Vores bryllupsplaner // Runner-ups til bryllupslokaler

Vi har set på bryllupslokaler.

Tænk en gang. Jeg skal giftes.

De af jer som læser med fast, har nok bemærket, at det ikke er noget der fylder specielt meget her på bloggen. Men til jer, som lige er begyndt at læse med, så lad mig bare sige, at min blog som regel handler om alle mulige store og små tanker om børneopdragelse, parforhold, det at være mor, forretningskvinde, kvinde generelt og så bliver der også lige smidt et par opskrifter ind hist og her. Men ord og tanker omkring mit kommende bryllup har ikke fyldt meget.

Det skal sikkert nok komme. Men ærlig talt, så må jeg konstatere at mit fokus ifht. brylluppet er et helt andet sted, end det var første gang, jeg blev gift (ja, jeg tilhører skilsmissestatistikken). Jeg har overhovedet ikke haft behov for at snakke om det med særligt mange, og jeg har heller ikke haft lyst til at skrive om det. Det eneste, der faktisk betyder noget for mig er, at min kæreste siger Ja til at dele sit liv med mig, og alt det, som kommer efter brylluppet – nemlig dét man kalder ægteskabet. Men de tanker vil jeg skrive mere om på et andet tidspunkt.

Jeg synes nemlig at det er så utrolig ærgerligt, når jeg hører folk sige, at de vågner op dagen efter brylluppet – og så er intet ændret. For mig er alt ændret. Men som sagt, det vender jeg tilbage til en anden dag.

De tre runner-ups // smukke locations at holde sit bryllup

Som sagt, så har vi set på bryllupslokaler – og sikke en proces. Det er faktisk slet ikke nogen nem beslutning hvilket sted, der skal sætte den perfekte ramme om ens store dag. Vi har nu valgt det sted, hvor vi vil holde vores bryllup (kontrakten modtog vi i går aftes). Men i den proces har vi besøgt mange steder (!). Særligt tre steder, som har været rigtig gode, fantastiske og med sikkerhed har haft potentiale til at sætte en magisk ramme omkring vores bryllupsfest. Godt nok er der tale om tre steder, som vi jo i sidste ende har valgt fra. Men det valg er absolut ikke truffet på baggrund af manglende service, forkert prissætning eller noget som helst i den retning. Den simple årsag til, at vi har valgt de nævnte steder fra, er, at vi søgte noget helt særligt, – en helt særlig ting – som vores gæster skal opleve (mere kan jeg ikke sige) – og det fandt vi til slut et helt fjerde sted.

Men til alle jer, der måske skal giftes i 2018, som jeg eller som bare gerne vil have lidt inspiration til fremtiden, kommer der her min helt åbenhjertede “anmeldelse” af de steder vi har haft snakket med.

Natur og idyl

Hotel Comwell Kellers Park
– Ved Vejle Fjord

  • det helt særlige ved Kellers Park ved Vejle Fjord et location. Idyl og grønne trætoppe så langt øjet rækker. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, som Peter Ingemann nok havde sagt. Det ligger simpelthen så ufattelig smukt ned til Vejle fjord med en udsigt, der bare siger spar-to. Og så har Kellers park tilknyttet en fast festarrangør, som hjælper én igennem hele processen lige fra start til slut. Hun hedder Amalie er er bare noget af det sødeste. Og ja, vi er på fornavn med hende, for sådan føles det bare rigtigt. Det siger lidt om, den stemning og tone der har været omkring vores kommunikation. Hun har været så sød ved os, imødekommet alle vores ønsker og hele tiden besvaret vores mails øjeblikkeligt, sat hele verden på den anden ende for at hjælpe os med at få tingene til at falde i hak, og selv kommet med kreative input og løsningsmuligheder. Mage til fleksibilitet og positiv indgang til tingene skal man lede længe efter. Og det gælder ikke kun Amalie, men faktisk hele gruppen af folk på Kellers Park. Alle vi har mødt har været utroligt behagelige.
  • Kellers Park har i øvrigt nogle mega fede features. For det første er der deres SPA, hvor man lige kan hoppe i poolen dagen derpå eller få en ansigtbehandling hvis man trænger. Derudover er der en barbershop på stedet, som bare er mega cool for mændende. Deres køkken er suverænt, tør jeg roligt sige, og så er selve omgivelserne – altså de smukke bygninger – bare ganske unikke og breathtaking.

bryllupslokaler comwell kellers park

Personlighed og nærvær

Hotel Bretagne
– Hornbæk

  • Jeg hørte om Hotel Bretagne fra en veninde. Hendes mand havde lige afholdt et event på hotellet og hade lutter roser at dele ud. Det er et nyt (eller nyistandsat) badehotel i Hornbæk og byder bare på den dér udefinerbare stemning af hygge og ro. Øjeblikketligt, da vi trådte ind af døren på Hotel Bretagne var vi vilde med stemningen. Varmen. Hyggen. Og de lyse venlige lokaler. Vores begejstring blev ikke mindre, da vi blev vist rundt og senere korresponderede med Hotellets ejere. Hele oplevelsen har bare været til topkarakter.
  • Det, der er anderledes ved Hotel Bretagne fremfor de andre steder, vi har set på, er, at det emmer af personlighed. Og her mener jeg ikke på den der lidt for “simple” måde. Nej, personlighed på en super elegant og nærværende måde. Man kan mærke, at det er drevet af et ægtepar, der har en drøm og en vision om at skabe uforglemmelige oplevelser for deres gæster. Det der også var særligt tiltalende var, at vi kunne leje hele hotellet helt for os selv, – så vi ikke skulle bekymre os om andre gæster overhovedet. Og så vil jeg lige tilføje – prisen var absolut rimelig!
  • Men Hotel Bretagne er blevet valgt fra fordi der ikke er værelser nok på hotellet til alle vores gæster. Og det betyder noget for os, at alle kan overnatte sammen med os – og ikke skal finde et alternativ. Fordi på alle andre måder er Hotel Bretagne faktisk bare alt det vi har søgt og mere til.

bryllupslokaer hotel bretagne Bryllupslokaler - hotel bretagne

Ekstravaganza og luksus

Kurhotel Skodsborg
– Skodsborg
 (Her bliver jeg nødt til at skrive REKLAME – fordi jeg jo på andre tidspunkter har samarbejdet med Kurhotel Skodsborg… men I skal altså vide, at denne omtale er fuldstændigt på egen opfordring og ikke betalt!)

  • Det sekund Micky friede var jeg nærmest sikker på, at vores bryllup skulle holdes på Kurhotel Skodsborg. Jeg havde set, at Lisbeth Østergaard var blevet viet der sidste sommer, og det så bare så smukt ud. Derudover har jeg et godt bekendtskab med deres hoteldirektør og tænkte derfor, at det var oplagt. Men – da de fleste af vores gæster kommer fra Sjælland, og vi faktisk gerne vil have, at de bliver weekenden over, så har vi valgt at holde bryllup i Jylland. Det er den simple årsag til at Kurhotel Skodsborg blev valgt fra i sidste ende. Vi tror på, at det bliver nemmere at “holde på” vores gæster, hvis de allerede er langt væk hjemmefra.
  • Hotellet har, ligesom Kellers Park, et fantastisk Spa, som jeg gerne besøger i det daglige. De har muligvis de bedste croissanter jeg nogensinde har smagt (og de havde helt sikkert fundet vej til menuen i én eller anden forklædning 😉 ) Derudover har vi oplevet et fantastisk engagement fra hotellets side, når vi har snakket med dem. De var helt vildt kreative i deres tilgang til dagen og de muligheder der er på Skodsborg for at gøre brug af både faciliteterne og de omgivelser, der er. Og efter en god snak med dem modtog vi et meget udførligt program med både planer, idéer samt priser – så intet var overladt til tilfældighederne eller stod i det uvisse. Hvilket faktisk bare er mega vigtigt, når man planlægger bryllup.

Kurbad Skodsborg 4

Det er Mickys drøm vi indfrier

Misforstå nu ikke overskriften, – som om, at jeg ikke selv drømmer om det bryllup vi vil holde. Det gør jeg naturligvis. Men da det er mit andet bryllup, går jeg jo ikke rundt med uindfriede drømme om et stort kirkebryllup – for dét har jeg haft. Jeg har også prøvet skilsmissen, og ved derfor at selve brylluppet (altså dagen og festen) er ret underordnet når det kommer til ægteskabsløftet. Ægteskabet handler om noget meget større end den dag, og derfor er selve brylluppet ikke af sådan helt afgørende betydning for mig.

Jeg kunne for så vidt godt blive gift på rådhuset, eller hoppe på et fly til Las Vegas (det har jeg også foreslået min kæreste), og så kunne vi bare sige Ja, og leve lykkeligt til vores dages ende. Mere behøvede jeg ikke. Hans “Ja” er egentlig nok. Men min kæreste har jo ikke været gift før, og derfor er det enormt vigtigt, at han ikke betaler prisen for, at jeg har været gift før. Han har nogle store drømme om vores bryllup, og hvordan sådan en dag skal være. Og de drømme har jeg virkelig lyttet til, og så har vi sat os ned og fundet nogle gode løsninger, hvor vi begge kan se os selv i det.

Så der er ikke tale om et kompromis. Der er tale om, at jeg er lever mig ind i hans drøm og gør den til min egen. At jeg, påny, får muligheden for at holde et stort bryllup med manden jeg elsker ved min side. Og dén slags oplevelser skal man da ikke være ked af at få mere end én gang. (Ja, man må jo se positivt på det, ik?) Og så er det jo bare win-win, at Micky får lov at udleve sin store drøm, og jeg får lov at gøre alle de ting anderledes, som jeg ikke synes fungerede sidste gang, – så dagen bare bliver endnu mere magisk.

Jeg glæder mig til at fortælle jer meget mere om det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN