Manden jeg gifter mig med…

Reklame.

Ahmen for søren da osse… Jeg kan jo slet, slet, slet ikke få det bryllup ud af hovedet nu. Da ikke ovenpå den omgang brudekjoleprøvning, som lørdagen bød på. Meget mere om det på bloggen snart. Jeg er lige ved at samle billeder sammen og vælge ud – ja, vi tog knap 1000 billeder, og nok er jeg vild med at se mig selv i en brudekjole, men SÅ mange billeder skal I alligevel ikke belemres med.

Men ovenpå den omgang bryllupsspam på min instastory, så var der faktisk flere, der spurgte ind til, hvad Micky egentlig er for én. Hvem det er, jeg gifter mig med.

Og det har jeg da aldrig rigtig tænkt over at skrive om. Men why not? Lige nu kan alligevel ikke gøre modstand, for han sidder på et fly mellem København og Tokyo, så jeg skriver da bare indlægget, og så må vi se, hvad han siger…haha. (Han er den tilgivende type!)

Men altså. Hvordan skal jeg beskrive ham? Hmmmmm!

Micky fik mit blod til at suse og mit hjerte til at koge over det sekund jeg så ham. Han tog mig virkelig med storm. Og det er pudsigt, for han er slet ikke den type, synes jeg. Altså den type, som jeg ville tro, skulle komme og feje benene væk under mig. Men det gjorde han. Lige dér foran kaffesalonen på Nørrebro i København, da jeg så ham for første gang. Han er typen, der drikker skinny-latte (I’m not!!! Jeg tager min med sødmælk, tak.) og jeg synes, da jeg mødte ham, at det var så tøset. Men han købte bare sin kaffe, totalt upåvirket af mine protester mod hans valg af mælk, og så snakkede han ellers bare videre. Det var så dragende – at ham hér, kunne jeg slet ikke rokke ved.

Det bringer mig til det næste. Han er urokkelig. Pisse-irriterende og fantastisk provokerende urokkelig. Og jeg elsker ham for det. Ham kan man simpelthen ikke overbevise om, at han skal mene eller gøre noget, som han ikke selv føler for. Og dét er prisværdigt, for sådan én som mig, der godt kan lide at diskutere, analysere og hele tiden dreje på tingene, for at se det oppefra, fra siden, nedefra og så på hovedet. Micky ser tingene på én måde. Sin måde. Og det er faktisk ret skønt og betryggende.

I forlængelse af, at han er urokkelig, så er han også ustoppelig. Hvis han først har sat sig for, at der er et stykke elektronik, som han gerne vil have – jamen, jesus christ – så skal jeg høre om det fra nu og til dommedag, hvis han ikke får fingrene i det asap. Så det gør han. Han lykkes på mærkværdig vis altid med at sweet talke mig nok til at jeg køber det til ham – og hvis ikke det sker, så har han altid liiiige nogle penge et sted på kistebunden og vupti – så står der lige en ny Xbox i stuen… eller Playstation…eller højtaler…tv…controller…you name it. Manden er besat af gadgets og særligt spillekonsoller. Meget sådan en mande-mand / drengerøv på dét punkt.

Han er romantisk anlagt. Ikke på den klassiske røde-roser-og-stearinlys-måde. Men på sin egen måde. Han er typen, der køber gave til mig hver eneste advent op til jul (selvom jeg ALTID glemmer at købe til ham). Han kommer altid hjem med gaver til mig, når han har været ude at rejse (hvilket han er ret ofte, faktisk). Han sender ikke lange kærlighedsfyldte sms’er, men til gengæld er han typen, der altid sender mig søde videoer af børnene, når jeg er væk hjemmefra og som altid husker at facetime inden vi skal sove, når vi ikke er sammen. Han er betænksom, er han.

Han er så vildt god en far og bonusfar! Den bedste. Det er jordens sværeste ting at bringe to børn med sig ind i et kæresteforhold. Men Micky tog bare imod drengene og tog dem til sig – fuldstændigt som var de hans egne – med respekt for at der også er en biologisk far. Men han lader sig selv elske børnene lige – selvom vi allesammen godt ved, at det er noget andet med ens biologiske børn, – så føler han virkelig bare, at han har tre drenge. Og jeg bliver altid så lykkelig, når han omtaler børnene som vores børn. Han siger aldrig dine børn og vores barn. Nej det er altid vores børn. I flertal – for han føler, at han er forælder for alle tre, og det gør mig lykkelig helt ind i det inderste.

Han er en fantastisk samarbejdspartner – det meste af tiden. Typen, der henter børn, bringer børn, handler ind, smører madpakker, tømmer opvasker osv. Ind i mellem får jeg dog bare lyst til at råbe grimmer gloser i hans retning – og gør det måske også, – selvom jeg hårdnakket påstår, at jeg altså ikke råber (yeah right!) – men hvem gør ikke det i et forhold. Det gode ved os er, at vi kan foragte hinanden det ene sekund, men det næste så er vi fyr og flamme igen.

Han kan være helt stille. Og jeg snakker bare endnu højere. Men sådan er vi. Han siger kun noget, når han virkelig har en mening. Han er ikke typen, der small talker. Slet ikke. Han har det fint med, at der er ro. Han vægter sine ord og han går ikke ind i diskussioner uden han mener, at han kan vinde den. Leder mig til næste…

For my God er han er vindertype? Til fingerspidserne. Faktisk så meget en vindertype, at han er en mega dårlig taber. Den værste jeg kender. Han går altid efter at vinde, og det gør jeg faktisk også – så der er vi lidt et dårligt match. Jeg bliver dog ikke sur, hvis jeg taber – slet ikke (det er sandt!) – men dét gør Micky. Han kan sagtens finde på at forlade lokalet eller være sur i flere timer, hvis han har tabt et spil Settlers eller lign. Det er lidt sjovt, når man nu slet ikke selv har det sådan – men tag ikke fejl – han synes sgu ikke det er sjovt. Han tager det maks alvorligt.

Micky er en klippe. Det er et ord jeg altid synes var lidt corny, før jeg forstod, hvad det betød. Jeg har sgu aldrig kendt nogen, der var en klippe før. Men det er han. Han står fast, er urokkelig, stabil, stor og stærk – og han passer på mig. Han har altid min ryg, når tingene går ad helvede til og han giver den slags bjørnekram, der får mig til at føle, at hele verden bare kan komme an, fordi han er der til at passe på mig.

Og sidst, men ikke mindst. He’s got moves. Han kan danse Teletubbies-dansen og mere kan jeg ikke sige om det. 🙂

Ure til mænd er den perfekte gave