Vores vielse i billeder og ord

Det er her vi gemmer os

Micky arbejder i dag – ovre i hytten koblet op på Wifi. Men jeg ligger i skyggen under et æbletræ med Luca. Fordi det kan da godt være, at det er mandag, men i kalenderen – og sådan som jeg arbejder generelt – er ugedagene ikke afgørende for, hvornår jeg holder fri. Så jeg tager en day off med Luca og nyder stilheden i det svenske. Men inden da – så vil jeg lige dele nogle billeder med jer, mens han sidder og leger med biler på terrassen.

Vi startede bilen lørdag morgen at satte kursen mod Sønderåsen i Sverige. Da vi stod ved færgelejet i Helsingør kunne jeg allerede mærke stilheden indfinde sig. Det var simpelthen terapeutisk. For hver en kilometer vi kørte nærmere hytten i Sverige kunne jeg nærmest mærke hvordan min krop bare slappede mere og mere af. Hver en nervetråd og hver en muskel gav “slip” og hengav sig til idéen om total afslapning og ingen forventninger fra hverdagen.

Vi er heldige, at noget familie har en hytte i det svenske, og her kan man sådan rigtigt mærke græsset mellem sine tæer. Mere end man kan i en have derhjemme. Jeg véd ikke, hvad det er ved at komme væk fra hverdagens rammer, der gør det særligt meget bedre, men det er på samme måde med sand. Sand mellem tæerne på en tropisk palmestrand i Caribien føles bare bedre for sjælen end sand mellen tæerne på Bellevue (og jeg elsker Bellevue, bevares).

Her i Sverige måler temperaturen 29-31 grader solen har strålet igennem – helt uden skydække. Vi nyder det virkelig, at det føles bare rigtig godt at komme helt ned i gear. Derfor besluttede vi også i går, at vi lige bliver en dag mere. Så vi kører først hjem i aften. Fordi egentlig var det meningen, at vi ville tage op lørdag og hjem søndag – men heldigvis kan Micky arbejde herfra, og jeg kan jo gøre som det passer mig.

Så kan Luca løbe rundt på græsplænen hele dagen og lege supermand, hvis det er det, han har lyst til. Eller vi kan gå over og se på køer. Eller plukke solbær. Hvad der nu føles rigtigt.

Det er også ret vidunderligt at observere, hvordan Luca reagerer så positivt på at være ude i naturen hele dagen lang. Han elsker det, og i nat kære venner, hold nu fast, der sov han helt til kl 07.20! Er I klar over hvor vanvittigt, det rent faktisk er? Luca sover aldrig så længe. Aldrig. Luca er jo barnet, der nærmest ikke sov i halvandet år – så vi er lykkelige bare han sover til kl 06. Men frisk luft og fri leg hele dagen på stranden og græsplænen er altså noget, der gør træt. Det kunne simpelthen slå vores lille supermand ud. Det kan jeg hermed konstatere.

Hvis I mangler søvntips til børn, der ikke sover, kan I måske finde inspiration i det her blogpost: Mirakuløs kranio sakral behandling – Luca sover! (Nå men, det var blot et tip – og en lille afstikker fra det jeg var i gang med…)

Luca har også selv været med til at grave kartofler op, og I kan nok regne ud, at de kartofler er de bedste vi nogensinde har smagt. Sådan er det jo bare. Der er noget særligt ved at være “selvforsynende” og det er så hyggeligt, fordi tiden er en underordnet faktor. Jeg tog allerede uret af, da vi ankom lørdag formiddag, og siden da har jeg ikke kigget på klokken. Så hvis vi først er færdige med at grave kartofler op, pille dem og få grillen tændt op når klokken er 20.30, – så er det bare sådan, det er. Det betyder ikke så meget. Det er præcis, hvad jeg har brug for. At koble helt af, på den her måde, hvor dagen bare får lov at forløbe, som den nu gør.

Og hvis Luca har lyst til at hoppe i sin lille babypool sent om aftenen – med sko på, haha – jamen så får han da bare lov til det. Der er ikke nogen regler – ikke sådan rigtigt, i hvert fald – når vi er afsted på den her måde.

Jeg kunne godt tænke mig at tilbringe en hel sommer sådan her på det tidspunkt. Jeg tror, at det ville være godt for sjælen.

 

 

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

4 kommentarer

  • Mie

    Du må endelig ikke tage det som noget negativt. Jeg er selv fraskilt med to sønner på din alder, og jeg har fundet kærligheden på ny. Men jeg kan simpelthen ikke rumme tanken om, at jeg laver en ny familie med som du har gjort. Det med at du rejser uden dine to andre børn, laver mange aktiviteter uden dem, mens du gør så meget med din nye “kernefamilie”. Har du aldrig selv haft sådanne tanker? Jeg er så sart, at når jeg ser dette blogindlæg, får jeg ondt i maven på dine sønners vegne over, alle de kameler de skal sluge. Jeg har taget flere kurser omkring det med dine, mine og vores. Og det er simpelthen så skræmmende, hvor mange tanker sådanne små hoveder går med. De er så pokkers loyale. Hvordan italesætter du det for dine sønner? At deres lillebror har dig hele tiden, at I laver en masse ting uden dem osv.
    Igen spørg bare af ren nysgerrighed, mest fordi vi ser forskelligt på det. Og jeg tror, det er godt at tage snakke med folk, man er uenige med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Annemette

      Kære Mie.
      De vilkår jeg lever med er blandt andet at mine børn deles med deres far. I de fem dage, hvor de er hos ham, laver jeg naturligvis noget andet og mit liv fortsætter. Det har jeg lært at leve med – mine børns liv fortsætter jo i øvrigt også – hos deres far, hvor de helt sikkert får en masse dejlige oplevelser. Så de lider INGEN nød. Grunden til at du “kun” ser Luca her på bloggen er ganske enkelt at de to ældstes far ikke ønsker, at de optræder i mit offentlige liv. Det må jeg forsøge at respektere mest muligt. Men ingen af børnene lider nød. Det kan jeg garantere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    Ser fantastisk ud 👌👌😘😘

    Kh Charlotte 🌸🌞

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er da også bare super lækkert at gøre præcis som det passer én i ferietiden. Ingen grund til dårlig samvittighed. Dine følgere vil jer det bedste, og vi kan sagtens overleve en dag eller to uden nyheder ud fra devisen ‘intet nyt er godt nyt’… 🙂 Det glemmer vi bloggere tit, men hvis du kaster et blik på besøgstallene ser du nok samme tendens som vi andre: folk er på ferie, så indlæg får slet ikke samme opmærksomhed, når de skrives i disse uger som de gør resten af året. Derfor: fortsat god ferie. Nyd det i fulde drag! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores vielse i billeder og ord