Helt seriøst, hvad er det for en kommentar?

Jeg lader mig næsten aldrig påvirke af kommentarer fra læsere på min blog eller fra følgere på Instagram. Eller jo, jeg bliver naturligvis glad – sådan dejligt glad – når nogen skriver søde rosende ord (hvem ville ikke blive det?), men jeg tager det ikke tungt, når nogen skriver negative ting.

Med tiden så lærer man jo, – eller det har jeg i hvert fald gjort – at følgere og læsere ikke er ens venner (no offense), men de – skulle jeg skrive “du” – er en slags arbejdsrelationer, som ikke stikker så dybt, naturligvis. Og derfor skal der mere til at gøre mig rigtigt lykkelig eller rigtig ked af det end en kommentar på bloggen.

Jeg er sådan nogenlunde kold i rumpetten efterhånden. Heldigvis bunder mit oparbejdede “panser” nok også i, at det er meget sjældent, at der kommer en negativ kommentar. Jeg kan i hvert fald maks tælle det på to hænder, hvor mange negative ting, der er blevet skrevet i årenes løb. Og med en blog, der nu har eksisteret i små 3 år, så er det da helt ok, synes jeg.

Og når man, som jeg, har været igennem meget værre ting på det personlige plan – ude i virkeligheden – ja, så klarer jeg nok lidt modvind i bloguniverset.

Men, fandeme om ikke jeg blev sur den anden dag. Dér gik grænsen simpelthen. Fordi den her kommentar ramte mig på et meget personligt plan. På mine venskaber. Og hvis der er én ting, som jeg har kæmpet for og med de sidste 5 år – så er det mine venskaber. Hvis der er én ting, jeg går utroligt meget op i, så er det at være en god veninde.

Kommentaren

Det drejer sig om, at en læser skrev:
“…de bloggere skifter venner ud som vi skifter sokker 😉.” 

Det var svært at blive skilt i sin tid, og det kostede mig veninder. Folk har helt forskellige opfattelser af loyalitet og respekt, det har jeg lært. Det har været svært at skulle finde mig selv i det her cirkus, som instagram og bloggen er, og dét har fået mig til at vægte mine venskaber meget højere end nogensinde før. Fordi det hele er så flyvsk og falsk ind i mellem. Det er en stor “hul” verden af mennesker, der er på arbejde, når de kigger ned i deres telefon.

Det er der sådan set ikke noget galt i, at folk, inklusiv mig selv, er på arbejde – men det er ikke dér, nede i telefonen, at man finder sine veninder. Og et venskab er ikke et venskab, fordi man lægger et billede op på Instagram af, at man drikker champagne og skriver, at man har det ihh så faaaaaaantastisk sammen. Et venskab er noget, som kun to personer kan mærke eksisterer. Noget, der skal stå sin prøve.

Jeg holder på mine veninder. Og jeg skifter dem fandeme ikke ud dagligt som var de sokker. Og hvis der er én ting, jeg ikke er overfor mine veninder, så er det falsk. De skal kunne mærke, at med dem, der er jeg en oprigtig udgave af mig selv. Uden filter og uden forbehold. Jeg siger tingene som de er, og jeg er der for dem 100%, når det gælder. Og dét tør jeg godt skrive nu med stolthed, fordi der er lige blevet holdt polterabned for mig, og det var faktisk noget af dét der gjorde mig mest glad – mine veninders tilkendegivelser om, at jeg rent faktisk formår at være en god veninde, som er der, når det gælder og er dén som de ringer til, når lokummet brænder. Dét blev jeg faktisk stolt af. Det synes jeg godt man må være. Altså stolt over, at man faktisk formår at være en god veninde.

Det er hæsligt generaliserende

Så da den besked tikkede ind i min indbakke forleden… jamen, hold kæft hvor blev jeg ked af det – og vred. Hvad bilder vedkommende sig ind? At generalisere på den måde. Det er pissegeneraliserende. “Bloggere”. Så i det mindste bare skriv “Annemette”. Jeg kan godt tage ansvar for mine egne handlinger og mit eget indhold på min blog – men min blog skal ikke blive en skydeskive, der kan anvendes til at svine bloggere til generelt. Det gider jeg ikke finde mig i. Sådan taler vi ikke til hinanden i mit hus (eller på min blog.) Hvad véd vedkommende egentlig om de i flæng nævnte bloggeres vennerelationer?

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at vide, hvem der er veninder, og hvem der bare er arbejdsrelationer eller gode bekendtskaber. Jeg kan godt forstå, at man udefra set kan tro, at “vi bloggere” den ene dag er veninder med først den ene, og den næste dag med hende den anden… Sådan lidt som vinden blæser. Selv min mor var den anden dag i tvivl om, hvem der egentlig er inviteret til vores bryllup – fordi hun havde svært ved at gennemskue hvem, der er mine “rigtige” veninder og vores “rigtige” venner. Det er ikke så ofte at jeg sidder og opremser mine veninder for min mor, så jeg kan ikke bebrejde hende – hvor skulle hun vide det fra. Så…ja da, på en platform som instagram, kan man nok ikke ligefrem se, hvem der virkelig betyder noget for mig – helt personligt. Også uden for bloggen og Sociale Medier.

Men tag ikke fejl af mig. Jeg vægter mine veninder højt. Og tager dem helt ind og holder dem tæt til kroppen. Og jeg deler generøst ud af mine erfaringer, min viden og min kærlighed til dem. Modsat tager jeg så også imod deres gode råd, deres nærvær og deres indsigt i livet, som alle har levet på godt og ondt. Jeg forestiller mig, at 99% af alle andre kvinder har det på samme måde som jeg, vedrørende deres venner og veninder? Dog er jeg af den helt klare overbevisning, at man ikke er tvunget til at være veninder, så man kan godt stoppe et venskab undervejs. Det er dog kun sket 2 gange i mit 34 årige liv, at jeg har måtte stoppe et venskab, sådan helt praktisk talt – fra den ene dag til den anden. Det synes jeg ikke er at skifte venner ud som sokker. Det synes jeg er at bevare sin integritet. At være tro mod sig selv.

Alle kan tage fejl, også i deres vurdering af, hvem der er ens venner. Og hvis man skal være min veninde eller ven, så skal man opføre sig som det. Min holdning til hvordan man er en god veninde er jo slet ikke endegyldig. Der er vel ligeså mange forskellige måder at være venner på, som der er måder at være forælder på. Men jeg forbeholder mig retten til selv at vurdere, hvem der er gode venner for mig. I min optik.

Undskyld hvis det lyder hårdt. Men ja, – jeg blev faktisk fornærmet over den kommentar, selvom den sikkert bare var helt harmløs og skrevet med et blink i øjet.

En kærlig reminder

Og så husk dog for én gangs skyld – at ingen er tvunget til at læse med her på bloggen eller følge med på instagram. Man er 100% velkommen til at unfollow og mind ones own business. Hvis mine ord er spild af din tid, så brug din tid på noget andet. hvis jeg kan inspirere dig, fantastisk! Skønt! Læs med igen!

Hvis du bedre kan lide en anden kagebagekones opskrifter så brug hendes opskrifter, eller hvis du synes at hende den anden tv-vært er bedre, så se med dér. Du behøver ikke – altså du er ikke tvunget – til at skrive til mig, at du bedre kan lide hende den anden. Det er ok. Jeg er ikke sur over det. Du, som min læser, skylder ikke mig noget. Vi lever i et frit land. Du skylder dig selv at bevare en god tone, og jeg skylder dig at gøre det samme. Og jeg sætter stor pris på dig, der læser med med et åbent hjerte, og som formår at dele positive tanker og give konstruktiv feedback.

Kærligst,
AM