeg, og jeg elsker det stadig. Jeg kan lide at bage lagkager. Wienerbrød. Tærter. Brød og særligt sandkage. Jeg kan lide at bage alt muligt, men helst ikke for mange gange i træk og helst en ny version hver gang… lige med undtagelse af kanelsnegle. Jeg kan bage kanelsnegle hver uge, på samme måde og helt uden at blive træt af hverken processen eller resultatet.

Men hey, jeg vil ikke ødelægge min egen glæde eller smadre det frirum, jeg har kendt siden jeg var 5-6 år gammel. Det vil jeg være opmærksom på fremover.

Så når I spørger mig, hvad er det bedste ved at have vundet Den store bagedyst, så er svaret “at jeg kan leve af min passion” og når I spørger hvad er det værste ved at have vundet Den store bagedyst, så er svaret “at jeg kan leve af min passion”.

Så lad os stille et andet spørgsmål: “Annemette, hvad fik du ud af at være med i Den store bagedyst?”

“- jeg lærte hvor dyrebart det er, at have en passion.”

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

12 kommentarer

  • Belinda

    Jeg har aldrig bagt fra en af dine opskrifter. Tænker det er for svært(er seriøs dårlig til at bage) – MEN! Til gengæld elsker jeg at se fotos af dine kager. Så flotte og nærmest perfektionistiske(på den gode måde).
    Det gør ikke spor, at der er færre fotos, bare de kommer af og til. Så vil jeg nyde dem i andægtig respekt😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anitta

    Tak for refleksionerne. De giver virkelig stof til eftertanke – tak for påmindelsen om at stoppe op og mærke efter 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Blev helt opslugt af dit oplæg, jeg er så meget på bølgelængde med passion og lyst. Det er næsten fuldstændig umuligt for mig uden. Du tænker på kager og jeg på babysoveposer. Fedt at der faldt en 10øre i bageskabet og virkelig godt skrevet så sent og på mobilen – men det havde helt sikkert ikke været lige så godt hvis du havde ventet til næste dag. Godt gået ::D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Andriette

    Det er sådan et godt blogindlæg. Jeg er fan. Og jeg synes at der er kommet så mange kagebagere at det er lige før at det er lidt for meget. Som om det er en konkurrence. Der synes jeg ikke det skal hen. Det skal da blive ved lysten
    Ikke en pligt. Jeg synes det er fantastisk at du også kun bager når du har lyst og at du ikke viser kager hele tiden. For som du selv skriver så synes jeg også at det nogengange er træls at man ikke kan få en opskrift og kun en masse foto 💕kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Hvor er du egentlig et meget inspirerende menneske! Tak for et godt og tankevækkende skriv 😊❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg har så meget respekt for dig. Ville ønske jeg kunne lære lidt af dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva Christiansen

    Det er super godt skrevet, og det har fået mig til lige at stoppe op og tænker over mit eget arbejdsliv. Så tak for det 🙂

    Man skal gøre det der gør en glad – livet er for kort til alt andet. Og du er vist godt på vej 🙂
    De bedste hilsner Eva

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Kloge, velovervejede tanker , så velfunderet og ligetil formuleret og så svært at gennemskue før man “ser lyset” , så godt at du er bevidst om din situation og stærke handlekraft inden livet løb af med dig, dejligt at følge dig og dine vinkler på livet, man kan relatere eller lade være, men det sætter gode tanker igang om hverdagslivet i sin helhed og livet i særdeleshed ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birthe Christensen

    Så godt og ærlig skrevet,ja livet er andet end at bage kage.Held og lykke Annemettevoss.👌🍀🍀

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Sagde du lige glimmermaling?!" spurgte hun...