Lyt med i dag i radioen.

Har jeg lavet Reality-TV?

skaermbillede-2017-01-06-kl-14-42-24Dengang jeg gik til casting på Den store bagedyst blev vi informeret af DR om, at programmet ikke var sådan rigtig reality, men så lidt alligevel. “Soft reality”. Et livsstilsprogram, kaldte de det. Og det er det jo. Og det har naturligvis også en snert af reality over sig – godt nok var Tobias ikke nøgen dengang han sprang i søen, da han blev mesterbager (det havde gjort det mere reality-kvalificeret…) men alle tårerne var ægte og når en kage skvættede sammen på fadet, jamen altså, så skvættede den sgu sammen. I fik ægte frustration, glæde, vrede og jalousi for åben skærm.

Men jeg bliver lidt forundret, når jeg tænker over, hvad reality egentlig dækker over i dag – eller hvad det ikke dækker over. Lad mig prøve at indvie jer i mine tanker.

For snart 20 år siden skrev jeg en skriftlig opgave i 9. klasse omkring reality-tv. Hvad det var for noget? Det var dengang at BigBrother for første gang blev vist på TV, og det var dengang hvor hele Danmark var rystet over, at en pige sad for åben skærm og snakkede om en harmløs didlo og brugen heraf. Tænk engang, “Dildo-Jill” ville aldrig i dag have haft samme gennemslagskraft. Men ærlig talt – det var jo real. R-E-A-L-ity. Det handler om virkeligheden. Skulle man da tro.

I dag føler jeg nogengange, at reality er ALT andet end virkelighed. Det skal forståes sådan, at når jeg ser De unge mødre i dag, så er det nogle virkelige sørgelige og nogle gange absurd karikerede tilfælde – hvor er den almindelige unge mor blevet af? Som udelukkende for at være en ung mor kvalificerer sig til programmet? Camilla Framnes, måske du kan hjælpe mig her?

Når jeg ser Paradise hotel, så handler det kun om Sex. Eller det handler om at skabe sig sindssygt for åben skærm, – på måder der er så langt væk fra virkeligheden – de sidder jo for fanden på et (u-)virkeligt lækkert hotel i Mexico. Det handler om at klæde sig ud, sige de mest absurde ting, have de mest mærkelige Instagram profiler og gøre de mest øjenbrynsløftende ting, så hele Danmark ser med, når de er R E A L på skærmen.

Jeg ser det da nogle gange, og det har jeg det helt fint med. Underholdningsværdien kan jeg egentlig godt finde (for det meste). Men det er mere betegnelsen jeg sætter spørgsmål ved. Jeg synes ikke der er meget virkeligt over det. Er jeg sippet?

Jeg véd godt at følelserne stadig er ægte. Og derfor kan alt, der involverer mennesker og følelser efterhånden kalde sig reality-TV. Men jeg synes man burde skelne. Jeg kunne godt tænke mig at der blev defineret en forskel; “sensations-reality-tv” og bare “reality-tv”. Jeg er sikker på, at der sidder nogle kloge mennesker i tv-branchen som kunne komme på bedre ord, for det jeg prøver at beskrive, men jeg tænker at I er med?

Jeg så et klip på Ekstra Bladet i går – fra reality awards 2017. Med en MEGET let påklædt kvinde og en fyr. Det indvolverede en pisk, noget sejlgarn og nogle nøgne bryster…så har jeg vist ikke sagt for meget. Og jeg holder mig ærlig talt fuldstændig neutral omkring hvad jeg mener om parret i videoen. For min skyld må man optræde i det offentlige rum på lige præcis dén måde, man lyster. Det vil jeg ikke blande mig i. Det kan jeg egentlig sagtens respektere, selvom jeg ikke selv ville optræde sådan. Vi er jo alle forskellige. Men særligt virkeligt, virker det nu ikke. Det virker lidt påtaget (i mine øjne?). Er det en “ægte” repræsentation af hvad reality er? Skal man bare være ekstrem for at være reality-stjerne? Er man overhovedet en stjerne?

Denne opfattelse af reality-genren rejser altså mange spørgsmål i min verden.

Jeg håber på noget godt for reality-industrien. Jeg håber at den kan mere end kun at skabe sensation omkring nøgenhed, sex, sladder og uvenskab. Jeg håber at “reality-folket” vil holde fast i, at det er meget mere end det.

Jeg føler nu også, at der er håb forude. Jeg har selv fulgt med i programmerne “På røven i Nakskov”, og “Prinsesser fra blokken” som er reality og samtidig en slags dokumentaristisk, kærlig fremstillen af forskellige samfundslag i Danmark – hvor jeg virkelig blev klogere af at se serierne. Ligesom jeg synes “De unge mødre” var i staren.

Mere af det, tak.

Og så ved jeg snart ikke om jeg skal grine eller græde over, at jeg åbenbart lavede “soft-reality” da jeg deltog i Bagedysten. Jeg vælger at grine. Det var jo sjovt, – det meste af tiden!

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lyt med i dag i radioen.