Bagerier er også for begyndere som Mascha Vang

Bagerier er ikke kun for sådan nogle som mig. Underforstået, sådan nogle typer, der har bagt hele sit liv, for hvem en køkkenmaskine er ligeså selvfølgelig en del af hjemmet som et grydesæt. Bagerier er for alle – og dette efterår byder vi alle med om bord i bageglædens sødmefulde univers.

Dette efterår udgiver jeg nemlig en begynderbagebog i samarbejde med Mascha Vang og Politikens Forlag. Mascha er min kollega, min samarbejdspartner og min veninde. Det er en leg at lave en bog sammen, når man har det så sjovt og hyggeligt som vi har – men det er sandelig også en stor udfordring. Det er det, fordi jeg jo for første gang i min forfatterkarriere skriver en bog til personer, der IKKE er ligesom mig selv.

Vi skriver jo en bog til begyndere. Og dét er jeg jo trods alt ikke… Bogen er til mænd, kvinder og børn, der ikke bare forstår hvad ord som “svale”, “temperere” eller “emulgere” betyder. Og dét har været en udfordring, som har gjort mig meget klogere på, hvordan man egentlig kommunikerer opskrifter på en forsvarlig pædagogisk måde.

Måske lyder det langhåret – det er det ikke. Det er sjovt at skrive en bog på en helt ny måde. Og hvis I straks tror, at det er mig, der udelukkende skriver teksten, og at Mascha bare hænger ud ved køkkenbordet mens hun sipper mimosa (det gør hun også, men…) så kan I godt tro om. Mascha har været og er stadig meget engageret i denne bog, og blander sig ofte i hvordan ordlyden skal være, så en rigtig nybegynder også kan forstå teksten. Og nårh ja, så har hun også bagt rigtigt mange af kagerne og det gode brød, som er med i bogen… med og uden min hjælp!

Et godt eksempel på den helt store forskel kan I få en lille forsmag på her:

Min oprindelige tekst til vores bog:
“Rist hasselnødderne på en bageplade i ovnen ved 200 grader i ca 5 minutter til hinderne løsner sig. Tag bagepladen ud og lad nødderne svale. Gnid hinderne af med et rent viskestykke og hak nødderne.”

Den tekst blev efter Maschas gennemgang og hendes mange, gode, spørgsmål til følgende:
“Kom hasselnødderne over på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft på midterste rille og bag dem i ca. 5 minutter til skallerne begynder at sprække. Tag bagepladen ud og lad hasselnødderne køle lidt af på pladen i ca 10 minutter. Hæld hasselnødderne over på et rent viskestykke og brug viskestykket til at gnide de sprækkede skaller af. Skallerne skal kasseres og de afskallede hasselnødder skal hakkes groft til størrelsen minder om risgryn.”

Ser I – det er da til at forstå, ik?

0r2a9678

Vores mål med denne bog er ét: at gøre det sjovt og faktisk også nemt at lære at bage. Bogen bliver fyldt (og jeg mener FYLDT!) med masser af step-by-step billeder, hvilket har sat vores fotograf, Claudia, på noget af en opgave 😉 – det er lige før jeg har haft ondt af hende…haha. Udover virkeligt grundige tekster og meget forklarende billeder, så er der naturligvis tips til hvordan man “kommer videre” med at bage – hvordan man kan løfte sine anstrengelser til et højere niveau, og der er også gode tips til hvilke redskaber, der er uundværlige i et bagekøkken. (Og her må jeg lige tilføje…Mascha har mange uundværlige sager i sit køkken – særligt til instagramvenlige billeder, – såsom en saks i guld!) Køkkenmaskinen, som hun så sødt troede var en foodprocessor (jeg siger ikke mere) medbragte jeg naturligvis.

