Jeg anede ikke, at amning ville skabe så stor debat!

Denne uge er det “World breast feeding week” – udråbt af UNICEF, for at sætte fokus på amning. Fokus særligt rettet mod det faktum at amning kan redde liv. Det støtter jeg op om. Læs mere her

Jeg delte derfor i går aftes ovenstående billede på min Instagram profil, med teksten:

Godnat lille Baby Luca. Her i huset ammes der for fuld skrue? hvis flere kvinder ude i verden kunne gøre det samme, ville det redde liv. Punktum. Lad os vise verden at amning er den smukkeste gave og et naturligt bånd, der knytter mor og barn! #worldbreastfeedingweek #annemettevoss

Jeg havde slet ikke forudset den mængde af kommentarer og de forskellige historier, som det post ville frembringe. Det gav virkelig stof til eftertanke. Jeg synes nemlig, at amning er “the shit” – når det lykkes. Jeg synes, at amning fortsat skal anses som noget naturligt, og som noget, der gavner både mor og barn. Men hermed ikke sagt, at det er fejlagtigt eller på nogen måde en skændsel når man fravælger eller opgiver amning. På ingen måde. Jeg er helt med på, at for hver en kvinde, der findes – findes der hver sin historie, og hver sin årsag til at fravælge eller tilvælge amning.

Jeg har fået OK til at dele noget af korrespondancen.

En følger skrev: En god mor sidder ikke kun i brysterne! Jeg har fravalgt amning helt, af personlige årsager, og jeg har det godt med mit fravalg, det er trods alt det vigtigste! Har givet mine børn den bedste mme fra apoteket, vi lever på 20. år økologisk og biodynamisk, ingen af dem har allergi, og de er stortset aldrig syge! Jeg går iøvrigt stadig hjemme, som hjemmegående husmor på 18. år. Lad os støtte hinanden, i de valg vi mener er det bedste, for vores egne børn! ❤️

Svar til ovenstående fra en anden følger: jeg har stort set heller ikke ammet mine to og de har aldrig været plaget af sygdom eller andet – de har STOR trives på ganske alm erstatning. Jeg synes også det er vigtigt at få de historier frem, så andre som måske ville amme, men ikke kan, kan høre at deres børn ikke vil lide nød pga det ! ?

I kan læse mere fra mit instagrampost her

Min egen historie byder også på lidt af hvert. Min første søn blev ammet fuldt i 4 måneder, og dernæst delvist indtil han var 1 år gammel. Det gik super fint – problemfrit, stort set – og jeg troede egentlig bare, at sådan var det så. At amning var nemt. Og jeg kunne ikke helt forstå dem, der havde det på anden måde (men hey, jeg var også ung og havde “kun” 24 års erfaring.) Med min anden søn var det bare en HELT ANDEN historie. Jeg ammede ham fuldt ud i godt 6 uger – så skreg og skreg og skreg han bare – hele natten – i flere nætter – for han var virkelig sulten og jeg havde ikke nok mælk til ham. En god veninde foreslog mig at give ham en flaske mme, hvilket jeg gjorde – og ved I hvad, det var som sendt fra himlen! Fra da af blev han delvist ammet i et par måneder og så stoppede det. Det var aldrig nogen stor succes.

Med min sidste fødte søn, Luca, som nu er 11 uger gammel har jeg ammet fuldt til nu. Jeg håber det varer ved, for det er både nemt og hyggeligt. Men det har ikke været problemfrit. Det har været med sår på brysterne, med brystbetændelse og med svampeinfektion. Det har gjort ondt og jeg har grædt i stride baner, mens han lå der og suttede mælken i sig. Det var ikke fedt. Men nu kører det meget godt. For nu. Nu må vi se, hvor længe det varer, men det sekund han skriger – som Ferdinand gjorde – så får han en flaske, for det vil jeg ikke udsætte hverken mig selv eller ham for.

Når alt det er sagt, så bakker jeg stadig op om amning. Jeg véd, at det blandt andet knytter et bånd mellem mor og barn og bidrager med alverdens positivt til barnet. Og lad mig slå fast, at en mor, der IKKE ammer sit barn, med 100% sikkerhed OGSÅ kan knytte de samme stærke bånd til sit barn – det er slet ikke det jeg siger! Men fokus i denne uge er altså pro-amning… Og jeg vil gerne bakke op om, at det er en glimrende idé at give amningen et skud, hvis man ellers kan 😉 Og lykkes det ikke, så går det helt sikkert også og dit barn skal nok blive både sundt og raskt alligevel, – men det er da et forsøg værd.

/AM

IMG_1305

2 reaktioner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN