Afroditekage ;)

Lidt om citron-presning og turbo-tisning…

REKLAME for Tysk Turistinformation

img_1816

Jeg er vokset op i en familie, hvor man altid udnytter tiden til allersidste sekund. For real! Faktisk så husker jeg, at min far altid kørte med en super stram tidsplan, når vi skulle til København – dengang hvor man tog med færgen (ja, så gammel er jeg!). Vi ankom altid til færgelejet ved Nyborg i allersidste sekund – faktisk så meget i sidste sekund, at vi bare kørte direkte ombord på færgen. Nu skal det siges, at min far kørte den tur flere gange om ugen, så han havde rimelig godt styr på tidsrammen, men alligevel…

Det har betydet, at jeg er vokset op med sådan én det-kan-vi-da-sagtnes-nå-overlad-det-bare-til-mig-mentalitet, og ingen tidsplan er for stram i min verden. “Vi når det!”, siger jeg altid. Og det gør vi også, men det er altså ikke helt uden besvær…haha.

Som i dag, hvor min Mor og jeg var på vej hjem fra Tyskland. Eller rettere, vi var på vej hen med bilen, som vi havde lejet her i Tyskland. Den skulle nemlig afleveres til udlejningsfirmaet, som lå i nærheden af Erfurt Hovedbanegård. Når jeg siger nærheden, så snakker vi en gåtur på godt 20 minutter – så jeg (som den “pro” tour guide jeg er) havde da planlagt og aftalt, at folkene fra udlejningsfirmaet ville køre os hen til banegården, når bilen var afleveret. På den måde synes jeg, at jeg sikrede os god tid, og ingen grund til stress… I véd, deutsche punktlichkeit…eller noget.

Men men men! Hold nu op, hvor jeg skal love for, at vi fik travlt. For de ellers super søde mennesker fra udlejningsfirmaet havde lige glemt at fortælle os, at de om lørdagen lukkede biksen kl 12.00. Så dér stod vi, klar til at aflevere bilen og blive kørt til banegården kl 15.50 – for at nå et tog, der gik fra Erfurt Hauptbahnhof kl 16.18. Så hvad kan jeg så lære af det?! Lad være at presse citronen, Annemette!

Hurtigt fik vi smidt bilnøglen i postkassen, – så må vi håbe at alt er i fineste orden – og så var det ellers bare benene på nakken.

Jeg nåede jo ikke at tage billeder af hele “situationen”, grundet hastværk. Lad mig i stedet “male” det for jer: To kvinder i hver sin dynejakke, med tophuer, halstørklæder, -5 grader og rimfrost på jorden, hvilket bare ikke hænger sammen med moderigtigt fodtøj. Oven i det en barnevogn, der er pakket med baby, tre håndtasker under vognen og en pusletaske – toppet med en autostol, som vi har transporteret med hele vejen fra DK. Ydermere, en stor rejsekuffert (dog på hjul…phew!) med en påspændt Airshell, som skal anvendes til at pakke barnevognen ind i, når vi langt om længe når frem til lufthavnen… Så kan I lægge til historien, at min mor mildest talt var tissetrængende.

Jeg kalder hende jo “pensionist-turisten” her på turen (det er kærligt ment 😉 ), og når hendes blære kalder på et toilet – så er det altså NU! Så der var dømt turbo-tisning, da vi endelig nåede Erfurt Hauptbahnhof – så meget, at hun måtte snyde sig frem i køen af andre tissetrængende turister, og faktisk næsten kaste sig ombord på toget. Hun klarede sig igennem hele eskapaden med ordene “bitte, bitte, bitte…!”, det var SÅ sjovt.

Men der var sgu ikke meget pensionist-turist over hende, da hun med fuld oppakning tog den i trav henover banegårdspladsen for at nå vores tog. Hun var dog hårdt prøvet med tangerende hjerteanfald og vejrtrækningsbesvær – min det gik! Respekt til den “unge dame”, siger jeg bare!

Dén oplevelse kaldte på et øjeblikkeligt sukkertilskud – vi var helt kolde! Så det øjeblik vi kom ombord på toget supllerede vi op med bountybarer og kaffe. Næste opgave på dagsordenen for mit vedkommende var så, at sikre mig, at min mor ikke fik skoldhed kaffe galt i halsen på baggrund af det grineflip hun havde lige siden toget forlod stationen (note: det er 3,5 time siden nu!) – hun griner stadig.

Nu sidder vi så her, i lufthavnen. Og vi har fået en ordentlig burger! Mums. Luca har også fået mad og alt er godt! Vi er trætte, men glade.

Det er sgu da altid noget, at Luca bare er sød og klarer det hele i stiv arm. Forestil jer lige, hvis han også havde fået et flip eller skidt i bukserne undervejs 🙂

img_1857

img_1860

Min tur til Tyskland er i samarbejde med Tysk Turist Information. 🙂

1 kommentar

  • Lis Rasmussen

    I get the picture – og sad såmænd også og små grinte, ( som i “been there done that”) da jeg læste om Jeres hæsblæsende exit på turen hjem ?? – godt gået, og du og din mor kan føje endnu et sjovt minde til samlingen ??☃️- herligt !!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Afroditekage ;)