Det har været meget vigtigt for os at denne bog blev super personlig og troværdig. Fordi man skal jo ikke bare udgive kogebøger – bare fordi man kan. Det har været så afgørende for os, at Mascha som nybegynder faktisk fik dej op under neglende og at hun fandt glæden ved køkkenbordet. Vi ville have at bogen blev “ægte” – og dét er din i den grad blevet. Vi er færdige med opskrifterne og vi har også fået taget billeder – og I kan bare glæde jer.

Hvem er bogen til?

Det bliver den perfekte bog til alle jer, der gerne vil i gang med at bage uden, at det skal koste jer mange penge, og uden at I skal ud og købe besværlige ingredienser, der skal hentes på toppen af Andesbjergene, inden vi kan komme i gang. Den er til alle jer, der elsker at føle jer som overskudsmødre, velvidende at indsatsen ikke har været alt for stor. Bogen er til alle jer der har brug for brandslukning i køkkenet. Til jer der er i tvivl om hvad speltmel egentlig er. Til jer, der elsker glasur og til alle dem, der er pissetrætte af, at en kage absolut skal pyntes med hjemmedyrkede økologiske spiselige blomster, før den kan gøre sig på instagram. Bogen her bringer glasuren tilbage på kagen, og vi pynter også med sukkerstjerner. Vi bager naturligvis også mere fornuftbaserede ospkrifter som rugmelsknækbrød og nemme kerneboller til madpakken. Det bliver sjovt, legende og rigtig hyggeligt. Og det bliver nærværende, det lover vi jer.

Og hey – så er det også lykkedes mig at få Mascha til at bage speltboller (gyserskrig-soundeffekt her!) – jaja, det er så sandt som det er sagt. Ha! 1:0 til mig!

PS: Tuuuusind tak til alle jer søde læsere og følgere, der nærmest ugentligt har sendt mig gode idéer til, hvilket indhold, der skal være i en rigtig begynderbagebog. Jeg har virkelig lyttet til jer, og jeg vil mene at jeres ønsker er blevet indfriet (eller i hvert fald 95% af dem). Så tak! Jeres hjælp har været afgørende.

final_lowres2815

Foto: Claudia Dons

7 reaktioner

  1. ELSKER før/efter-teksten. Nu kan alle da være med, hvor er det godt 🙂 Held & lykke med bogen

  2. Absolut lige noget for mig med sådan en bog 🙂

    Jeg kunne for en gangs skyld godt tænke mig at føle mig som den overskudsmor der lige får bagt til børnenes klasse eller bare til en gang hygge derhjemme!
    Sidst der skulle bages til skolefesten, fik jeg “lov til” at medbringe en kagemand, da mine evner til at bage ikke rækker særlig langt, ha ha… Og min søns eneste kommentar var “Ej mor, du har jo snydt”… Hmm..
    Så jeg vil absolut GLÆDE mig til den bog udkommer 🙂

  3. Jeg er én af dem der godt kan stå lidt af, bare der er spiselige blomster 🙈😂 så jeg glæder mig meget til bogen udkommer 👏🏻????

  4. Jeg faldt i søvn..din beskrivelse er meget kort og præcis. Det er ikke forbudt at tænke.
    Det andet er jo en hel roman. Det lige til at blive endnu mere forvirret. Men det smag og behag 😆

  5. Hvor fantastisk 👌👍🙌😘 Den kan kun blive god, med 2 så skønne forfattere 😘😘❤❤

    Kh Charlotte

  6. Jeg synes det er megasejt, og taler til bogens ære. Dels at det er fornuftigt, at bruge Mascha Vang som prøvekanin, for hun har jo selv erklæret, at det ikke er køkkenet, hun har brugt mest tid på gennem årene. Men i særdeleshed også fornuftigt, fordi vi er mange som er gode til madretter, men knap så gode til det med bagning. Da jeg i sin tid ville lave boller til ex-konens fødselsdag ville dejen ikke hæve, og alle de dumme kommentarer folk kunne komme med hjalp ikke. Med andre ord: jeg kom aldrig selv i gang med bagningen, men nu er du ved at have overbevist mig om, det er et kapitel jeg bør gøre noget ved. Real #girlpower når det er bedst. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN