Skat, tror du virkelig, at du kan elske mig resten af livet?

Let’s face it.

Rigtigt mange ægteskaber ender i forliste følelser, skuffelser, vrede, sorg – og til slut, skilsmisse. Ja øv. Men det er jo for fanden sandheden, så lad os nu bare kalde en spade for en spade.

Jeg har været gift. Jeg fik to børn med manden. Jeg er blevet skilt igen. Og jeg har sandelig også betalt prisen følelsesmæssigt og økonomisk. Det er noget lort at gennemgå. Straight up.

Og alligevel har jeg helt frivilligt lavet et barn med min nye kæreste (okay helt ny er han jo ikke) og planlagt at sige JA til ham til sommer – på trods af alle mine erfaringer med kærligheden, der måske burde trække mig i modsatte retning.

Jeg vil ikke lade mig slå ud.

Men heldigvis er kærligheden jo også fantastisk. Den får os til at glemme alt det dårlige og får os til at være tilstede i nuet.

Jeg tror virkelig på kærligheden, selvom jeg har alle gode grunde til ikke at gøre det. Men jeg rejste også til Australien for at bo som 15-årig, på trods af at jeg havde en helt alvorlig lidelse i form af araknofobi (ikke bare på den den måde, hvor man er lidt bange for edderkopper – nej, men på den der jeg-besvimer-og-kan-ikke-trække-vejret måde). Jeg er ikke sådan én man lige slår ud. Heller ikke når det kommer til Tornerosedrømmen.

Jeg vil stadig have det hele. Jeg vil sige JA til min mand, og jeg vil stadig elskes i medgang og modgang. Jeg glæder mig virkelig til den dag, hvor vi kan kalde os for ægtefolk. Fordi lige nu er han stadig bare min kæreste – men jeg vil have en mand. Min mand.

Forskellen er dog stor.

Første gang jeg sagde JA, forstod jeg ganske enkelt ikke hvad der var på spil. Det betyder ikke, at mit ægteskab eller bryllup dengang var mindre “ægte”, eller at der var uægte følelser investeret. Slet ikke. Jeg blev gift med allerstørste indlevelse og oprigtighed, første gang, og jeg fortryder det ikke. Det var et godt bryllup, og det var af de rette årsager for mit vedkommende.

Men i mellemtiden, takket være blandt andet min skilsmisse, er jeg nået ind til nogle følelser, som jeg slet ikke havde stiftet bekendtskab med før. Jeg er kommet i kontakt med en meget større kærlighed og desværre også nogle mørkere hjertekamre, hvor det er gået op for mig, at jeg også rummer had og vrede, som jeg ikke før havde “hilst på”.

Det vil sige, at denne gang, når jeg siger JA til Micky om et halvt års tid, så investerer jeg en mere helstøbt udgave af mig selv. Jeg kender mig selv bedre, og jeg kan mærke, hvad jeg virkelig vil. Det betyder også, at selvom jeg nogle gange ikke kan udstå synet af min kæreste (det hænder jo 😉 ), så véd jeg med mig selv, at to sekunder efter så synes jeg, at han er det mest fantastiske menneske på planeten. Jeg er blevet meget bedre til at se det store billede. Meget bedre til at hæve mig over situationen og se på vores relation udefra, hvilket giver mig ro og overskud til at se hvor godt vi egentlig har det, selv når det ind i mellem ikke går godt.

Det jeg kan konkludere er, at forskellen fra dengang til nu er stor. Meget stor. Jeg er blevet en voksen kvinde i mellemtiden, og jeg har fået nogle knubs. Det har gjort mig meget stærkere, og jeg føler, at det er et meget mere voksent valg, som jeg tager denne anden gang.

Kan man overhovedet elske hinanden hele livet?

Så er det store spørgsmål jo, om jeg overhovedet tror på den evige kærlighed? Den som man tager med i graven.

Tjo. Altså både og. Jeg har én gang troet på det. Jeg troede virkelig, med hud og hår, på, at jeg skulle være sammen med min eks til verdens ende. Det skulle jeg så ikke. Det blev pludselig meget tydeligt for mig en dag i August for godt 4 år siden.

Men hvad så nu? Hvordan kan jeg sige JA til et ægteskab, hvor man lover hinanden evig troskab og satser på at leve hele livet sammen, hvis min erfaring viser mig, at dén slags, kan man altså ikke ligefrem regne med. Tja, måske er jeg bare naiv. Men ved I hvad, så er jeg lykkelig over at være naiv. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi ikke mister troen på muligheden for, at den evige kærlighed eksisterer.

Så kan det godt være, at Micky en dag om ti år kommer og siger, at nu har han fået nok…hvem ved? Det kan jo godt hænde, og ingen kan med sikkerhed spå om fremtiden. Så det handler vel bare om at tro. På noget. Gud. Hinanden. Julemanden. Grundloven. Velfærdstaten…whatever. Bare tro på noget.

Så når jeg i et usikkert øjeblik spørger min kæreste: Skat, tror du virkelig, at du kan elske mig resten af livet? Så håber jeg bare, at han tror på, at det kan han muligvis. For ingen af os véd det jo.

Jeg tror på muligheden for, at evig kærlighed findes.

Og den skal ingen tage fra mig. ♥

rejse til budapest micky og luca

5 reaktioner

  1. Fantastisk beskrivelse. Og nej ingen kender fremtiden men man har jo lov at håbe på den evige kærlighed. Jeg kan så godt lide at læse dine indlæg. Du er så ærlig. Du pynter ikke på noget. Livet som blogger er vel ikke altid en dans på roser. Dejligt du “ tør “ være dig selv. Rigtig god jul og godt nytår til dig og din dejlige familie.

  2. Jeg har simpelthen svært ved at forstå det din tilgang til dit liv. Det er så vildt, hvordan du har den “græsset er altid grønnere på den anden”. Det er ret interessant. Jeg læser med fra nu af.
    Er forvirret? Så de to ældste er dine? Synes bare, de fylder så lidt herinde..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN