Et år ældre. 10 år klogere…mindst!

Så blev jeg simpelthen lige et år ældre. (34, – hvis nogen skulle være nysgerrige)

Nogle gange, når man har fødselsdag, er det som om, at intet er hændt i det forgangne år. Ikke sandt? Jeg taler om dén slags år, som man bare lægger til livet, som en elmåler, der langsomt bare tikker derudaf, uden at man skænker det en tanke. Og eftersom min fødselsdag falder her d 5. januar, og på den måde også markerer et nyt år i kalenderen, så tænker jeg ofte tilbage for lige at mærke efter, om jeg har lært noget af det forgangne år. Jeg gør regnskabet op. Er jeg blevet klogere?

Havde I spurgt mig dengang jeg blev 28, om jeg kunne mærke forskel fra 27-28, så havde jeg ikke tænkt så meget over det. Det samme gælder fra 30-31, og 32-33…. men jeg skal da lige love for, at jeg føler mig 10 år ældre (eller bare 10 år klogere) i denne omgang. Der er sket utroligt mange ting i mit liv det sidste år.

Jeg må erkende, at det er første gang, i løbet af de sidste 4 år, hvor jeg har drevet min virksomhed, at jeg sådan rigtigt tror på, at det nu kan lade sig gøre. I længden. Jeg er ikke længere bange for, om jeg kan tjene penge og sætte mad på bordet til familien på baggrund af det job, som jeg har skabt for mig selv. Jeg føler en enorm ro og tryghed i min hverdag. Jeg er heller ikke bange længere, når jeg åbner min netbank, fordi jeg véd, at der er sådan nogenlunde styr på sagerne. (Kender I ikke det dér med, at man nærmest hører horror-agtigt underlægningsmusik inde i hovedet det sekund man åbner netbanken og indtaster sit nem-id? Eller er det bare mig?)

Jeg har lært, at man skal sætte penge til side til moms, og man skal huske at betale sin b-skat. Så det gør jeg. Pligtopfyldende og ordentligt. Fandeme. (Åh, dét har jeg lært på den hårde måde…haha).

Mine børn lærer mig også nyt, – hver eneste dag. At have et barn, der hastigt nærmer sig tween-alderen, uh, det lover jeg jer, – det ligger der en masse læring i. Hold da op, hvor jeg lærer meget om mig selv som forælder hver eneste dag, men jeg lærer også om mine samarbejdsever med min kæreste (eller mangel på samme) og om børns udvikling, sådan helt generelt. Jeg bliver overrasket gang på gang over hvor klogt sådan et lille menneske kan være. Den empati og næstekærlighed min ældste rummer, kan nærmest slå mig helt ud til tider. Han er simpelthen så reflekteret, den knægt. Ja, det er lillebroren i øvrigt også, han er bare lige dét yngre. Men wow, altså. WOW!

Tænk, at man er så priviligeret at være mor. At jeg er mor til tre…ja tre. Det havde jeg aldrig regnet med… At få lov til at stå på siden og følge med i, hvordan de her små mennesker bliver til, vokser op og bidrager til verden. Hvordan ens børn går fra at være små marcipangrise med michelin-deller, børneeksem og gu-gu-ga-ga lyde, til at være små voksne, kloge individer, der selv kan gå til købmanden og handle ind, og som selv kommer også siger, at nu vil de gerne sove, fordi i morgen er en skoledag.

Livet, sådan helt generelt, har lært mig meget i mit 33. år. Ikke noget jeg fortryder – livet er for kort til at fortryde ting, synes jeg – men der har bestemt været lærdom, som jeg måske gerne havde været foruden…og så alligevel ikke. Jeg synes faktisk, at det er mega fedt at blive både ældre, klogere og mere sårbar. For det er jeg blevet, – jeg er ikke typen der udvikler kraftigere panser for hvert år der går, tværtimod, jeg er mere typen, der ligeså stille med årene nedbryder mit skjold og tør stå ved mine mere sårbare sider.

Så tak til livet. For at udfordre mig på godt og ondt det sidste år.

Tak til mine venner og veninder. For at bakke op, holde mig ud og hjælpe, når jeg har brug for det.

Tak til min familie. I er alt.

34 bliver et godt år. Jeg kan mærke det!