Halloween kager // Græskarcupcakes

Jeg var på Go’Morgen Danmark i søndags, for at vise jer danskere derude, hvordan man laver noget lækkert bagværk… – her en uges tid før Halloween. Og det er jo oplagt at man begynder at tænke i de baner, når man skal bage på denne årstid. Derfor lavede jeg græskarcupcakes, der blev pyntet med rigelige mængder lyserød og orange cream cheese frosting og masser sukkerperler mm. i programmet i morges – men den samme opskrift på dejen bruger jeg også til disse små finurlige kager, som jeg har udviklet.

Halloween kager: Græskarcupcakes med cream cheese frosting

12 stk.
sværhedsgrad: let
arbejdstid: 45 min
bagetid: ca. 15-20 min

Græskarcupcakes

250 g græskarkød, hokkaido
200 g hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g mørkt muscovadosukker
125 g lyst rørsukker
1 tsk kanel
1/2 tsk kardemomme
1/4 tsk salt
1 dl solsikkeolie
2 æg, str M
1/2 dl mælk

Cream cheese frosting

250 g blødt smør
100 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
400 g flødeost naturel
evt. orange pastafarve

Pynt

sort fondant
lidt grøn pulverfarve

Sådan gør du

Græskarcupcakes: Anvend et lille hokkaido græskar. Halvér det, fjern kernerne og skær skrællen bort. Vej 250 g græskarkød af. Hak græskarkødet i mindre stykker, kom det i en gryde og dæk til med vand. Kog græskarkødet mørt i ca 15 min. Sigt vandet fra og mos det groft med et piskeris.

Bland de tørre ingredienser i én skål. Pisk let de våde ingredienser sammen i en anden skål. Vend de tørre ingredienser forsigtigt sammen med de våde. Tilsæt græskarmosen.

Kom dejen op i en sprøjtepose og fordel den i 12 muffinsforme, der placeres i en muffinbradepande.

Bag dine græskarcupcakes ved 180 grader i ca. 15-20 min. Køl helt af inden de dekoreres med frosting.

Cream cheese frosting: Pisk det bløde smør luftigt og hvidt med flormelis og vaniljesukker med en god el-pisker. Sørg for at piske længe, så smørcremen, der er base for frostingen bliver meget hvid og cremet. Tilsæt flødeosten og pisk det hurtigt sammen – maks 10-15 sekunder. Farv cremen orange med lidt pastafarve.

Kom cremen i en sprøjtepose med en stor bred flad tylle og afsæt baner af frosting på hver cupcake. Skær den sorte fondant som munde, øjne og næser til og form små stængler, der pensles med mørk grøn pulverfarve.

Rigtig god halloween.


Halloween kage

3 reaktioner

  1. Hej Annemette kan du lige give mig en god ide til jeg kan lave nogle flotte valsboller jeg har prøvet med de bliver ikke høje• jeg gør alt hvad der står i opskriften men nej det er bare øv hilsen Annie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN