Opskrift på INGENTING (ja!)

Bogen, der omtales er en gave, jeg har modtaget – og på den måde er blogpostet sponsoreret. Foto: Jesper Rais

Ingenting. Det er hvad man serverer som den allersidste kage – rosinen i pølseenden, so to speak, – på det sønderjyske kaffebord. Altså kagen hedder “Ingenting”, for som man siger i Sønderjyllamd: “Man har vel altid plads til ingenting”. 

Da jeg deltog i Den store bagedyst i 2013 var en af mine største konkurrenter Katja fra Sønderjylland. Og i program 4 blev vi udfordret i “Det sønderjyske kaffebord”, og sørme om jeg ikke var liiiiige ved at løbe med mesterbagertitlen i det program. Meget af det, I ikke så på TV, var nemlig en tyk og intens stemning i teltet af koncentreret konkurrence mellem os to damer 😉 Det betød jo ALT for Katja at gå ind og præstere i lige præcis dén udfordring, men for mig betød det rigtigt meget at vinde en mesterbagertitel – fordi jeg synes vi allerede var ved program 4, og jeg havde været lige-ved-og-næsten for mange gange…uden at løbe med sejren. Så der var meget på spil.

Historien endte, som bekendt, med at jeg ødelagde det hele for mig selv pga. en gelé, der ikke ville sætte sig i tide på min rugbrødslagkage. Den sejlede nærmest af fadet og min mesterbagertitel forsvandt som sand mellem fingrene på mig, Katja vandt – yderst velfortjent (en vildt god rugbrødslagkage hun lavede!) – og jeg måtte op på hesten igen. Det gik som det gjorde, og jeg fik en mesterbagertitel med mig i program 5 og 6… (stolte mig, kan I nok regne ud).

Skærmbillede 2017-06-19 kl. 21.24.01

Men herunder får I opskriften på INGENTING. Den småkage, som jeg fortolkede i bagedysten. I denne omgang er min opskrift direkte hapset fra bogen Smagen er Sønderjylland (dog har jeg tilføjet mine instrukser, som gør det endnu nemmere for dig), som udkom i foråret 2017. En fantastisk bog vil jeg lige sige, som netop sætter fokus på og genfortolker det fantastiske Sønderjyske kaffebord. Både opskrifter, billeder og forfatterne bag er forbilledlige. I kan købe bogen her. den koster 299,-

Ingenting småkage

Kagebund
150 g hvedemel
35 g fuldkornshvedemel
125 g koldt smør
1 knsp salt
1 spsk piskefløde
1 æggeblomme

Topping
1 polynesisk vaniljestang
300 g hvidt sukker
120 g pasteuriserede æggehvider
1 spsk kakao

Pynt
3 spsk finthakkede ristede hasselnødder
evt. 1 tsk kakao

Kagebund: Smuldr hvedemel, fuldkornshvedemel, smør og salt mellem fingrene. Tilsæt piskefløde og æggeblomme og saml dejen. Kom dejen i en frysepose og læg den i køleskabet i en times tid. Rul den kolde dej ud i lidt mel på bordpladen til en tykkelse på ca 3 mm. Udstik dejen i cirkler på ca 4-5 cm i diameter. Bag bundene ved 190 grader varmluft i ca 8-10 min til de er let gyldne.

Topping: Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en spsk af sukkeret. Pisk æggehviderne skummende, tilsæt resten af sukkeret i en tynd stråle under konstant piskning og pisk videre til en sej marengs. Vend vaniljesukkeret og kakao i til slut. Kom marengsen i en sprøjtepose med en stor glat tylle og afsæt ensartede toppe ovenpå de afkølede kagebunde.

Drys med hakkede hasselnødder og kakao.

Annemettes bagetip: Hvid du har lyst til at marengsen skal få lidt overflade, kan du bage bundene ca. 7 min, tage dem ud og sprøjte marengsen på og komme kagerne tilbage i ovnen i ca 3 min under grillfunktion til de er færdigbagte.

Velbekomme.

 

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN