Vielsesring, smykker, buket og negle

Dag 0.

eyelashxextensionsxannemettexvossx6

For et par dage siden delte jeg et blogpost om min tristhed. Mit meste læste blogpost i lang tid. Det “ramte” åbenbart folk lige i hjertet. Jeg véd egentlig ikke om det var dét, der var meningen med blogpostet – jeg tror bare, at jeg havde brug for at få luft. Læs her for at forstå sammenhængen med resten: Sådan et blogpostet ingen skriver

Et blogpost, som var sindssygt følsomt for mig, og af den karaktér, som man ikke møder så mange af i blogverdenen. Det, at jeg skrev om det, gør mig ikke bedre end andre. Slet ikke. Faktisk, så har jeg det jo værre for tiden end de fleste andre. Men at dele personlige tanker skræmmer mig ikke. Jeg har altid haft lyst til at skrive – om alt det, der optager min hjerne på godt og ondt. Og med bloggen her har jeg endelig muligheden for bare at skrive løs, og hvem véd, sætte nogle positive refleksioner i gang i mine læseres hoveder. Forhåbentlig.

Jeg fik dog øjnene op for, at jeg slet ikke (!) er den eneste, der render rundt og har det sådan. Aldrig, som i aldrig nogensinde, har jeg fået så mange henvendelser på min instastory fra hundredevis af kvinder, der kunne genkende sig selv i min følelsesbeskrivelse. Kvinder, der skrev, at de havde grædt, da de læste mit indlæg, fordi det ramte plet – de sad derhjemme med fuldstændigt samme tanker og mistillid til verden. På den ene side gjorde det mig glad, at jeg ikke er alene i det her – på den anden side er det tragisk, at der i Danmark er så mange, der har det skidt. Mennesker der græder uden at kende årsagen.

Okay, så vi kan slå fast, jeg er ikke bedre end enhver anden gennemsnitsblogger, men måske er jeg ældre end gennemsnittet. Jeg er 34 – og jeg oplever, at jeg ligger lidt i den “gamle” ende af bloggerverdenen – med tre børn, skilsmisse og, ja, det løse. Os, altså min slags, er vi alligevel ikke så mange af. Dem der er, er jeg dog helt vild med, og jeg læser selv med med største læselyst. Det skal siges. Følg twinpeaks eller Sneglcille, hvis I ikke allerede gør det (blot et tip). Det er to af mine yndlingsblogs om voksne kvinder med børn, mænd og hverdag på godt og ondt. Nå, det var en afstikker, lets’ get back on track.

Det her med at føle sig ældre end de fleste i min branche, giver mig på én eller anden underlig måde et slags ansvar. Eller en trang til at stå ved alle de oplevelser og livserfaringer jeg har med i rygsækken – oplevet, erfaret og bearbejdet gennem mit forholdsvist korte liv. Jeg føler en lyst til at turde vise unge kvinder, – generationen efter mig, – hvordan livet også kan være. Når det ikke handler om mascara, festivaltips og pæne kager.

Jeg har valgt at kalde dette blogpost “Dag 0”. Fordi jeg har besluttet, at jeg vil indvie mine læsere i min proces, der går ud på, at jeg skal få det godt, igen. Jeg skal finde tilbage til mit positive jeg, hvor jeg tør stole på verden omkring mig. Desværre er jeg nået til et punkt hvor mistro, angst og smerte fylder alt for meget i mit sind. Fortvivlelse, der plopper op til overfladen med jævne mellemrum. Hvor jeg ser på verden med skepsis og er bange for, at folk omkring mig ikke er dem, de udgiver sig for at være. Det er en meget ubehagelig position at være i.

“Dag 0”

I starten af juni ramte jeg muren. Næsten bogstavelig talt. Jeg stod i min entré med panden mod muren, mens tårerne bare trillede ned af kinderne på mig. Jeg husker at gribe fat i dørkarmen for ikke at falde. Jeg husker at stirre ind i Mickys øjne, mens jeg fokuserede på at holde mine egne øjne åbne – helt opspilede – for at undgå at det sortnede for mig. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var galt. Eller jo, jeg havde en formodning, om hvad katalysatoren var, men jeg havde svært ved at begribe omfanget af min tristhed og følelsen i kroppen. Jeg kunne ikke mærke mine læber, det summede i næsetippen og i mine fingerspidser, og jeg havde det som om, at nogen var ved at kvæle mig. Virkelig. Som om jeg ikke kunne få luft.

Min læge har fortalt mig, at den summen, som jeg beskriver, kommer når man hyperventilerer.

Den dag kalder jeg “Dag 0”.

Min mand, eller kæreste på det tidspunkt, Micky, havde lidt svært ved at forstå, hvad der var galt, men kunne jo godt se på mig, at noget ikke var, som det skulle være. Det var nu ikke fordi, at denne her reaktion kom sådan fuldstændigt ud af det blå. Der havde været flere episoder i foråret, hvor jeg har haft lignende reaktion. Men bare ikke så kraftig. Han og jeg var enige om, at nu skulle der ske noget. At jeg virkelig blev nødt til at tage mine reaktioner seriøst.

Den dag tog jeg min telefon og ringede op til lægen. Jeg bestilte en tid. Jeg havde taget et valg om, at nu skulle der ændres noget i mit liv.

Min læge og jeg havde en rigtig god snak. Hun gav mig mod på at gøre noget ved det, og jeg fik snakket mig, – sådan lidt overfladisk – ind til, hvad det handler om.

“Det hele” stammer tilbage fra en håndfuld forskellige oplevelser, hvor jeg er blevet konfronteret med sandheden, som den var. Hvor jeg måtte lære at acceptere, at tingene slet ikke var, som de så ud til, og at jeg ikke nødvendigvis kunne stole blindt på min mavefornemmelse og på de ting, som folk sagde til mig. Det har været en dyr lektie at lære. Det har ind i mellem været en følelsesmæssig voldsom tid for mig, og jeg har skulle finde mig selv, på ny. Men, der sidder nogle ar på sjælen. Ikke at jeg føler mig spor unik på det punkt – sådan nogle oplevelser tror jeg, at langt de fleste oplever at gennemgå på et eller andet tidspunkt i livet, desværre. Men det voldsomme chok, og de følelser jeg er blevet konfronteret med dengang, sidder stadig i mig – hver eneste dag. Mine reaktioner og de valg jeg tager i livet, hver dag, er meget styret af, hvad jeg tidligere har erfaret.

Det har gjort, at jeg oplever små gentagelser af den følelse i det daglige – med jævne mellemrum – når nogen skuffer mig voldsomt, eller når jeg opdager at sandheden er en helt anden, end jeg først gik og troede. Hvis nogen snyder mig, misbruger min tillid, lyver overfor mig eller lign. så tager jeg det tungt. Det oplever jeg, som alle andre, med jævne mellemrum på “småtteras-niveau”, men normalt, når jeg har det godt og er mit “gamle” jeg, er det ikke noget der fylder, overhovedet. Så kan jeg bare ryste det af mig og komme videre. Fordi jeg er i stand til at skelne mellem hvad der fortjener min tid, og hvad der ikke gør.

Men dér er jeg ikke lige nu. Det er tydeligt for mig at mærke. Jeg bruger al for megen tid på tanker, der slet ikke burde være i spil.

Jeg føler et behov for lige at understrege, at jeg altså er “okay”. At min hverdag hænger godt sammen, og at jeg 95% af tiden er rigtigt glad for det liv jeg lever. Altså jeg er fuldstændigt i stand til at varetage både job, børn, mand og så videre. Det er slet ikke sådan, de her følelser sætter ind. Nej, der er mere latent. Noget dybt indeni, der kun kommer op til overfladen ved lejlighed, men som tydeligvis skal bearbejdes. Og som giver mig en følelse af, at der konstant er en lille sky for solen.

Så med den erkendelse vil jeg begive mig ud på en rejse. Jeg vil sætte gang i noget nyt. I tiltag, der skal få mig tilbage på sporet. Så jeg kender mig selv igen. Eller så jeg bliver klar til at møde mit nye jeg – hvem ved.

Jeg fik simpelthen SÅ mange henvendelser, som sagt, og gode råd til hvordan man kan få hjælp. Én af rådene, som blev gentaget af adskillige læsere, var at gå til Body SDS. Jeg har hørt om det før – kun positivt. Så det har jeg tænkt mig at give et forsøg. I morgen skal jeg til min første behandling, hvilket jeg er rigtigt spændt på.

Og planen er så, at jeg vil skrive updates jævnligt, når der er sket noget nyt i den her udvikling. Når jeg har overskud til det. Det skal nemlig ikke blive en belastning og endnu et job, der presser mig. Jeg deler det jeg har lyst til, og de ting, der er for private, dem holder jeg for mig selv. Så spørg løs – muligvis svarer jeg. Men I er velkomne til at følge med, hvis I har lyst.

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk
   

8 kommentarer

  • Hvor er du rocker-sej, sådan at dele din tristhed med alle os nysgerrige mennesker herinde:-)
    Tror ikke, at jeg selv havde modet til det, men det er rigtigt godt at du tør, for de mange som kan bruge din historie til at se sig selv i et andet perspektiv lidt:-)
    Du er for cool!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Du er altid velkommen tilbage på briksen fra din polterabend <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majbritt

    Bare en lille bemærkning, til dit “side spring” omkring din ældre og følelsen af at være gammel i bloggerverden. Heldigvis er der en målgruppe, som passer lige ind i din verden. Jeg følger dig og din verden, fordi du har erfaring med livet, har børn og mand, og diskutioner i hverdagen og vasketøj. Halleluja for jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søren

    Jeg ved, hvad der virker. Læs The Power of Now af Eckhart Tolle. Bum.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Kæmpe kram til dig❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære AM,
    Da jeg var en tur nede og vende med stress og depression, sagde min far til mig – “livet er som en swimmingpool. Du skal vide hvor bunden er, for at kunne springe i, svømme og komme op igen og få luft.” Det lyder corny. Men efter jeg er kommet op igen, giver det faktisk rigtig god mening for mig. Nu svømmer og springer jeg, men kun fordi, jeg lod mig selv mærke, hvor bunden var, og blev dernede, så længe jeg havde brug for.
    Tanker herfra – du er modig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg kender alt for godt scenariet og følelserne, der presser sig på. Jeg er netop kommet hjem fra min 4. gang til Body SDS og det kan klart anbefales! Det er svært at forklare hvorfor, men det løser op for noget i kroppen og følelserne får frit løb. Håber du bliver glad for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er ikke gammel. Er selv 45, og netop dine og flere andre bloggeres indlæg er en god inspiration på så mange planer. Kender godt selv flere af de ting, du har delt, og jeg synes det fortjener 👍 at du tillader dig at sige fra over for negative vibrationer.
    Tag det som et kæmpe skulderklap herfra, at du har leveret mange smil når du har været studievært på SåDanmark. Alt lige fra Mascha Vang til Ilse Jacobsen mv har været SÅ godt. Tror det er vigtigt at huske, hvad der har virket godt for mange mennesker, for alt for mange tager flow-tv for givet… Det er hårdt arbejde og der ligger meget mere forberedelse bag end den halve time folk ser, når det er klippet færdigt.
    God aften herfra 😇

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vielsesring, smykker, buket og negle