Skal man fokusere på det uperfekte?

Jeg har en smule ondt i maven lige nu. Men jeg hopper ud på dybt vand.

Fordi jeg har besluttet mig, efter lang tids overvejelse (flere måneder – måske år, faktisk) endelig at skrive det her blogpost. Jeg véd med 100% sikkerhed, at hvis jeg spurgte folk omkring mig, hvorvidt jeg skulle udgive denne tekst, disse billeder og min holdning i dette blogpost, så ville de fleste sige, at jeg bare bør lade være. Lad vær at blande dig i dén snak, Annemette, – i den snak hører du nok ikke hjemme.

Deres holdning ville være baseret på, at 1) det er et ret betændt emne, der får folk op af stolen, 2) jeg er for “perfekt” rent kropsideal-mæssigt til at snakke om det her og 3) fordi man skal nok ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus.

Men ved I hvad. Jeg har besluttet mig for at gøre det alligevel. Jeg har ikke tænkt mig at kaste med sten, og jeg er bare mig. Hverken perfekt eller uperfekt. Bare en kvinde i en krop i dén her sammenhæng. Min krop. Som dén er.

For alle kvinder hører hjemme i en snak om kropsidealer. Alle. Høj som lav, tyk som tynd. Vi alle sammen har ret til at være dem vi er og have det godt med det – eller det modsatte. Vi har sådan set også ret til at væmmes ved vores krop, hvis det der dét, der fylder mest. Så håber jeg jo bare på, at de kvinder, der har det sådan, gør noget ved sagen, så de en dag synes godt om sig selv.

Definitionen af perfekt

“Perfekt” er ikke noget vi ser. Ikke noget man kigger på. “Perfekt” er en tanke. Et øjebliks total tilpashed. “Perfekt” er noget man føler, hvis jeg skal beskrive det bedst, som jeg oplever det. Det er en følelse af, at alt er helt som det skal være. Som det skal være for at vi accepterer en given tilstand, eller som det skal være for at vores omverden synes godt om os. Der er mange måder at anskue “perfekt” på, men perfekt er ikke noget vi definerer i bred enighed – det er noget vi hver især definerer udfra normer (som vi måske i bred enighed kan blive enige om) – men vi har alle sammen vores egen lille sammensatte puslespil af brikker, der skal til, for at det hele føles perfekt.

Jo ældre jeg er blevet, desto mindre tid bruger jeg på at stræbe efter perfektionisme. Jeg var perfektionist som ung. I dag er jeg bare mig. Jeg kan godt lide pæne ting. Jeg er vild med at dyrke det æstetiske og jeg gør mig altid umage. Men jeg går ikke længere op i, om folk synes, det jeg laver er perfekt. Eller om jeg ser perfekt ud. Jeg går op i, hvad jeg selv synes, og jeg går op i, at andre bliver inspireret, interesseret eller bevæget af de ting jeg gør og mener. Perfekt kan på én eller anden måde godt blive lidt statisk. I min verden skal der helst være plads til forbedringer, så er livet sjovest, når livet er dejligt uperfekt og rummer fleksibiliet.

Bananbryster og strækmærker

Jeg ser ret mange kvinder på Instagram, der deler billeder af deres små menneskelige “fejl”. Altså de ting ved dem selv, som de måske har haft det svært ved, og har ønsket var anderledes. Men som nu skal luftes i billedform. Både strækmærker, bananbryster, kraftige lår og så videre. Jeg synes det er super sejt. Luft løs, for fanden. Ingen tvivl om det. Lad os vise verden, hvordan almindelige kvinder ser ud, så at yngre generationer måske opdager, at virkeligheden er en anden end retoucherede billeder og bikinibroer. Det er jo netop alt andet end fejl. Det er bare virkeligheden. Frodig, fyldig, benet, blævret, krøllet og struttende. Det hele.

Men, jeg har sgu hverken bananbryster eller strækmærker. Jeg har faktisk et maveskind, som jeg er ret godt tilfreds med efter tre graviditeter. Mine bryster, dem gider vi ikke snakke om (endnu), men min bagdel – ja, det er en flad fornøjelse. Jeg er bare ikke sikker på, at man får likes på at dele et billede af en flad røv med #jegerheltnormal – måske jeg skal prøve det.

Okay. Nu får jeg ondt i maven. Nu bliver jeg faktisk lidt bange for, at der vil sidde nogle af jer, der læser med, som vil blive irriterede nu. Men, nu skriver jeg bare de ord, som jeg ofte hører… Mange kvinder omkring mig italesætter ofte min figur som perfekt, når de ser mig – med tøj på. Lange ben, en str 36, talje, slanke arme osv. Og ja, jeg er da rigtigt godt tilfreds med hvad Gud har givet mig – men jeg er bare ikke styret af det. Så skal jeg sige undskyld? Bør jeg skynde mig at finde en fejl, som jeg kan italesætte? Eller skal jeg bare nyde, at andre synes min figur er ret “perfekt”? Hvad skal jeg gøre? Siger man tak?

Hvad siger man egentlig til den slags kommentarer? Fordi hvis den slags kommentarer kommer fra kvinder, der har det rigtigt godt med sig selv, så kan jeg være helt rolig ved, at det er velmenende ord. Men når ordene kommer fra kvinder, der ikke har det godt med dem selv, så hører man tydeligt en slags bitter undertone – og det er SÅ ærgerligt. Hvis de bare vidste hvor ligegyldigt jeg synes et tal på vægten er! Jeg synes, at det er sindssygt ligegyldigt.

Jeg synes at kvinder, som Mascha Vang eller Stephania Potalivo er sådan nogle labre små kvinder, med langt mere umph end jeg nogensinde kommer til at få…det gør jeg virkelig. Jeg kan sidde og stalke min egen veninde Mascha på hendes instagram og bladre igennem det ene bikinibillede fra Bahamas efter det andet i ren misundelse over hendes mere sexy kurver – Og, hvad så! (sorry, Girl!)

Skal jeg virkelig bruge tid på at fokusere på alt det de andre har, i stedet for at være glad for det jeg har?!

Det ville jo være absurd, ikke?

Så, here goes. Jeg er glad for mine slanke, lange ben. Men jeg bliver noget så upopulær hvis jeg poster billeder af dem med teksten “Som teenager var det træls at være højere end alle drengene, men nu har jeg endelig lært at acceptere mig selv som jeg er, og nu elsker jeg bare mine lange tynde ben. Har I set hvor flotte de er. De skal luftes, skal de!”

Jeg er også glad for min mave. Måske dem kropdel, som allerflest kvinder bare ikke holder af ved sig selv. Men hvad nu hvis jeg tog et billede af mig selv på stranden i bikini og skrev “hej allesammen, lad mig lige vise jer mit maveskind. Helt stramt og glat efter tre graviditeter. Det skulle lige luftes, skulle det!”

Det ville jo være absurd, hvis jeg skrev sådan. Og sådan tænker jeg naturligvis heller ikke.

Ja, jeg tænker faktisk bare ikke over det.

Sig mig, SKAL man have en uperfekt ting ved sig selv, som man nu er begyndt at elske, for at være sådan rigtigt populær blandt andre kvinder? For jeg kan godt sige jer én ting, min næse og mine manglende bryster er rimeligt uperfekte ting ved mig selv. Og jeg er ikke begyndt at elske hverken den ene eller de to andre. Jeg er godt utilfreds med mine små bitte gajoler og med min lidt for store næse, selvom den giver mig karaktér, og jeg har lært at leve med den. Utilfreds ja. Ikke tilfreds og ikke noget jeg har lyst til at hylde ved mig selv.

Og når jeg så skriver sådan, så risikerer jeg jo at blive stemplet som usikker. Som en, der ikke har det godt med mig selv. STOP NU!

Mine ord er blevet en lang tankestrøm. Jeg håber egentlig bare, at du, der har læst med, vil huske på, at vi allesammen er perfekte som vi er – fordi perfekt er noget vi selv definerer i vores mindset. Det er hverken nemmere eller sværere at elske os selv og hinanden på baggrund af vores fysiske former og rammer. Kærligheden til os selv kommer indefra og er ikke en reaktion på det hylster, vi bor i.

Jeg har brugt godt 5 år af mit liv som ung på at have et fordærligt destruktivt billede af mig selv og min krop øverst på lystavlen. Hver dag. Hvert minut. Hvert sekund. De fem år er en slags byrde, jeg bare må leve med, at jeg har i baggagen. En tid, som jeg på mange måder, gerne havde være foruden. Jeg har vejet næsten 20 kg mere end jeg gør i dag, da jeg var ca 18 år gammel, og jeg har taget 25 kg på under hver af mine tre graviditeter, – alle kiloene raslede efterfølgende af – og jeg trænede ikke, nej. Så had mig bare! Kroppen er bare et hylster. Et værkstøj. Et bæger, som vi fylder op med essensen af hvem vi er i hjertet og hjernen.

Min krop er tynd. Ikke for tynd i følge “bmi-målinger”, men den er så tynd, at jeg faktisk gerne vil tage 2-3 kg på. Det ville på ingen måde genere mig. Det er bare virkelig ikke noget man siger. At man gerne vil tage lidt på. Og at man æder som en hest, men at der ikke rigtigt sker noget. Det er sådan nogle ord, der gør andre folk sure og irritable.

Men det er sandheden. Min sandhed.