Jeg sendte en mail til min chef…

2018 er i gang. Godt i gang allerede. Jeg har både nået at afpynte juletræet, støvsuge, sætte en tøjvask over, drikke uanede mængder kaffe, sovet længe og fået et par kys af kæresten. Og det er over to hele dage… Ja, – det er da godt begyndt. Synes I ik?

Og jeg har jo lovet mig selv, at 2018 skal være fyldt med positivitet og gode oplevelser. I kan læse mit nytårsforsæt her. Det skal være året hvor jeg fokuserer på den gode energi og bruger mindre tid på den dårlige slags. Med det i mente, så synes jeg faktisk i bagklogskabens lys, at det var meget sejt gjort af mig, at jeg fik sendt en mail til min chef i starten af deceber. Sådan en mail, der gerne skulle sætte lidt skub i sagerne i 2018. Hjælpe til med at skabe flere positive udfordringer og få mig i den retning, jeg ønsker.

Men at sende en mail til sin chef, hvor man lige får understreget hvor glad man i øvrigt er for sit job, men også gør det helt tydeligt, at man faktisk er klar på endnu flere (læs: vildere) udfordringer, jamen, dét er sgu lettere sagt end gjort. Det er noget med ydmyghed, ik? Eller jantelov? Eller hvad er det egentlig, der sker i hovedet på én, der per automatik begrænser ens ordforråd, når man skal sætte ord på ens egne færdigheder?

Jeg synes i hvert fald det var svært, men jeg er stolt over at jeg gjorde det. Jeg fik tilmed skrevet noget i retning af at det er slet nogen hemmelighed, at jeg tør drømme stort. Men mest af alt, fordi jeg også véd med mig selv, at jeg er gearet til større udfordringer. Uhhh, sådan en sætning fanger jo. Altså bordet. Fanger. I forstår, ik?

Sådan på én gang at afsløre at man er lidt en drømmer, og så samtidig helt stålfast vedholde at man véd (ikke tror, men ved) at man kan klare mosten. Det krævede lidt mod, lige dér.

Fordi jeg er mega glad for mit job. Både det ene, det andet og det tredje. Ja, jeg er jo en kvinde med mange jern i ilden. Jeg elsker alt det jeg laver…arhhj, ikke alt, det er vist en løgn, men næsten…og jeg synes det er en befrielse at få lov at sætte ord på min glæde ved det. Så det var såmænd ikke den svære del i den mail. At rose mit job, mine kollegaer og de muligheder, der hver dag møder mig – jamen, det er da ingen sag. Men at skulle skrive, at man selv er the shit, og at vedkommende bare skal kaste flere opgaver, penge, tillid eller magt i hovedet på én, fordi dén slags kan man 100% klare og er totalt gearet til – ej, det er ikke nemt. Det synes jeg i hvert fald ikke. Men, man bør gøre det.

Jeg fik i hvert fald den bedst tænkelige respons.

Så kvinder. Gør nu bare som de andre. Mændene. Skriv til din chef, hvis du vil videre. Hvis du vil have mere i løn. Hvis du vil have større fleksibilitet. Whatever. Chancen er nemlig, at din chef blot vil respektere dig endnu mere for at du tør sætte ord på sagerne, og at vedkommende vil have dig i tankerne, når der byder sig nye muligheder. Du har intet at tabe.

Det værste du kan få er et nej. (And so what?)

(Nogle af de muligheder, der bød sig, fordi jeg turde sætte ord på det i 2017, var blandt andre mit job på GoMorgen Danmark, Sådanmark og mit gode samarbejde med Politikens Forlag)