Nu mangler vi bare, at jeg får én på tuden!

Jeg sidder og tuder i al offentlighed

Skærmbillede 2017-04-07 kl. 09.34.24Det her er totalt pladder-romantik for mødre. Så hvis du ikke har børn, og du er af den hårdkogte slags – så skal du nok ikke læse med. Men alle jer andre blødsødne mødre, der også har let til tårer – I kan nok forstå hvor jeg kommer fra.

Jeg sidder – lige nu i skrivende stund – på café Emmerys på Lyngby hovedgade. Og tuder! Yes, – langt mere end bare en enkelt tåre…  (eller det gjorde jeg for 3 minutter siden) Egentlig skulle jeg bare gå en tur og få noget kaffe, for lige at klare hjernen efter fire dages overdrevet intens konfektbogstilblivelse. Jeg ville lige nyde morgenen sammen med Luca – nu hvor jeg e n d e l i g havde tid til det. Og efter vores gåtur er han lige blevet puttet. Årh, så sød altså. Han ligger der og nusser mine hænder for at falde i søvn. Det er en “ting” han gør, ellers har han svært ved at falde i søvn. Andre synger godnatsange, nogen får sutteflaske, nogen har en sutteklud osv. Vi…piller ved hænder! Og lige dér – midt i pille-hænder-nusseriet falder den første tåre.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en slags post-traumatisk-mor-syndrom… Det er sådan nogle følelser og reaktioner, som jeg umiddelbart ville tilskrive tiden lige efter en fødsel. Den dér tid, hvor alt går i ét, og hvor man ikke kan kende forskel på nat og dag, vrede og glæde, sorg og kærlighed osv. Der hvor man mest bare græder – det ene øjeblik pga overdreven kærlighed til ens baby og den nye lille familie, – det næste øjeblik pga. frustration over ens uforstående omgangskreds (for ikke at nævne kæreste!) og mangel på søvn. Den dér periode hvor man faktisk ikke rigtig er sig selv. I sådan en “unormal” periode i ens liv synes jeg det er helt normalt at man bare tuder i al offentlighed. Det har jeg i hvert fald gjort mange gange (men nu har jeg jo også let til tårer, ik!).

Men hallo! En fredag morgen, hvor jeg i øvrigt er i fantastisk humør (fotoshoot i går til konfektbogen gik strålende!), sidder jeg og tuder i al offentlighed lige her på Emmerys. Fordi jeg slet ikke kan rumme hvor stor kærlighed jeg føler for lille Luca. Fordi jeg har en nagende følelse af, at jeg går glip af ham. Fordi jeg skal sende ham i vuggestue om 3 uger. Fordi jeg er bange for at mine prioriteter ikke er på plads. Måske fordi jeg er bange for at miste ham… Jeg har svært ved at placere det. Men jeg tuder (sgu’!) dammit.

Nu vil jeg tørre øjnene. Og nyde dagen.

 

(billedet kan I vel nok regne ud er fra en anden dag 😉 )

 

 

2 kommentarer

  • Signe

    Its a mom thing. Man må godt, og jeg gør det tit ?
    Jeg tudede fx. forleden, da jeg havde puttet min to årige søn. Bare fordi jeg synes han er så sød, og virkelig et dejligt lille menneske (det meste af tiden).
    Tudede igen bagefter da jeg ammede lillesøster. Fordi hun er så heldig at have fået sådan en dejlig storebror.
    Min mand kiggede mærkeligt, men forklarede ham at det er helt normalt for os mødre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • annemettevoss

      Årh, tak. Jeg kan simpelthen bare SÅ meget følge dig. Det er jo fuldstændigt til grin, og alligevel er det bare helt vildt fedt, at man som menneske overhovedet er i stand til at føle sådan 🙂 Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu mangler vi bare, at jeg får én på tuden!