Et godt grill tip (et rigtigt quick fix!)

Derfor var det en børnevenlig ferie (Balatonsøen i Ungarn)

Børnevenlig ferie Balaton 12

Vi har snart været 12 dage i Ungarn, og ferien synger nu på sidste vers. I morgen, søndag, vender vi snuderne hjem mod Danmark – men vores sommer her i det østeuropæiske vil stå øverst på listen som en fantastisk børnevenlig ferie, – og én af de bedste vi nogensinde har haft.

Jeg véd godt hvad man tænker…Ungarn – Really? Det lugter lidt af østeuropa og (halvdårlige) billige cocktails – og knap så meget af kokosnødder og palmesus. I know. Men det kunne ikke være længere fra sandheden. Her er faktisk bare SÅ dejligt. Godt nok er vi i den østeuropæiske region, cocktails koster nada, her er ingen palmer og vi har heller ikke spist kokosnødder. Men til gengæld er her så meget andet. Måske burde jeg lægge ud med alt det, som ikke er her…

Læs også om vores fire dages rejse til Budapest, inden vi tog til Balatonsøen.

5 ting, der ikke er her…

  1. Der er ingen strandsælgere. Ikke én. Ingen solbriller, sharons, badehåndklæder, nøgleringe eller gamle priatkopierede CD’er og DVD’er at skulle forholde sig til. Alle indkøb, man vil gøre sig, foregår sådan lidt tilbagetrukket fra promenaden og græsset, hvor man ligger og soler sig.
  2. Der er ikke noget sand. Man ligger på græs, hvilket vil sige intet sand med hjem i lejligheden. Ingen børn der skal børstes rene for sand hver aften. Intet sand i kufferten. Bare rene fødder.
  3. Der er ingen understrøm i søen. Balatonsøen er på ingen måder som Gardasøen (hvis man kender den). Her er ufatteligt roligt vand og ingen understrøm at være bange for. Enhver dansker, der har tilbragt en sommer ved Vesterhavet, vil opleve Balatonsøen som piece of cake 😉
  4. Der er ingen stive eller uopdragne mennesker. Ja det lyder måske som et underligt punkt at fremhæve – men jeg må bare slå fast, at jeg aldrig har oplevet så velopdragent et folkefærd. Alle de ungarer, der besøger søbredden hver dag – side om side med os – er super behagelige og velopdragne. Der er seriøst ingen, der sidder og drikker sig fulde i varmen eller opfører sig mærkeligt (hvilket man altså meget nemt kan komme ud for på Costa del Sol). Godt nok sidder man lidt tæt (på det punkt er de meget anderledes end danskere, som ellers godt kan lide deres private space), men de er vildt søde, høflige og betænksomme.
  5. Der er ikke en sky på himlen. Måske er vi bare heldige – I don’t know. Men jeg har nu alligevel fået det indtryk, at det er en rimelig standard vejrsituation, vi oplever hernede. Der har stort set ikke været en sky på himlen i 12 dage nu. Jo, der var en enkelt overskyet (varm!) dag i Budapest – men ellers har solen bagt fra en helt skyfri himmel.

Nå, men så fik I lige den korte version af alt det der “mangler” – haha. Så må vi hellere nappe den tilsvarende, men her kan jeg nok ikke nøjes med 5 punkter, så vi må se hvor mange det ender med…

Alt det, der er her, som bare holder 100%

  1. Her er et væld af aktiviteter langs søbredden for børn. Dog trukket tibage fra promenaden, så det ikke forstyrrer én mens man ligger og slapper af. Her snakker vi både gokarts, trampoliner, hoppeborg, cykelbåde, legeplads, baksetballnet (i vandet) osv osv. Jeg kunne blive ved. Og så koster det ikke en skid (pardon my french!). Men vi lejede en cykelbåd med rutschebane i en hel time for kun 70 kr. – Det havde kostet det tredobbelte alle andre steder, hvor jeg tidligere har holdt ferie.
  2. Der er virkeligt billige is og sodavand. Jeg synes det er indbegrebet af ferie, at man lader sine børn spise alle de is de har lyst til i varmen. (Med måde – I know, – men mine unger har alligevel en naturlig stopklods). Men en is med to store kugler koster kun 10 kr. Det er da lige til at klare. En kæmpe stor slush-ice koster 12 kr og en sodavand koster 5 kr. Det er bare så billigt, og det er altså noget, der taler til mit “købmandshjerte” – hvem vil ikke gerne gøre en god forretning?
  3. Her er masser af sand – bare ikke oppe på land, men i vandet. Søbunden er belagt med det reneste grå finkornede sand. Der er ikke en sten at spotte – der er bare sand, sand og atter sand.
  4. Her er lavvandet helt ud til ca. 500 m fra bredden. JA! Det vil sige, at man kan gå laaaaaaangt ud, – for ikke at nævne, at man kan trygt lade børnene lege – så langt ud, at man faktisk ikke gå længere pga. nogle bøjer, der indkredser badeområdet. Men der er ca 1 meters dybde hele vejen ud. Så hvis man er til at dykke og snorkle – så er Balatonsøen måske ikke det helt rette valg…, men ellers! 😉
  5. Her er god mad. Rigtig god mad. Der er masser af gode muligheder for indkøb og deres råvarer – både kød og grønt – er friskt og lækkert. I øvrigt er der mange fine spisesteder, hvor man kan få dejlig mad. Men jeg vil nu stadig anbefale, at man lejer en ferielejlighed og laver en del af maden hjemme – det egner sig bare godt til ferier med børn.
  6. Her er søde og hjælpsomme mennesker. Alle vi har mødt har været høflige og imødekommende – på trods af at de ikke snakker særlig godt engelsk, hvilket gør kommunikationen svær. Men det lykkes nu at få kommunikeret alligevel, og jeg tager hjem herfra med et yderst positivt indtryk af den ungarske befolkning.
  7. Her er meget at se på indenfor en radius af ca 1-2 timers kørsel. Der er blandt andet grotter og drypstenshuler, der er vinmarker og havnebyer, der er Tivolis og legeland. Der er lidt af det hele…
  8. Her er rent. Så utroligt rent. Budapest var – og er – de reneste storby jeg har besøgt. Og her ved Balatonsøen gælder det samme. Der er skraldespande langs promenaden for hver 10 meter (really), hvilket betyder, at der bare er utroligt rent. Det er en helt anden oplevelse, end hvad jeg har set andre steder.
  9. Vandet er varmt. Vandet er rent! Solen står højt. Luften er tør…her er ingen fugtig varme. Jeg kunne blive ved. og ved, og ved og ved….

Hvorfor var det så en børnevenlig ferie?

Jo, det var det fordi at der på vores ferie var overskud til både børn og forældre. Og glade børn = glade forældre – og vice versa. Det har været en ferie, hvor der var råd til masser af is. Der var god mad til hele familien. Der var bademuligheder, der ikke gjorde os (forældre) nervøse. Der var varmt badevand. Der var tryghed ved vandet. Der var masser af leg og sjove ting at tage sig til (når man er 1, 6 & 8 år). Der var ro. Der var sjov. Der var rigeligt at se på i området. Og så videre…

Og sidst med ikke mindst, så var der kærlighed til mine unger – i rigelige mængder – præcis som en rigtig børnevenlig ferie skal være. 🙂

 

5 kommentarer

  • Sabina

    Hej:)
    Hvor lyder det bare som et skønt sted. Kan du huske hvad hotellet i boede på hed?
    Mange hilsner fra Sabina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Annemette!
    Jeg læser altid med glæde dine indlæg. Jeg er blevet helt inspireret af jeres ferie ved Balaton søen.
    Jeg ville høre om i rejste med selskab eller om i selv sammensattte jeres rejse. I så fald hvilket hotel kan du anbefale? og i hvilken by boede I i nærheden af?
    på forhånd mange tak. Hilsen Anja fra Sønderborg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • annemettevoss

      Kære Anja, tak for din kommentar. Vi planlagde selv turen. Vi fløj med norwegian på ret billige billetter. Så lejede vi en lejlighed i Budapest gennen airbnb – jeg anbefaler at du finder noget i bydelen Pest, og gerne tæt på kædebroen eller parliamentet. Det er centralt og pænt! Da vi tog til Balatonsøen kørte vi i en lejet bil. Vi boede i byen Zamardi, hvilket jeg synes var SÅ dejligt. Meget afslappet og kun 10 minutter fra en færge, der sejler dig til Tihany (tager 5 min). Tihany er meget turistpræget, men super charmerende område. Dog slet ikke badevenligt. Så Zamardi er klart at anbefale hvis I gerne vil bade og slappe af. Vi lejede en lejlighed på booking.com. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • mange tusinde tak for svaret, så vil jeg researche lidt om hvor vi kan tage hen næste år.
      vh. Anja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina Leonora

    Jeg er så glad for at du overlevede din dårlige ferie i Østeuropa … og du overlevede,blev hverken myrdet eller røvet eller fået turistmave??? Ja..den Østeuropa må have skuffet dig fælt..ironi kan forekomme…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et godt grill tip (et rigtigt quick fix!)