When life gives you lemons…


…make lemonade.

Og dét er præcis hvad jeg har gjort. Ja, i overført betydning, ikke.

Jeg sad og så med, da Le Gammeltoft var i Go’ Morgen Danmark i forgårs, og hæftede mig ved snakken omkring selvstændige erhvervskvinder og deres (eller skulle jeg skrive vores) muligheder i en hård verden, hvor vi jonglerer moder-, chef-, kvinde- og veninderollen som om vi var skabt med otte arme.

Jeg er ikke decideret feminist. Det vil jeg ikke kalde mig. Jeg tror på at ligestilling opstår fordi vi netop behandler mænd og kvinder forskelligt – fordi vi er forskellige… Men det er slet (slet!) ikke den snak jeg vil tage i dag. Den kan virkelig få folk helt op i det røde…haha.

Nej, det jeg egentlig vil, er at give en kærlig opfordring. En påmindelse om, at man nogle gange skal turde at tage springet, når muligheden byder sig. Men skal gå gennem døren når den står åben, og man skal hoppe ombord på toget, når det passerer stationen. Ja, der er mange måder at sige det på – men man skal simpelthen turde tage chancer.

Hvis – og her mener jeg HVIS – du virkelig går med en drøm at at hoppe ud i at være en selvstændig erhvervskvinde, der styrer din egen hverdag med hård hånd – så gør det! Men du skal kunne finde ud af flere afgørende ting, som jeg vil uddybe i det følgende.

(Og, lad mig med det samme sige, – dette er min personlige holdning. Og baseret på mine erfaringer. Sidder du derude med nogle andre gode tanker, tips eller er du uenig – så skriv det! Det kommer alle læsere tilgode).

For det første…Du skal kunne grine af dig selv. Højt og ægte. Virkelig grine. Have god selvironi og se det sjove i svære situationer. For hvis noget er sikkert, så er det, at man bliver ikke en succesfuld kvinde med en virksomhed på hånden uden udfordringer. Noget er dømt til at gå galt, og så må man kunne tage det med et smil, og få det bedste ud af det.

Derudover, så må man sande, at livet ikke arter sig efter ens hoved. Det gør det bare ikke. Som i mit tilfælde. Jeg vandt Den store bagedyst – og samme aften gik jeg fra min mand. Det var IKKE planlagt og IKKE sjovt. Men nogle gange så kommer det sure med det søde, og så er det bare om at kunne holde fokus.

Midt i det virvar af en seriøs følelsesmæssig rutschetur startede jeg min virksomhed, der har sikret mig en stabil indkomst og et lykkefyldt liv i godt 3,5 år nu. Jeg er SÅ taknemmelig over, at jeg fandt modet til at springe ud i det.

Som selvstændig erhvervskvinde er én af de virkeligt fede fordele, at du kan kombinere privatliv med business – men men men, du SKAL også kunne skille det ad. Du skal kunne lægge dine følelser på hylden, tage det store smil på og gå verden i møde med rank ryg. Uanset om du har grædt hele natten igennem pga. et eller andet på privatfronten. Det er én af de ting, jeg mener, at mænd helt generelt er bedre til. At lukke ned for følelserne, når de går på job.

Jeg vil anbefale, at man skal skabe overblik fra start. Have en rigtig god plan, der hjælper dig til at vide, hvorfra din “rugbrødsindtægt” skal komme og hvorfra du skal tjene penge til champagnen. Jeg håber I forstår. Men i en sund virksomhed er det en god idé at have et stabilt økonomisk grundlag, som man altid kan holde fast i. Så er det også sjovere at tage chancer og satse på nogle andre, lidt mere uvisse og usikre investeringer og muligheder.

Som det sidste – i denne omgang – vil jeg nævne, at du skal have is i maven. Det kræver benhårdt fokus at drive virksomhed. Intet er sikkert, så den situation skal man kunne leve med.

Så kvinde – spring ud i det!

/AM

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN