Opskriften på Maschas fødselsdagskage

Jeg har gemt sandheden bag lyserøde kager og nydeligt hår

Annemette Voss blond Lasse SpangenbergÅh gud… En ny uge starter. Og det er den uge, hvor jeg har besluttet at skrive det her post. Ikke at det har været længe undervejs – men det har krævet en aktiv beslutning for mig, at ville dele de her tanker med jer.

Hvad mener jeg egentlig med det? Overskriften! At jeg har gemt mig bag lyserøde kager og nydeligt hår? Har jeg da ikke været rimelig synlig de sidste 4 år, kunne man måske fristes til at spørge. Lad mig starte et sted. Dér hvor idéen til dette blogpost opstod. Det er nemlig kun få dage siden, og alligevel føles det som om, at jeg har båret rundt på disse ord længere end det.

Annemette Voss aftenshowet

Da jeg sad i aftenshowet i sidste uge, hvor jeg skulle udtale mig omkring bedsteforældres rolle, ville make-up artisten lige fikse mit hår inden vi gik på. “Skal vi ikke lige krølle det? Det er så pænt til dig”, foreslog hun sødt. Alt i mig strittede. Mærkeligt nok, for jeg kan godt lide at krølle mit hår. Men der var noget i hendes stemme og ordet pænt, der fik mig til at indse, at hun havde det helt forkerte indtryk af, hvem jeg egentlig er. Og jeg vil faktisk gerne vise verden den virkelige udgave af mig. Ikke en eller anden nuttet lyserød kagekone med krøller. Nok er jeg til tider meget lyserød og har da også krøller ind i mellem, men jeg føler mig ikke som den pæne pige, forstår I? At være en pæn pige klinger lidt af at være uinteressant og ufarlig. Jeg føler mig anderledes. Vildere. Sjovere. Mere mærkelig og skrupskør oveni bolden end de pæne piger, jeg kender.

Men hende make-up artisten, som så mange andre, tænkte vel nok, at jeg er sådan en sød, nydelig og pæn pige. I hvert fald i det offentlige øje. Men jer, der er vandt til at læse med her på bloggen – ja, I véd om nogen, at det ikke er hele sandheden. I véd, at nok er jeg da sød, men jeg er også gjort af mange holdninger og godt kan lide at blande mig kritisk i alt muligt interessant. Jeg kan godt lide at gå i vildt farverigt tøj og jeg elsker at være både feminin og kæk på samme tid. At jeg så i øvrigt er vild med at bage lyserøde kager og drysse med rigeligt glimmer, både på kagerne og mig selv, betyder jo ikke, at jeg er helt så nydelig (læs: kedelig) som jeg fremstår på billeder ind i mellem (sådan føles det i hvert fald).

Jeg får lyst til at rive mig i håret og bare råbe

Jeg siger ikke, at jeg ikke er sød. Eller velopdragen – og alt det der. For det er jeg. Jeg går rigtig meget op i at behandle folk ordentligt, at give komplimenter til folk omkring mig, at deltage lyttende i samtaler osv. Alt det, som gør et ordentligt menneske. Men jeg får lyst til bare at rive mig i håret og bare råbe! Bare råbe lidt mere! Jeg taler altid så pænt. (Lige med undtagelse af når jeg skændes med min kæreste eller min mor 😉 )

Men der er noget inde i mig, der trænger til at komme ud. Noget uforløst, som har været indespæret i en tid. Jeg føler selv, at dette forsøg på at få den ægte udgave af mig selv frem, startede da jeg lysnede mit hår i vinters. Ja, måske paradoksalt at dét, som føles retvisende, er en uægte hårfarve…haha. Men sådan er det. Jeg synes det lyse hår er meget mere mig. Den jeg er indeni. Jeg er også begyndt (igen) at gå i høje hæle. Sådan rigtig flotte stiletter og langskaftede støvler – fordi jeg synes det er cool og klæder voksne kvinder at turde være feminine. Førhen gik jeg mest i flade støvler og ballerinaer, hvilket jeg naturligvis stadig gør – men nu er skoskabet altså spicet op med nogle mere avancerede modeller 😉

Annemette Voss brunt hår

Denne her udvisken af mig selv, startede for 4 år siden, hvor jeg pludselig vendte det hele indad efter at stå midt i en grim skilsmisse og en mærkelig situation, hvor offentligheden pludselig vidste, hvem jeg var. Da jeg vandt Den store bagedyst stod jeg i en kæmpe krise. Den største i mit liv hidtil. Jeg gik fra min mand, – nok var det mit valg – men min verden var fuldstændigt rystet, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Det tog nogle år at komme igennem. Det gider jeg ikke bruge mere tid på at skrive om – I kan læse mere her, hvis dét føles særlig interessant: “Jeg var ulykkelig i halvandet år”

Det hele har været så skide seriøst

Hvis jeg skal analysere mine egne reaktioner, så tror jeg, at jeg blev bange for at være dér, hvor jeg var. Jeg havde tilbragt 9 år med min eks, og da vi gik fra hinanden, havde jeg på alle måder, brug for at være alt andet end det, jeg havde været sammen med ham. Det betød stor udskiftning i min venneskreds og store personlige omvæltninger. Det betød også, at jeg ikke rigtigt havde noget at holde fast i, andet end den pige jeg kunne huske, jeg engang var, da jeg var 21 inden mødte ham. Så jeg søgte på én eller anden måde tilbage til den udgave af mig selv, for at finde mig selv igen. Men når man er 30 kan man jo ikke være 21. Og jeg skulle måske også lige forstå, at en skilsmisse og et forlist ægteskab ikke er noget man kan fjerne fra ligningen – det er noget man kommer igennen – og man kommer aldrig tilbage til den man var. Derimod kommer frem til den man er. Og her er jeg nu. NU er jeg mig. Igen.

Annemette Voss blond

Men sagen er den, at jeg i lang tid efter skjulte sandheden om mig selv bag de lyserøde kager og det krøllede brune hår. Offentligheden skulle satme ikke møde den sårbare og usikre Annemette. Nej, jeg ville sikre mig, at jeg fremstod ordentlig. Jeg gik i hvide tilknappede skjorter med mørkeblå sweater over, fordi det føltes trygt. Jeg valgte flade sko og investerede i en fornuftig bil. Ja, jeg gik endda i bomuldsundertøj (aldrig om jeg går i bomuldsundertøj igen…I forstår hvad jeg mener, ik 😉 ) Altsammen meget fornuftigt og rigtigt. Jeg var ærlig talt bare SÅ usikker, – det ser jeg i dag. Jeg ville ikke have, at nogen skulle kunne dømme mig, for jeg anede ikke rigtig, hvem jeg var. Og det er svært at forsvare sig mod andres holdninger, hvis man ikke selv ved, hvor man står og hvem man er.

Jeg tog alting så skide seriøst. Det skal man naturligvis også – og jeg tager så sandelig også mig selv seriøst nu. Faktisk mere seriøst, nu hvor jeg har fundet mig selv igen. Nu lytter jeg faktisk efter til min mavefornemmelse. Men jeg synes, at der var meget langt i mellem de store grin og latteren i et par år. Sådan må fremtiden ikke være. Jeg vil grine mere. Jeg vil have mere glæde ind i hverdagen og mere af mig selv med ved bordet. Jeg har endda italesat det overfor min kæreste: “Jeg vil være glad. Jeg vil smile til verden. Jeg vil have en glad mand! Én, der kan smile af tilværelsen, når den er sværest.” Det kan han heldigvis også.

Lyserøde kager

Hvad så med de lyserøde kager?

Tilbage til make-up artisten i Aftenshowet. “Nej ved du hvad, jeg vil gerne vise Danmark at jeg er lidt mere vild end det. Kan vi ikke gøre det mere løst og tupere det. Vise verden hvem jeg i virkeligheden er”, sagde jeg lidt for højt med et stort grin mens jeg uglede op i håret. For sådan er jeg. Jeg taler med store armbevægelser og nogengange også lidt for højt. Hun lyttede og synes min idé var fed – og I forstår slet ikke HVOR meget det betyder, at rigtigt mange mennesker skrev til mig, at jeg så fremragende ud den aften i Aftenshowet.

Men venner, jeg har lært, at man sagtens kan være både for meget og for lidt og man kan godt elske lyserødt og glimmer og samtidig gå i stramme skindbukser og have de højeste stiletter i byen. Man kan godt – det behøver ikke være enten eller.

Og jeg vil blive ved med at bage lyserøde kager. Fordi dem elsker jeg jo, – det ved I. Faktisk har jeg gang i en helt håndfuld fede bog-projekter, og mon ikke I får lov at se en masse lyserødt og en del glimmer? Alt andet ville jo være i strid med sandheden – for jeg elsker det forfinede, feminine og æstetiske udtryk. Men der er en grund til, at jeg har delt min instagramkonto op i to: Min egen personlige profil og min Sweetcakekarma profil. For jeg kan rigtig godt lide, at der er et sted, en profil, hvor jeg bare er mig. Uden kagerne. Og ligeså kan jeg lide, at der findes en profil med kagerne, – uden mig.

Endegyldigt farvel…

I dag er jeg ikke længere usikker. Jeg vælger lyserødt til og jeg kaster med glimmer fordi det giver mig en larger-than-life følelse. Jeg krøller stadig mit hår – men nu er det ikke fordi jeg tænker, at sådan gør en pæn pige. Jeg har det skønt, og det er på tide, at jeg står ved den Annemette, som jeg selv kender bedst. Hende den sjove og vilde – og til tider hende den søde og milde. Men jeg siger hermed endegyldigt farvel til den forsigtige og usikre udgave af mig selv. Hende behøver jeg ikke mere. Så nu ugler jeg op i håret, igen, og så vil jeg rette ryggen og tage livet med et smil fremover.

Annemette Voss blond makeover Annemette Voss brunt hår Luca

Roadtrip Annemette Voss

   

8 kommentarer

  • ulla

    Sorry……men du er bare så flot med det mørke hår. Det giver dig karakter. Og derfor kan du jo godt rode op i det…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Woow et inspirerede indlæg! Tusind, tusinds tak for det! Har egentlig ikke meget mere at sige end det, det var godt nok inspirerende. Jo en ting til – det billede der næsten til sidst med alle kagerne og dig der tager en kage op, årh hvor er det flot – det er jo helt magisk <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    TAK Annemette! Bare tak! ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fedt indlæg! ?? Man kan nemlig sagtens være både og…sådan er jeg selv.
    Jeg kender dig jo ikke, men synes alligevel, at det jeg får lov til at kende til via bl.a din blog, siger mig, at du er en fantastisk personlighed! Så fortsæt endelig med at gi’ den fuld gas ?????
    Kh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hold nu op hvor kan jeg kende meget af mig selv i dit indlæg! Jeg er altid blevet set og opført mig som den pæne pige, men efter en længere periode hvor jeg blandt andet har kæmpet med stress angst og depression, er jeg kommet stærkere ud på den anden side, og hader virkelig at blive kaldt “pæn” ,da jeg indeholder så meget mere end den pæne pige der altid siger og gør det rigtige. Min “krise” har givet mig modet til at være mig selv, da livet simpelthen er for kort til at gemme sig selv væk!

    Tak for dit indlæg og for at være en inspiration til, at være den man er:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hudløst ærligt, modigt og smukt. Det er så vigtigt at turde – turde være sig selv og turde trodse, turde være enig, turde være uenig, turde grine selvom man måske ikke ser photoproof ud imens, turde græde istedet for at skjule, turde bare være istedet for at prøve at være….
    Jeg synes du er enestående, magisk, fræk og sassy – og din mand og dine kære er heldige at have den livsenergi omkring sig. Og dine børn heldige at have så vidunderligt et forbillede. Man skal lede længe efter unikke og indholdsrige mennesker som dig, som tør stå ved alt det gode men ikke mindst også alt det dårlige i livet. For humlen er jo at det altsammen er med til at støbe, forme, ælte og pynte os til den vi er. Og uden alle mellemregningerne ville du ikke være den du er idag.
    Tak for dig. Ønsker dig så absolut alt det bedste i livet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Op med håret ind i mellem, jeg har tænkt på at det er synd, vi ikke længere ser dig med den høje hestehale, den var altså ret kæk til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Dét var dælme et inspirerende indlæg! Tak for det og tak, for din enorme ærlighed! TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskriften på Maschas fødselsdagskage