Jeg kæmper mod at virke utroværdig! // Nye blogger regler

Er jeg utroværdig?

Det spørger jeg mig selv om for tiden.

For der er kommet nye regler for bloggere pr. 1/7 2017. Inden de kom var der allerede temmelig stramme regler, som kunne være svære at følge. Men faktisk, så er jeg én af dem, der synes at de nye regler er helt ok. Også selvom det betyder, at jeg måske kan fremstå utroværdig. At jeg måske fremstår som om, at jeg udelukkende blogger om ting, som jeg får penge for. At jeg er én stor reklamesøjle. Etc. Sådan synes jeg nemlig slet ikke at det er.

Jeg er for det første enormt bevidst om hvilke samarbejder jeg indgår, og skriver udelukkende om produkter jeg kan lide. Derfor gør det mig ikke noget, at der står reklame – for jeg tænker, at mine læsere godt kan se, at det stadig er troværdigt. Jeg bærer i øvrigt kun tøj fra butikker/mærker, som jeg selv kan lide, og jeg får kun klippet mit hår det sted hvor jeg ellers ville komme. Men alt dette er i realiteten reklame. Også selvom jeg betaler.

For nylig blev der afholdt event for os Blogly Bloggere, så vi lige kunne lære de nye regler at kende. (Man kan jo slet slet ikke se på mig, at jeg havde fået lidt at drikke 😉 )

blogger regler Annemette Voss

Nye blogger regler (+influencere)

De nye regler gør, at jeg skal skrive REKLAME det sekund jeg på nogen måde har en interesse i at fortælle om et produkt eller lign. Selvom jeg ikke er blevet bedt om det og selvom jeg betaler for varen. Læs mere om de nye regler hos Forbrugerombudsmanden.

Hvis jeg f.eks. køber en bluse af min veninde, som har en tøjbutik, hvor jeg en gang selv arbejdede – så skal jeg skrive reklame, når jeg poster et billede af den og tagger butikken. Det skal jeg fordi, jeg jo har en interesse i, at Bettina får flere kunder (n a t u r l i g v i s !)…  Jeg skal også skrive REKLAME, når jeg poster billeder af min nye frisure, som er blevet klippet af en anden Blogly blogger, hvis jeg tagger hende i opslaget, fordi hun og jeg begge véd, at det ligesom er en del af aftalen, at jeg fortæller om oplevelsen.

Når jeg får tilsendt produkter, som f.eks. en stavblender (kunne meget vel hænde!), så skal jeg skrive REKLAME det sekund jeg viser jer den. Lad os sige, at jeg blender en gang guacamole, og lige vil vise jer, at den er effektiv. Selvom virksomheden ikke nødvendigvis beder mig om at lave reklame, så har jeg gratis modtaget produktet, og det ville andre almindelige mennesker, som ikke er bloggere, ikke kunne få, og derfor er jeg forpligtet til at forklare mine følgere, at der er tale om reklame. Også fordi jeg jo godt véd, at virksomhedens ønske med at fremsende produktet er, at jeg fortæller om det.

Når jeg f.eks. låner et produkt – lad os sige en måneds tid – og deler det med jer, så skal der stå REKLAME. Fordi hele aftalen omkring udlånet er, at jeg viser produktet frem. Og hvis jeg i øvrigt beholder produktet, så skal jeg også betale skat af det, selvom det handlede om en noget-for-noget aftale. Fordi produktets værdi er jo min indtægt i den sammenhæng. Så det er som blogger absolut værd at overveje, hvad man har lyst til at modtage som gaver. Gaver er ikke gratis for os bloggere!

Sidst men ikke mindst – hvis jeg reklamerer for mine egne bøger, – som når jeg f.eks. lever stories på Instagram – så skal jeg også gøre jer opmærksom på, at det er en REKLAME. Fordi jeg jo reelt har en interesse i at markedsføre min egen bog, og gerne vil tjene penge på den. Særligt fordi jeg har min egen webshop (reklamelink!), hvor man kan købe dem.

Osv osv. 80% af alt jeg laver er pludselig blevet reklame. Men sådan er det.

blogger regler blogly

Jeg har ét stort problem

Som sagt er jeg okay med de nye regler. Lad os lige slå fast, at her taler vi faktisk om loven! LOVEN. Jeg kører jo heller ikke imod ensretningen eller stjæler fra kiosken nede på hjørnet. Jeg forsøger faktisk at lade være med at bryde loven i det daglige. Så på alle måder føles det naturligt, at jeg heller ikke ønsker at bryde loven, når jeg går på arbejde. Det er jo ikke min rolle at lave loven – så skulle jeg være politiker i stedet. Min rolle er at efterleve den.

Men min eneste store problem er dog, hvis andre bloggere/influencere ikke følger samme lov. Jeg tænker, at de nye regler lige skal have lov at træde i kraft og fæstne sig i folks bevidsthed, men så håber jeg på, at vi i fremtiden ser at stort set alle influencers kan finde ud af at overholde de nye regler, så vi på dén måde står sammen og løfter i flok.

Men irriterer det mig slet ikke?

Måske burde jeg være irriteret… det er mange af mine kollegaer i hvert fald. Men det er jeg faktisk ikke. Lad mig forsøge at forklare. Jeg er ikke bange for at sige, at min blog indeholder reklame. For jeg synes ikke selv at det gør den utroværdig – eller mig utroværdig. Det ville kun være utroværdigt, hvis jeg lavede samarbejder med virksomheder eller for produkter som jeg ikke synes om, og som ikke passer ind i mit univers.

Faktisk så er jeg da bare mega stolt over, at jeg på under to år har skabt en blog, der har så mange læsere og er af så høj kvalitet, at virksomhederne faktisk ønsker at betale mig for at omtale deres varer. Det er da en succes – og ikke et problem!

Jeg har taget det til mig, at jeg er blogger på fuldtid. Det vil sige, at jeg lever af den løn jeg tjener gennem bloggen. (Derudover er jeg jo heldig også at have mine bøger og mit job på Tv2, som jeg kan tjene penge på). Og hvis man vil leve af at være blogger, jamen så giver det sig selv, at der skal tjenes penge. I længden forsvinder muligheden for at tjene penge på ens indlæg, hvis man ikke holder sin sti ren. Man skal sørge for kun at blogge om ting, der passer ind i ens eget univers. Det er i hvert fald den måde, jeg arbejder med blogging på.

Derfor opsøger jeg også langt de fleste af mine samarbejder selv – på dén måde er det bare endnu mere troværdigt. Nu vil jeg ikke nævne dem her (selvom det havde været smart), for så skal jeg igen skrive REKLAME, og lige dette indlæg skal ikke være en reklame.

Ditte Julie og Annemette Voss

Jeg kæmper videre

Så selvom de nye regler skærer alt ud i pap på en måde, der kan få blogs til at fremstå lettere utroværdige, så kæmper jeg videre i kampen mod at virke utroværdig. Jeg står ved alt, der måtte indeholde reklame. Jeg gør i hvert fald mit bedste (!) og jeg vil fortsat udelukkende blogge om ting, der optager mig, har min interesse eller om produkter jeg synes om. Derfor finder I ikke dårlige anmeldelser eller omtaler her på bloggen – for dette er ikke en anmelderblog. Det er en blog, hvor jeg selv tillader mig at udvælge dét, som jeg har lyst at skrive om.

Jeg håber, at I vil være åbne overfor, at min blog rent faktisk er ægte og ærligt indhold – selvom der nu står REKLAME over det hele. Blot fordi det er reklame, er det jo ikke lig med, at det ikke er sandt, eller at der er skjulte bagtanker. Nu er der nemlig ikke længere noget som helst skjult – alt er hermed out in the open – men det kan naturligvis blive svært at gennemskue hvad bagtanken så egentlig er…haha!

Ja, blogging er jo lige pludselig blevet meget mere kompliceret – men desto mere spændende et job at udføre.

Har I nogen tanker omkring emnet, så del dem endelig i kommentarfeltet.

Nyd dagen ♥

Læs også mit seneste indlæg om En alt for dyr gave til min kæreste (her er tale om REKLAME!!!)

Blogger regler Annemette og Ditte

12 reaktioner

  1. Kære Annemette.
    Hvor er det forfriskende at læse en blog, hvor der ikke bliver brokket over at skulle skrive reklame. Der er flere Blogger, som hele tiden skal pointere på en mopset måde, at de jo “uha” skal huske at skrive “reklame”, selvom de ikke synes, det er det. Det er rigtig trættende at høre på som læser. Jeg kan godt forstå, hvis I synes, det er irriterende, men jeg tror nu ikke, at vi læsere tænker så meget over det “reklame”-mærkat. Måske er det kun muligt mig, men jeg lægger altså sjældent mærke til det – med mindre bloggeren selv gør opmærksom på det, så det er nok mest i jeres verden, at det fylder.
    Vh Mette

  2. Tak Annemette – det var et fint indlæg som gav et godt overblik over de nye regler 🙂
    Jeg synes det er så fint med åbenheden – det handler vel netop om som læser at følge dem man synes godt om og jeg synes faktisk på en eller anden måde så giver det blot mere troværdighed at det er tydeliggjort hvis der er tale om reklame 🙂

  3. Hej Annemette
    Tak for en ærlig og god forklaring på det med reklame på ens blog.❤ Jeg har selv en blog som jeg drømmer om, at kunne leve af en dag.?
    Jeg laver tit indlæg hvor jeg nævner eller linker til andre sider, men intet tjener på det. Det er ren og skær min egen lyst. Men det må jo også betyde reklame så?? Selvom jeg ikke har lavet nogen aftale med dem der har siden?
    Mange hilsner Stine
    http://www.mamenohr.dk ?

    1. Tror jeg faktisk ikke at det er – meeeeen, måske. Du kan få svar ved at skrive ind til forbrugerombudsmanden – brug hjemmesiden, der er et link. Kh

  4. Du er stadig en utrolig troværdig person i mine øjne – også selvom du bliver nødt til at skrive REKLAME over det hele ?

  5. Jeg har det som dig. Det er slet ikke noget problem at orientere folk om at det er sponseret indhold.
    Jeg plejer også at forklare, hvordan aftalen hænger sammen. At jeg har fået noget eller aftalt at skrive om noget ifbm et stikke arbejde man har lavet.
    Men det gør også at jeg mange gange undlader at navne brands eller lignende, fordi jeg ikke vil associeres med det som reklame. Et eksempel kunne være at jeg synes Mill and Mortars kanel er suverænt den bedste jeg har smagt. Det er rigtig kanel. Men jeg er helt bange for at nævne det, fordi jeg sidste år lavede et enkelt billede for dem. Men det absolut ikke har noget med kanelet at gære, som jeg selv har købt og betalt. Så det kan også være god information til læseren, som går tabt.
    Jeg glæder mig til reglerne lige bundfælder sig, så man kan finde en fornuftig måde at håndtere dem på.

  6. Hej.
    For noget tid siden stod jeg og talte med en om “de der Bloggere”. Hun kunne ikke forstå, hvordan “de” kunne leve af det. Jeg synes det er fantastisk at det kan lade sig gøre – skidt da med der skal stå reklame – og måske er det meget godt for os forbrugere. Og helt ærligt – så slipper i for de mange spørgsmål: Hvor kan jeg købe den lækre blender? Osv ?.
    Tænk at der er nogle der vil betale dig for, at du viser deres produkt. Total fedt. Du skal da have noget at leve for. Du tjener da ikke dagens løn hjem ved at skrive og så sætte et billede ind af en lækker kage og et billede af dine smukke blå øjne (og flotte næse).
    Det giver netop troværdighed, når vi kan læse hvor de lækre ting er fra. Det giver også troværdighed, at du er åben omkring det. Og for at gøre det mere tydeligt for os læsere og forbrugere er loven nu engang bare sådan. Jeg tænker sgutte så meget over det, når jeg læser ?.
    God dag til dig og familien

  7. Sikke et godt indlæg, Annemette! Jeg er virkelig glad for, at du sætter fokus på det her, som jo har været en jungle for de fleste bloggere (inkl mig selv) at finde rundt i. Jeg synes også, det er rart, at der endelig er kommet mere klare regler på området. Jeg ville ønske, jeg var et ligeså stort menneske som dig, for jeg tager faktisk mig selv i at blive ganske irriteret over, at jeg selv gør mit ypperste for at imødekomme de nye regler, men ser utroligt mange i blogland og særligt på instagram overhovedet ikke overholde dem. Det får nemlig nogle til at virke som ‘reklamesøjler’ og andre ikke. Men jeg synes, du har en virkelig god pointe i, at det netop IKKE gør en person utroværdig, for man må som læser stole på, at den pågældende blogger eller instagrammer 100% står inde for, hvad han eller hun skriver om – og det er jo langt fra alt, man bliver betalt for.
    Jeg synes dog også, der burde gælde samme regler for magasiner, blade og den slags, men det er jo en helt anden snak 😉

  8. Hej Annemette,
    Dejligt og ærligt indlæg. Jeg som følger både her og hos flere af dine kollegaer, synes faktisk at det ofte bliver jer der skriver reklame, der bliver de troværdige bloggere. Det skyldes bl.a. at jeg som følger ved hvad jeg får og at du lever op til regler og love. Så er det bare fedt, at læse at du ikke irritere dig over noget, som du ikke kan ændre. ?
    God dag til dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN