Kuk kuk – hovsa, dér var overfladen…

Jeg er simpelthen så ked af, at jeg på én eller anden måde føler, at jeg ikke har præsteret ordentligt her på bloggen i en uges tid. Med det mener jeg, at jeg ikke rigtig har været til stede. Jeg har naturligvis udgivet indlæg – det ser I jo – men det har primært været sponsoreret indhold, som betaler regninger – men ikke mine sædvanelige personlige indlæg, hvor jeg lige vender verdenssituationen med jer, kære læsere.

Men som en hver anden småbørnsmor, så bliver man nogen gange bare ramt. Af sygdom. Øv altså. Og jeg skal da ellers lige love for, at vi ikke er gået fri i denne omgang – for noget som helst. Luca har haft skoldkopper, mellemørebetændelse, influenza plus det løse. Og Ferdinand har haft skoldkopper, hvilket nu også har ramt min ældste, Hugo-Sander. Jeg selv, ja, jeg har egentlig bare haft konstant snue og truende influenza i kulissen. Kender I det? At man kan mærke det? Det ligger bare og lurer.

Men jeg skal fandeme være frisk til i aften, fordi jeg har glædet mig så meget til den middag vi skal ud og spise i aften med et vennepar. Det bliver i hvert fald hyggeligt, hvis jeg ellers er frisk nok – og Micky og jeg glæder os til lidt voksentid og selskab med de bedste.

Men jeg har på én eller anden måde ikke kunne finde overfladen. Jeg har været begravet i bunker af arbejde – og nok har jeg et ekstra gear og meget overskud, som jeg skrev om – men jeg har jo, desværre, ikke på magisk vis flere timer i døgnet end alle andre her på planeten.

Det her, – det er bagsiden af medaljen

Når jeg ind i mellem virkelig advokerer for, at man da bare skal kaste sig ud i at blive selvstændig – så skal jeg måske vare mine ord, blot en smule. For ærligt, jeg har aldrig før – i de sidste 4,5 år, hvor jeg har drevet virksomhed – sådan rigtigt mærket bagsiden af medaljen. For når man er selvstændig har man jo nogle gevaldige friheder. Man kan drikke kaffe med sine veninder i hverdagene – midt på dagen – man kan ordne vasketøj, når det passer. Man kan gøre sine indkøb midt på dagen. Tage ferie, når man vil… alt det dér. De åbenlyse friheder.

Men så skal jeg da ellers hilse og sige, at bagsiden er en smule mere mørk, end jeg først lige havde indset. For helt bogstaveligt er der jo kun mig til at udføre jobbet. Mig til at skrive blogposts (det overlader jeg altså ikke til nogen anden!), mig til at være vært på Sådanmark (man sender ikke lige en vikar), mig til at tage telefonen, når den ringer (det er jo som regel mig folk vil snakke med), mig til at besvare mails etc. Generelt er det bare en smule stressende, at være selvstændig, når der ikke er ekstra timer i døgnet og alt det personlige modarbejder én. Og både flytning, syge børn og bryllupsplaner har været lidt ekstra pres – så jeg er lidt mør.

Hold op, hvor jeg glæder mig til sygdom og arbejdspres slipper taget i vores familie.

Men – jeg plopper vel sagtens op til overfladen – som jeg plejer. I bounce back. 🙂