DIY: lav en billedvæg!

Om at give slip på vreden

img_4992

Mit hjerte begynder at hamre ekstra hårdt. Det sitrer også en smule i fingerspidserne, og jeg kan mærke, at min vejrtrækning bliver mere overfladisk. Det dunker inde bag brystet og kroppen bliver tung. Det er som om, at noget trykker i tindingerne, og pludselig føler jeg irritation i nakkemusklerne og virrer med hovedet for at blive fri for spændingerne. Jeg stryger mig selv om munden med en pegefinger og tommeltotten – ned langs siderne af mundvigen – for ligesom at tørre fråden væk. Jeg rømmer mig. Jeg kigger på mobilen “hvem kan jeg skrive eller ringe til?” Der er så megen irritation i min krop, så megen vrede at jeg bare dele det med nogen. Anybody. Nu.

Det dér. Det er vrede. Som jeg oplever det. Når den er allerværst. Når den har rigtigt godt fat i mig, og når jeg bliver fanget i min egen krop, hvor jeg er tvunget til at være tilstede i den altomsluttende følelse, som vrede er.

Sådan har jeg haft det mange gange i løbet af den sidste håndfuld år. Men i det sidste halve års tid er der sket noget magisk. Jeg har ihærdigt forsøgt at slippe vreden. Og det er vist lykkes. Ganske enkelt. Jeg føler mig fri for den, faktisk.

Hvordan i alverden det har kunne lade sig gøre, at jeg har sluppet vreden, det ved jeg ikke. Eller måske gør jeg. Jeg kan mærke, at de faktorer, der kunne gøre mig allermest vred og ked af det (når jeg skal være ærlig), ikke længere har magt over mig. Men det her blogpost skal ikke handle om nogen eller noget særligt. Det er ikke et hævntogt over alt det der gennem tiden har gjort mig vred. Det er en fortælling om, hvad der findes på den anden side – når vredens tsunami er overstået. Når stormen lægger sig.

Vrede er en skøn følgesvend

Lad mig først slå fast, at vrede føles som en rigtig god ven, når man har den. Fordi sålænge man er vred, så kan man skyde alle følelserne fra sig og projektere dem over på nogen eller noget andet. I vreden behøver man ikke forholde sig til sig selv. Vrede er måske nok en følelse, der sætter rødder indad, men er jo oftest rettet udad mod en anden end én selv.

Kender I ikke de dér mennesker, som altid brokker sig? Som altid er vrede på verden. Og det eneste man tænker, når man hører på deres sorte syn, er, at noget må være galt med dem selv. At de virkelig trænger til hjælp. Sådan synes jeg det er. Er man meget vred, så trænger man faktisk til hjælp. Vrede er ikke nødvendigvis en selvvalgt følelse. Den kan komme og bebo ens krop, selvom man ikke rigtig bad om den, og når først den får fat, så er den, som jeg skrev, en god følgesvend at have med sig.

Vrede bliver til sidelange sms’er og VERSALER. Vrede bliver til gentagne opkald, med kun få sekunders mellemrum. Opkald, der ikke besvares. Måske 20 gange i træk. Vrede bliver til utallige analyser og hjernespind. Vrede bliver til sammenbidt sarkasme og verbale lussinger. Vrede bliver til trusler. Til hævn. Fy for helvede, hvor grimt!

For helvede, hvor har jeg egentlig bare næret på vreden. Øv. Hvor har det bare været nemt at italesætte hvor utilfreds man er over tingene fremfor hvor taknemmelig man er, selvom livet er svært. Man går jo generelt ikke rigtigt rundt i en følelse, med mindre at der er ét eller andet ved den følelse, som man nærer af. Som en “feeder”. En snylter. Og jeg har snyltet på vreden, – det har jeg – fordi i den periode, hvor jeg har tilladt mig selv at være gal og tvær, der har jeg fjernet fokus fra alt det, som gjorde rigtigt ondt. Alt det, som lå i mig selv, som ikke var påvirkeligt af udefrakommende faktorer. Jeg har brugt vreden som en sutteklud, har jeg!

Min hjerne kan holde fri igen

Men den tilstand, af at være gal inderst inde. Skuffet på livet. Vred på dem, der har uproblematiske realtioner… den er ovre. Jeg er simpelthen ikke vred længere. Jeg føler mig ikke snydt. Jeg føler mig tilfreds. Og vigtigst, jeg er faktisk glad. Og jeg kan godt leve med de faktorer i mit liv, der går mig allermest på. Fordi uden alle de sten jeg har haft i skoene, så var jeg jo ikke kommet hertil. Så havde jeg valgt en anden vej, og hvem ved, det er jo ikke sikkert den havde været bedre. I forstår, tænker jeg.

Jeg har i det seneste års tid virkelig gjort et målrettet forsøg på at fjerne min vrede. At sige pyt. Pyt til ting og issues, der bestemt ikke fortjener “et pyt” i sagens natur. Men simpelthen for at give mig ro. For at finde ind til kernen, – min mavefornemmelse – mig selv. Alle disse “pytter” har været enormt vigtige for mig, og har vist mig selv, at når jeg giver tingene lidt tid og afstand – fjerner dem væk fra kroppen i strakt arm, så behøver de ikke få lov at fylde mig op med negativitet. Jeg kan faktisk godt, helt bevidst, styre min energi og placere min energi de rigtige steder.

Jeg behøver ikke lade vreden løbe af med mig. (Sikken åbenbaring det har været!)

Nu hvor jeg har gjort mig fri af vreden, så er det som om en stor sky er lettet. Min hjerne kan holde fri igen. Min hjerne, der ellers konstant har kørt på højtryk hvor tankerne har kværnet rundt – frem og tilbage – op og ned – flere tanker, flere analyser, flere irritationsmomenter, mere vrede. Mere spildt energi.

Eller man kan sige, at min hjerne kan holde sådan nogenlunde fri. For der er jo stadigvæk problemer, der skal håndteres – bare ikke med vrede, men med konstruktive og rationelle tanker.

Jeg er ikke taknemmelig

Og jeg er ikke utaknemmelig, heller. Men jeg gider ikke sidde og skrive, at jeg er taknemmelig over alle de ting, der har gjort ondt på min vej. Det er jeg ikke. Jeg er bestemt ikke taknemmelig, og jeg havde med glæde været mange af de bump foruden. Men jeg er taknemmelig over mit liv og de valg jeg har været i stand til at træffe, trods alt. Jeg er taknemmelig over den styrke som min modstand har givet mig. Og jeg er taknemmelig over at jeg er kommet til et punkt, hvor vrede kan bekæmpes med ro.

Og tilbage er der ærgrelse. Over al den tid, der er spildt på dårlighed (findes det ord overhovedet?). Tid som burde have været fyldt med lykke over mit liv, lykke over mine børn, lykke over at være det helt rette sted i livet med den helt rigtige mand ved min side. Men lykken har måtte træde tilbage til tider til fordel for ulykken, – og hvor er det trist, når man tænker over det.

Hele denne snak om at slippe sin vrede og alle mine fine ord om gode positive intentioner betyder jo ikke, at vreden ikke kan komme op i mig. Naturligvis kan den det. Så sent som i dag. Jeg mærker det da ofte, den dér sitren i fingerspidserne – men jeg blevet meget bedre til ikke at lade vreden tage over. At slippe den. “Kigge” på min vrede og sige “farvel, du er ikke velkommen her”. 

Fordi først, når vreden ikke længere fylder, så er der plads til selvindsigt og plads til at lade alle de gode følelser fylde.

img_4996

   

2 kommentarer

  • Charlotte Sørensen

    Virkelig godt skrevet 👌
    Jeg er af den klare overbevisning, at vi gennem livet skal lære en lektie af de dårlige/svære situationer vi havner i og de mennesker som ubevidst eller bevidst ikke vil os det godt. Vi vil blive ved med at ‘få det vist’/ havne i den samme type situation/relation, indtil vi har lært at afvise den, inden den får fodfæste.
    Håber det giver mening 🙏💗😘

    Kh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Yderst velskrevet, og jeg kan absolut nikke genkendende til mange af dine tanker. Kloge mennesker ville nok sige, at det har været en del af processen i forhold til virkelig at blive voksen. Jeg vil kalde det erfaringens læremester. Du har ret i, at det er svært ligefrem at være taknemmelig for de udfordringer vi alle har mødt gennem livet, og så alligevel… Hvis ikke vi havde mødt dem, så var vi nok ikke blevet til de mennesker vi er i dag – på både godt og til tider ondt. Det vigtige er, at kunne skelne, og bruge de gode sider til at stråle, samtidig med at de mindre gode kan drejes til noget mere positivt. Tak for dit indlæg. Det er altid inspirerende at læse med her på denne blog, også selvom jeg ikke når alle indlæg. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY: lav en billedvæg!